torsdag den 3. juni 2010

Når spætten hakker


Jorden kan indimellem være et hårdt sted at være,...

Lad mig for en sjælden gang starte preframingen der hvor den hører hjemme, nemlig i begyndelsen - ellers er det jo også bare framing, har jeg ladet mig fortælle...

Som tidligere nævnt er verden brutal, og det står indmellem i stærk kontrast til hvor blødsødent det offentlige behandler nogle af de mennesker, der konsekvent spiller på det asociale hold.

Hvorfor lader vi f.eks. fjolser kaste sten efter brandfolk og politi - uden at sætte virkeligt hårdt ind?

Hvordan kan nogle konkursryttere lænse selskab efter selskab, uden af modtage andet end betingede straffe?

Jeg kunne blive ved, men da dette ikke er en politisk blog, og da jeg tiltror mine læsere at være af en vis intelligensmæssig beskaffenhed (hvis det er en sproglig korrekt vending - jeg har aldrig påstået selv at være smart), vil jeg lade det være med det, og gå til sagens kerne...

Vi har set på nogle af de fænomener hvor der er, om jeg så må sige det, en anderledes afregning ved kasse et.


  • Tyngdekraft. Gravitationen er en særdeles konsekvent legekammerat, som tilsyneladende ikke besidder ét eneste empatisk træk. Det gør naturligvis ikke tyngdekraften til en ond naturlov, blot til en kontant en af slagsen, ligesom næste punkt som er;
  • Magnetisme. Dem der ikke forstår at dette punkt er medtaget, har aldrig siddet i en skrotbil på en jernplads når den bliver løftet op af en elektromagnet og smidt i bilpresseren. Indrømmet, det har jeg nu heller ikke, men det ændrer ikke på det faktum, at det ville være en ubehagelig situation, som ikke ville have det store skær af sødsuppe. over sig.
  • Dyr. Vi kender alle den åleglatte type, der kan rundsnakke sig ud af stort alle situationer. Det kan være belastende at høre på, og jeg kunne tænke mig at lukke sådan en sjover ind til en 7 meter lang krokodille, og så spændt vente på at se hvor langt talegaverne rækker - Mit ydmyge gæt er, at de ikke rækker hele vejen hjem.
  • Aktier. På aktiemarkedet slippes de frie markedskræfter for alvor løs, og det betyder at selv det mindste fejlsatsning nådesløst bliver straffet. Den konsekvens kunne faktisk have fået indvirkning på 6 døgnsvejrudsigten for New York ved krakket i oktober 1929, der kunne have lydt således; "Sol med lettere vind fra vest, temperaturer op til 66¤ F, tørt, dog med risiko for børsspekulantsnedbør i området omkring Wall Street.
  • Trafik. Ifølge FDM dør mere end 3.000 mennesker hver dag i trafikken. Det betyder på årsplan at, øeh.. hmm... ja rigtig mange homo sapiens kommer af dage i, hvad der ofte er et mix af glas, jern og blod. Kombinationen af tungt metal og høj fart, giver en cocktail der er både er shaken and stirred!
  • Natur. Når naturen viser tænder, indser vi mennesker hvor små vi er. Det lyder næsten som indholdet af en støttesang, men som man siger, der går ikke røg uden at der er en brand. Tsunamier, jordskælv og vulkanudbrud, er, for bare at nævne nogle få, Jordens måde at sætte sig i respekt på overfor den indbildske menneskehed. De små moderlige huskekager bliver leveret med særdeles hård hånd - se det er hvad man kan kalde en konsekvent forældre!
  • Sygdom. Der er sygdomme der er mere eller mindre konsekvente i deres adfærd. Alzheimers kan f.eks være ret så.... Hmm.. Så nu tabte jeg sgu´ lige tråden...
  • S tog. Alle der har tilbragt et par timer i en lufthavn, har sikkert hørt et par "final calls", for folk der ikke kan finde ud af komme til tiden. Anderledes forholder det sig med toge, der kun giver et advarselsfløjt inden automatikken tager over, hvorefter alt hvad er befinder sig mellem dørene, er potentielt kødmos.
  • Forbrænding. Dit stofskifte holder nøje regnskab med indgående og udgående kalorier. Din krop udskriver ingen faktura, men afregner koldt og kontant i form af fedtvæv - se bare på Thomas Eje.
  • Sø og Handelsretten. Hvor der ved de almindelige retsinstanser kan være lange ventetider og adskillige ankeinstanser, er der hos Sø og handelsretten i forbindelse med tvangsopløsning af APS´er og A/S´er, andre boller på suppen. Har selskabet ikke indleveret årsregnskab til tiden, antændes lunten der 14 dage senere likviderer selskabet og slipper de advokater og revisorer løs, der efterfølgende skal undersøge om der er foregået ulovligheder.
  • Operation X. Under dæknavnet Morten Spiegelhauer, farer den rødhårede pittbull, (racen er ikke omfattet af det nye muskelhundeforbud), rundt og afslører bedragere for åben skærm. De få banditter der prøver at rette op på deres, ofte i forvejen dårlige ry, løber dog ind i en mur af fakta, der ikke stiller sig til tåls med sludder for en sladder.

Skal dette indlæg tolkes som ønsket om indførelsen af et fascistisk og totalitært regime?

På ingen måde... jeg hylder den frie tanke - dog under ansvar!

Et samfund hvor konsekvenserne ikke stiger i takt med handlingernes alvor, ender, efter min glaskugle, med at delt op af, på den ene side ansvarlige og på den anden side adfærdsvanskelige, borgere.

Til sidst vil moralen sikkert også svækkes hos nogle af de ellers ansvarlige og medspillende medborgere, og så indtræffer ragnarok:-)

Hvilken side af hegnet jeg befinder mig, vil jeg lade fremtiden bestemme - Jeg er nemlig typen der hurtigt retter ind, hvis linialen bare rammer mine fingre hårdt nok...

Cosmo

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start