søndag den 10. maj 2009

Boligovervejelser

Så er luftforureningen så omfattende i København, at det nu er en mærkbar faktor i levealderen for de mennesker, der bor i nærheden af store veje.

Nu er der jo mange andre faktorer der spiller ind, når vi prøver at beregne vores sandsynlige levealder, såsom kost, genetisk arv osv.

Disse omstændigheder er langt dog udenfor min kompetance, hvilket forøvrigt er et kendetegn ved stort set samtlige af mine indlæg på denne blog.

Derfor har jeg valgt et lettere emne, nemlig at se på hvilke faktorer der spiller ind i forhold til dit boligvalg, hvis man har lyst til at blive over hundrede år...



  • Beliggenhed. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen... En boligs vigtigste kvalitet, i salgsøjemed, er beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. I levetidsditto kan det også have sin effekt, især hvis boligen ligger f.eks på Nørrebro, da din dødsattest kan blive underskrevet med bly af indvandrebander, der hygger sig med "drive by" i deres sorte sænkede BMW´er. På landet er der imidlertid så dødssygt at du risikerer at kede dig ihjel, så gå efter en blød mellemvej.

  • Ejerskabsstatus. Denne her er en både og ting. Bor du i ejerboligkvarter, er der en overvejende sandsynlighed for, at de værste sociale tilfælde er sorteret fra, da de sjældent tænder på ord som "terminer" og "opsparing". På den anden side, er boligbyrden på ejerboliger ofte højere, hvilket tvinger dig til at løbe stærkere på jobbet. Du risikerer også søvnløse nætter, hvis regeringen indfører højere boligafgifter, eller renten på dit flexlån stiger uhæmmet.

  • Nabotæthedsfaktor. Der er ord som ikke er rare, bare at sige... stress f.eks. Jo tættere dine naboer er på dig, jo større risiko for stress. Se bare på burhøns. Undgå derfor tætpakkede boligblokke og kolinihavehuse... Ikke fordi disse er tætpakkede, men fordi Morten Korch "idyllen" hurtigt vil give dig lyst til at trække stikket ud, med en ni millimeter for panden.

  • Jordbesiddelse. Skal du være jordejer, skal du først tjekke om din grund er miljøbelastet. Bor du i København, kan du godt regne med at den er katagoriseret som lettere forurenet, men graden kan variere over til stærkt forurenet, og i såfald skal du nok ikke selv spise frugterne fra din have. Dem kan du med fordel samle sammen, og forære til narrøven der ofte holder dig vågen med tecknomusik til langt ud på natten. Det er en langsom hævn, men den kan løsne op for dine indestængte aggressioner og latter er sundt for dit helbred.

  • Niveauvalg. Alle os der har været på koloni som børn, ved godt hvor vigtigt det er at komme i besiddelse af overkøjen. Det er faktisk alfa og omega, og det er det af flere grunde. Den der ligger øverst kan feje skidtet ned i underkøjen, og er mindre udsat for snigangreb end underboen, for bare at nævne to ting. Den eneste bagdel er, hvis banditten nedenunder ligger og småfiser, da disse jo som varm luft stiger opad. Bor du i lejlighed øverst oppe, kan du vade rundt i træsko hvis det passer dig, uden hensyntagen til om underboen er ved at gå ud af sit gode skind. Dette overtag vil give dig plus på levealderen, da bekymringer sjældent udløser bonusår. Skulle underboen begynde at banke på sit loft med et kosteskaft, vender du bare dine højtalere mod gulvet og skruer en anelse op for headbangers ball, så glemmer du hurtigt den tørvetriller.

  • Vedligeholdelse. Når talen falder på levealder i forhold til boligen, er emnet vedligeholdelse også nødt til at blive rundet. Der er selvfølgelig åbenlyse ting, som gelændere på altaner og el installationer, der, på et splitsekund, kan forkorte din fremtidige ældningspotentiale med 100%, men på den lange bane kan din boligs forfald gøre dig trist, og de følgende negative tanker, mindske din livskvalitet og dermed dit lyst til at blive så gammel som muligt.

Ingen tvivl om at direkte fysiske påvirkninger har indflydelse på din levealder, men måden du mentalt takler de inputs du får igennem livet, er i mine øjne mindst lige så vigtige.

Så måske bærer de enfoldige nøglen til et langt liv i deres manglende ræsoneringer...

Med det for øje, har jeg tænkt mig at opsige min livsforsikring, og fordoble præmien på min ulykkesditto.

Bliver jeg kaldt hjem før tid, er det jo nok ikke som følge af mine bange anelser....

Alan

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start