Winter

http://www.youtube.com/watch?v=nnboUbOGDOM

Copy&paste linket og få min stemning med...



Jeg har grædt!

Jeg er af følsom natur, så det er slet ikke et særsyn, men denne vil jeg alligevel dele med jer...

Sad i bilen med pigerne i torsdags, efter at have hentet dem fra skole..

Stasia begyndte at tale om en mand, ved navn Søren, hun sammen med sin mor havde besøgt på hospitalet, et par dage før...

En syvårig har sit eget sprog og til at starte med, lød det meget tilforladeligt, men da ordet kræft blev nævnt, spidsede jeg ører.

"Har han kræft siger du?"

"Ja, det har spredt sig... Han skal snart dø"

"Det var da forfærdeligt, hvor gammel er han?"

"Lidt ældre end dig, far.... Han er danser"

"Danser siger du, de plejer at være i god form, mon ikke at han nok skal klare den?"

"Det tror jeg ikke far, han er lam i den ene side og kan næsten ikke tale. Han ligger også på et specielt sted, hvor de er holdt op med at behandle ham"

"Hospice?"

"Ja, det var det, det hed"

Den næste sætning ramte mig hårdt....

"Han sagde, at han savnede sine børn", Stasia prøvede at efterligne stemmen og måden det var blevet sagt på...

"Forfærdeligt", jeg bed tænderne sammen... "Hvor gamle er hans børn?"

"Lidt ældre end os, han har to drenge"

"Du sagde at han var danser", henvendte jeg mig til Stasia

Annabell brød ind fra bagsædet;"Ja, vi så ham danse ved en forestilling"

"Hvor længe er det siden?"

"Ikke længe siden", svarede Anastasia

"Hvor længe er det Bell?", sagde jeg, imens jeg så på hende i bakspejlet

"Vel et par år siden"

"Og der var han frisk?"

"Ja, helt frisk"

"Forfærdelig historie", mumlede jeg og så talte vi ikke mere om det... Før næste dag..

Jeg havde kørt Bell i skole og sad nu med Stasia i bilen, da hun møder en time senere om fredagen....

Jeg kunne ikke slippe historien, måske fordi den var for tæt på. For let at associere til mit eget liv med mine piger....

"Sagde han, at han savnede sine børn?" Det gjorde ondt i mit hjerte, bare at tænke på det. (det gør det stadigvæk)

"Ja og han sagde også, at han savnede dig"

"Mig?", udbrød jeg forbløffet. "Hvad mener du?"

"Måske spurgte han bare, hvordan du havde det"

Jeg var nu helt forvirret. "Jeg forstår ikke, kender jeg ham? Sagde han mit navn?"

"Tror at han sagde noget i retning af...."Hvordan går det med Alan?"

Et par sms´er frem og tilbage med min ex, blev jeg klar over hvem han var....

En af dem lød nogenlunde sådan; "Vi mødte ham, hans kone Helle og deres to drenge i Thailand for nogle år siden. Jeg holdt kontakten til dem efter... Nevermind, men nu ligger han for døden og jeg besøger ham. Han tror selv, at han bliver rask"

"Er det rigtigt, at han spurgte til mig?"

"Ja, han spurgte hvordan du havde det"

"Utroligt, at han kan huske mig, vi talte sammen ved poolen nogle gange i de 14 dage, vi var der... Meget sympatisk. Send mig data, så tager jeg hen og besøger ham...

En sms med adresse m.m. tikkede ind, kort tid efter...

Jeg tog derover i dag....

Stod med hjertebanken udenfor hans værelse, en mand jeg knapt kendte, men alligevel ikke kunne lade være med at besøge... For meget smerte ved at lade være...

Jeg tog i døren og kiggede forsigtigt ind, tegninger på væggen overfor sengen... Ingen på stuen... Det viste sig, at han var hjemme hver mandag...

Jeg satte mig ud i bilen og kørte med tårer i øjnene, ud efter pigerne på deres skole, imens jeg lyttede til denne sang....

Ved, at det er sagt så mange gange før... Men sørg nu for at nyde dit liv, føl hvert et øjeblik, omfavn livet, dans....

"Things are gonna change.... so fast
All the white horses have gone ahead
I tell you that I'll always want you near
You say that things change
My dear"

Winter......


Alan