torsdag den 13. marts 2008

MIG!

Jeg har på det seneste bemærket, at der er mennesker i min omgangskreds, der ikke lever deres liv så frit, som de kunne komme til.

Her har jeg sammenfattet et par små fif, som jeg har lagt mærke til at andre mennesker, med tilsyneladende stort held, lever efter...



  • Lev i nuet! " Carpe diem" er et godt udtryk, når du skal forklare din livsfilosofi, da dette er en god måde at fraskrive sig ansvar på. Signalværdien i at bruge et citat, som er på latin, får også din filosofi til at virke så meget mere gennemtænkt. Du kan evt få citatet tatoveret på kroppen, derved kan du vise dine kommende oldebørn, at du også har været vild engang.

  • Hav et afslappet forhold til aftaler! En indgået aftale, er kun relevant så længe at den passer ind i dit kram. Du skal forfølge de ting, der fanger din interesse her og nu. Brug evt ovenstående citat til at forklare dine holdninger, eller fortolk andre talemåder så de understøtter din levevis. " Den der gemmer til natten, gemmer til katten" eller klassikeren " Der er ingen lommer i den sidste skjorte" er gode til at slynge ud, når du f.eks. impulskøber.
  • Lad folk vente! Aftale tidspunkter kan være en stressfaktor, men du har mulighed for at overdøve denne ubegrundede følelse. Spørg f.eks. dig selv, om vedkommende dør eller kommer alvorligt til skade, blot fordi du kommer en halv time for sent. Det er meningen, at du med tiden skal frigøre dig helt fra sådanne unødige indre dialoger, men brug dem til du mestrer ligegyldighed.

  • Sæt din abe i pleje! Læg dine problemer over på andres skuldre og uddeleger opgaver hvis det er muligt. Prøv at få folk til at interessere sig så meget for dine problemstillinger, at de næsten ikke kan lade være med, at arbejde for dit velbefindende og eksempelvis finder links på nettet, som de mener kan hjælpe dig. Dette er et særdeles stærkt værktøj, til at frigive tid, som du kan så kan bruge på at hygge dig.

  • Lån dig vej! Der er ingen grund til at vente, med at købe de ting du har lyst til, bare fordi du ingen penge har. Dine venner og bekendte, har uanede resourcer til deres rådighed og hvis de ikke kan se nødvendigheden i, at du skal have det godt, er de alligevel ikke dine venner. Fordelene ved at låne af venner er mange - du skal ikke betale renter, du får ikke dyre rykkerskrivelser og du kan altid tale til deres samvittighed, hvis de skulle bede om deres penge tilbage, ved feks. at spørge om, hvad de skal bruge pengene til og om det er bydende nødvendigt at få dem tilbage lige nu. Husk at det ikke kun er penge du kan låne, men alt der repræsenterer en værdi, bil f.eks. ( du behøver ikke at fylde brændstof på, hvis du ikke lige har tid) eller sommerhus ( du kan droppe slutrengøringen, så dine venner ikke kommer til at kede sig til at begynde med, næste gang de skal bruge det. Det gælder i det hele taget om at se, mulighederne i dine venners resourcer, de kan nemlig for en stor del blive dine, hvis du spiller dine kort rigtigt...

  • Undskyld! Vær ikke bange for at undskylde, hvis du har trådt ved siden af, men gør det klart at dette er en del af din personlighed. Folk skal holde af dig som den du er!

  • Gør dig fri fra empati og samvittighed! Samvittighed er en af dine værste fjender mod dit bekrymringsfrie liv og du skal gøre alt, hvad der står i din magt for at undertrykke den. Ved at iagttage nogle af dette indlægs forbilleder, er jeg overbevist om, at det med tiden er muligt at gøre sig helt fri af den.

Se ovenstående som en værktøjskasse, som du kan tage frem når du føler for det, og put evt. andre redskaber i kassen. En god øvelse kunne være at stå foran spejlet, mens du højt råber " MIG MIG MIG" igen og igen. Du kan selv udbygge denne øvelse, med samtidig at trampe hårdt i gulvet eller hive dig i håret.

Find selv ud af hvad der virker for dig, men hold i mente at svaret på " Hvorfor gør jeg denne handling?" altid skal munde ud i et stort og rungende " FOR MIG SELV!!!!". Derved kan du holde fokus på dit mål mod fuldstændig frihed....

Jeg vil ønske dig en behagelig rejse...

Alan




1 kommentarer:

Klokken 21. september 2008 kl. 08.02 , Anonymous Anonym sagde ...

Hej Alan
Nu har jeg læst dit pragtfulde indlæg "MIG" - og som du sagde, så satte det en masse tanker igang hos mig og gav mig også et smil på læben, og som Chris ville have sagt/gjort så lige den der "pegefinger" der beskriver at "der fik du mig"....
Det er en FED blog du har her, du skriver bare så godt og dine tekster er krydret med sjover billeder der gør at jeg går lyst til at læse mere...Vi ses til november. :o)

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start