Knæfald

Det var jo ikke sådan det skulle være
jeg ved det, det smerter mig hver dag
jeg arbejder til stadighed med tanker
tæmme følelser, gennemtænke planer
accept af det jeg ikke kan lave om på



Tingene gled ud imellem mine hænder
og jo, jeg forstår forundringen og tvivlen
når mine svagheder i den grad udstilles
jeg ville så gerne have status af perfekt
altid være superhelt i jeres smukke øjne

Livet går ikke altid helt som forventet
det skal jeg være den første til at sige
undskyldninger helbreder oftest ikke
tiden plastrer de åbne blødende sår
dagene bliver til uger, måneder og år

I mine drømme så det anderledes ud
men realiteter kan til tider bryde ind
bringe ønskefremtiden ud af balance
parabler som ikke tjener en fast herre
er kontrol en fatamorganisk illusion?

Min planlægning gik i en anden retning
og kan man klandres for at have fejlet
når hensigterne var ædle og noble nok?
på den anden side er nutiden ligeglad
og søger jeg tilgivelse eller forløsning?

Måske findes bebrejdelse kun i mig selv
måske har forståelsen allerede vundet
mens mit savn er virkeligt og konstant
har faktisk ikke så meget mere at sige
er nu undtagelsesvis løbet tør for ord

Alan