lørdag den 26. december 2009

Vattede straffe


Vi lever i en bomuldstid hvor ord som krisehjælp, stresshåndtering og lykkepiller bliver tilbudt til vidner af trafikdræbte pindsvin.

Og den slags er da trist - indrømmet. Mere kynisk er jeg vel ikke, men verden er nu engang et barskt sted at være, og det må vi forholde os til...

En af måderne hvorpå vi kan se at verden er blevet et blødere sted at være, er ved at tage et kig på strafferammerne i udvalgte forbrydelser...
Så pak din taske og tag med på en lille før og nu sammenligningstur...



  • Biltyveri. Bilen er den moderne mands hest, og derfor står et bødeforlæg på 500 kroner slet ikke mål med datidens hestetyves straf, der bestod i at blive klynget op i det nærmeste træ. Cosmo´s blog vil gerne plædere for en stramning af strafferammen, og foreslår, at de formastelige ikke må låse deres cykel i en, af retten, bestemt periode alt afhængig af forbrydelsens omstændigheder. I forvejen er det grænsende til det umulige at have en cykel i fred i København, og hvis den er ulåst er den hurtigere væk end du kan tælle til .... Aaarrrgghhh!

  • Blasfemi. Det var enddog særdeles uklogt i fordomstid at lægge sig ud med kirken, og straffen var ofte at blive brugt som briketter på den store grill. Når jeg skriver at lægge sig ud med kirken, mener jeg at sætte det mindste spørgsmålstegn ved kirkens sandhedsmonopol. Kirken havde æren og magten i al evighed til at irettesætte de mennesker, der havde svært ved at rette ind. Det er lidt af den fryns der følger med, når man er gode venner med "manden ovenpå". I dag er det dog relativt ufarligt at lufte sine ateistiske holdninger i et væk, og det er vist på tide med en lille opstram¨ning. Derfor foreslår vi at kirkebespottere straffes med en fodlænke..... monteret på et 200kg tungt massivt trækors - bare lige for ikke at glemme hvordan kirken ser på flabede kommentarer.

  • Heksekunstneri. I dag kan kvinder té sig som det passer dem, men sådan har det ikke altid været. Under inkvistitionen straffede kirken de kvinder, der blev anset for at være hekse, eller bare var lidt mere end normalt irriterende, med døden. Dog ikke uden en "fair" retssag, hvor kvinden fik en sten bundet om halsen og smidt i vandet. Druknede hun var hun uskyldig, og der blev givet kvajebajer på den nærmeste landevejskro. Kunne hun holde sig flydende, var hun naturligvis en heks, og blev herefter brændt på bålet. Om det er en af de kendte catch 22 (lose/lose) problemstillinger, afhænger i høj grad af i hvilken ende af tændstikkerne man befinder sig. Vi imødeser straffe for heksekunstneri, der står mål med forbrydelsens alvor, og vil gerne slå på tromme for lidt kontant afregning, for kvinder der sætter heksegryden i kog. En straf kunne være at få monteret tape for munden i hjemmet i f.eks 3 dage, så er der da ro så længe... heks eller ej!
  • Desertering. Straffen for deserting i krigstid var dødsstraf, og ofte blev dommen eksekveret øjeblikkeligt og nådesløst, for at sætte en skræk i livet på dem, der havde sat gang i samme, i mine øjne, rationelle tankerække. Der bliver skudt... med skarpt.... jeg risikerer livet... jeg smutter. Da jeg som værnepligtig i søværnet startede som rekrut i Auderød, var der på 2. dagen, efter en umenneskelig 3 km march efterfulgt af mindst 5 armbøjninger, nogle af de andre der besluttede sig for, at træningen var for hård og var dem der var skredet. Da de nogle uger senere vendte tilbage blev de oplyst om, at den slags bare ikke var acceptabelt. Manner, det burde være en straf der kunne lære dem at unddrage tjeneste! Det kunne de så bare ikke, og et par dage efter var de væk igen. Vi foreslår at tage undragerne med på lørdagsindkøb i Bilka - og så bare forlade dem med fuld indkøbsliste og tom vogn i et sandt inferno af mennesker og madvarer. Mon så ikke at de forstår, at når vi er ude er det alle for en - og tre for en femmer?
  • Majestætsfornærmelse. Hvad havde Djengis Kahn, Stalin og Pol Pot til fælles? En del sikkert... Jeg vil ihvertfald vædde en chokoladebar efter eget valg på, at ingen af dem gad at høre på den mindste dårlige omtale af deres person - inklusiv spørgsmål om hvad klokken var. Nuvel, ingen af dem var måske hvad vi ville kalde for majestæter, men det har ingen turde at fortælle dem, og du forstår nok alligevel pointen. I dag kan vi svine vores kongehus til som det passer os, Se og Hør lukrerer faktisk på den slags på en ugentlig basis uden sagsanlæg. Vi ser gerne skærpede strafferamme for den slags, (dog er alt tilladt når det kommer til udsagn om Prins Henrik), og imødeser straffe på 2 dage som gårdvagt i en skole på Nørrebro. Der er nok en del snotnæser, der skal fortælle synderen hvor latterligt dum han ser ud - de har nemlig ikke så stor respekt for autoriteter, eller bare det der minder om det, de små rødder. Efter et par dage med provokerende møgunger, som den dømte ikke engang må give små kindheste, er der nok mere forståelse for hvordan en kammertone skal lyde.

  • Doping. Den menneskelige hjerne vil altid søge efter de letteste veje, det er fordi vi som art og hov vent... dette emne aner jeg jo heller intet om, så lad os bare slå fast, at kan vi mennesker snyde, vil vi prøve at snyde. Dopingstraffen i antikkens Rom var efter sigende at blive spændt for en hest for hvert lem (her taler vi arme og ben), og herefter revet midt over når hestene satte i galop. I dag får dopingsyndere et mindrebødeforlæg, og er de kendte nok, en mulighed for en bogudgivelse, hvor de over et par hundrede sider, kan tørre deres snotnæser af i os sagesløse læsere. Jeg foreslår at straffen for at snyde, skal være et hæmmende tiltag så den modsatte effekt opnåes. I Tour de France sammenhæng kan det f.eks være, at rytteren skal gennemføre på halvflade dæk, i bodybuilding at snyderen skal posere nøgen. Det er godt nok ikke så hæmmende for en bodybøf at skulle smide underdrengene, men da de fleste har små kønsorganer efter længere tids dopingmisbrug, har vi andre noget at grine af -og at udstille en cocktailpølse for et større publikum, burde være straf nok i sig selv.

  • Kvaksalveri. Jeg er ikke helt klar over hvad straffen for kvaksalveri var, men jeg husker at platuglerne der solgte fake medicin i Lucky Luke tegneserierne, blev rullet i tjære og fjer og båret ud af byen siddende på en jernbanesvelle. Den straf synes jeg nu slet ikke er særlig hård, men vil måske alligevel få de humanitære mennesker op ad stolene og ud på barrikaderne. Som et kompromis ser vi derimod gerne, at kvaksalvere bliver tvunget til at tage deres egen medicin - bogstaveligt talt! Hvis det er så sundt, burde der vel ikke være nogen ben i det. Vi siger forøvrigt pøj pøj til Jørgen Ege, der isåfald snart burde kunne urinere om hjørner;-)

Hvis du har lagt mærke til, at straffen meget gerne må have relation til forbrydelsen, er du ikke helt af sporet. Det er som regel der man lærer lektien, og forstår hvordan man har trådt ved siden af... Det er vel en eller anden form for omvendt empati...

Dog er det, som det gælder med alle forbrydelser, kun når du bliver taget med fingrene i kagedåsen, at det bliver ulovligt.

Det siges at alt hvad der giver glæde i livet, er enten amoralsk, fedende eller ulovligt.

Jeg siger... Kombinér de tre og du har en sjov aften i byen - husk ikke at blive opdaget.

Med hænderne over dynen...

Cosmo

7 kommentarer:

Klokken 30. december 2009 kl. 20.33 , Anonymous Jan sagde ...

Supergod sammenligning.

Doping-straffen lyder en anelse voldsom. Og det får mig til at tænke: hvordan dopede man sig i gamle dage? Hmm...

Godt nytår! :)

 
Klokken 3. januar 2010 kl. 09.58 , Blogger Erna sagde ...

Et yderst pædagogisk og lærerigt udlæg af en evt. ny straffelov. Jeg stemmer for, når jeg bliver landets diktator.

 
Klokken 3. januar 2010 kl. 17.32 , Blogger Cosmocph sagde ...

Siden mennesket begyndte at dyste mod hinanden på et lidt højere plan, end hvem der havde mest kropsbehåring, og kunne grynte højest, har doping været kendt. Naturen er jo et stort dopingkammer, og datidens Bjarne Riis´er fandt hurtigt ud af at mixe urter og bær til egen fordel:-) Godt nytår til dig også min kære Bonus Ninja

 
Klokken 3. januar 2010 kl. 17.34 , Blogger Cosmocph sagde ...

Kære Erna... Det er tydeligt at du ikke er den fødte diktator, siden du taler om at stemme for nogetsomhelst;-)

 
Klokken 4. januar 2010 kl. 01.09 , Blogger Erna sagde ...

C, jeg er den fødte diktator. De fleste diktatorer bliver jo stemt ind og stemmer selv på et tidspunkt.

Stemmer du på mig?
Mine mærkesager er hofteholdere og nylonstrømper tilbage til kvinderne.
Og alt det andet.... :) det tager vi hen ad vejen.

 
Klokken 16. januar 2010 kl. 06.08 , Anonymous Anonym sagde ...

I want not concur on it. I regard as polite post. Especially the title-deed attracted me to be familiar with the whole story.

 
Klokken 16. januar 2010 kl. 07.21 , Blogger Cosmocph sagde ...

I can honestly say that I haven´t got a clue of what you´re talking about, but thanks for the comment....

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start