tirsdag den 27. januar 2009

Netdating del 1


"Ringenes herre" var en af dem og Stieg Larsson benyttede sig også af konceptet, som måske var direkte tyvstjålet fra den ældgamle Kinderægsfilosofi, nemlig at levere varen i dele af tre.


Her på bloggen har vi aldrig været for fine til at stjæle andres idéer, faktisk er det hele omdrejningspunktet omkring denne blog.


Emnet er, som titlen mere end antyder, netdating og du vil efter at have læst disse tre indlæg, forhåbentlig føle dig godt rustet til at træde ind i den virtuelle datingboksering.


Så lav lige et par strækøvelser, imens vi finder en hestesko til at lægge i hver af dine handsker...


Du er ikke meget for den slags svinestreger, da du går ind for fair play, siger du?


Manner, vi har en laaaang vej foran os...


Hører du til den ærlige type, så læs følgende indlæg og gå for G... skyld ikke i gang med at netdate, før du også har de to kommende indlæg at støtte dig op ad...

Er du semiplayer, er du velkommen til at kommentere med gode råd og opdateringer... Vi mandlige datere har brug for al den hjælp vi kan mønstre.

I de følgende indlæg, vil vi se lidt på de faldgrupper, der lurer i hver af de tre discipliner, denne datingtriathlon er inddelt i.

Men lad os gå til fadet og starte med overvejelserne i den indledende del...

  • Målsætning. Som altid, når du bevidst starter med at søge efter noget her i livet, er det første du skal overveje, hvad du egentlig ønsker at opnå med denne søgen. Der er et utal af forskellige dating sites hver med sit speciale, hvilket betyder at du, efter at have defineret dit endelige mål, må kigge lidt rundt. Søger du en sød, smuk og ukompliceret kvinde (med store bryster), skal du på biblioteket for at låne dig en bog om sagn og myter, men ellers er det vist som De gule siders slogan; "Findes det, findes det her". Husk at du sagtens kan søge flere ting på samme tid. Hvis du f.eks. opretter en profil på "Romanticsoulmateforevertobedating", udelukker det ikke sider som "SM analswingerpornstardating". Fordi du søger kærlighed, kan du vel godt have lidt sjov imens. Lad dog være med at bruge samme tekst eller billede på meget forskellige sites, da du uværgeligt vil falde igennem på mindst det ene.

  • Profiludformning. Når du har fundet den datingside, der passer bedst til dit ønske, skal du gå igang med at kreere din profil. Hardcore Facebook(mis)brugere kan springe denne del over, da de ofte allerede har en "rockstarbadassmotherf....blingblingprofile", og stort set bare skal sortere de bedste billeder fra, samt "nedpimpe" deres profil, for ikke at virke fuldstændig utroværdige ... Er du stadig med? Godt... Alle os andre almindelige dødelige, er nødt til at starte forfra. Her drejer det sig ikke om, om du skal stille dig selv i et bedre lys (pæn formulering for at lyve), men om hvormeget lir du kan slippe afsted med, uden at blive opdaget. Igen, gør dig klart hvad du ønsker at opnå og hav i mente, at du kan risikere at blive taget med Pinocchio næsen i kagedåsen. Tip; Jo, mere seksuelt betinget din søgen er, jo mere, bull host host shit kan du fyre af.

  • Billeder. Sidder du og overvejer om du skal have billede på din profil, kommer hjælpen her. Det skal du! Spørgsmålet er hvilke virkemidler du skal bruge for at se lækker ud, hvis du da vælger et billede af dig selv. Brug lidt lommeuld på en professionel fotograf, det bliver du glad for, ihvertfald i denne fase af processen. En sådan, vil i bogstaveligste forstand finde din bedste side frem og det er for de fleste af os nødvendigt. Det siges at vi mænd er visuelle, men tro mig når jeg siger, at det er vi ikke ene om. Forskellen er så bare, at kvinder også læser og lægger vægt på teksten. Ligner du Quasimodo dagen efter en fredagsbar, vil dine lyriske perler ikke nå kvindens øjne, da du allerede er kasseret og smidt i den store cyberskraldespand. Prøv at holde dig til et eller to billeder, det ene gerne af din nabo´s store Porche Cayenne. Når du kommer i din gamle Ford Fiesta, forklarer du hende bare noget med, at du har solgt den og venter på din kæmpe Mercedes kommer hjem fra Tyskland, hvor den er ved at få monteret et hav af ekstralir. Ja, det er et gammelt trick, men det virker stadig.... har jeg hørt.

  • Udvælgelse. Så er dit bagland iorden, og det sjove kan begynde... Nu er tiden inde til at udvælge de kvinder, som du kunne tænke dig at kaste din kærlighed, testikler, eller det er er værre, på alt afhængig af hvilket site du valgte.. Start selvfølgelig med billedet og husk at trække ca. 1 1/2 trin ned på skalen, da billeder som oftest er taknemmelige (bare se dine egne). Synes du om det, så gå videre til hendes profilnavn. Husk ordet z, stort set kun er gangbart i zebra og Zorro, og således aldrig må være en erstatning for bogstavet s. Kvinder har medtaget et af disse ord, er dog sandsynligvis ikke helt raske. Undgå også profilnavne som Mullepigen, Hornyshemale og EnteligæntQ. Gå derefter videre til teksten og husk at kvinder, til forskel fra mænd, skriver mere imellem linjerne end... hmm.. ja på selve linjerne. Tjek selvfølgelig hvor mange børn hun har skrabet sammen, hendes boligform og uddannelsesgrad. Er du inde på et sexsite... Nøjes bare med at tjekke om hun har store patter og/eller velformet røv. Alt andet er i denne sammenhæng fuldstændigt ligegyldigt.

  • Strategi. Hvad var fælles for Napoleon Bonaparte, Erwin Rommel og Herman Salling? De var alle store strateger, sidstnævnte har forøvrigt fået opkaldt en vej efter sig, mens de to førstnævnte har fået eftermælet sikret i kageuniverset, nemlig i form af Napoleonshatten og Rommelkuglen;-) Den store forfører Casanova skulle have sagt, at en mand skal behandle en dronning som en skøge og en skøge som en dronning. Det råd var så nok mest gangbart i tiden inden netdating. Jeg har ihvertfald haft dårlige erfaringer med mine mails sendt til pæne piger, hvor jeg startede med ordlyden; "Hvis jeg nu siger, at jeg har 400 kr. i lommen, som jeg ikke er bange for at undvære, hvad er du så frisk på at lægge krop til? Ligeledes har mine Shakespeare inspirerede mails, til profilnavne som "sleazyslut" og "Slugeralt", heller ikke kastet meget af sig. Lav din egen "rules of engagement" plan, som er skræddersyet til hvert enkelt site. Det bli´r du gla´ ve´.

  • Post. Her skal du udvise snilde. Kvinderne mistænker de fleste mænd for at sende en standardmail og deri har de da ganske ret. Selvfølgelig gider vi da ikke at krænge vores sjæl ud på 2000 karakterer, for så at få en mail tilbage med ordlyden; "Jeg er kun til skaldede tattofyre fra Vestegnen, men knuz;-)". Kunsten er at lave en standardmail, som er meget løs i sin opsætning, hvor du bruger standardvendinger som "god profiltekst, der gør mig nysgerrig", eller "du virker helt speciel-på den gode måde". Husk at smiger er den gangbareste mønt iblandt mennesker. Indimellem fylder du så lidt "custom made" tekst ind, hvor du benytter de stikord der sprang dig i øjnene, da du skimmede hendes profiltekst. Læs også de sidste linjer, da nogle kvinder lægger en fælde ud, idet de slutter af med at skrive deres navn. I det hele taget er det fint at kommentere på den sidste linje, da det (fejlagtigt) signalerer, at du tog dig tid til at læse hele teksten.
  • Efterretninger. Det er ikke for sjov skyld, at selv et land som Andorra har en efterretningstjeneste. Informationer er nemlig nøglen til succes i stort set alle livets aspekter. Her kan du med fordel evt. få lusket navnet på hendes Facebookprofil ud af hende, og så skamløst bearbejde alle de data, hun selv (ubevidst) har valgt at forsyne dig med. Find ud af hvem hendes venners venner er, hvad de laver, hvilke støttegrupper hun og hendes omgangskreds har joinet. Kun fantasien og din fritid sætter grænsen. Vær også omhyggelig med at formulere spørgsmålene, så de giver dig mest mulig info for pengene. Når du så er godt med i hendes interesse sfære, kan du begynde at tillære dig nogle færdigheder, som vil give dig et ekstra plus i hendes verden. Er hun f.eks vild med "Sex and the city", så gå ind på Wikipedia og læs teksten hurtigt igennem... Memoriser evt. disse navne; Carrie Bradshaw, Charlotte York, Miranda Hobbs og Samantha Jones, som efter sigende skulle være navnene på nogle af de medvirkende. Hun vil nok også spærre øjne op når du fortæller hende, at serien startede i 1998, sluttede i 2004 og bestod af 94 afsnit fordelt på de 6 sæsoner. Hun vil herefter begynde at fortælle om hendes yndlingsepisoder, og her skal du så stoppe hende, før hun får talt sig varm, og indrømme at du ikke har set serien, men at du bare havde hørt din exkæreste nævne disse ting. Hun vil være imponeret over, at du har lyttet efter hvad din ex. sagde. Slå ud med hånden og sig noget i retning af, "Det var noget der havde en betydning for hende, så selvfølgelig lyttede og huskede jeg". Hvis du ender i et fast forhold med hende, kan den vise sig at give bagslag, når du ikke kan huske hendes skostørrelse og glemmer hendes fødselsdage.

  • Arkivering. Det er ikke altid let at holde styr på de enkelte kvinders data. Gør dig selv den tjeneste at lave en mappe med de forskellige oplysninger. Ved de første kvinder virker det måske lidt latterligt, men tro mig, du kan hurtigt få brug for det. Noter hendes børns navne, yndlingstoiletpapiret og stedet hvor hun plejer at få lavet manicure. Bortset fra hendes børns navne er tommelfingerreglen, at jo mere ligegyldig detaljen er, jo flere points bliver der tilskrevet din opmærksomhedskonto, når du husker den. Næste dag kan man høre hende sidde i kantinen og fortælle om den fantastiske mand, der kunne huske navnet på hendes nyligt afgåede kælerotte. Drop hende forøvrigt, da hun helt sikkert har, i bedste fald, en særpræget tankegang.

  • Spillet. "Jeg vil gerne mødes med dig og da jeg er arbejdsløs uden venner, kan jeg alle dage, på de tidspunkter der passer dig, så du siger bare til". Skal vi prøve at gætte, hvormange dates sådan en fyr mon kommer på? De fleste kvinder vil fortælle dig, at de er dødttrætte af det spil, som ofte udspilles mænd og kvinder imellem. Det betyder så ikke, at de ikke har tænkt sig at spille det....Derfor skal du ikke blive frustreret, hvis der går en uge imellem deres mails til dig. De prøver bare at lade som om, at de rent faktisk har et liv, og ikke tænder for pc´en hver morgen inden de børster deres tænder, for liiiige at tjekke om der ligger et brev fra ham "direktøren" med den store Bmw. Vælger du også at følge denne taktik, er der lagt i kakkelovnen til et særdeles langstrakt tilløb. Jeg foreslår at du, for hvert af disse tusindeårsprojekter, har gang i et par mindre "bly violer". På denne måde spiller du både på kort og lang bane samtidig og det giver lidt ekstra tålmodighed i denne sammenhæng.

  • IRL rammer. IRL er en forkortelse for "In real Life", som alle hardcoredatere kender. Så spiller du datingjomfru her, kan du evt. med fordel lade som om, at du ikke er familiær med udtrykket. Vær opmærksom på, at kvinder på sider som "Engangsknald.dk" eller "Knepienbusk.dk", (den første eksisterer faktisk, mens den anden er sikkert på vej), er mere actionsultne og risikerer hurtigt at miste tålmodigheden ved den slags udmeldinger. Ved denne slags kvinder, skal du hellere opfinde nogle ord så de tror, at du virkelig har noget at byde ind med. Spil lidt overbærende når du forklarer hende at "AF", selvfølgelig betyder analfisting og spørg lettere indigneret, om hun er helt ny i dette univers. Da du er manden, virker det som regel bedst, hvis du vælger et sted for det første møde. Igen, vælg stedet efter hvad du håber at opnå med denne date, og hvad jeres kommunikation ellers har båret præg af. Er du en mand af få ord, kan du med fordel invitere hende i biografen eller et andet sted, hvor samtale vil blive tysset på og du således slipper for at blive udsat for gabende kedsommelige meningsudvekslinger. Med andre ord, vælg det forum som vil gavne dig mest muligt.

Nu er du godt igang og har således sikkert skaffet dig de første dates...



Men selvfølgelig lader vi dig ikke i stikken her...


I næste indlæg gennemgår vi den første dates do´s and dont´s, for så i tredie og sidste indlæg at slutte af med tiden efter denne.


Da jeg har et liv ved siden af denne blog, (ja ok, liv og liv, alt er jo, som man siger, relativt), kan der gå noget tid før anden del bliver lagt ud.

Har du et par kvinder linet op, og er du ikke helt sikker på hvordan du skal gebærde dig, så træd vande indtil del 2 kommer dig til undsætning...

Indtil vi ses igen, vil jeg ønske dig alt muligt held og ekstra meget lykke;-) Eller er det omvendt?

Alan

7 kommentarer:

Klokken 27. januar 2009 kl. 22.02 , Blogger Vivian sagde ...

Hejza Alan.
Jeg faldt lige over din profil, og syntes jeg kunne genkende mig selv i meget af det du skrev :O)
Jeg er ny i dette medie, så tag godt imod mig...LOL (står for Laugh Out Loud...hihi).
Jeg holder meget af romantiske middage, afskårne blomster og hyggeTV på sofaen. Jeg ælsker også dyr, og rider en del.
Du skal kunne tage fat og sige fra...og ha' en STOR...bil. Tror du kan opfylde ovenståend;O)
Jeg syntes vi ta' et kemimøde snarest :O)
Knuz fra sød, sexet og søgende (hihi).

P.S. Da jeg har et liv uden for "Cosmo..." og jeg i øvrigt har travlt med at spejle mig i utallige mænds komplimenter, kan der godt gå lidt tid. før jeg svarer...men jeg er værd at vente på...jeg sværger ;O)

 
Klokken 28. januar 2009 kl. 02.33 , Blogger *Star* sagde ...

Hey!! I´m Ana, a friend of Malene. She told me about your blog. I don´t understand a single word but this post, specially this one is hilarious!! I need to borrow the image please please can I?? I´m thinking ´bout changing it a *little bit* maybe hehe. Anyway, I´ll google-translate this to see if I can understand something. I have my own story about internet dating... I should post something more explanatory than what I have on my blogs... Oops, gotta go, I´m e-baying my wedding dress hehehe. byeee-

Ana

 
Klokken 28. januar 2009 kl. 02.44 , Blogger *Star* sagde ...

OK . Google translated it!! I laughed a lot... and I imagine that half of the essence is gone ;).

 
Klokken 30. januar 2009 kl. 08.37 , Blogger Linda sagde ...

Hvorfor har jeg først opdaget din blog nu??! Mand, du skriver godt!

 
Klokken 20. marts 2009 kl. 12.50 , Anonymous Anonym sagde ...

Velkommen til E-kontakt så :D

 
Klokken 29. april 2011 kl. 10.33 , Anonymous Anonym sagde ...

The freedom now desired by many is not freedom to do and dare but freedom from care and worry.

 
Klokken 29. april 2011 kl. 12.49 , Blogger Cosmocph sagde ...

Nice saying - in the right context, I'd might even give it thumbs up!

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start