lørdag den 17. januar 2009

Hjælp



Du gør det ikke spor lettere for mig
når du smilende ser herhen
imens du lægger dit hoved på skrå,
og måden du kærtegner dine ord
gør det overhovedet ikke lettere for mig


Det hjælper mig overhovedet ikke
når du holder mig tæt
og når hele dit væsen fortæller mig
at min hjerne bedrager mig,
ønsker jeg inderst inde at du har ret



Tingene ender med at blive svære
og du hjælper mig slet ikke
når du viser mig at du er speciel
så speciel og helt din egen,
hjertet forsøger at tage over



Hvorfor kunne du ikke hjælpe lidt?
nu står du bare der
med dit skønne kryptiske smil,
og dit vindende væsen
gør det på ingen måde lettere



Jeg ved hvad jeg burde gøre
men dine søde kys
og kærtegn kommer i vejen
hjælp nu bare en smule,
vi kunne gøre dette her sammen



Måske du har ret, jeg tænker for meget
dine øjne får mig til at glemme
fremtid, fortid og alt andet end nutid
du kunne godt yde hjælp
og gøre det lettere for os begge



Du får det til at se så legende let ud
ved du ikke at det er svært?
Hjælp nu bare denne sidste gang
sæt alle kvaliteter på hold,
og lad mig igen sidde bag roret

2 kommentarer:

Klokken 18. januar 2009 kl. 07.20 , Blogger Vivian sagde ...

Du er sgu en poet...meget smukt...stille frustration.

 
Klokken 28. januar 2009 kl. 00.59 , Blogger vanidades sagde ...

måtte lige forbi dig.... og følte mig saligt forbundet med disse følte ord ;). fik også lyst til at trykke på knappen. men verden skal vel helst bestå lidt endnu.... (vi er jo trods alt nogen stykker der nødigt ville af med den potentielle neurotiker). og hjælp til selvhjælp er vidst kun for rette vedkommende at udøve. salt og sukker blandinger er jo ikke smagsneutrale ;). de forstærker som bekendt hinanden.

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start