fredag den 30. januar 2009

Netdating del 2

Nå, der er du...

Så er der løbet lidt vand i åen (og forhåbentligt kvinder i nettet), siden vi brugte lidt tid sammen sidst.

Jeg må indrømme, at jeg er ret nysgerrig for at høre om du har gjort dig lidt erfaringer på egen hånd... og isåfald hvilke...

Vent lidt, lad mig hente en kop the og sætte mig godt til rette i min fatboy, imens du tager den helt fra toppen af....

Du har siddet hjemme og ventet på dette indlæg siger du?

Jamen, så lad os da kridte skoene og komme igang...

Jeg tillader mig at gå ud fra, at du på nuværende tidspunkt har aftalt et par dates og bare lige ville vente, til del 2 kom i æteren...

Ligeledes tillader jeg mig at tage for givet, at du kynisk har valgt mødestedet udfra tanken om, hvor du får den største hjemmebanefordel.

Selv med denne fordel, er vi mænd bagud på points, derfor må vi ty til denne tjekliste, som starter med;

  • Overvejelser. Så I skal mødes... Fantastisk! Man siger at en fremmed, bare er en ven du ikke har mødt endnu. I datingsammenhæng kan vi omskrive denne sætning til; "En første date er bare en kvinde, du ikke har knaldet endnu". Tænk over hvad du ønsker at denne date skal munde ud i, men prøv for en enkelt gang skyld at holde sex udenfor.. Ikke fordi du ikke ønsker og inderligt håber, at du får sex. Selvfølgelig gør du da det og du er selvfølgelig klar til at ydmyge dig på det skammeligste og i enhver henseende, for at få det.... Det er jo vores endemål hver gang, ligegyldigt hvad overskriften på mødet ellers har været, og netop derfor skal du trække denne del ud, og fokusere på dit næstvigtigste ønske fra en kvinde. Hvad det er, ved du kun selv. Det kunne være hjælp til tøjvask, strygning af dine skjorter, men også helt andre emner, såsom rensning af tagrender og havearbejde. De fleste af os er fra den generation, hvor vores mødre, især på det huslige plan, møgforkælede os, og derfor søger vi inderst inde en mor, som kan udfylde den gamles plads. Nogle kvinder vil måske mene, at det lugter lidt af et "Ødipuskompleks", men der tager de grueligt fejl... Vi er bare dovne og forvænte.

  • Forberedelser. Din bil skal være vasket og støvsuget, ligesom alt dit snavsetøj er blevet samlet op fra gulvet i dit soveværelse, og smidt i et aflåst skab. Badeværelset skal være så rent, at du får lyst til at spise af toiletkummen. Hvis du ikke gider at gøre rent (det var en sjov sætning at skrive, lidt ligesom; hvis du ikke har lyst til at få ansigtet smurt ind i hundelort...), og har du stadig din mor, kan du ringe til hende og invitere hende over til en kop kaffe og en hyggesludder. "Mor, jeg har savnet dig", plejer at være nok til at få hende lokket over. Når hun kommer, kan du evt. få en god ven til at ringe og fake en arbejdsnødsituation, så du kan tage over til drengene og spille "Guitar hero", imens hun, af egen frie vilje efter at have læst din seddel med rengøringsønsker, som du "glemte" lå fremme, rengør hele din lejlighed med NASA agtig perfektion. På det personlige plan, skal du selvfølgelig trimme al unødvendig ansigtsbehåring, såsom næse/ører og evt. sammenvoksede øjenbryn. Har du lidt moderigtigt skæg, kan du bare beholde det. De fleste kvinder kan se igennem fingre med det, og fantaserer allerede om at rage det af dig, så de kan sætte deres personlige præg på dig. Hvis jeg behøver at fortælle dig, at du skal have rene underrør på, er jeg bange for at disse indlæg ikke er tilstrækkelige, og jeg vil råde dig til at søge professionel hjælp.

  • Signalbevidsthed. Nu har du febrilsk stået med hovedet i klædeskabet og har skiftet tøj flere gange end Don Johnson gjorde det som Sonny Crockett i 80´er serien "Miami Vice". Har du ikke tænkt over det i god tid, ender det med at du ifører dig tøjet du startede med og forvirret løber ud af døren, for ikke at komme for sent. Tøjstil handler i allerhøjeste grad om, hvilke signaler du ønsker at sende. Det skal du selvfølgelig ikke lade være tilfældigt, selvom du gerne vil fremstå som "bare dig selv". I første indlæg talte vi om indhentning og arkivering af oplysninger, og det kommer dig så tilgode nu. I den sammenhæng burde du have, under foregivelse af at udvise ægte interesse, fundet hendes yndlingsmærker i tekstil. Spørg herefter evt. nogle af dine veninder (hvis du har sådanne), eller venners kærester (hvis de har sådanne), hvilken stil de forskellige mærker repræsenterer, og find den maskuline pendant til denne. Pas på med budskaber på tøjet, hvis du ikke er helt sikker på hendes ståsted desangående. Politiske, religiøse og seksuelle præferencer er som oftest et "no go" på første date, da disse kan være et minefelt at bevæge sig ud i. Kommer I ud i den slags, skal du bruge minefeltstaktikken, som går ud på at lokke andre til at løbe ud i feltet og så efterfølgende træde i deres fodspor, indtil de ryger i luften og du sender næste hold ud. Overført til sammenhæng siger du bare, at du har en bekendt som siger sådan og sådan og erklærer dig enig eller uenig med vedkommende, efter at have luret hendes reaktion.
  • De første 10 sek. Så er du der. Du er forhåbentlig ikke for sent på den, det sender et signal om manglende pli og respekt og det vil desuden gøre det sværere for dig at gemme dine blomster på ryggen og hoppe ind i en opgang, hvis hun ligner en øgle.. Hvordan er det nu med det første indtryk? Er der ikke noget med, at de første 10 sekunder er uhyggeligt vigtige? Sådan har en del af os mænd det med sex, fordi vi oftest har nået at få udløsning inden for denne tid og herefter er klar til, velfortjent, at falde i søvn. Det er dog et helt andet emne, som du ikke behøver at nævne, da hun, om alt går vel, selv finder ud af den lille sag senere på natten. Nu skal du skrue op for charmen og brænde igennem. Selvom 10 sekunder kan lyde af meget for de fleste af os, i denne sammenhæng, skal du tro på det. Det betyder også, at du skal lade være med at fortabe dig i hendes kavalergang - ihvertfald indenfor denne tidsramme - med mindre, at du har mødt hende på datingsiden "Ekshibitionismedating.dk", hvor hun huserede under navne som "Flashmytits" eller "Stareordie". Jeg kan ikke skrive det tit nok, det handler om hvilke værdier hun vægter højt, så sæt dine egne behov til side på den korte bane, derefter vil de sikkert blive opfyldt på den lange.

  • Galanteri. Er det et ord? Du ved hvad jeg mener... Åbn døren for hende, tag hendes jakke og skænk vin i hendes glas. Den sidste gestus er naturligvis med dobbelt bagtanke, da du håber på at "drikke hende billig".

  • Fokus. Denne her kan være let eller svær, alt afhængig af hvor lækker og/eller, hvor store hendes bryster er. Du skal fokusere på hende og lade være med at sidde og filme med andre kvinder. Det kan lyde let, men det er en naturlov, at når du er på første date med en kvinde, vil andre kvinder vise dig deres interesse. Forsøg ikke at forstå det bare accepter, at sådan er det bare. Får du hende med hjem på sofaen og er hun ikke helt så toptunet som du regnede med, kan du med fordel fokusere på de kropsdele, som giver mest visuel tilfredsstillelse. Du kan måske, ved at gentage hvor lækker hun er, ende med selv at tro på det, ihvertfald til du har opnået klimaks og din hjernemasse bliver tilbageleveret med expressbud. Brrrrrr...

  • Opmærksomhed. Hvor det er lettere at fokusere på hende, jo mere lækker hun er, er det så meget desto sværere for dig at lytte og være opmærksom på ordene, der kommer ud af hendes mund. Fang nogle af hendes vendinger og virk interesseret i hvad hun vælger at tale om. Du vil konstant være igang med at køre den indre pornofilm af dig, hende og en tube karameltopping på det kamelskind, du har liggende foran din Silvanbrændeovn. Den fantasi skal du lægge på hylden for et par timer. Gå evt. på toilettet og kig dig i spejlet, mens du stålfast gentager "Hvis jeg lytter nu, har jeg chancen for et blæs senere". Du kan også holde din højre hånd frem og imens du ser alvorligt ned på din gylp, højt sige noget i retning af;"Hør her makker, hvis du ikke slapper af et øjeblik og lader mig køre ræset, så bliver klør fem her din eneste legekammerat for i aften!" Tjek dog lige inden, at der ikke er mennesker på toiletterne, da du ellers kan opleve at disse vil stirre forbavset på dig, når de kommer ud for at vaske hænder. Det kender jeg kun alt for godt.

  • Timing. Timing er vigtig, så vigtig at du kan ødelægge en hel aften, med bare én bemærkning på det forkerte tidspunkt. Her er reglen, at du skal stikke en finger i jorden og passe på med friskfyrsbemærkningerne, til du har et godt indtryk af, hvad hun vil stille op til. Vent til allersidste øjeblik med spørgsmål som "Sluger du?" og "Sport i 2´eren, er det noget du kunne finde på at tigge og bede mig om?".

  • Virkemidler. I forbindelse med at NLP, coaching og andre selvudviklingsøjenåbnere har vundet indpas, tales der meget om mentale "værktøjer". Her skal du trække din empatiske side frem og benytte den til egen vinding. Gå ind i hendes tankegang og vær for alt i verden morsom, dog helst ikke på hendes, eller den handicappede dreng der sidder ved nabobordets, bekostning. Du må nu efterhånden være klar over dine stærke og svage sider i relation til romantiske møder, med det modsatte køn. Er du homoseksuel, kan du erstatte ordet "modsatte" med "eget", (jeg vil ikke skydes i skoene at være homofob). Dog må jeg indrømme, at jeg ikke er sikker på at disse råd vil hjælpe, hvis aftenens"modstander" har samme, qua sit køn, nedarvede slimede tankegang som du selv.

  • Afslutning. Få det smil af dit ansigt slemme dreng. Du ser med garanti for meget porno med den tankegang. Her skal forståes, hvordan du får afsluttet daten på den måde, som er mest hensigtsmæssig for dig... Ind imellem kan denne del blive en anelse akavet, især hvis en af parterne ikke har lyst til en opfølgning af daten, mens den anden er helt oppe at køre. Tip; Er hun ikke interesseret, opfør dig da altid som en gentleman og vis de gode manerer, som du fik læst dig til i Emma Gads "takt og tone", aftenen forinden. Du ved nemlig aldrig om du render ind i hende og nogle af hendes mindre bly medsøstre ved en anden lejlighed. Så ville det være ærgeligt at miste chancen for en omgang på veninden, bare fordi du tidligere havde opført dig som en dårlig taber. Kvinder vil kalde en tankegang som denne udspekuleret, mens vi mænd bare kalder det sund fornuft. Hvad der end sker så hav i mente, at du skal kunne holde ud at se dig selv i spejlet dagen efter. Har du gebærdet dig således, at dette kan være svært, så undgå spejlene og sæt dit hår i en butiksrude på vej til jobbet.

Det skal nok gå! Forhåbentligt.... Husk, at det kun er et møde to mennesker imellem og at der er masser af kvinder, der gerne vil gå ud med en fyr som dig, på en første date.

Problemet viser sig derimod, når det kommer til at få dem til at bide på krogen anden gang.

Hvordan den første date har udviklet sig, ved kun du, ja og så pigen du var ude med, og hun ender vel også med at skulle have et eller andet at sige.. Hun får sikkert også det sidste ord, når alt kommer til alt...

Nu er der måske nogle spørgsmål der trænger sig på...

Hvad gør jeg, hvis jeg gerne vil se hende igen?

Hvordan afviser jeg hende på en pæn måde?

Hvordan dealer jeg med en afvisning?

Har du ikke disse tanker, fortsætter du bare ufortrødent på din "datingcrusade" og springer over næste og sidste indlæg i denne netdatingtriologi, hvor vi forsøger at afdække disse spørgsmål.

Til jer andre....Hold gryden i kog, kavaleriet er på vej...


Alan

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start