søndag den 8. juni 2008

Omnia vincit Amor

Flavia er en 37 årig kvindelig læge fra Rio og før i får for mange sjove idéer, vil jeg gerne, for en god ordens skyld, understrege, at vi mødtes som venner og at den status aldrig har rykket sig...

Det var en af den slags sære omstændigheder, hvor timingen i to menneskers liv, fører dem sammen og lader dem udnytte hinandens resourcer...

Det var maj 2006 og mens jeg ventede på, at lejerne i mit hus skulle flytte ud, besluttede jeg mig for at tage en tur alene til Rio.

Dengang var jeg ikke så bevidst omkring, hvad jeg egentlig søgte, men jeg havde en klar følelse af, at denne tur ville gøre min sjæl godt og udvikle mig som menneske...

En by som Rio, som jeg faktisk aldrig havde besøgt, kan godt virke en smule hmm... ja, lad os bare bruge ordet skræmmende, så jeg tænkte på om det var muligt at finde en "guide", til de første dage...

Det var ikke første gang, at jeg havde nydt godt af denne strategi.... Nogle måneder før, var jeg taget en tur til São Paulo og der havde en sød Regina vist mig byen... Hmm.. ja og lidt til;-)

Jeg havde således i slutningen af 05, oprettet en profil på Match. com, hvor jeg søgte brasilianske venner, (se evt. kommende indlæg, om mit forhold til Brasilien), for derigennem at opleve landet, som andet end turist. Jeg havde forinden, lært mig et hæderligt portugisisk, og nu var jeg på vej til en af verdens smukkeste, men også farligste byer...

En aften jeg var på, skrev Flavia til mig, netop som jeg var ved at skrive til hende, og spurgte om jeg kunne oversætte noget på svensk for hende.

For at gøre en lang historie kort, hjalp jeg hende og den næste tid, talte vi jævnligt i telefon sammen...

Flavia havde tre måneder forinden, mistet sit næsten nyfødte barn og hendes svenske kæreste var rejst hjem til Sverige, efter at forholdet, ifølge Flavia´s opfattelse, forlængst var kørt af sporet...

Senere fortalte Flavia mig, at det tidspunkt jeg landede i hendes liv, ikke kunne have været mere velvalgt.

En måned senere, sad jeg i et fly på vej mod Rio og tre uger, som kun skulle bruges på, hvad jeg fandt vigtigt...

Flavia og jeg havde aftalt, at vi ville bruge den første weekend sammen, derefter skulle hun tilbage til Cachoeiro, små 6 timers kørsel fra Rio, og arbejde...

Jeg havde lejet mig ind på et mellemklasse hotel, beliggende i en sidegade til den smukke Ipanema´s promenade og da Flavia hentede mig dagen efter, gik vi en lang tur, hvor vi talte om løst og fast..

Jeg fik hurtigt slået fast, at Flavia virkelig var deprimeret og trængte til opmuntring. Vel i grunden meget naturligt, omstændighederne taget i betragtning...

Den følgende weekend, viste Flavia mig sin smukke by, mens jeg på vanlig stil fjollede rundt;-)

Da Flavia tog afsted, driftede jeg lidt rundt et par dage og slappede helt af...

På nettet, fandt jeg et uimodståeligt "promo offer" til Porto Alegre ( Den glade havn), som er en af de sydligste byer i Brasilien, kun et par hundrede km. fra Argentina og bookede til kommende weekend...

Der tilbragte jeg 5 dage, i en by som, efter min mening, var alt for Europæisk inspireret og manglede den stemning, som jeg var, og stadig er, lykkeligt forelsket i..

Nu var jeg tilbage og gik, med den ligeledes hjemvendte Flavia, en aftentur på Copacabana, hvor vi kom ind på emnet kærlighed, kontra had...

Den smukke røde sol, var på vej ned i horisonten og jeg blev ved med at agitere for, at kærlighed ubetinget, var den stærkeste kraft i universet...

"Se på den sol Flavia!". "Se på menneskerne omkring dig!". "Par der holder i hånd, kysser, elsker". "Hvordan, kan noget være stærkere end det Flavia?"

Flavia kiggede trist på mig og sagde: "Og om et år er de skilt og skændes og slås"

" Had, Alan.... Får mennesker til at begå de værste forbrydelser, derfor er had så meget stærkere!". Hele hendes kropssprog emmede opgivelse og mistet tro... " Had, får mennesker til at slå hinanden ihjel!"

Det var et godt argument, og selvom jeg var overbevist om, at det ikke holdt vand, kunne jeg ikke lige finde et modargument, som overrulede hendes påstand..

" Du bliver nødt til at tro på, at kærlighed er stærkere, ellers er alt dette jo, til ingen verdens nytte" sagde jeg, mens jeg mærkede tvivlens klamme hånd på min skulder...

Jeg var groggy og bagud på points...

Så med ét, den aften på Copacabana ( ville hellere have haft, at scenen for denne historie, havde været Ipanema, da den strand oser så meget mere af klasse, men facts er nu engang facts;-)), kom tanken til mig...

Jeg stoppede op og så på Flavia. Indtil da, havde vi gået side om side, men nu vendte jeg fronten mod hende...

" Forestil dig to hære". " Den ene hær angriber den anden hærs borg". " Den angribende hærs soldater er drevet af had og begærlighed, den anden forsvarer det de har kært". Flavia kiggede undrende på mig... " Hvis angriberne lider for store tab, vil de til sidst, være nødt til at afblæse angrebet, da det ikke vil være rationelt at forsætte". " Omvendt, ville den mand der kæmper for sin kone og børn, ALDRIG overgive sig, ligemeget hvor irrationelt det måtte virke!". "Kærlighed er en følelse, som hvis den vandes vil forstærkes, mens had med tiden vil udvandes"...

Flavia vendte sig mod mig, og sagde noget i denne retning; " Alan, jeg er ikke sikker på, at du har ret, men jeg er overbevist om, at du er overbevist om, at tingene forholder sig således...

Og således enedes vi om at være uenige;-)

Da Flavia tog tilbage til Cachoeira et par dage senere, fortalte hun mig, at hun havde det så meget bedre og vi aftalte altid at ville hjælpe hinanden, dersom vi havde mulighed herfor...

Dersom vi havde mulighed herfor??? Hvad er det for en morfar konstrueret sætning?;-)

Ugen efter, fandt jeg mig siddende i flyet mod København, med en udefinérbar følelse i maven...

Er stadig ikke sikker på, hvad præcis turen gav mig, men jeg fik en masse med hjem:-)

Flavia, fandt sig et par måneder senere en Australsk kæreste, som hun kort tid efter, blev gift og fik et barn med...

Jeg har hende på Messenger og de få korte beskeder, jeg índimellem har fået fra hende, har båret præg af, at hun var ulykkelig...

Her forleden, tikkede denne besked ind fra hende...

" Alan, as coisas sao muito difficil aqui, precisa da sua ajuda. Esta pensando voltar do Rio com a minha filha. Vou mandar um mail logo, explicando tudo... Beijos amigo meu"
" Alan, tingene er meget svære her, behøver din hjælp. Tænker på at vende tilbage til Rio med min datter. Sender en mail snart, der forklarer alt... Kys min ven".

Tænker på, om tiden er moden til at smutte forbi, en af verdens smukkeste byer igen....?

Livet er sandelig en æske med fyldte chokolader...

Tchau

Alan

1 kommentarer:

Klokken 26. juni 2008 kl. 23.00 , Blogger fab sagde ...

interessante ;)
yara

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start