mandag den 2. februar 2009

Netdating del 3



En kvinde der kravler på et 1 tal, er symbolsk og passer vel egentlig meget godt, til denne 3. og dermed sidste del i netdatingsguiden.

Hvis du mener, at en kvinde der kravlede på et 3 tal havde været mere symbolsk, i og med at det er 3. indlæg, er vores tanker nok ikke helt synkroniserede i den forbindelse...

Skal vi benytte os af den, i scoresammenhæng, nok så populære jagtanalogi kan vi sige, at i del 1 shoppede vi rundt i div. forst og jagthuse efter våben og ammunition, for så til sidst at udvælge os det bytte, som vi gerne så liggende på vores bils kølerhjelm, når vi kørte hjem fra skoven.

Del 2 omhandlede hele nedlægningsdelen, hvor du nøje havde udvalgt det våben og den ammunition, der passede bedst det enkelte bytte. Vi gennemgik hvordan du skulle ligge tålmodigt, med kontrolleret åndedræt, og vente til byttet var i sigtekornet, før du roligt trykkede på aftrækkeren.

Nu er vi så der, hvor du efter at have set byttet "up close" i dit kikkertsigte, måske nu slet ikke har lyst til at nedlægge det, og er på vej dybere ind i skoven, for at finde et mere, i dine øjne, attråværdigt trofæ. Eller også har du skudt og byttet er, (med mindre det er faldet død om på siden, som følge af et perfekt skud i hjertet), instinktivt løbet sin vej ind i den tætte bevoksning.

Del 3 handler om tiden efter at jægeren og byttet har krydset hinandens spor. Du sætter nu efter byttet, for at finde ud af om dit skud ramte og isåfald om det er såret nok til, at du kan spore det ned og give det nådestødet.

Lad os nu droppe denne analogi, og se lidt på det matematiske aspekt i udfaldet af en date...

Der er to mennesker med to forskellige muligheder-groft set, hvilket giver (ifølge min lommeregner) fire resultater, som ser således ud....

Han; jep - Hun; jep
Han; jep - Hun; nope
Han; nope - Hun; nope
Han; nope - hun; jep

Set fra vores side af hækken, er det kun mulighed 2 som ikke er et glædesscenario...

Empatiske kvinder vil indvende, at scenario 4, hvor hun gerne vil men du ikke kan se idéen, heller ikke er en rar situation, men det er fordi de står i haven ved siden af. Det er den have med sirligt ordnede blomsterbed, urtekrukker og hvor tomme dåser ikke må smides på græsplænen.

Nu har der vist været nok sniksnak og efter denne deroute tager vi fat på tipsene, der vedrører den sidste og måske vigtigste del af datingoplevelsen.



  • IRSMS. IR´et i denne forkortelse, som jeg opdigtede til lejligheden, står for "Istant Response" og omhandler tiden lige efter hun har sagt farvel, på gensyn, eller det mere kontante "skrid pomfrit". Nu har du sat hende af ved det nærmeste busstoppested, eller måske endda kørt hende hjem og efter en lidt småpinlig afskedsscene, sidder du nu i bilen på vej mod din egen base. Skal du sende hende en sms og isåfald, hvordan skal den så lyde? Mit råd er, at du sender hende en kort lettere positiv sms. "Hej X (indsæt hendes navn) "Jeg nød vores aften. Sov godt. Venligst Z (dit navn)". Hold det enkelt og fortolkningsvenligt. Hvis hun besvarer din sms, kan du ofte læse mere ud fra det hun undlader at skrive, end det hun rent faktisk trykker ind. Retursms´er som "Det gjorde jeg ikke, du er en røvsyg tabernar! Brænd i helvede!", er dog en undtagelse. Det er så også her, at guiden slipper sexuelt betingede dates, da disse ikke vil have det skær af mystik over sig, når du lige har haft hele... Tja, man skulle nok have været der... Efter den lille seance kan du bare droppe at læse resten af guiden og bare sende hende en poetisk sms a´la "Skal vi knalde?". Husk i den sammenhæng, at du "ikke er bedre end dit sidste knald", og lad for himlens skyld være med at falde af på den.

  • Salanderfinter. Lisbeth Salander er en af Stieg Larssons hovedpersoner, som er superhacker og kan fremtrylle oplysninger på snedigste vis kun iført trusser, Macbook og en lynhurtig internetforbindelse. Det kan du lære noget af! Du er sikkert ikke netnørd, ellers havde du sikkert sprunget denne guide over, da du jo har nok i forholdet til din computer. Du behøver dog ikke at være superhacker, for at bruge din pc til at fortælle dig, om hun har afskrevet dig som potentielt nogetsomhelst. Gå ind på den datingside, hvor I mødte hinanden og opret en fakeprofil, med helt andre data end dine egne. F.eks. en lesbisk 68 årig vietnamesisk dværg fra Korsør, som du logger ind som og tjekker hvornår hun går på. Det, sammenholdt med hendes evt. svar på din sms, vil give dig en ret god mavefornemmelse, mht. hvor tændt hun er blevet på dig. Tip; Går hun på lige efter du har sat hende af, er hun sikkert ikke fuldstændigt forgabt i dig...

  • Grounding. Grounding betyder "jordforbindelse", og det er altid cool at have nogle smarte engelske ord på menuen. Jeg kunne også have skrevet "sov på det", da det dækker min tanke bedre, men det lugter mere af jysk snusfornuft og det er der jo slet ingen bling bling over. Jeg vil til enhver tid vælge at pimpe bloggen med popsmarte ord, som måske ikke dækker meningen så godt, fremfor kedelige danske udtryk der rammer lige i skabet. Det har jeg sammenfattet i følgende motto; "More bling less ping", som illustrerer min (manglende) tankegang ret godt. Det, jeg prøvede på at sige var, at "only fools rush in"... aaaargh, nu gjorde jeg det igen. Anyway, du er en "wiseguy", så "figure it out for yourself".

  • Spil. Vi talte om spillet i første del af denne guide, og min erfaring siger mig, at du ikke kommer udenom det i nogle af de indledende faser. Lidt ligesom, at vi bliver nødt til at give hende "reklameturen" hvergang i sengen, indtil hun også kan lide dig for den du er. Jeg behøver vel ikke at nævne, at min personlighed aldrig er blevet begæret - det er min krop forøvrigt heller ikke. Det har mere lydt noget i retning af; "Jeg har ringet til alle jeg kender, men ingen har kunnet.. hvis du tager mad og kondomer med, så kan du få lov at komme forbi et par timer, inden jeg wafler dig ud i kulden igen". Mit forsøg på at spille kostbar med replikken; "Jeg skal lige se om jeg har tid... kunstpause.....", er oftest blevet afbrudt med linjer som; "Hør her grønært, hvis du ikke er her indenfor 30 minutter, så fortryder jeg og så kan du wanke hjemme foran Kanal København igen i nat". Da jeg ikke ejer skyggen af stolthed, som isåfald skulle sluges, befinder jeg mig 3 1/2 minut senere i bilen på vej mod grillen.

  • Kommunikationsform. Nu har I været ude sammen og måske havde I før mødet mest kommunikeret via mail, eller Messenger. Nu skulle I så gerne være kommet væk fra mails, da disse ikke tjener sit formål mere, med mindre en af jer ikke er interesserede i yderligere kontakt og da sender en semilang bortforklarende mail, med vendinger som; "du er en dejlig mand/kvinde, men...", "det er dybest set nok hos mig, at..." og "vil ønske dig al mulig held og lykke". Du er selvfølgelig velkommen til at skrive disse vendinger af, hvis du kommer ud for at skulle sende en sådan mail. Faktisk kan du bare sætte et par bindeord og jeres navne ind, så har du en fin fin afskedsmail. Har I stadig kig på hinanden er Messenger fint, bare vær opmærksom på at misforståelser hurtigt kan udvikle sig, når I kommunikerer på denne måde. Mit råd er, at du skal bruge smiley´s og lade være med at komme med provokerende synspunkter, Har du seriøse emner, som du gerne vil vide hvor hun står i forhold til, skal du bringe dem op når I ses, så du har en mulighed for at uddybe disse. Tal lidt i mobil og send små sms´er. Bare husk at holde regnskab, så du ikke kommer til at sende flere end hende. Den letteste måde at sikre dette, er ved at vente med at sende en ny sms, før din foregående er besvaret af hende... Synes du at det er et barnligt råd? Øvbøv for dig!

  • 2. date. Tillykke, du er nået til anden date og i og med, at det aldrig er lykkedes for mig at nå så langt, burde jeg måske slippe her og lade dig tage over... På den anden side, har en delfintræner sikkert heller aldrig kunne balancere med en bold på næsen, imens han svømmede i cirkler, vel? Det er mit indtryk, efter at have været lidt derude, at en del kvinder har forelsket sig i selve jagten og således mere jager billig smiger og gratis mad, end en kæreste at dele livet med. Men måske har du mødt en af de seriøse kvinder, hvem ved? Mødestedet for den 2. date kan godt være en anelse mere intimt end 1. date, måske endda hjemme hos en af jer. Bor du i en etværelses med spisetoilet, er det nok bedst at I mødes hos hende, da kvinder, ligemeget hvad de ellers giver udtryk for, kan lide succesfulde mænd. En lille lejlighed behøver ikke at have noget at gøre med succes påstår du? Nej selvfølgelig ikke, og Paven er ikke tvunget til indimellen at tage sig en spiller.... men det gør han nok alligevel, tror du ikke?

  • Tiden efter. Så kan du godt løsne en anelse op, men pas nu på med at blive for ivrig. Husk at kvinder, ligesom mænd, er mere tiltrukket af det de ikke ved, om de kan komme til at eje. Så ikke noget med at lægge dig fladt ned på maven, så er hun smuttet ligeså hurtigt som du kan stave til "Vatarm".

  • 3.- ∞ date. Du har fået dig kørt i stilling til en date til? Indrømmet, jeg er dybt imponeret. Når en ejendomsmægler viser en bolig frem for de samme mennesker tredje gang, er det ofte de nye ejere han bagefter trykker i hånden. Sådan er det også i datingsammenhæng. Det ser fint ud og du skal bare blive ved med at gøre, hvad du hele tiden har gjort. Som de siger "If it´s not broken, don´t try to fix it". Der er lige et lille aberderbei... Har du ikke gjort tilnærmelser endnu, er det ved at være på tide. Du risikerer nemlig, at hun begynder at se dig udelukkende som en ven, og så kan der meget hurtigt være lukket for det varme vand.

  • Fremtid. Nu har I sikkert holdt hånd i biografen, tungekysset og udvekslet andre former for kropsvæsker. Det er dog ikke alle biografer der tillader den slags, så I er sikkert også blevet smidt ud af et par stykker. Men nu fortæller hun dig, at I har været sammen i x antal dage og x antal minutter og begynder at fritte dig ud om dine planer for fremtiden... Som mand, har du selvfølgelig ingen planer og kan sandsynligvis ikke engang overskue hvilken serials, du har tænkt dig at spise i morgen tidlig. Da dette er en dating guide og ikke en "stayinrelationguide", er dette en ufordring du selv må rode med. Lagde du mærke til at jeg undgik ordet problem, og brugte ordet udfordring istedet? Det gjorde jeg bevidst for at give dig indtryk af, at der er håb forude og at hele dette datingcirkus ikke har været fuldstændigt spildt. Nu da vi lige kredser emnet udfordringer i forhold til det at blive sammen, har jeg lige en lille tanke... Er det ikke på tide at vi devaluerer bryllupsmærkedagene en anelse? F.eks. skal du pt. udstå 60 år, med den samme kvinde vel at mærke, for at I kan fejre Diamantbryllup. Derefter får I smidt en fest i nakken og en hilsen fra Dronningen (sig ikke, at der ikke bliver kræset for jer). I disse tider er den slags "neverending stories" totalt urealistiske, for ikke at tale om de gammeldags navne for fordums tiders værdier. Kobber? Hvad skal vi bruge det til? Så hvad med at give os en chance for at nå at blive fejret sammen, og opdatere værdierne til ting, som vi nu her i 2009 virkelig stræber efter? Jeg foreslår flg;

Iphonebryllup (erstatter kobber 12 1/2år) = 2 1/2 år (tillykke;-))
Webergrillsbryllup (erstatter sølv 25 år)= 5 år (hold da op!!)
19 tommer alufælgebryllup (erstatter guld 50 år)= 10 år (hvordan gør I?),
Fladskærmsbryllup 50 tommer (erstatter diamant 60 år)= 15 år (langt ude!! Og det mener jeg!)
Friværdisbryllup (erstatter atom 75 år)=20 år (umuligt, det må være proforma!)

  • Opsummering. Hvad har vi så lært af alt dette? At der er masser af ting du skal forholde dig til, hvis du har lyst til at gå igang med at netdate? Tja, det er der da, men det er der også når du går ned for at handle. Du har bare gjort det så ofte, at du kører på autopilot og end ikke ænser alle de valg du træffer på din vej. Måske er det bare at komme igang og gøre det som falder dig lige for, og så rette det ind undervejs... Lige meget hvordan du beslutter dig for at gribe denne ting an, vil jeg bede dig om at nyde rejsen. For det er nemlig lige præcis hvad du vælger at gøre det til, så vælg dog at gøre det skideskægt og uhøjtidligt;-) Lige som resten af livet...

Gå nu ud med oprejst pande og tro på at du kan møde hende, som giver dig den helt rigtige følelse i mellemgulvet, hjernen eller maven...

Der er sikkert mange frøer der skal kysse dig, før du bliver til en prins... Eller noget?

Jeg kan dog ikke lade være med at afslutte med dette citat af Pearl S. Buck; "Mange mennesker forsømmer den lille lykke, mens de forgæves venter på den store".

Om du vil tolke denne afslutning, som om jeg råder dig til at nøjes, vil jeg være helt op til dig;-)

Have fun

Alan

4 kommentarer:

Klokken 6. februar 2009 kl. 20.41 , Blogger Vivian sagde ...

Jeg skal ha' en nr.3, med tomater og hvidløg...and make it snappy!

 
Klokken 28. februar 2009 kl. 13.36 , Anonymous Anonym sagde ...

Fornøjelig skrivestil du har.

Du er ikke helt ved siden af med dine "råd".

Har heldigvis ikke de problemer mere, da jeg bor i Thailand nu.

(Næsten) uanset hvordan vi ser ud, får vi kun at vide, at vi er handsome, sexy man.

En "date" med det hele koster en tiendedel af div. middage m.m., for at "smøre" daten.

Der skal selvfølgelig ikke "smøres"
her, da det er pigerne der tager initiativet hver gang.

Problemet er bare, at det er for overvælende med antal af tilbud, selvom
du holder dig fra de "kendte" steder for dette.
Om det så er i supermarkedet, får du tilbud om "a happy time" med ønske om et længerevarende forhold.

I guder, hvor jeg dog elsker dette land, hvor jeg ikke skal bruge min hjerne det meste af tiden, på at spekulere på hvor jeg får det næste.

Ikke desto mindre til jer derhjemme i DK, held og lykke med netdatingen.

Lune hilsener.

 
Klokken 17. april 2009 kl. 13.03 , Blogger Aurelia sagde ...

Fantastisk guide du har fået skrevet der. Tak fordi du henledte min opmærksomhed til den!

 
Klokken 17. april 2009 kl. 15.25 , Blogger Cosmocph sagde ...

Hej Aurelia

Tak for interessen og rosen;-)

Guiden er en efterrationalisering af en årelang datingkarriere, der toppede marts 2004, hvor jeg blev inviteret ud på date nummer to af en kvinde. Det viste sig at være en fejlsendt sms, men alligevel...

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start