lørdag den 25. oktober 2008

Signalværdi

Til Jørgens overraskelse, var der altid nogen på jobbet, der havde spottet ham i bilen, den foregående dag....


Fra mennesket begyndte at rejse sig og gå på to ben, har individet sikkert haft lyst til at hævde sig, for at signalere overlegenhed. Når vi ser på f.eks. fanatiske fodboldtilhængere, kan vi dog drage konklusionen, at det at være oprejst, ikke nødvendigvis hænger sammen med besiddelsen af hjernekapacitet.


Der har i vores races spæde ungdom således, måske været afholdt ubevidste mesterskaber i discipliner som; "Største bålplads", "ondest udseende kølle" og for kvindernes vedkommende; "længste hår at blive trukket hjem til hulen i".


Jeg hørte en definition på livskvalitet for noget tid siden.... "Livskvalitet er alt det, der går ud over overlevelse".


Det er, i mine øjne, en god formulering, især fordi det viser, hvor meget vi har at være glade for.


Livskvalitet, starter jo således allerede når du steger din kylling og ikke først ved din million nummer 100. (Tillykke med den forøvrigt)


Nu er indre livskvalitet én ting, en anden er behovet for at vise, hvor godt man har det og hvor dygtig man er.


Med fare for at komme til at fremstå generaliserende og kønsdiskriminerende, har jeg en lille teori desangående kønnenes forskellige midler, for at få dækket dette behov.


Mandens rolle var i tidernes morgen, tro det eller ej, jæger. Når vi ser på nutidens middelaldrende mænd, står det os klart, at en forhistorisk jæger med samme kropsbygning og fysisk formåen, ville være tvunget til at blive vegetar.


Kvindens rolle derimod var at passe på børnene og samle bær m.v.


Trækker vi det op i et nutidig perspektiv, kunne det være forklaringen på, at manden viser sine jagttrofæer i form af biler og guldkreditkort og kvinden imponerer med sin samling af sko og andre lyksaligheder.


Da vi alle gerne vil fremstå lidt bedre end vi i virkeligheden er, formuleringsmæssigt kunne jeg personligt godt tænke mig at blive bedømt helt op til 3.klasses niveau, vil jeg her gerne fremlægge nogle virkemidler, for at hæve nøørj faktoren hos den mandlige del af befolkningen.


Kvinder kan kigge med over skulderen...


Som altid er det ud fra devisen, "tag hvad du kan bruge og smid resten væk".


  • Vælg kendte mærker. Har du lige fået feriepenge eller en skilling tilbage i skat, kan du f.eks. benytte lejligheden til at købe dig lidt streetcredibility, i form af et armbåndsur. Det virker dog bedst, hvis det er et mærke folk kender og kan forholde sig til. Rolex er et glimrende valg, som kan erhverves for små 25.000kr. Uret er et meget diskret virkemiddel, men et ur kan virkelig flashes, hvis du lige smider hæmningerne en anelse. Du kan f.eks. lade som om, du hørte en spørge hvad klokken er og så svinge din arm i en elegant bue, mens du højt bekendtgør tiden. Husk at holde armen så langt ud fra kroppen som muligt, da det giver flere mennesker mulighed for at opdage, at du er feinsmecker med penge på bogen. Dvs. det har du så ikke, altså penge på bogen. Dem har du jo fyret af på uret og nu skal du bare liiiige klare de næste par måneder på riskager, men altså.... godt ser det unægteligt ud.

  • Vælg dine statussymboler med omhu. Statussymboler er overalt, men med et særdeles begrænset budget, er det med at prioritere. Få først afklaret, om du vil imponere folk ude, eller hjemme hos dig selv. Nogle effekter, kan du med lidt omtanke, få til at virke begge steder. Du kan hænge din Canadian Goose jakke, over stolen ved dit spisebord, så der virkelig bliver lagt mærke til den, også selvom du ikke har den på. Om sommeren, kan denne taktik dog virke en anelse besynderlig. Nu vi er i hjemmet, kan det slet ikke siges tit nok, at fladskærmen er et særdeles vigtigt symbol, som under ingen omstændigheder kan undværes. Fladskærmen signalerer total tjeck på tingene, fordi den har øeh... fordi den er.... Sørg nu bare for, at du har mindst en af slagsen.
  • Pynt verbalt på dine oplevelser. Det er vigtigt her at holde sig for øje, at pynte ikke på nogen måde kan sammenlignes med at lyve. En færgetur til Oslo, bliver uden at blinke omtalt som et cruise, selvom det, i mine øjne, er at skyde enddog særdeles langt over målet. Brug denne taktik, hvis du f.eks. været på Mallorcawannabe øen Margarita. Fortæl her om dit eventyr i Venezuela, Sydamerika eller Caribiske øhav, vælg selv hvilket af ovenstående destinationer, der får ferien til at lyde mest eksklusiv. Det samme kunne gøre sig gældende med eksempelvis Fanø, der kunne omtales som "et sted i det smukke danske øhav. N.B. Prøv ikke at forskønne en tur til Amager. Det er en stinker, lige meget hvordan man vender og drejer det. Denne taktik kan bruges i mange situationer, er du ejer af en udslidt gammel Fiat 500, kan du sige, at du kører i en gammel Italiensk klassiker.

  • Lad andres fantasi gøre arbejdet. Det er min erfaring, at folk tit vil skyde din indkomst og opsparing væsentligt højere, hvis du ikke gør noget væsen ud af at fortælle, hvor fantastisk det går. Prøv med lidt falsk beskedenhed. Bare sørg for, at den ikke, med tiden, går hen og bliver ægte, det er en dødssynd i denne sammenhæng. Hvis du f.eks. bliver mødt med en sætning som, "Hold da op, det kører godt for dig hva´?", når en spotter din store trehundrede grams syv karat guldkæde, du har omkring halsen, så svar noget i retning af;"Tja, det går fint nok", imens du foregiver at være optaget af andre ting, end at blive beundret.
  • Køb ting som er svære at prissætte. Hvad koster en Jeep Wrangler fra slutfirserne? En kraftigt patineret Chesterfieldsofa (slidt)? Igen, mange af os har for vane at overvurdere andre menneskers købekraft og gode smag, når det kommer til ting, som vi ikke har så meget forstand på. Det kan du drage nytte af, til at sende signaler om din økonomi´s velbeskaffenhed.

  • Sørg for at dine ting bliver præsenteret i det rette lys. Dette kan faktisk også forståes bogstaveligt. Har du i firserne lemmet en halvtredser, for en "juvelbesat antik kniv", på en spansk ferieø, så find den frem, læg den på en rød pude og monter et spot direkte på den. En glasmontre kan være med til at forstærke effekten, men vær varsom.... Visse menneskers bullshit detektor kan risikere at give lyd fra sig, hvis det bliver for søgt.
  • Husk altid at erhverve de nyeste brugsgenstande. Dette er et fif, som jeg vel slet ikke burde at have med, da jeg har opdaget, at så mange mennesker allerede benytter sig af det. Jeg har faktisk bemærket, at det ofte, især med mobiltelefoner, forholder sig således, at jo dårligere økonomisk funderet en person er, jo vigtigere er det for vedkommende at være i besiddelse af den nyeste mobiltelefon...

Jeg vil lige til slut nævne, at jeg bevidst har undladt de helt elementære cowboytricks, såsom at fabrikere direkte løgnagtige historier, købe fake mærkevarer og låne sine venners effekter for at foregive, at de er ens egne.

Det har jeg gjort efter den tanke, at kan du finde på den slags, er du sikkert allerede godt igang og har slet ikke brug for mine små sidegadefiflerier.

Hvor end du er i systemet, vil jeg ønske dig al mulig held og lykke med, at det finde det du søger, med de midler du må finde nødvendige...

Siden det er fredag, vil jeg også gerne lige benytte lejligheden, til at ønske dig en god weekend i baren;-)

Alan, seminæstenprofessionel blogskribent

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start