mandag den 13. juli 2009

Alternativ fitness

Kom så, godt ned i knæene med de englehop... Det er nu det gi´r!



Min venstre biceps besluttede sig i fredags, med et smæld, for at tage sig en lille ferie på langs...

Jeg blev hurtigt klar over, at jeg skal til at finde alternative træningsformer, ihvertfald den næste måned.

Hvis det viser sig, at den er røget i et eller begge hæfter, taler vi nok væsentlig længere tid.

Til de af jer, der nu kunne finde på at foreslå, at jeg også bare kunne holde en måneds træningsfri, vil jeg sige; "Πολιτείες Αμερικής και τερμάτισε στη δεύτερη θέση του".
Det er græsk, og giver umiddelbart lige så meget mening som jeres ovenstående forslag.
Så vi skal have rørt den gamle trætte krop, og hvad ville så være bedre end;




  • Kalotløb i Greve. Kør bilen til Greve og find huset med udendørs overvågning, og fem meter højt plankeværk. Ifør dig din medbragte kalot, ring på samtaleanlægget, og spørg om der er nogle af de frække fyre derinde, der kunne tænke sig en hurtig omskæring og et grundkursus i Talmud.
  • Korsslæbning på Nørrebrogade. Moses Hansen har gjort det, og det er hårdt nok i sig selv at skulle slæbe et stort trækors henover jorden, men uden politibeskyttelse skal der også ekstra meget fart på. Det giver et fantastisk træningspas, hvor stort set alle muskler kommer i brug. Husk styrthjelm til de mursten og flasker, der uværgeligt vil blive kastet efter dig.
  • Stagediving til X faktor Martin´s koncerter. Spring fra musikscener er en effektiv måde at træne sine ben på. For at øge sværhedsgraden kan du vælge koncerter med kunstnere, hvor folk ikke står så tæt presset, da ingen gider at se dem. Vær opmærksom på, at de første rækker ved koncerter i storcentre, ofte er fyldt børn og at disse kan være hurtige til at flytte sig, når de opdager at du sigter efter at lande på dem. Gå evt. efter et barn der kigger bagud efter sin mor, og tag godt fra med dine knæ, når du rammer ungen i ryggen. Det gælder om at passe godt på os selv, da vi jo nødig skal have endnu en skade, vel?
  • Cykelsafari i Knuthenborg park. Tag en tur til Knuthenborg safaripark med din kassevogn. Indeni har du din mountainbike, og den tager du frem når du kommer til Afrikasletten. Fornøj dig med at køre fra bøflerne og de udfordrende næsehorn Tip; Læg dig i et lavt gear, når du kører rundt og rundt for at dække dig bag træerne, så du ikke bliver fanget i et højt gear. Sørg også for at have hurtige kulhydrater med, da det ikke er hensigstmæssigt at gå sukkerkold på lige dette træningspas. Det er intervaltræning af bedste skuffe, og du vil sikkert være godt træt, når du senere sidder og spiser snolder foran tossekassen.
  • Gadeuorden med de autonome. Dette er en træningsdag hvor du får rørt hele kroppen. Du får brugt dine arme, når du kaster molotovcocktails efter politiet og smadrer biler med dit baseballbat. Bemærk dog, at politiet ofte bare passivt vil stå og se på, og at du derfor risikerer at måtte undvære sprinterdelen. Skulle du alligevel blive taget, er det en fordel at modsætte dig arrest, så du også får trænet smidigheden i leddene. Lad endelig være med at råbe, at de skal passe på din skade i armen, da du på den måde kan være sikker på, at der fra ordensmagtens side, bliver ekstra kærlig fokus på lige netop dette område.
  • Udsalgsbrydning. Find et sted med køtilbud, og sørg for at være blandt de første. Når dørene bliver åbnet, vil du få brug for alle dine skarpe reflekser og styrke til at undgå at få albuer i hovedet. Vær opmærksom på at skaller kan blive nikket bagfra, især hvis du har fat i en ting som virkelig er sat ned. Sørg for at holde dig oprejst, da du kan blive udsat for bevidst at blive trampet ned, for at eliminere den "købefornæsenafandretrussel" du udgør. Det siges at selv ultimate fightere frygter dette koncept, da de er vant til væsentlig flere regler i deres sportsgren.
  • Fodboldmeningsudveksling. Fodboldkampe er et godt sted at få rørt sin overkrop, da her er samlet mange primitive mennesker på et sted, og slåskampe derfor er en normal måde at ytre sig på, når ord bliver svære - hvilket de bliver ufatteligt hurtigt. Sørg evt. for at sparke efter dem der ligger ned, for også lige at få rørt understellet.
  • Shoppingmarathon. Har du en kæreste, er der lagt i kakkelovnen til en lang dag, hvis du siger ja til at tage med hende på shoppingtur. Du kommer til at træne dine ben, og efterhånden som poserne bliver fyldt op, også dine nakke og skuldermuskler. Alt i alt et hårdt træningsprogram, der sætter dit mentale overskud på en hård prøve.
  • Wrestlingsdans på Damhuskroen. Damhuskroen i Rødovre er fyldt med desperate kvinder, hvoraf de fleste af dem ligger et par vægtklasser over dig. Lad være med at gå i panik, når de tromler over imod dig, for at byde dig op til dans. og mærk hvordan dine mislykkede forsøg på at vriste dig fri, træner din udholdenhed. Gem nogle kræfter, så du kan løbe væk, når hun får bakset dig med ud i taxa´en, ellers kan det blive en grim affære.

Jeg var faktisk slet ikke klar over, hvor mange spændende gratis sportsgrene der er derude...

Måske skulle jeg sætte mit FitnessDk medlemskab i bero, og træne derude hvor adrenalinkicket for alvor sætter ind.

På den anden side, er jeg nok mest til at træning skal være mere sjovt end livsfarligt...

Vi ses imorgen på løbebåndet, husk vanddunk!

Alan

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start