tirsdag den 20. juli 2010

Så du vil gerne blive husket?



I indlægget fra d. 1. feb 2010; "Så du vil gerne være kendt?", der allerede er blevet en klassiker af dimensioner, beskrives hvordan du med få midler kan mase dig forrest i wannabeceleb køen.
Det er altsammen fint nok, men en ting er at være kendt i levende live... en anden er blive husket i graven.

Da ingen af os ved hvornår vi skal herfra, med min livsstil kan det være hvert øjeblik, er der ingen tid at spilde....

Vi dropper derfor fanfaren og nævner blot i forbifarten, at vi er stolte over at præsentere en guide udi kunsten at opnå max udødelighedsfaktor....



  • Byg et monument. De gamle Faraoer gjorde det, ligesom konger og kejsere igennem tiderne har gjort det. Du kan selvfølgelig ikke skabe noget der minder om nogle disse vidundere, og det er heldigvis ikke nødvendigt. Alt hvad du behøver er at købe et stykke et jord som ikke koster det hvide ud af øjnene i offentlige afgifter. Herefter får du bikset det mest kiksede monument sammen, efter devisen jo grimmere - jo mere omtale, i så uforgængelige materialer som muligt, og placerer det midt på din grund. Husk at støbe det ned i jorden, da det ganske givet vil blive forsøgt fjernet af folk med bare en anelse æstetisk sans.
  • Ødelæg et monument. Med lidt snilde behøver du måske ikke engang at gå så langt som til at udøve hærværk på et af vores nationalklenodier. Kunstneren Jørgen Nash, påstod, efter at ukendte gerningsmænd i 1964 havde savet hovedet af den lille havfrue, at han kendte gerningsmanden, men nægtede at afsløre dennes identitet. Det kunne han så skrive en erindringsbog om i 1997 - en havfruemorder krydser sit spor - og så var det lille trick vist også blevet udnyttet til fulde.
  • Skriv en nationalsang. Danmarks nationalsang er skrevet i 1819 af Adam Oehlenscläger og er slet ikke tidssvarende. Verselinjer som "Ei Bragis og ei Mimers Raab" er uforståelige for den menige dansker, og at "Kong Fredrik ligner Fredegod", fremkalder ingen billeder - hvorefter spørgsmål som "Hvem er Fredegod og ligner Kong Frederik ham godt nok til at vinde en lookalike konkurrence?", trænger sig på. Skriv en opdateret tekst, hvor du dog afholder dig fra at rose vores kultur for meget, da en del venstreorienterede ikke bryder sig om nationalfølelse, i og med, at det kan støde andre etniske herkomster, der ikke bryder sig om danske værdier.
  • Lån Penge. Dette punkt efterfølges af "og lad være med at betale dem tilbage". Ingen husker en god betaler - men kan du gå i graven med ubetalt gæld, er der en chance for at der er nogle der tænker på dig. Igen... vil du være kendt i offentligheden skal du gå all in på projektet og sørge for, at dit stunt er stort nok til at det giver genlyd.
  • Lav et enestående streak. Her er et punkt hvor du absolut ikke behøver andre færdigheder end mod... eller dumhed, og når alt kommer til alt, sikkert massive mængder af begge dele. Prøv at google "fodboldtossen", vent 0,22 sekunder, og se hvordan 9160 resultater (i skrivende stund) bliver stillet til din rådighed. Et par af disse handler om en Facebookstøttegruppe, der skal samle de 900.000kr ind, som fodboldtossen blev dømt til at betale, og det skal du naturligvis have i mente, når du planlægger dit outrageousneverseenbeforestreak.
  • Lusk med til OL. Hvem husker ikke Eddie the eagle, Eric the eel, eller bobslædeholdet fra Jamaica? Indrømmet, det er svært at få den Olympiske komité til at falde for dine små platnumre, og rent faktisk invitere dig med til legene, men hvordan du bærer dig ad med den lille ting, er din egen sag... Jeg kan trods alt ikke hjælpe dig med alt, vel?
  • Vær ekstrem. Ingen husker de grå mus fra skoletiden - undtagen de gange vi andre gav dem buksevand og sherifstjerner - mest af alt efter tanken, at så længe vi var igang med at straffe andre, var der ingen der fik gode idéer på vores bekostning. Hvis du vil huskes for eftertiden, skal du derfor sørge for at gå til yderlighederne og maxe fuldstændig ud også i hverdagen. Det særdeles hypede udtryk, be it - do it - have it - hvilket er en variant af "fake it till you make it" kan være en god tilgang til at nå dine mål i denne henseende. Husk at det ikke er så vigtigt hvad du bliver husket for, sålænge dit navn lever videre.
  • Gå efter guldet. Her er der tale om at gå efter guldet i bogstaveligste forstand, når du er hovedmanden bag et spektakulært kup. Problemet med dette er selvfølgelig, at det kræver at du bliver snuppet for at opnå den anerkendelse et sådant stunt kan kaste af sig, men man kan ikke lave en omelet uden at knuse nogle æg. Jeg indrømmer at ordsproget, ingen roser uden torne, nok ville have været mere velvalgt i denne sammenhæng, men det lyder ret slattent når vi nu er i røverigenren.
  • Vær tåbelig. Det er, indrømmet, særdeles vanskeligt i disse tider at blive husket for at være en tåbe, når folk som realitydeltagerne Amalie, Linda P og allestedsnærværende Sidney Lee, får lov til at rende frit rundt. Her skal du tænke stort og frem for alt lægge hjernen fuldstændig fra dig - husk at du er oppe imod et stærkt felt af tosser, der foruden hjernesvind også er hæmningsløse.
  • Opfind talemåder og ordsprog. Hvem kender ikke til Cæsars "terningerne er kastet", eller Einsteins "alt er relativt"? Bevares det var så også mennesker med anerkendt talent, (i Cæsars tilfælde bestod anerkendelsen i, at ingen turde påstå det modsatte), hvilket gør det så meget lettere at blive husket for en fiks oneliner. Jeg foreslår, at du kontakter en forfatter bag bøger med titler som "bevingede ord", eller "citater fra hele verden", og tilbyder ham en lillé skilling for at medtage et af dine citater i hans bog. Da forfattere ofte er fattige, kan du sikkert, ved at smide et overkommeligt beløb, i næste oplag læse dine visdomsord "Man skal huske at betale sin barregning, ellers kan tjeneren finde på at give dig en på skallen" eller ; "Hvorfor tage i Lunden og få på munden, når man kan tage på Bakken og give på frakken?".
  • Lav opsigtsvækkende grafitti. Hvorfor ikke benytte sig af al den gratis reklameplads der er overalt i byen? Kbh´s Rådhus, Rundetårn, eller Christiansborg er lige til at gå til, hvis du kunne tænke dig at blive indskrevet i historien, som en af de mindst autoritetstro grafittimalere - hvilket vel ikke siger så lidt. Forøvrigt behøver du slet ikke at kunne tegne, da du bare kan finde på et kunstnernavn, og så bare spraye hele byen til med den krussedulle, der skal gå for at være dit varemærke. Du vil herefter gå over i historien - om ikke så for den "tagger" der blev idømt den største bøde, hvis du bliver knaldet.

Den farverige amerikanske journalist Hunter S. Thompson, er citeret for at have sagt; "Some may never live, but the crazy never dies".


At blive husket for det gode kræver talent - talent som de fleste af os slet ikke besidder i de nødvendige mængder...

At blive husket for noget dårligt, kræver ofte bare at man tænker stort nok, og er ligeglad nok til at udføre de skumle planer.

Jeg vil ønske dig held og lykke med at leve evigt...

Cosmo (Glemtimorgenblogger)