lørdag den 21. februar 2009

Billig reklame

Da kridt kun blev solgt i 10 stks. æsker, endte den nye restaurants reklamebudget med at blive væsentligt overskredet.












Så hørte jeg lige i nyhederne på vej hjem fra Østrig, at TDC i anledning af den påtagede Valentinsdag, ville lade alle deres fastnetabonnenter tale gratis imellem hinanden hele dagen.

Hold da op, det er noget af en udskrivning...

Så mangler vi bare at finde to mennesker, der stadig har en fastnettelefon og som kender hinanden, eller selvfølgelig ét menneske med fastnet, der har brug for at ringe til en virksomhed uden 80 nummer...

Havde jeg en fastnet, ville jeg skynde mig ned at hente a4 arket over samtlige private fastnettelefoner i Dk, og så håbe på at ramme en som var hjemme...

Lad nu være med at spørge hvad jeg ville tale med denne fremmede om... Hørte du ikke, at det var "for free"?

De gratis glæder er jo, som bekendt, de bedste..

Men jeg tænker, at det vist ikke er en satsning der kommer til at give TDC blå mærker, og at der sikkert er andre firmaer, der kunne lure dette lille fif af...

Vi imødeser flg. reklametiltag på Valentinsdag næste år;


  • Blockbuster. Lån gratis film fra vores udvalg af betamax og video 2000 kassetter hele dagen. Med titler som "Ørneborgen" og den udødelige Morten Korch klassiker "Fætrene på Thorgaarden", er I sikret en Valentinsdag som sent vil glemmes. Bemærk venligst, at vi tager tyve kroner pr. film for at spole dem tilbage.

  • Fona. Kom ind med jeres kassettebånd og så vil vores venlige medarbejdere vederlagsfrit spole dem tilbage for jer. Bemærk venligst at dette tilbud kun gælder Valentinsdag og max. to bånd pr. kunde.

  • Leasy. Sort/hvide fjernsyn udlånes gratis hele dagen. Bemærk venligst, at det er selvhent/aflevering og at Peter derfor ikke opstiller, monterer og først går igen når det virker.
  • Nazisterne. Alle kærestepar der sympatiserer med vores sag, er velkomne til at komme forbi vores klubhus i Greve og få taget et billede sammen med vores flotte fyr af en delingsfører, Jonni Hansen. Husk jeres stamtræ så vi er sikre på, at der ikke er undermennesker i jeres familier de sidste 8 generationer tilbage.

  • Hizb-ut-tahrir. Er du en omskåret vantro mand, dog ikke jøde, kan du få en folder om hvordan du holder din kvinde nede. Har du hende med til vores moske, kan du tøjre hende udenfor, imens du tager dig god tid.

  • Europark. Har du fået en bøde fra os og har vi indrømmet at der fra vores side var sket en fejl, kan du på Valentinsdag tage vores skriftlige undskyldning med, og modtage en flot bagrudestreamer med vores smarte logo.

  • Kuponnyhederne. Har du købt noget i vores hæfte, som du rent faktisk har kunnet bruge, kan du få næste nummer en hel uge før det bliver husstandsomdelt.

  • Mini el. Kom forbi med jeres indregistrerede Ellert, så giver vi en gratis el opladning. Send en e mail og få en kørselsvejledning tilsendt. Bemærk venligst at vores servicehal er lokaliseret i Falsterområdet, der ligger i umiddelbar nærhed af den store hvide vindmølle.

  • Dong. Medbring et nyere fotografi af jeres, pre 2. verdenskrigskulfyr, og få hvad der svarer til en dags opvarmning i en et værelsesstudielejlighed. Husk selv at medbringe egnet emballage.

  • Kvickley. Tag jeres rationaliseringsmærker med og modtag det påtryktes værdi af margarine, sukker eller andre nødvendigheder, dog er tobak og spiritusmærker undtaget.

  • Div. Gaming butikker. Plug jeres gamle Atari eller Commodore 64 ud, og lån, på denne romantiske dag, fantastiske spil som "Space invaders" eller "Mrs. Pacman". Hvis du synes at denne idé virker lidt søgt i forhold til, at det jo burde være en dag man brugte i armene på sin kæreste, så hav lige i mente hvem der startede. Nemlig de skumle markedsføringsdrenge hos TDC, som mente at dette var dagen der skulle bruges med øret klistret fast til en fastnettelefon.

  • Sonofon. Tal gratis hele dagen på nmt nettet. Bemærk, at du skal være i besiddelse af en mobiltelefon, der ikke er født med indbygget mulighed for chipkort.

  • Pornoshops. Tag dine gamle Ole Sølvtoft sengekantsfilm med og lån gratis en fræk lolitadukke, der med sin åbne mund og polypper er sikker på at vække en tiger i dig. Bemærk, at du selv betaler for slutrengøringen.

  • Realkredit Danmark. Er jeres ejer eller andelsbolig steget i værdi indenfor det sidste år, vil vores medarbejdere råbe et højt hurra for jer. Vi har haft et skidt år, så vi kan ikke låne jer penge, men en rask lille sang, er vel ikke at kimse af.

  • Den Danske Bank. Alle vores kunder som har fået en positiv tilbagemelding på et lån, uden at blive bedt om at stille mindst det dobbelte beløb som sikkerhed, kan hente en krisePondus. Den har intet hul i ryggen, for I har jo alligevel ingen penge at putte i den.


Som det ses gælder det om at finde en YDERST smal målgruppe, og så lade gaven være så tæt på gratis som overhovedet muligt...

Jeg har tænkt mig at tage tricket til nye højder...

Derfor vil jeg gerne, til alle mine læsere, (bemærk; uhyggelig smal målgruppe), udlove en aftengåtur i den historiske og særdeles smukke Frederiksberg have. Undervejs vil vi gå forbi det nye elefantanlæg, og efter at have krydset Roskildevejen vil de interesserede få mulighed for, ved hjælp af en hestesko fra undertegnede, at se gederne i børnezoo´en fra Søndermarken.

Behøver jeg at fortælle, at denne rundtur kun er åben for tilmelding næste valentinsdag??!!

Ellers kunne jeg jo sikkert ikke bestille andet, vel?

Jeg vil på forskud ønske jer alle en fantastisk valentinsdag 2010, og indtil da opfordre jer til at huske at holde af jer selv.

I er nemlig så specielle, at der aldrig har været og aldrig vil blive født et menneske præcis som jer!

Så fra det ene unikke menneske til det andet; "Sov fantastisk"


Alan

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start