torsdag den 1. januar 2009

WhateverTube


Det var ikke alle FitnessTube´s brugere, der var topatleter.




Februar 2005 slår tre tidligere ansatte hos "Pay Pal"dørene op for et websted, hvor brugerne kan uploade, se og dele videoklip. Sitet, som de navngiver "YouTube", er allerede i november 2006 så stor en succes, at Google er villig til at betale 1,65 milliarder Dollars for rettighederne.

Det får de så lov til og de tre herrer kan stadig ses med brede smil og armene højt hævet i vejret...

Indenfor kort tid, følger sider som "Redtube og Porntube" efter. Det er sider som henvender sig til det mere voksne publikum - har jeg hørt;-)

I aftes, da jeg researchede til et kommende indlæg, (ja, det gør jeg faktisk), endte jeg ved et tilfælde på siden "Kristendom.dk".

Google tager dig ind imellem tider steder hen, som du aldrig havde drømt om at besøge;-)

Der erfarede jeg, at der var startet en side der hed "Godtube".

Kristendom.dk anmeldte sitet således; "GodTube har skabt en stemningsfuld bedemur i cyberspace".

Hold da op, det lyder øeh... anderledes...


Nå, som altid kom jeg til at tænke på, hvordan jeg kunne spinde lidt guld på dette nye fænomen..


Da stort set ingen læser denne blog, er jeg ikke nervøs for idéhapseri, men skulle der alligevel have forvildet sig en læser herind, er du velkommen til at finde inspirationen her;-)


Her følger en rå skitse over mulige hobbytubes, der kan ende med at give os råd til vores nuværende levestandard...


  • BingoTube. Siden henvender sig nok mest til den ældre del af befolkningen-læs "tudsegamle" og der består udfordringen i, først of fremmest at lære de gamle nisser at tænde for pc´en, dernæst at kunne logge ind på dit site. Da INGEN i den alder vil kunne finde ud af at oploade video, må du og dine ansatte fare land og rige rundt for at optage bingostævner. Lav nogle fakeprofiler, så de gamle tror at de ser videoer, der er optaget af andre gamle. Husk at ryste på hånden under optagelserne.

  • PokerTube. Poker overhalede for et par år siden porno i at være det mest googlede ord på nettet. Det siger noget om, hvor syg denne verden er ved at blive, men det siger også noget om potentialet i dette site;-) Brugerne er ofte yngre mænd, der er vilde med at vise hvor cool pokerhajer de er og vil derfor oploade i et væk. Det er imidlertid ikke så sikkert, at de gider at bruge tid på alle de andre tosser, som selvfølgelig spiller meget dårligere end dem selv, (forøvrigt sjovt at alle mener, at de spiller bedre end gennemsnittet). Ansæt evt. nogle til at klikke deres hits op, så de tror at deres pokervideoer rent faktisk bliver set af andre.

  • PetTube. Et site med folk der ser på hinandens kæledyr? Hmm... God idé, når jeg selv skal sige det. Målgruppen er teenagepiger, der gerne vil vise deres nuttede guldhamstere og pungrottelignende hunde frem. Det er et site der vil passe sig selv, så start det op og gå videre til næste hobbyTube opstart, som kunne være..
  • BoringTube. For folk der virkelig keder sig. Målgruppen er middelaldrende mennesker, som savner programmer som Big brother. Brugerne kan oploade og se andre mennesker, kede sig måske endnu mere end de selv gør. Sitets svaghed er, at ingen brugere oploader videoer, da forsiden jo gør tricket glimrende.

  • FCTube. Her er der tale om fodboldfans, der oploader videoer af deres favorithold og sviner de andre klubber til. Sitet er domineret af generel dårlig stil, tøjmæssigt såvel som lyrisk. Sitet er også et besøg værd for andre end fodboldtosser, da det altid er morsomt at se sprogligt uintelligente mennesker prøve at formulere sig. Tip; Læs kommentarerne under videoerne, der er fyldt med barnligt sprogbrug og alternative stavemåder.
  • CriminalTube. Her skal der trædes varsomt. Det er vigtigt, at du gør opmærksom på at videoer der, ubetinget er hævet over skyggen af enhver tvivl, optaget af implicerede i en forbrydelse, vil blive taget af og evt. sendt til politiet. Det kunne du selvfølgelig aldrig drømme om, da disse vil være de mest optimale videoer for din side og set fra et filosofisk synspunkt, kan vi jo ikke være 100% sikre på noget i dette liv.... Vel?! Uofficielt støtter du og til tider endda finansierer lidt rambuksjov i tubebesøgstalsfremmende øjemed. Udadtil skal formalia dog være iorden. Så er det så meget lettere at vaske hænderne efterfølgende, når typer som Spiegelhauer beder om en kommentar. Og tro mig, gør du det ordentligt... vil der blive røre i andedammen;-)

  • DatingTube. Den måtte jo komme.. Sitet hvor singler kan lægge deres profiler ud som videoer. Med ca. en million potentielle brugere alene her i Dk., er der masser af guld for enden af regnbuen. En god idé for at kickstarte sitet, kunne være at hyre et par hundrede gode modeller til at oprette profiler, så skal husarerne nok hurtigt følge efter. Det gode er at for mange kvinder, er det at være på en datingside blevet en livsstil og det betyder faste brugere.
  • EkshibitionismeTube. Hvis du ikke er sikker på, at dette site bliver enddog særdeles besøgt, må det være på grund af, at du ikke kender meningen med ordet... Her kan du evt. smide en ekstra "isme" på, så sitet kommer til at hedde ekshibitionisme/voyeurismeTube. Det vil give dig stærke kort på hånden, da du således har begge ender af fødekæden repræsenteret. Problemet kan være at finde sponsorer, da sitet nok ikke kan undgå at blive, hmm... specielt.
  • FamilyTube. Dette er en lidt sørgelig kanal. Besøger din familie dig ikke så tit? Få dem til at lægge en video ind på denne kanal, eller se med på nogle andre familievideoer og lad som om at det er din egen familie der medvirker. Her er der ekstra skejs at hente, da du kan tilbyde familier til ældre, at lave iscenesatte videoer hvor skuespillere spiller familien, så de helt slipper for at afse tid. Pårørende til demente får naturligvis rabat, da du jo bare laver én video og så nøjes med at skifte datoen hver dag. Brug evt. mottoet "Store familier kan få god samvittighed overfor deres ældre, for fem kr om dagen pr. person, mindre må hver hoste op med en tier".
  • YuaccapalmeTube. Dette vil helt sikkert blive en klassiker. Der er mange mennesker der mener at en discountpalme som Yuacca´en er cool nok til, at de rent faktisk har lyst til at eje en?? Det er så også de selvsamme mennesker, der kunne finde på at lægge videoer af deres kære små palmer ud på nettet. Ja du griner, det vil jeg også.... hele vejen ned til banken;-)
  • MasturbationTube. Denne videokanal er simpelthen for ulækker til, at jeg vil skrive mere om den- Hvorfor har jeg så beholdt den efterfølgende, tænker de kvikke hoveder... Forklaringen er såre simpel.... Backspace knappen på mit keyboard er faldet af, hvilket gør det umuligt for mig at rette fjel..... damn!
  • HippieTube. Fred! Ja, og så hash og gode vibrationer og måske en anelse Bob Marley, så kører bussen for vores flippede venner. Nu er hippiebevægelsen jo ikke hvad den har været, men smider du lidt økologi og et ønske om at redde et par semitruede dyrearter ind, har du grobund for et velbesøgt site. Husk at opbygge siden ved hjælp af pastelfarver, bløde kurver og gode vibrationer.
  • WarTube. Her har vi den modsat rettede Tube. Brugerne deler filer fra Vestbredden, Irak og Nørrebro. Efter noget tid, lærer man faktisk at skille de andre brændpunkter ud fra Nørrebro, da man disse steder har en eller anden form for respekt for politiet, og end ikke kaster med sten efter ambulancer og brandbiler. Tøsedrenge!
  • GossipTube. Mon ikke at der en lille Bodil Cath gemt i os alle? Lad nu være med at lade som om, at du ikke kender hende. Du har garanteret, mens du har ventet hos tandlægen, hos frisøren, eller stået i Bilkakøen, læst nogle af sladderbladene, hvor hun har skrevet om de kendte. Brugerne benytter siden til at sprede sladder om de mennesker, de ikke bryder sig om... Målgruppen er kvinder og hmm... frisører.
  • TravelTube. Denne her ligger lige til højrebenet. Brugerne oploader og deler deres rejsevideoer, med tips og tricks til at gøre deres kommende rejseoplevelser endnu bedre. Tjekkede efterfølgende navnet på nettet og det viste sig... Surprise, at et sådan site allerede er i fuld sving... Så må vi bare lave en underafdeling med et speciale... Bum bum... Hvad med Singletraveltube, hvor brugerne kan dele erfaringer med alle de luskede steder og måske i særdeleshed kvinderne de mødte disse steder... På den første dag oploader 56 årige Poul Hansen (Pattaya Poul blandt venner), fra Vestegnen en video, hvor han med en pilsner i hånden og iført sin næsten helt hvide stormaskede bryder t-shirt, fortæller lidt om sine erfaringer fra Viking bar i Pattaya, Thailand. Han har, som han udtrykker det, haft held med pigerne derude og fortæller lidt om sine scoretricks, som de fleste med lidt øvelse vil kunne benytte sig af. Han slutter af med at fremvise sin hjemmebar med fadølsanlæg, som kan blive din for 2500 kr og en stang rød Cecil.
  • FacebookTube. Bliver du ikke nok disponeret på din Facebookprofil? Få dig en FBTube konto og find på nye måder at fremstille dig som den superstjerne du er;-) Prøv evt. at leje et par semikendisser til at sætte lidt gang i forretningen. Mon ikke at typer som Erik og Anni Damgaard kunne være til at tale med, nu da der ikke de store økonomiske midler til at holde jetsetimaget igang.
  • KonspirationsTube. Tro mig, når jeg siger at der er folk med langt ude teorier derude. Det vi, fra et Tubemoneymaking" synspunkt, kan lide ved den slags typer, at de er helt vilde for at komme af med deres teorier. De er også helt vilde for at dele og se andres uploadede paranoiavideoer. Svagheden er, at konspirationsfanatikerne ikke er voldsomt mange, og da flere af dem endvidere er indlagt på psykiatriske anstalter i polstrede enestuer uden internetadgang, er sitets potentielle brugerantal begrænset.

Disse er bare nogle få idéer i, hvad der synes som en endeløs række af potentielle tubes.

Find evt. selv på nogle, og spring frisk ud som medskaber af det store tubeunivers, hvor der er særdeles højt til loftet og hvor du skaber den grå masses behov.

Jeg vil som altid ønske dig held og lykke.


Alan, grundlægger af CosmoTube- "Sitet hvor talentløse mennesker mødes"

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start