onsdag den 8. april 2009

Strøm


Stille flyder tiden
ligesom floden Don
bevæger sig ubesværet
jævnt
du lukker øjnene
i et forgæves forsøg på at stoppe dens fremmarch
og når du åbner dem igen
har du spildt tiden
eller måske bare brugt den
tiden ligger på lur
uovervindelig
havde jeg ikke været så enfoldig
ville konceptet sikkert skræmme mig
støvet på postkassen
fortæller mig
at jeg må være blevet oplevelser rigere
girokortsindbetalinger fattigere
livslinje kortere
spindelvævet udvides
edderkoppen dør
imens fluerne stadig går i fælden
opvasken formerer sig
pigerne vokser
sender sms´er
et "Hej farmand, jeg elsker dig"
helt uden stavefejl
med kommasætning
og det hele
jeg imponeres
og minderne passerer revy
øjenlågene bliver tungere
håret bliver længere
grå stænk bliver tættere
skoven bliver grønnere
livet synes lettere
forandring
så diskret
at vi forundres
et øjebliks bevidsthed
for så at synke tilbage i rutiner
tid
evige cirkler
indimellem kommer en kanin med et lommeur
løbende forbi
indimellem går tiden ikke
så render den
men ellers flyder den
bare
stille

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start