tirsdag den 8. april 2008

Test: Er du typen der tager tests?

I jagten på at spinde guld, har jeg nu endelig fundet de vises sten.

Indrømmet, der har været et par svipsere indimellem, men nu er det tid til at lægge dem bag mig og komme ud at lave noget seriøs kasse!

Hvad er det så, der skal sikre, at jeg rent faktisk får råd til min nuværende levestandard?

Jeg har, øeh.... gennem en vens læsning af div. dameblade, fået øjnene op for fænomenet "selvtests".

" Selvtests" er et fantastisk stykke værktøj, til at lære en masse om dig selv, som du slet ikke var klar over...

Min ven tog en test i Femina og det viste sig, at han sandsynligvis var gravid eller ihvertfald havde hormonelle svingninger...

Men nok om min ven. Her følger et par idéer i katagorien selvtests, der skal få min kassekredit til at rejse sig fra asken, som en anden fugl Fønix!

I de følgende tests, er der kun vist et enkelt eks. pr. katagori, men forestiller mig, ca 15 spørgsmål inden dommen afsiges og har tænkt mig at bruge modellen " Ved flest a), b) eller c)"...

Personligt notat #1: Det skal undersøges, hvor meget ekstra skejs, der kan genereres på at tage en d) valgmulighed med...

Personligt notat #2: Prøv at få fiflet et par råd ind om, at folk skal huske at tage tests, så efterspørgelsen og dermed prisen stiger...

  • " Taler folk om dig bag din ryg?". Eks; " Hvordan reagerer dine kollegaer, når du uventet dukker op?" a) Du hører én hviske " schyyh nu kommer hun/han" og derefter stopper al snak. b) Rengøringsdamen spørger dig henkastet, om den gonorré test du tog forleden, var positiv. c) Alt virker normalt. Dom; Ved flest a) eller b)" Du bliver nødt til at forholde dig til den mulighed, at folk kan tale om dig bag din ryg". Ved flest c) " Alt virker normalt". Om folk taler om dig eller ej, burde du tage en af mine klassiske tests; "Hvorfor taler folk om dig?" eller " Hvorfor gider folk ikke at tale om dig?"

  • " Er du feinschmecker?". Eks; " Hvor finder du de fleste af dine måltider?" a) Jeg slikker lidt på min skjorte, hvor der plejer at være lidt mad, spildt fra tidligere indtagede måltider. b) Jeg har altid et par ostemadder gemt i min jakke. c) Alt fra sushi til finere cuisine. Dom; Ved flest a) eller b) " Du er ikke så raffineret i dit madvalg". Ved flest c) " Tillykke, du kan på madsiden kalde dig for feinschmecker... På andre sider, kan du kalde dig lige hvad du vil, bare du lige husker at teste om det er ok først.
  • " Er du velsoigneret?" Eks; Hvad plejer dine venner at gøre, efter de har givet dig hånd eller et kram. a) Mine venner undgår helst fysisk kontakt med mig. b) Vasker hænder lige efter. c) Spørger mig, hvordan jeg altid kan dufte så godt... Dom; Ved flest a) eller b) Du skal overveje at tage testen " Bader jeg nok?" eller " Er jeg ulækker?"

  • " Har jeg styr på min økonomi?" Eks; "Når jeg får mit huslejegirokort udbryder jeg.." a) "Hva´s...., den har jeg da lige betalt for en måned siden!!" b) "F..., så står den på pasta igen resten af måneden... uden ketchup!". c) "Jeg kører alle regninger over betalingsservice." Dom; Ved flest a) eller b) Du kunne godt stramme lidt op, tag evt. testen " Hvor skal jeg stramme op?". Ved flest c) Du lader til at have styr på det, som så efterlader spørgsmålet " Er jeg en kontrolfreak?".

  • " Er jeg et energisvin?" Eks; " Hvor meget lyder din årlige elregning på?" a) "Jeg betaler hver 14. dag". b) " Jeg har bygget min egen dieselgenerator, det fandt jeg ud af via testen " Kan jeg spare penge på el". c) "Aner det ikke, det er så lidt at jeg slet ikke spekulerer over det." Det er vigtigt at tænke over tingene, men så igen heller ikke for meget... Tag evt testen " Reflekterer jeg for meget?"

  • " Får jeg nok motion?" Eks; Du skal til den vigtigste jobsamtale i dit liv, som skal foregå på 2. sal. Nu er elevatoren imidlertid gået i stykker, hvad gør du? a) Venter til reparatøren kommer, han må være på vej. b) Kører hjem. Hvis du skal trampe op af alle de trapper, bliver du så svedig og ulækker at de alligevel ikke vil antage dig. c) Du har i forvejen gået de 30 km hjemmefra, så 2. sal skræmmer dig slet ikke. Ved flest a) eller b) Du skal overveje at røre dig noget mere. Testen " Hvilken sport interesserer mig" vil kunne afdække svaret. Ved flest c) Overvej om du bruger for meget tid på motion....

  • " Besøger jeg mine forældre nok?" Eks; Forsæt sætningen, " når min mor ringer..." a) Tager jeg den ikke. b) Min mor fik aldrig mit nummer, da jeg flyttede hjemmefra. c) Siger hun, at det var hyggeligt i aftes og glæder sig til, at se dig senere. Dom; Ved flest a) eller b) Du burde skamme dig, længere er den ikke. Ved flest c) Du overgør det måske en smule, lad også din mor få lidt ro. Hvad end du har svaret, er det vigtigt at prøve at afklare ( teste), hvad der ligger til grund for dit forhold til dit mødrende ophav.

  • " Er jeg konfliktsky?" Eks; "En fyr bagved dig i køen i Netto, spørger om han ikke lige kan låne en hund til et par bajere.. hvad siger du?" a) "Øhh, jeg har den kun i mønter, er det ok?" b) "Jo, men så må jeg lige lægge et par af mine egne varer tilbage". c) " Hvad tror du selv......... Fedtøre? Ved c) burde du tage testen " Træner jeg nok kampsport?", helst inden den slags bemærkninger fyres af.

  • " Er jeg typen der tager selvtests?" Eks; " Sidder jeg med en kuglepen i hånden lige nu og svarer på disse spørgsmål?"a) Ja. b) Nej, jeg bruger blyant. c) Kunne jeg ikke drømme om, jeg skimmer bare teksten. Dom; Ved flest a) eller b) " Du ér typen, der kan finde på at tage en selvtest og bliv du bare ved med det, der er faktisk mennesker der prøver på at leve af dette! Ved flest c) "Kom igang, der er faktisk mennesker der prøver på at leve af dette!!"
  • " Er du populær hos det modsatte køn?" Eks; Du står i baren og siger hej til en fremmed kvinde/ mand der, som du ,er alene. Hvad svarer hun/ han? a) "Skrid pomfrit!!" b) Hun/ han kalder på dørmanden og får dig smidt ud. c) Hun/ han kigger dig dybt i øjnene og ber dig om tage med hjem. Dom; ved flest a) eller b) Plastickirugi kan være en mulighed. Om det er det rigtige, kan du teste dig til svaret på. Ved flest c) Det ser fornuftigt ud for dig, ring evt til undertegnede, for lige at komme med et par små fif.

Hvis i er nogle derude der mangler en test, er jeg klar til at skræddersy en til lejligheden.

Det kan være oplagt som gaveidé til en i jeres omgangskreds, der skal have et vink til at forbedre forskellige manglende kvaliteter. Skriv lidt om hvilke spørgsmål i kunne tænke jer. Husk at vedlægge 500 kr i kontanter og en frankeret svarkuvert.

Husk at vores tests ikke bliver testet på hverken dyr eller børn.

Alan

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start