Fisen i hornlygten

Det siges at virkeligheden ofte overgår fantasien...

Denne lille historie tager sin begyndelse i en lille glemt by, som ingen husker navnet på den dag i dag og da tidsangivelsen heller ikke er så vigtig, vil jeg gerne starte på god gammeldags eventyrmanér med "En gang for længe længe siden"....

Såeh...

En gang for længe, længe siden, tid er som bekendt relativ, sad en mand i sit hus og kedede sig... Kedede sig er måske ikke det ord der dækker hans tilstand bedst, han røvkedede sig faktisk.

Da han havde kedet sig endnu mere og endnu længere, begyndte han at tælle knasterne i sit trægulv, men efter noget tid var de også talt op og han kedede sig bestemt ikke mindre.

Nu kunne historien være sluttet her, med en mand der bare keder sig, indtil han en dag, i døden, bliver udfriet fra sine pinsler, men sådan skulle det ikke gå i denne historie..

Kalle, som vi kan kalde manden, fik nemlig en tanke... En tanke som hverken var revolutionerende, ej heller genial, men dog en tanke...

Som Kalle sad der og kiggede på en tom flaske æblemost med patentprop, der stod på hans kedelige spisebord fremkom tanken, om han mon kunne fange en af sine prutter i den flaske.

Han smilede ved tanken og glemte rent at kede sig i et øjeblik...

Kort tid efter var han igang med at sætte flasken til hans hvide behårede numse... Det er faktisk ikke dokumenteret, at hans numse var hvid, men behåret det var den ihvertfald.

Dem, der har prøvet at prutte i en flaske vil vide, at det ikke er noget der tager sig let ud og Kalle prøvede og prøvede, men straks han skulle lukke proppen, havde fisen sneget sig ud.

Tre uger og meget kål senere, havde han stadig ikke fået indfanget en eneste fis i flasken og han begyndte at blive en anelse deprimeret. Han havde gennemprøvet alverdens teknikker men intet havde virket og han sad stadig med en tom flaske...

"Kalle, gamle dreng", sagde han roligt til sig selv, "dette kan være svært, men det er ikke umuligt", og så øvede han videre...

Det blev forår, sommer og vinter, med dog lige et efterår imellem...

Så en dag skete det... Med et snuptag havde han fået lukket proppen med fisen indeni. Ja det vil jo sige, at han ikke kunne se det, men han var ganske sikker på, at det var sådan det forholdt sig.

Han skyndte sig at ringe til sin bedste og eneste ven, som vi i en hurtig vending døber Tjoke..

"Tjoke, smid hvad du har i hænderne, det er lykkedes for mig".

Tjoke sad lige og så på sin guldfisk der svømmede rundt i den lille glasbowle, så han var naturligvis en anelse forvirret. "Hvad er lykkedes siger du?", sagde han, imens han gik ud efter en dåseøl i køleskabet.

"Mit projekt.. det jeg fortalte dig om.. det er lykkes!

"Du fortalte mig jo ikke om hvad det var... meget hemmelighedsfuld var du!", sagde Tjoke og lød underligt nok en anelse som Master Yoda.

"Ja ja, skynd dig nu bare herover, så vil jeg forklare dig alt".

Kort tid efter bankede Tjoke på Kalles dør.

Kalle åbnede op iført en hvid, plettet netundertrøje og et kæmpe smil. I hånden havde han en flaske, som han triumferende holdt op i vejret.

"Se!", sagde han kortfattet.

Og Tjoke kiggede... Da han var færdig med at kigge, kiggede han lidt mere.

"Dette er en flaske, men det er ikke en almindelig flaske.. eller det vil sige flasken er nu almindelig nok, men indholdet er derimod ikke..." Kalle prøvede at se en anelse smart ud, men det lykkedes ikke helt... Specielt fordi han prøvede at regne ud, hvad han lige havde sagt.

"Men der er jo ikke noget i", Tjoke rystede på hovedet og kløede sig i nakken.

"Det er så der hvor du tager fejl min ven, der er skam noget i".

Vennen satte nu næsen helt op til flasken...

Og så forklarede Kalle sin ven, hvordan det hele hang sammen...

Vennen sad lidt og tænkte. "Er du klar over, at det sandsynligvis er den eneste flaske i hele verden, med en indbygget fis?"

Det havde Kalle nu ikke tænkt over, men der var noget i vennens udsagn der klingede...

"Lad os ringe til min fætter, du ved ham der blev i skolen flere år efter vi gik ud, og som endda engang har haft sin egen butik.

Så sagt, så gjort...

Et par timer efter ringede det på døren, og en smilende høj mand med hestehale slog armene ud til velkomstgestus, da døren blev åbnet.

"Fætter", sagde han... "Kære fætter, hvad har du så af spændende ting du vil vise mig?"

Fætteren havde lige været på et smart salgskursus, som han var blevet sendt på af a kassen og nu benyttede han sig lige af lejligheden til at afprøve nogle af de små fif, der skulle gøre vejen, fra en præsentation til en underskrift, kortere.

Kalle forklarede sin idé til sin fætter og iagttog herefter dennes reaktion med stor interesse..

Bengt, som vi navngiver fætteren, tog sig til den hage, som han selv plejede at beskrive som karakterfast, og gjorde en akavet fagt med den anden hånd. "Kan du lave flere af dem der?"

Det mente Kalle nu nok at han kunne..

"Hmm..." Bengt tænkte så det knagede..

"Udbud, er nøgleordet her".

Kalle og Tjoke gjorde store øjne og lyttede forventningsfuldt...

"Udbud vil sige, hvor mange der vil sælge en bestemt vare og da denne vare er yderst sjælden, kan udbudet ikke være stort. Når udbudet ikke er stort, bliver varen dyr". Han havde fornemmelsen af, at der var noget han havde overset, men slog det hurtigt hen igen.

"Vi har en vare som ingen andre har, sagt med andre ord.....", han holdt en kunstpause... "vi bliver rige".

Det var noget Kalle og Tjoke kunne forholde sig til, og selvom de ikke forstod hvordan det skulle løbe af stablen, blev der stor opstandelse i stuen.

Kalle og Tjoke omfavnede hinanden, imens de, ude af takt, hoppede op og ned..

Kalle slap Tjoke et øjeblik og kiggede med skeptisk mine på sin fætter. "Hvordan er det så lige at vi gør det her?"

"Det, min kære fætter, skal du ikke bekymre dig om. Du skal bare ud og købe nogle af de flasker, og komme igang med at gøre det du nu gør, når du gør det, og så skal jeg nok stå for distributionsdelen". Hans fætter så en anelse forvirret ud ved ordet distributionsdel, men lyste herefter op i et stort smil.

De næste uger var Kalle i fuld sving med at spise bønner og kål, for derefter at prutte i flasker og da Bengt kom forbi kunne han stolt fremvise næsten ethundrede flasker.

"Du har været produktiv", sagde bengt glad og kiggede på flaskerne, der sirligt, af Tjoke, var stillet op på rækker i husets bryggers.

Bengt havde lånt en meget stor og meget fornem bil til at transportere flaskerne i, og efter at have formanet Tjoke om, at han skulle vise yderste påpasselighed når han lastede de værdifulde flasker, gik han ind og sagde farvel til sin guldkalv, der var igang med at lave masser af kalorieholdig mad.

Det blev en langsommelig tur ind til byen, da Bengt ikke turde sætte farten op med sin værdifulde last i bilen.

Vel ankommet til byen, parkerede han bilen i et overvåget garageanlæg, tog en af flaskerne under armen og gik op i en bygning af glas og stål. Da han kom ud igen, havde han en mappe i sin hånd og et bredt smil smurt ud over ansigtet.

"Livet er dejligt", sagde han til sig selv, imens han rakte en tommelfinger i vejret og prajede en taxa...

Der var næsten gået to uger, da ringeklokken gav lyd fra sig igen, det vil sige, at der havde været andre for at ringe på, men da det ikke er vigtigt for denne historie, springer vi let henover disse begivenheder.

Nu ringede det så på, og personen der stod ud udenfor, var fætter Bengt som er vedkommende i denne sammenhæng.

Tjoke åbnede døren, han havde slået et telt op i haven og gik nu til hånde for Kalle.

"Hvor er min elskede fætter?", sagde Bengt, imens han lavede en sjov grimasse og pegede en finger i Tjokes retning.

Kalle sad og læste et kulørt blad i stuen, med underbukserne om knæene, på en stol han selv havde designet og fremstillet i sit lille hobbyværksted. Den var ikke køn, som den stod der i ubehandlet træ og ru kanter, med en halvnøgen mand ovenpå, men dens udformning var lavet til dens formål. Nemlig, at brugeren kunne sidde behageligt, imens han fik en masse prutter fra numsen og ned i flaskerne. Således var sædet udformet som et toiletsæde, med et par stivere til ballerne fra hver side.

"Fætter Bengt", udbrød Kalle overrasket da han så sin fætter og skulle til at rejse sig.

"Nej nej", skyndte Bengt sig at sige, da han ikke havde lyst til at se sin fætter stående oprejst med underbukserne om anklerne, "bliv du endelig siddende, du har travlt kære fætter.

Bengt skulle lige til at sige noget, da Kalle afværgende holdt en hånd op. "Der er en på vej, træd lige et skridt tilbage".

Bengt vendte hovedet den anden vej, og rynkede på næsen, da han hørte fætterens lukkemuskel synge.

"Sådan", sagde Kalle og gik i pingvingang hen til Bengt, der stadig stod med hovedet drejet den anden vej.

"Lad os mødes i køkkenet, når du er klar til besøg", sagde Bengt uden at kigge i Kalles retning og gik ud i køkkenet.

Køkkenet var en stor svinesti, med beskidte potter og pander i et væk, og da Bengt ikke kunne finde en plads, hvor han ville sætte sig i sit fine jakkesæt, blev han stående.

Han stod lige og så ud af det lille smånussede køkkenvindue, imens han tænkte over at foråret var på vej, da Kalle trådte ind af døren.

"Det bliver snart sommer", sagde Kalle, som havde han næsten læst sin fætters tanker.

"Ja, sommeren står for døren og det bliver en travl en af slagsen i år".

"Ja?"

Bengt havde stået med ryggen til, men nu vendte han sig mod Kalle og lagde hænderne på hans skuldre.

"De første flasker du har lavet, er solgt og efterspørgslen stiger hurtigt". En af de smarte reklamedrenge havde forklaret ham at udbud ikke var nok, der skulle også efterspørgsel til.

Denne samme fyr havde i samme moment forklaret ham, at det var det de fik deres sølle 28% af omsætningen, for at fremtrylle.

Kalle skulle til at række hånden frem, men Bengt drejede hovedet og sagde hurtigt; "Nu har du vel husket at vaske hænder... ikke fætter?"

Kalle så forvirret på sin hånd og stak den herefter i lommen.

Bengt så alvorligt på Kalle. "Hvormange har du til mig denne gang, fætter?"

"Tjoke har lige talt dem op og der ser ud til at være godt 200 stykker". Et velfortjent smil bredte sig på hans ansigt.

"Det er flot, men vi skal bruge flere, mange flere. Få Tjoke til at læsse min bil, men yderst forsigtigt. Jeg kommer igen i starten af næste uge, og så vil jeg gerne have mindst dobbelt så mange klar". "Jeg har forøvrigt en lille ting til dig", han hev en hvid kuvert op af inderlommen i sin jakke og lagde den forsigtigt i hånden på Kalle. Da Kalle ville hive kuverten tilbage, holdt Bengt den fast. "Kalle..... Det her er kun en forsmag på hvad der venter dig, tingene kommer til at rende stærkt - rigtigt stærkt.

Kalle åbnede kuverten og krammede derefter sin fætter inderligt.

Da Bengt et kvarter efter kørte derfra, stod Kalle og Tjoke og vinkede med hurtige bevægelser og glade ansigter.

Med det syn for øjet, vinker vi også på gensyn til de to personer i vores historie...

Tre måneder var gået og alle, høj som lav, var begyndt at købe flaskerne... Købe gjorde de vel egentlig ikke, der var snarere tale om investeringer og overalt hørte man mennesker, der diskuterede kursen på flaskerne. Fra bagere til skolelærere, helt hen til socialdemokrater, alle havde de en mening, og et bud på den fremtidige udvikling. Gæster på hotellerne fik gode råd af piccolo´erne, og en dyrepasser i den lokale zoo, havde sågar lavet et flot maleri af flaskerne - i sin fritid naturligvis... I den zoo passede medarbejderne nemlig deres arbejde til punkt og prikke.

Der var også kommet sjældne og meget dyre varianter. En af disse var en flaske med, efter sigende, en prut slået efter indtagelse af en meget dyr og sjælden vin. Denne flaske opnåede ved den sidste handel, et hammerslag på, hvad der svarer til i dagens købekraft, 80 halvtreds tommers fladskærme, 200 Webergrille, 8 Poggenpohl samtalekøkkener, 35 Fiat 500 (2009 model), og 18 surroundsound anlæg fra Sony, samt en skruemaskine fra Black and Decker.

Efterspørgslen og dermed priserne steg med raketfart...

Nu var der tale om at flaskerne var en mangelvare, og i takt med at markedet blev oversvømmet med, ellers ganske vellignende, kopier, blev der nærmest en panisk stemning hos køberne. De ville købe!

Menneskerne i huset af stål og glas, holdt et hurtigt sammenkaldt møde, hvor det blev aftalt at åbne op for muligheden for at købe retten til at købe, på et givent tidspunkt i fremtiden.

Og folk købte..... de lånte penge i deres andre værdier, som de betalte til prutflaskesælgerne for at have sikkerhed for købsmulighed, når flaskerne endelig var blevet produceret.

Flaskerne blev selvfølgelig ikke omtalt som prutflasker, skønt alle vidste at det var det der var i dem. De hed naturligvis et meget fint og meget eksotisk navn, der gav flaskerne den respekt som de vitterligt fortjente.

Nu var der gået et år, og priserne var nået op i et leje som, selv for en så fornem vare, af nogle få investorer syntes urealistisk.

Så de gjorde det som investorer, der mener at toppen er nået, nu engang gør... de begyndte at sælge....

Det var der så nogle andre investorer der opdagede, og de ræsonnerede, at de andre nok havde informationer, som de ikke selv havde adgang til og fulgte trop.

I løbet af en dag, faldt værdien på flaskerne flere tusinde gange og 3 dage efter kollapsets start, var prisen faktisk nede under de enkroneogfemtyve, man fik i pant for selve flasken.

Folk prøvede at afbestille deres fremtidige køb og ville have deres udbetaling tilbage, mens sælgerne holdt på at de stadig kunne levere varen, og at handlen skulle gennemføres.

Meget få blev meget rige og rigtigt mange mistede mange penge...

Tilbage hos Kalle og Tjoke, som i mellemtiden var flyttet i et nyt og stort dyrt hus i en af byens fine kvarterer, herskede der dyb undren.

"Hvad gør vi med alle dem her", spurgte Kalle sin ven, da de stod i den nye store garage, hvor hundredevis af flasker var sat i rækker.

Tjoke tog sig til hovedet. "Tja, vi kører vel ned og indkasserer panten, det kan jo blive småt for enhver".

Kalles nye smarte sportsvogn, kunne kun have et dusin flasker i det lille bagagerum og de blev hurtigt enige om, at de nok kom til at køre nogle gange.

I den lille lokale købmand, var en dreng ansat til at tage imod flasker og udlevere penge for panten.

Kalle og Tjoke, satte de tolv flasker op på bordet, og rakte hånden frem for at modtage pengene for panten.

Drengen så på dem og sagde med armene over kors; "Vi modtager ikke fyldte flasker, så I bliver nødt til at tømme dem først".

"Men der er jo ikke noget i", begyndte Tjoke at indvende.

"Proppen skal af og på igen", sagde drengen og så meget stålfast ud.

"Ok", sagde Kalle og begyndte at pille propperne af....

Med det samme begyndte lugten af prut at sprede sig i den lille købmandsforretning...

Alan