Forening

Den unge kvinde sad på de store sten i Central Park og kiggede ud over legepladsen med de legende børn.

En middelaldrende gravid kvinde i grå joggingdragt, skubbede til en gynge hvorpå en grinende lille pige med rottehaler sad.

Der havde været så meget i hendes hovede, så mange tanker og ting at forholde sig til. Hun stod overfor et svært valg i sit liv og følte at hun havde brug for vejledning.

Søvnløse nætter havde afløst tænksomme dage...

Lige nu nød hun bare solens livgivende stråler og det at være til.


I dette øjeblik føltes det som om, at tiden ikke eksisterede og hun følte sig i fuldkommen ro.


Vinden blæste i hendes lange sorte, let krøllede hår, og hun lagde nærmest mekanisk noget af det, der var blæst ind foran hendes øjne, om bag øret.


Hun havde et fjernt blik i de brune øjne og som hun sad der i skrædderstilling, lignede hun et menneske i dyb meditation.

Hun begyndte gradvist at mærke en andens tilstedeværelse.


"Du søger....", sagde en stemme ved siden af hende, eller var det i hendes hovede?

"Ja", svarede hun kort. Hun fik en tanke om, at det var underligt naturligt, men slog den hurtigt væk igen.

"Ved du hvad du søger efter?"

"Sandheden"

"Sandheden?", gentog stemmen.

"Ja sandheden..... meningen med det hele"

"Hold da op, det lyder ambitiøst", udbrød stemmen venligt.

Hun tav, lidt overrasket over denne udmelding...

"Hvad ville du bruge svaret til?"

Hun bed sig let i læben. "Det har jeg faktisk ikke tænkt over..... Det kommer vel an på svaret"

Hun ventede lidt...

"Er du der?"

"Ja, jeg går ingen steder"

"Jeg tænkte bare....... du blev så stille"

"Det er jeg det meste af tiden", sagde stemmen.

"Det meste af tiden?"

"Jeg er altid hos dig, men svarer ikke med mindre du spørger mig"

Hun blev opmærksom på, at hun stadig havde øjnene åbne...

"Spørg bare", bød stemmen ind.

"Kan jeg....?"

"Selvfølgelig"

"Er du Gud?"

Stemmen lo "Hvordan vil du definere en Gud?"

"Èn Gud? Er der da flere?"

"Hvis du synes, ja"

"Jeg bliver lidt forvirret, siger du at det er op til mig?" Hun blinkede for første gang siden konversationen tog sin begyndelse.

"Det kommer vel an på din definition"

"Så jeg bestemmer?"

"Ja da, det er jo dit liv"

Hun tænkte et øjeblik...

"Jamen Gud er almægtig. Gud ved alt og har skabt alt. Gud er den ubetingede kærlighed"

"Lægger du ikke meget pres på din Gud?"

"I det lys har jeg nu aldrig set det"

"Kunne du tænke dig at være Gud på de betingelser?"

"Martin Luther", fortsatte stemmen,"udtrykte det således; En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød."...."Hvad synes du om den definition?"

"Det virker bekendt" Hun blev opmærksom på den lille pige med rottehalerne, der var faldet af gyngen og blev trøstet af sin mor.

"Hmm.. siger du at forældre er Guder?"

"Det har jeg slet ikke kompetance til at slå fast"

"Så du er ikke Gud?"

"Det ved jeg ikke..... Forventer du alt godt fra mig og vil du tage din tilflugt til mig i al din nød?"

"Så godt kender jeg dig ikke.... med al respekt"

"Skulle vi to så ikke bruge lidt tid på at lære hinanden bedre at kende?", spurgte stemmen.

"Det lyder som en god idé"

Hun rejste sig langsomt fra den varme sorte klippe.

"Vent lidt.... Hvordan ved jeg, at jeg ikke er ved at blive sindssyg?"

"Det kan du vel aldrig vide, men hvordan ved du, at du ikke er ved at blive rask?"

"Vi to skal nok få det sjovt sammen", sagde hun smilende, og begyndte at gå ned ad klippens stejle sider, ud mod Columbus Circle.