fredag den 9. januar 2009

Penge er kun papir


Selv i de mest velhavende kredse, kradsede krisen i bogstaveligste forstand også, da hundrede dollar sedlerne blev erstattet af enere...



Det siges, at øjnene er sjælens spejl og det er sikker meget rigtigt, men vil du se folks inderste tanker, så giv dem penge i overflod.



Penge er jo kun midlet til at opnå dine drømme og ønsker...

Så hvad ville du gøre, hvis du havde absolut ubegrænsede økonomiske resourcer?


Her taler vi ikke om semifattigrøve med et par millioner på bogen..


Okay, hvis du havde fantasillioner at lege med, hvad kunne du så gøre?

Her er nogle idéer ...



  • Bortskaf Amager. Denne idé har jeg haft i mange år og skulle jeg nogensinde komme til muffen "big time", ville det være min handling nummer et. Det er noget med at afmontere broerne og så ellers få et par hundrede slæbebåde til at trække Amager til f.eks.Polen. Amager vil, for modtagerlandet, virke trøstesløst og i bedste fald uinteressant, men det sikkert er ikke noget, som ikke kan ordnes via en gi gan tisk økonomisk kompensation.

  • Vind talentshows. "Og vinderen er....". Det siges at alle har sin pris, således også Blackmann, Simon Cowell og sågar David "Nightrider" Hasselhoff. Der vil nok være nogle, der undrer sig hjemme i stuerne, efter at du har vundet "Stjerne for en aften", "X factor" og "Vild med dans". Sidstnævnte, endda efter at have forsøgt dig med lidt hjemmestrikket electric boogie med "ormen", som det absolutte højdepunkt

  • Køb ægte kærlighed. "Man kan ikke købe ægte kærlighed, men man kan købe noget der minder til forveksling". Den der fandt på dette citat, havde bare ikke penge nok, eller var for nærig til at betale prisen... Jeg har tænkt mig at købe ægte kærlighed, og uendelige mængder af den..

  • Bliv celeb of the celebs. "Hvem? Paris Hilton... Hmm.. Er det ikke hende den tynde blondine, der henter morgenbrød til mig? Lej Beckham som din private fodboldtræner og spil poker med Paven. Er det ikke nok, så køb alle sladderblade i verden og sæt konsekvent dig selv på forsiden.

  • Køb kvalitetstid med børnene. Der tales meget om kvalitet i disse dage og hvis der er en ting du ikke skal spare på, er det kvalitetstid. Har pigerne lyst til at lege "Indiana Jones", så få Harrison Ford på første fly. Når I spiser hjemme, er Jamie Oliver jeres "mor" i køkkenet - Køb i det hele taget de mennesker og ting som du og dine børn bedst kan lide... og så siges det at jeg ikke er nærværende;-)

  • Rekonstruer minder. Der er garanteret begivenheder i din fortid, som du gerne havde set anderledes. Udvælg nogle scener som du gerne vil rekonstruere, og tag til Hollywood. Her hyrer du Brad Pitt til at spille møgungen, der snuppede din første kæreste (Halle Berry), lige inden skoleballet, hvor du havde regnet med hård petting på et af toiletterne. Spoiler alert! Det går mildest talt anderledes denne gang!

  • Få oprejsning. Er du blevet mobbet? Hvem er ikke det... Jeg husker da at have stået med tårer i øjnene og snottet hængende i guirlander, imens jeg forgæves kaldte på min mor. Jeg mener stadig ikke, at gutterne kunne være bekendt at drille, bare fordi jeg ikke kunne puste alle lysene i lagkagen, på min 35 års fødselsdag, ud, men nok om det... Har du penge nok, kan du få dem til at give dig en undskyldning. Prøv først med det gode, og hvis det ikke virker, så køb lidt "Don Corleone style" overtalelse.

  • Shop vildt. Med Powershopping, taler jeg ikke om et par Mercedes´er eller lystyachts. Det kan enhver småmilliardær gøre. Tænk større... Hvad koster Frb. have, Mærsk eller en hyrdetime med prinsesse Mary? Danny Kaye udtrykte det således; "Penge alene gør ikke lykkelig, man må også have aktier, guld og ejendomme... Når andres tankegang er således, kan du få hvad du vil, med følgende motto; "Vil du over andres resourcer have rådighed, så benyt dig af menneskets trang til grådighed".

  • Afvis modeller. Payback time! Nu er du blevet ydmyget længe nok af alle de smukke kvinder, faktisk også af de mindre smukke og nu når alt kommer til alt, også af de deciderede grimme. Det er det indre der tæller, altså det indre i din bankbog... Når du først et par gange har fået spærret Champs-Élysées, Bond street eller 5th avenue af, så pøblen ikke forstyrrer dig mens du shopper lidt tekstil, vil alle kvinder kunne se dit værd. Så er der frit valg på alle hylder, og det giver dig muligheden for at være kræsen, kræsen... KRÆSEN!
  • Tving folk i knæ. Denne her skal forståes bogstaveligt. Med mine sølle 1,63 meter rager jeg ikke just op i landskabet, men det kan der ændres på. Jeg ville betale alle for at gå på knæ, når de var i min nærhed, og mærk hvordan jeg voksede som person. Jeg ville smide lidt ekstra i bøtten og få dem til at kalde mig øgenavne som "Lange Jan" og "Hightower". Du har sikkert også nogle fysiske ting, som du kunne tænke dig var anderledes, men som du har svært ved at lave om på. Er dit syn f.eks stærkt nedsat, og er du bange for laseroperation, kan du bare betale alle andre for at bære Colabunde som briller.. Har du ikke fantasi, så ansæt nogle der har det.

  • Nedgrader andres personligheder. Denne er i tråd med den foregående og er skåret efter modellen, som tager udgangspunkt i at sænke de andres niveau, for at hæve dit eget. Dette kan du iøvrigt gøre i mange sammenhænge... Hvor tit skal jeg minde dig om, at du har ubegrænsede midler?? Og hvad er uendeligt minus en endelig del? Jep, stadig uendeligt, så lad dig ikke begrænse af noget.

  • Bliv udødeliggjort. I 1992 bød Alex Brask Thomsen 250 millioner kroner for at få opkaldt Nørrebrogade efter sig. Københavns kommune endte dog, efter noget betænkningstid, med at afvise tilbuddet. Selvom 250 millioner lyder af meget, er det meget mindre end de 600.000 milliarder Euro, du byder verdenssamfundet for at få solen omdøbt efter dig. Er det stadig ikke nok, så smid et par ekstra nuller bag, indtil du hører børnene synge "I Østen stiger Cosmo op......." (indsæt selv dit eget navn).


Nu sidder der nok nogle små fessorer bag skærmen, og indvender, at hvis du bliver ved med at kaste om dig med penge på den måde, vil alle blive rige og du således ender med at devaluere din egen magt.



Til de uudholdelige bedrevidende typer, vil jeg sige...


Kommer jeg nogensinde så kraftigt til penge, køber jeg mig til titlen af verdensleder og gør den slags dumme kommentarer ulovlige..


Så kan I lære det, kan I...


Med stadig retorisk begrænsede midler..


Cosmo

1 kommentarer:

Klokken 12. januar 2009 kl. 19.58 , Blogger Vivian sagde ...

Hmm Nogle gange bliver jeg lidt nervøs for hvad der gemmer sig bag den dejlige facade søde! ;o)
Kram "Slim"

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start