Confessions of a superhero

Jeg har en hemmelig superhelte identitet som, da det kun er et meget begrænset antal mennesker der har været vidne til mine bedrifter, måske ikke er så eksponeret, men til gengæld har en coolness faktor på 1000.

Hvilke superkræfter er her så tale om?

Kan jeg kontrollere ethvert atom i universet?

Smide rundt med tonstunge ting, som var det papir?

Have ordet så meget i min magt, at jeg indenfor et par timer ville være i stand til, at overbevise Thomas Blachman om Voca Loca´s deltagelsesberettigelse i X faktor, og det selvom jeg ikke selv kan se den? Subsidiært få Mads " blærerøv" Christensen til, at udnævne Johnny Madsen til Danmarks mest velklædte mand og vel at mærke mene det?

Nej, det er ingen af de ovennævnte, der nok er særdeles egnede til at udnytte til egen fordel, (især sidstnævnte der muligvis kunne få min bankrådgiver, til at give mig mit Dankort tilbage), men tilgengæld ikke udløser den uforbeholdne beundring som mine evner gør.

Det er svært at forholde sig til, at jeg faktisk indtil for et år siden levede et ganske normalt liv, i lykkelig uvidenhed om mine fantastiske evner.

Det skulle dog snart vise sig, at mit liv var ved at tage en dramatisk drejning, da jeg engang sidst i marts 07 blev gjort opmærksom på mine overnaturlige kræfter.

Annabell fyldte 9 år og alle fra hendes klasse, plus et par veninder fra fodbold, var inviteret hjem til sjov, gøgl og løjer med efterfølgende overnatningsmulighed. Der var ca 25 børn hvoraf det viste sig, at lidt under 20 af dem ville blive og sove, men da de alle havde tandbørster og soveposer med, så jeg det ikke som værende en stressfaktor.

Vel hentet alle børnene, følte jeg lige at det ville være en god investering at Papa bjørn kort ridsede reglerne op.

Jeg stillede mig i lejrkommandant positur, rank ryg, albuerne ude og hænderne i siden mens jeg så myndigt jeg kunne, bad børnene spidse ører.

" Ethvert hus har sine regler" prøvede jeg med fingrene krydsede i håb om, at børnene ikke ville få færten af min frygt og fortsatte: " Her har vi kun 2 regler som kan afvige fra reglerne i jeres eget hjem".... ( kunstpause med fremadskudt bryst ) " Ingen hopper eller løber i sofaen" ( skulen for at understrege alvoren) " Oooog ingen sko indenfor" ( fulgt op af et enkelt hævet øjenbryn).
" Respekterer i det mine damer og ikke mindst de herrer, så får i til gengæld en fest hvor sheriffen her i byen, ( tommelfingrene pegende indad) tager stjernen af og erklærer baren for åben"

Efter lige at have forklaret analogien med sheriffen, spillede vi rugby i haven et par timer før jeg måtte melde pas og med tilråb som " tøsedreng" og " olding" gik ind for at skifte mit tøj, der nu havde halvdelen af græsplænen smurt ud over sig.

Resten af festen gik godt, og nu begyndte de af forældrene der skulle hente deres børn, at indfinde sig.

" Vi har talt om hvordan du kan overkomme, at have så mange børn til fødselsdag når du er helt alene" sagde den første mor, som jeg ellers var helt sikker på var ISO 9002 certificeret forælder og sådan blev det ved. Hver gang et barn blev hentet, blev det opfyldt med ros og en anerkendelse som sikkert ikke havde været større, om jeg havde balanceret på et tov over Niagara falls, jonglerende med 3 motorsave mens jeg reciterede Michael Strunge digte.

I år skulle jeg så holde Anastasia´s fødselsdag sidst i marts og jeg havde lagt an til at finde min spandex dragt og kappe frem påny. For 14 dage siden sendte pigernes mor mig en sms, om jeg også ville holde Annabell´s fødselsdag i år. Det takkede mit alter ego selvfølgelig ja til, da det må være trist kun at flyve gennem byen én dag om året. Vi er ved at komme til en fælles forståelse om, at i de tilfælde hvor mine begrænsede jordiske kræfter ikke rækker, er hjælpen i bogstaveligste forstand inden for rækkevidde...

På grund af at pigerne og jeg rejser på skiferie her i påsken, er vi blevet nødt til at holde den allerede i overmorgen. Vi starter i biografen for derefter at holde discoaften hjemme...

Annabell ringede fra skolen idag.... " Far" begyndte hun tøvende, " når nu alle mine venner skal sove efter festen på fredag, må vi så godt være oppe ligeså længe vi har lyst?"
" Selvfølgelig må i det lille skat" sagde jeg velvidende om, at det ville være umuligt at få 15 børn til syncront at falde i søvn på min kommando....
" Jeg elsker dig farmand" kom det sagte fra den anden ende....
" Jeg elsker dig Bell" sagde jeg et smil på læben

På fredag skal min indre superhelt så i aktion igen og jeg er gået i gang med sikre, at der ikke ligger hengemt kryptonit i huset... Det er nemlig en af de specielle dage, hvor jeg kan slappe helt af, lade den bedst egnede mand overtage styringen af slagets gang og så helt uden dårlig samvittighed høste æren;-)

Nå, det er sent og jeg må i seng..... Selvom man er superhelt af sind, har man stadig brug for en veludhvilet stålsat krop;-)

Uden bange anelser

Alan