fredag den 23. januar 2009

Nostradamus



Michel de Nostradame, blev født d. 14. december 1503. Indtil sin død d. 1. juli 1566, nåede han at virke som læge, astronom og matematiker, men det var alligevel for sine profetier, at han vil blive husket som Nostradamus...

I det Herrens år 1555 udgiver Nostradamus bogen "Les Propheties", hvor han med sine firelinjers vers (quatrainer), giver sit bud på fremtiden.


Teksterne er en blanding af fransk, græsk, latin og italiensk og da versene ydermere er fyldt med anagrammer, initialer og underlige forkortelser, er det et stort rod som er særdeles fortolkningsvenligt..

Et eksempel på en af de "forudsigelser", der kickstartede hans profetkarriere er dette vers..



DEN UNGE LØVE VIL OVERVINDE DEN GAMLE
PÅ KAMPPLADSEN I EN ENESTÅENDE TVEKAMP
I ET GULDBUR VIL HAN GENNEMBORE HANS ØJNE
TO SÅR I ET, DERPÅ VIL HAN DØ EN FRYGTELIG DØD


I 1559 blev den franske konge Henry II dræbt af Jacques de Lorge i en lansekamp. Jacques lanse trængte igennem Henrys rustning, hvor den smadrede ind i hans øje. Han døde efter flere dage i smerte.

Nostradamus blev krediteret sin spådom af hoffet, imens en vred folkemængde anklagede ham for sortekunst og skjult protestantisme...

Han klarede dog frisag og skrev en del mere indtil sin død 6 år efter denne begivenhed.



Under omstændigheder, som jeg ikke kan komme ind på her, uden at jeg bliver nødt til at spore jer ned og slå jer ihjel, er jeg kommet i besiddelse af "den glemte bog", som absolut ingen og jeg skriver absolut ingen, vidste at Nostradamus havde skrevet.

Jeg har udvalgt 10 vers, der forudsiger dansk relaterede begivenheder i den seneste tid...

Da jeg heller ikke er så stiv udi gådeløsningens ædle kunst, har jeg smugkigget bag i bogen, hvor den gode Nostradamus har været så rar at skrive lidt flere stikord omkring begivenhederne.

Med disse har det været klart, hvad spådommene omhandlede og det kommer så også jer til gode.

Prøv at løse dem, inden du lurer nederst i dette indlæg...


Vers 1

I TIDEN OMKRING DET NYE ÅRTUSINDE
BLIVER TORDENGUDENS GALE SØN
KENDT SKYLDIG I FORDÆKTE LÅN
EN HALV SNES ÅR UDEN AT SE SOLEN


Vers 2

DET GAMLE TRÆ SPRINGER UD SOM LÆGE
ØDELÆGGER SMÅ MÆNDS MASKULINITET
LÆGGER UNGE KVINDERS SELVVÆRD I GRUS
STORE SKAT ENDER MED AT SAVNE MAMMON


Vers 3

SOLDATEN VIL TAGE FUGLEUNGEN MED SIG
MODSÆTNINGER MØDES OG BROK VIL OPSTÅ
FRA TYNDE KASSER SIDDENDE I BLØDE MØBLER
VIL DERES FÆRD BLIVE FULGT AF TUSINDER


Vers 4

EN TANKELØS KRONPRINS BRYDER UD
OG LAVER I HAST SIN EGEN ALLIANCE
TRUBADURERNE FALDER EN EFTER EN
ENDER SOM HOFNAR TIL SPOT OG SPE


Vers 5

DEN STÆRKE FREMADSTORMENDE STEN
VIL REJSE TIL LANDET AF MULIGHEDER
VENDER TILBAGE TIL FREIJA´S SAL I LÆNKER
SKYLD VIL BLIVE KASTET FREM OG TILBAGE


Vers 6

DEN UNGE SNARRÅDIGE PORT VED ØST
DRAGER MOD BYEN DER ALDRIG SOVER
KÆMPER MOD OVERMAGT I FLERE DØGN
ENDER PÅ TRONEN OG HYLDES SOM HELT


Vers 7

EFTER TID MED LYKKE OG FREMGANG
FALDER FORHÅBNINGER TIL JORDEN
HELE VERDEN VIL BLIVE HÅRDT RAMT
LANDET MED IS VIL BUKKE UNDER


Vers 8

EN DYB SKÆLVEN RYSTER FOLKET I NORD
KÆLEDYR ENDER MED AT LIDE OVERLAST
LAMPER DINGLER OG BILLEDER FALDER NED
DAGEN DERPÅ VIL FYLDES AF DYB UNDREN


Vers 9

HVIDE KORS VIL STÅ OVERFOR HALVE MÅNE
SVÆRDET BLIVER TRUKKET MOD SPIDS PEN
HAD SÆTTER STÆRKE SYMBOLER I BRAND
FORRÆDDERISKE TIDLIGE FØDE SÆLGER UD


Vers 10


EN MAND VIL BRUGE SIT SPINKLE POTENTIALE
OPRETTE TIDENS NYE FORM FOR SKREVNE ORD
KUN FÅ ØJNE VIL VISE DEN STORE INTERESSE
COSMONAUTEN VIL FORTSÆTTE UFORTRØDENT



Spoiler Alert! Spoiler alert! Spoiler alert! Spoiler alert! Spoiler alert!

Vers 1
Kurt Thorsen, søn af G.A.L. Thorsen, idømmes i 2000, 6 års fængsel for sin rolle i PFA skandalen.

Vers 2
Jørn Ege, også kendt som "Penislægen" er i øjeblikket anklaget for at have undraget Skat for ca. 14 millioner kroner.

Vers 3
B.S. Christiansen tager en storpivende Bubber med på nye eventyr.

Vers 4
Naser Khader bryder i 2007 ud af Radikale Venstre for at stifte kendispartiet Ny Alliance, som han, efter en del tumult og sågar navneændring, ender med at forlade sidst i 2008.

Vers 5
Stein Bagger bliver afsløret med fingrene i kagedåsen i IT Factory. Hr. Bagger sidder stadig varetægtfængslet for sin rolle i milliardsvindlen.

Vers 6
Den kun 22 årige Peter Eastgate vinder i 2008, den prestigefyldte World Series of Poker. Verdensmesterskabet afholdes, ikke overraskende, i Las Vegas og med æren følger 9,2 millioner dollars.

Vers 7
I sep 2008 går en af USA´s største banker, Lehman Brothers, konkurs og det var ifølg eksperter gnisten, der skulle til for at starte den verdensomspændende krise, som havde ulmet i noget tid.

Vers 8
Et jordskælv på ca. 4,7 på den åbne Richterskala rammer tirsdag d. 16. december Danmark. For øvrigt en begivenhed, som indtræffer ca. 6200 gange om året på kloden.

Vers 9
2006 er året hvor bølgerne fra Muhammed krisen virkelig går højt. Arla (som er udledt af det gamle danske udtryk, årle for tidlig), mærker boykotten på pengepungen og skriver i en annonce i Saudi-Arabien; "De år, vi har haft i jeres verden, har lært os, at retfærdighed og tolerance er fundamentale værdier i Islam".

Vers 10
Den behøver du da ikke at smugkigge for at gætte hva`?


Disse er som sagt et lille udvalg af nogle af bogens forudsigelser og hvem ved... måske er det ikke sidste gang, at den gode Nostradamus´quatrainer optræder her på bloggen...

Jeg er begyndt at nærlæse bogen for at se, om der ikke skulle være et lille 4 linjet digt med næste uges lottotal...

Jeg har lagt en seddel ind i bogen med dette vers.

Hvem ved om det kunne lykkes...

I TIDEN LIGE EFTER DET STORE KOLLAPS
RAMMER DEN POTENTIELLE NEUROTIKER
EN KÆMPE GULDÅRE AF EN LOTTOJACKPOT

KØBER SIG TIL UFORFALSKET KÆRLIGHED

Alan (med alle lemmer krydset) Jensen

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start