tirsdag den 22. juni 2010

En kort, en lang...



Har du nogensinde tænkt over, hvorvidt du spiller på den korte eller den lange bane?

Hvorfor jeg spørger, er fordi det sikkert har stor indvirkning på dit liv, især hvis du er typen der tænker ikke over den slags ligegyldigheder..

Derfor er vi her på bloggen stolte over at kunne præsentere den banebrydende selvhjælpstest, vi har ret så originalt har valgt at kalde; "Spiller du på den lange bane?"

Så fat blyant og viskelæder (så du evt. kan rette svarene til, efter hvad du ønsker at resultatet af testen skal være).





Du falder i snak med en yngre model til en fest der fortæller, at hun tænder for hårdt på tatoveringer. På en eller anden måde, er det lykkedes dig at lokke hendes nummer ud af hendes botoxoppumpede læber, og nu skal du mødes med hende igen, hvad gør du?



A) Du skynder dig hen til den første den bedste tatovør, hvor du får tatoveret hendes navn med gotiske bogstaver henover et virvar af dødningehoveder, flammer og sommerfugle. Sidstnævnte fordi tatovøren åbenbart var i lære, og spurgte om han måtte lave et par øvere på din overarm - free of charge naturligvis!

B) Du fortæller hende, at du har fået lavet en tusse et meget intimt sted. Det gør hende naturligvis nysgerrig, men her spiller du selvfølgelig lidt bly (er du macho nok, kan det sagtens lade sig gøre at få den slags til at virke sexet i kvindeøjne), og siger, at den betyder så meget for dig, at du kun viser den til særligt udvalgte. Hvis jeg behøver at skrive at planen er at få drukket hende billig nok til, at hun glemmer alt om den tusse og frivilligt dykker til fornævnte sted, er du enten naiv kvinde eller dreng under 12 år - ved nærmere eftertanke vil jeg gerne nøjes med naiv kvinde.


C) Du smigrer hendes (sandsynligvis manglende), intellekt, (bare lad som du taler om hendes patter), og roser hendes Amagerplade til skyerne. Inden I mødes, har du været hos en tatovør, hvor du har købt en skitse af en drabelig tatovering, som du bilder hende ind at du skal have lavet i næste uge. Da du ved, at det kun er din enøjede hævner der er interesseret i pigebarnet, involverer du dig kun så lidt som muligt, så du ikke skal bruge de store kræfter på at slippe for hende efter du har knaldet hende.


D) Jeg finder hurtigt ud af at vi aldrig kan få et seriøst forhold, og derfor vælger jeg at afblæse missionen.
Efter et par vilde år med overoverforbrug, har du samlet dig et tæskehold bestående af diverse advokatbureauer. Nu har de mistet tålmodigheden og næste skridt er fogedretten. Hvad gør du?


A) Ingenting! Jeg håber på at de måske glemmer det, hvis jeg ikke reagerer på deres henvendelser.
B) Jeg indrykker min egen dødsannonce, som jeg får min kammerat til at fremvise for retten.
C) Jeg tager kontakt til de forskellige inkassoafdelinger, og erkender min skyld. I fogedretten erklærer jeg, at jeg intet ejer af værdi - det kan jeg ærligt erklære da alle værdigenstande er flyttet over i venner og bekendtes navne. Herefter laver jeg afdragsaftaler, som jeg dog ikke evner at overholde, hvorfor kreditorerne til sidst bliver så trætte af mig, at de siger ja til mit forslag vedrørende en særdelses reduktion af hovedstolen mod kontant indfrielse.
D) Jeg undgår fogedretten ved at lave afdragsordninger med alle kreditorer, hvilket betyder at en væsentlig del af min indtægt resten af livet, går til at afdrage på min gæld.



Du kørte for sjov en prøvetur i en smart Bmw - for sjov, fordi den var udenfor din økonomiske rækkevidde. Efterfølgende fortæller smartienfart sælgeren i det lidt for store Armani jakkesæt, at han sikkert kan få dig kreditgodkendt til at købe bilen - endda uden udbetaling... Hvordan ræssonerer du?




A) Du ræsj... resonn... tænker, at det er en fed bil, og er de dumme nok til at låne dig pengene, er du på - Hvorfor ikke?

B) Du øjner her en chance for at få endnu et par gratis prøveture, og spiller med på spøgen, da du ved at Ribers vil grine deres røv i laser når de ser det låneforsøg.

C) Du venter til du har sparet en passende udbetaling op, hvorefter du undersøger markedet til bunds, og finder bedsttilprisentilbuddet. En bil er, når alt kommer til alt den 4. største udgift i en mands liv, efter 1 Kvinder, 2 Børn og 3 Bolig.

D) Du takker naturligvis nej og fortsætter med at gå til politiets cykelauktioner, indtil du finder århundredets tilbud.





Dine bildæk omkring maven er gået fra at være brede sutter, til snart at ligne traktordæk. Hvad gør du?



A) Du giver op, og lader stå til - herregud du er 28 år, og så er det næsten umuligt at stå skarpt.

B) Du går straks ud og investerer i et korset, slankepiller og kassevis af fyldte chokolader. Sidstnævnte byder du konstant dine venner, så de kommer til at tage på, hvilket får dig til at syne i bedre form i deres selskab.

C) Du tager et møde med en kostvejleder/personlig træner, der ser nærmere på hvor du lettest muligt kan omlægge din kost, samt lægge et realistisk træningsforløb der tilgodeser dine behov, tid og lyst.

D) Du tager konsekvensen og begynder på no carbs 30+ diæten, der går ud på ikke at spise kulhydrater de næste 30 år.




På vej hjem fra byen, render du ind i en gruppe 2. g´er (altså ikke gymnasieelever), hvor en af dem spørger om du er svans eller hvad... Hvad svarer du?



A) "Jep og din far har lige suttet min rulle - det var han forøvrigt god til!"

B) Du prøver at undgå deres opmærksomhed indtil du er nået godt stykke væk, før du råber at de ligner en flok homodrenge og at deres mødre ville være glade hvis du tog en tur på dem - analt!

C) Du ser dem kort i øjnene og går videre uden at svare - du ved at hvis du viser svaghed vil de overfalde dig, som sjakaler om en såret antilope.

D)
Du drejer rundt og går hurtigt tilbage - klar til at løbe for livet.



Der er kommet en ny model bling blong fladskærm, der vil rokke din verden hvis du kan få den hjem i din stue. Hvad gør du?


A) Er det et trick spørgsmål? Jeg ringer selvfølgelig til Peter, der kommer og installerer og ikke går før det virker! Ja bevares, de er vist ikke de billigste, men der er jo intet der koster gratis.

B) Du køber det, for så at levere det tilbage indenfor dine 14 dages returret. Herefter er der kommet et nyt, som du laver samme model på.

C) Du kender proceduren, og venter nogle måneder til det er forældet og faldet til halv pris.

D) Der kommer konstant nye fladskærme til, så du vælger at beholde dit gamle tv, indtil du får råd til at skifte det ud med et med fjernbetjening og farver.
Desuden ved du, at dit nuværende tv med tiden vil blive penge værd som klassisk old school.



Efter et kuldsejlet ægteskab står du med et eller flere børn i lasten. Din ex er, som ex´er nu engang skal være, pisseirriterende, og prøver at være børneopdragelseskaptajn på den pram du kalder din skude. Nu kræver hun, at jeres fælles afkom kommer i seng senest kl 19.00. Hvad siger du?



A) Du spørger om det ikke er ok hvis I trækker den til kl 19.10.

B) Du lader som om at der knas på linjen og beder hende ringe igen... om et par år.

C) Du forklarer hende venligt, men bestemt, at du enerkender at der er omstændigheder i forbindelse med delebørn, hvor det er vigtigt med en fælles linje - dog ikke når det kommer til Gestapo regler.

D)
Du beder hende mødes, så I kan sætte jer i ro og mag og tale alle aspekter omkring jeres fælles børn igennem.



Du bliver tilbudt et rengøringsjob på et atomkraftværk. Lønnen er særdeles god, og du bliver endda betalt for at bade inden du går hjem. Hvad siger du?


A) Jo tak, hvis der er kasse i det, er jeg den der på!

B) Du tager jobbet, men hyrer herefter en polak til at give sig ud for at være dig, og spiser ham af med 25 kroner i timen. Du aftaler herefter at mødes med ham om aftenen for at afregne, da det morer dig at se ham lyse op i mørket.

C) Penge er ikke alt og du vægter naturligvis dit helbred højere end mammon.

D) Du takker nej, da du ikke kan overskue mere arbejde imellem dine 3 studier og dit frivillige arbejde.





Der er kommet et nyt spændende forretningskoncept op MMMMDLM (Monster Mega Maxi Million Dollar Level Marketing), der lover dig næsten ubegrænset økonomisk gevinst, hvis du bare indbetaler 30.000 kr i startgebyr og herefter får 5 af dine venner med på denne fantastiske idé. Hvad gør du?



A) Jeg prøver at låne indskuddet af de gamle, eller af Bandidos, hvis der ikke skulle være bid hos mine DNA leverandører.

B) Jeg fortæller at prisen er 36.000 kr pr styk, og herefter har jeg på næsten magisk vis samlet pengene ind til min egen lykkebillet. Forøvrigt er det vel ok, at drengene betaler lidt ekstra, når nu jeg kom med den fede fidus.

C) Du ihukommer det gamle ordsprog, at når noget lyder for godt til at være sandt..

D)
Du er særdeles skeptisk, men forsøger alligevel at finde info om firmaet og tager endda med til deres hvervemøde - det kunne jo være århundredets forretningsidé.




Ved flest A); Du tænker kortsigtet - længere er den ikke! Du har sikkert en masse daglige problemer, da du både er impulsstyret og sikkert ikke er det hurtigste dyr i skuffen.


Ved flest B); Ved første øjekast kan dine handlinger give indtryk af, at du handler med omtanke - hvilket dog er langtfra den hele sandhed.


Ved flest C);
Du virker snusfornuftig og det lader til at du har fundet balancen, der gør det muligt at spille på begge baner samtidigt.


Ved flest D); Du kunne måske godt løsne lidt op gamle dreng - livet skal leves, ikke kedes ihjel.
Til slut skal jeg lige nævne huske at nævne min sponsor - Slikbutikken Candy Co, hvis ledelse har lovet mig en kæmpe pose slik, hvis jeg omtaler dem her på bloggen - her tænker jeg særdeles kortsigtet, da jeg tager derned og indkasserer ligeså snart jeg har printet denne side ud...
Lev vel!
Cosmo

torsdag den 10. juni 2010

Når honningkrukken er tom

I nat så jeg en udsendelse på National Geographic der tog udgangspunkt i skrækscenariet, hvis al jordens olie slap i morgen....

Programmet skildrede udviklingen dag for dag i den første uge, herefter blundede jeg et kort øjeblik, men jeg vågnede lige op til at se hvordan det muligvis kunne se ud 5 måneder efter den ultimative oliekrise.

Det gik selvfølgelig hurtigt stejlt ned ad bakke for hele den industrielle verden, men lige inden jeg, med tungen ud af munden, for alvor faldt i søvn på sofaen, var mennesket begyndt at tænke alternativt og det virkede som om, at det kunne munde ud i en happy ending.

Tanken om at skildre hvad der ville ske, hvis et så vigtigt råstof forsvandt over natten, var så god at jeg tænkte, at idéen måske kunne kaste lidt mønt af sig, og derfor gik jeg igang med at strikke nogle oplæg til programmer, jeg vil prøve at sælge til en kloge Åge kanal ala Dr2.



  • Sex - Synopsis; En morgen vågner samtlige mennesker i verden op og har fuldstændigt mistet lysten til sex. Dag 1. De fleste mennesker vågner op med en følelse af noget mangler, men kan ikke lige sætte fingeren på hvad det måtte være. Uge 1. Nogle frigide kvinder har ikke mærket ikke forskel, men for langt de fleste opstår et tomrum, som udløser en rastløshed, som bla. udnyttes i rengøringsøjemed År 1. Verden er næsten gået i stå, da stort set alle mennesker er blevet apatiske og har mistet deres drive. Den personlige hygiejne er faldet til det absolutte nulpunkt, og den gennemsnitlige fedtprocent er steget med 80 %, da folk ikke tænker på meget andet end at sove og spise.
  • Porno - Synopsis; Dette program er en fortsættelse af forgående program, og følger udviklingen sideløbende med at mennesket mister sexlysten. Dag 1. Porno lægger sig igen på 1. pladsen over mest søgte ord på nettet, efter for en tid at være blevet slået af poker. De fleste mænd har endnu ikke opdaget at de har mistet sexlysten, men vanens magt får dem til at surfe efter porno. Porno som de ikke finder, hvilket får dem gå i panik og søge igen og igen. Ordet sætter rekord som det mest søgte ord på en enkelt dag med mere end 250 mia. hits. Uge1. Ekstra Bladet mister vitale reklamepenge, da de massage og escortburauer der før reklamerede på de bageste sider i avisen, har lukket og slukket. Redaktionen prøver at kompensere ved at ansætte kompente skriverkarle til at lave andet end sladderjournalistik, men skuden er på vej ned og EB lukker et par måneder senere. År 1. Folk har slået sig på andre laster, som stoffer og alkohol. I gadebilledet griner folk af de kvinder, der har fået pumpet gigantiske mængder af silikone i bryster og læber... Det er der forøvrigt også en del af os der gør allerede nu.
  • Penge - Synopsis; Program i 2 dele, hvor 1. del kun tager udgangspunkt i at alle kontanter forsvinder, og 2. del også medtager cyberpenge. 1. dag. Kontanter er efterhånden blevet så sjældne, at kun få opdager hvad der egentligt er sket. Anderledes ser det ud i scenariet hvor cyber $ også er pist versvunden, her brænder alt ned på et splitsekund, og . 1. uge. Kaos regerer! Uden kontanter... intet sort arbejde. Uden sort arbejde... ingen sort økonomi, hvilket betyder at forbrugsfesten går endnu mere i stå, da ingen vil bruge deres surt tjente penge på ligegyldigheder. I del 2, går pøblen amok, og samtlige landes regeringer indfører undtagelsestilstand. 1.år. (Del 1 og 2) Mennesket er gået tilbage til at bytte varer og ydelser. Byttetariffen er dog individuel, og lad os bare sige, at storbarmede blondiner virkeligt får noget for pengene, som dog ville være et "soo last year expression" at benytte.
  • Løgn - Synopsis; Mennesket mister sin evne til at lyve. Dag 1. Den første dag ender hurtigt i kaos med massefyringer og endnu flere par der bryder op end normalt. Uge 1. Verdenssituationen er spændt og de fleste landes krigsberedskab er nu i højeste gear. År 1. Ragnarok står for døren, da alle forsøg på at mægle imellem uenige parter, og der er utallige, falder til jorden, når diplomaterne ikke kan snakke modparten efter munden, men ender med at fremføre deres ærlige hensigter.
  • Alkohol - Synopsis; Hvordan vil det påvirke verden, hvis al alkohol fordamper? Dag 1. Lørdag aften er det pludselig ikke til at støve alkohol af nogen art op, og diskotekerne lider store tab, da ingen gider at være i byen ædru. Uge1. Carlsbergs aktier, er sammen med andre alkoholfremstillende virksomheders aktier styrtdykket, og kun et mirakel kan nu redde det hæderkronede Danske firma. År 1. Julefrokosten kører på sidste vers, da medarbejdere ikke gider at bruge mere tid sammen med deres kedelige kollegaer end højst nødvendig - når del ikke har et middel der kan sløre deres fatteevne. De traditionelle værtshuse har fået omdannet deres fadølsanlæg til at kunne påfylde lightergas i små rør, som kunderne kan sniffe fra. Dette gør at værtshusgæsterne falder en anelse mere hen, men dog er fortsat lige dumme at høre på.
  • Poker - Synopsis; En mystisk kraft sætter en spærring for al pokeraktivitet. Dag 1. De mest brugte pokersites bliver bombardet med utålmodige spillere, der ikke kan komme til de virtuelle borde. Uge1. Folk er begyndt at gå tilbage til klassikere som "Fisk" og "Krig", og heftige summer vindes og tabes i Sorteper. År 1. Rommy World Series Tour indledes med den tidligere Pokerstjerne Gus Hansen som frontfigur.
  • TV - Synopsis; Hvad sker der hvis tv signaler pludselig ikke kan gå igennem æteren? Dag 1. Telefonstorm mod alle de store Tv stationer, som dog ikke kan hjælpe de paniske seere med at løse problemet. Uge1. Blockbuster melder om alt udsolgt - lige bortset fra Steven Seagal film som ingen stadig væk gider at se. År 1. Folk er begyndt at tale sammen, hvilket betyder at skilsmisse procenten tager på himmelflugt, da parterne hurtigere finder ud af, hvor lidt de egentlig gider hinanden.
  • Junk food - Synopsis; Et program der viser konsekvenserne, hvis al mad der udelukkende betår af tomme kalorier, forsvinder fra jordens overflade. Dag 1. Folk begynder at demonstrere udenfor afspisningssteder som McDonalds, og pølsevognen på Rådhuspladsen bliver væltet. Uge1. Flere (fede) mennesker dør af overspisning i forsøget på at indhente det daglige usandsynligt høje kalorieindtag. År 1. Den tidligere brugte undskyldning om, at visse uheldige individer lider af tykke knogler, er for alvor modbevist. Advokado har afløst lørdagsslik, og bland selv frugt kan bla. købes i biografer landet over.
  • Guld - Synopsis; Hvad sker der hvis guld bliver et uddødt råstof? Dag 1. De unge mennesker der har så lavt selvværd, at de bliver nødt til at plastre sig til med store guldkæder, ser sig nødsaget til at pjække fra deres respektive forpligtelser, da de ikke kan forlade hjemmet uden. Uge1. Sikkerhedsrådet indkaldes for i samråd at finde en afløser for den vitale guldreserve, imens sigøjnerne begynder at sulte, da de ikke kan slippe afsted med deres sædvanlige plat med guldringe. År 1. Der er blevet drevet så meget rovdrift på rav, der er blevet det nye guld, at de fleste strande er blevet ødelagte. Skat beslaglægger massive sølvkæder hos indvandrebander.
  • Plastik - Synopsis; Hvilke konsekvenser vil det få hvis fremstillingen af plastik umuliggøres? 1. dag. Folk må bære deres indkøbsvarer hjem i hånden, da supermarkederne kun har et særdeles begrænset antal papirsposer. Uge1. Læderhandleren Adsbøl går konkurs efter at han på mystisk vis ikke kan få leveret sine kvalitetsprodukter, og Tigerbutikkerne sætter deres priser op fra 10 - 20 kr, til 50 og 100 kr. År 1. Produktionen af træ med plastik look er nu en lukrativ forretning, og Ikea lancerer deres plastik lookalike serie, der består af alt fra senge til køkkenbordplader. Der forskes i at gøre pap stærkere og mere smidigt, og ender med at blive det nye plastik. Da det er lettere nedbrydeligt end plastik, ser det ud til at være et økologisk plus på den korte bane. Desværre ryger der en del regnskov ekstra på den konto, så igen må mennesket tænke i andre baner.

Ahh, så er det bare med at bombardere de forskellige tv stationer med mails, og før jeg ved af det, tæller jeg sikkert nuller på min konto...

Det gør jeg faktisk også nu, men da der ikke er positive tal imellem, er det nu ikke så spændende..

Har du en idé til et spændende program, er du velkommen til at kontakte bloggen, da jeg regner med at ovenstående genialiteter vil have åbnet for fri adgang til at levere programidéer i ét væk.
C` YA

Cosmo

torsdag den 3. juni 2010

Når spætten hakker


Jorden kan indimellem være et hårdt sted at være,...

Lad mig for en sjælden gang starte preframingen der hvor den hører hjemme, nemlig i begyndelsen - ellers er det jo også bare framing, har jeg ladet mig fortælle...

Som tidligere nævnt er verden brutal, og det står indmellem i stærk kontrast til hvor blødsødent det offentlige behandler nogle af de mennesker, der konsekvent spiller på det asociale hold.

Hvorfor lader vi f.eks. fjolser kaste sten efter brandfolk og politi - uden at sætte virkeligt hårdt ind?

Hvordan kan nogle konkursryttere lænse selskab efter selskab, uden af modtage andet end betingede straffe?

Jeg kunne blive ved, men da dette ikke er en politisk blog, og da jeg tiltror mine læsere at være af en vis intelligensmæssig beskaffenhed (hvis det er en sproglig korrekt vending - jeg har aldrig påstået selv at være smart), vil jeg lade det være med det, og gå til sagens kerne...

Vi har set på nogle af de fænomener hvor der er, om jeg så må sige det, en anderledes afregning ved kasse et.


  • Tyngdekraft. Gravitationen er en særdeles konsekvent legekammerat, som tilsyneladende ikke besidder ét eneste empatisk træk. Det gør naturligvis ikke tyngdekraften til en ond naturlov, blot til en kontant en af slagsen, ligesom næste punkt som er;
  • Magnetisme. Dem der ikke forstår at dette punkt er medtaget, har aldrig siddet i en skrotbil på en jernplads når den bliver løftet op af en elektromagnet og smidt i bilpresseren. Indrømmet, det har jeg nu heller ikke, men det ændrer ikke på det faktum, at det ville være en ubehagelig situation, som ikke ville have det store skær af sødsuppe. over sig.
  • Dyr. Vi kender alle den åleglatte type, der kan rundsnakke sig ud af stort alle situationer. Det kan være belastende at høre på, og jeg kunne tænke mig at lukke sådan en sjover ind til en 7 meter lang krokodille, og så spændt vente på at se hvor langt talegaverne rækker - Mit ydmyge gæt er, at de ikke rækker hele vejen hjem.
  • Aktier. På aktiemarkedet slippes de frie markedskræfter for alvor løs, og det betyder at selv det mindste fejlsatsning nådesløst bliver straffet. Den konsekvens kunne faktisk have fået indvirkning på 6 døgnsvejrudsigten for New York ved krakket i oktober 1929, der kunne have lydt således; "Sol med lettere vind fra vest, temperaturer op til 66¤ F, tørt, dog med risiko for børsspekulantsnedbør i området omkring Wall Street.
  • Trafik. Ifølge FDM dør mere end 3.000 mennesker hver dag i trafikken. Det betyder på årsplan at, øeh.. hmm... ja rigtig mange homo sapiens kommer af dage i, hvad der ofte er et mix af glas, jern og blod. Kombinationen af tungt metal og høj fart, giver en cocktail der er både er shaken and stirred!
  • Natur. Når naturen viser tænder, indser vi mennesker hvor små vi er. Det lyder næsten som indholdet af en støttesang, men som man siger, der går ikke røg uden at der er en brand. Tsunamier, jordskælv og vulkanudbrud, er, for bare at nævne nogle få, Jordens måde at sætte sig i respekt på overfor den indbildske menneskehed. De små moderlige huskekager bliver leveret med særdeles hård hånd - se det er hvad man kan kalde en konsekvent forældre!
  • Sygdom. Der er sygdomme der er mere eller mindre konsekvente i deres adfærd. Alzheimers kan f.eks være ret så.... Hmm.. Så nu tabte jeg sgu´ lige tråden...
  • S tog. Alle der har tilbragt et par timer i en lufthavn, har sikkert hørt et par "final calls", for folk der ikke kan finde ud af komme til tiden. Anderledes forholder det sig med toge, der kun giver et advarselsfløjt inden automatikken tager over, hvorefter alt hvad er befinder sig mellem dørene, er potentielt kødmos.
  • Forbrænding. Dit stofskifte holder nøje regnskab med indgående og udgående kalorier. Din krop udskriver ingen faktura, men afregner koldt og kontant i form af fedtvæv - se bare på Thomas Eje.
  • Sø og Handelsretten. Hvor der ved de almindelige retsinstanser kan være lange ventetider og adskillige ankeinstanser, er der hos Sø og handelsretten i forbindelse med tvangsopløsning af APS´er og A/S´er, andre boller på suppen. Har selskabet ikke indleveret årsregnskab til tiden, antændes lunten der 14 dage senere likviderer selskabet og slipper de advokater og revisorer løs, der efterfølgende skal undersøge om der er foregået ulovligheder.
  • Operation X. Under dæknavnet Morten Spiegelhauer, farer den rødhårede pittbull, (racen er ikke omfattet af det nye muskelhundeforbud), rundt og afslører bedragere for åben skærm. De få banditter der prøver at rette op på deres, ofte i forvejen dårlige ry, løber dog ind i en mur af fakta, der ikke stiller sig til tåls med sludder for en sladder.

Skal dette indlæg tolkes som ønsket om indførelsen af et fascistisk og totalitært regime?

På ingen måde... jeg hylder den frie tanke - dog under ansvar!

Et samfund hvor konsekvenserne ikke stiger i takt med handlingernes alvor, ender, efter min glaskugle, med at delt op af, på den ene side ansvarlige og på den anden side adfærdsvanskelige, borgere.

Til sidst vil moralen sikkert også svækkes hos nogle af de ellers ansvarlige og medspillende medborgere, og så indtræffer ragnarok:-)

Hvilken side af hegnet jeg befinder mig, vil jeg lade fremtiden bestemme - Jeg er nemlig typen der hurtigt retter ind, hvis linialen bare rammer mine fingre hårdt nok...

Cosmo

tirsdag den 1. juni 2010

Pardonnez - moi


Så tabte Danmark 0 - 1 til Australien i går, og efterfølgende gav Morten Olsen den nye WM bold en del af skylden.


"Vi spillede med en umulig bold, og det skal vi vænne os til", udtaler den skuffede landstræner til Tv2, og fortsætter; "Det er ikke en undskyldning, men en årsag. Vi havde meget svært ved at kontrollere bolden og få tempo i afleveringerne"

Hmm.. Jeg har lige et spørgsmål til Morten... Hvilken bold spillede det Australske landshold med?

Men ok, det er let at være smart omkring sport, når man sidder i en kontorstol ... jeg kender alt til dårligt gear... Når jeg er ude at løbe, har jeg svært ved at kontrollere fødderne og få tempo i løbeskoene - og når jeg styrketræner bliver vægtskiverne hevet ned mod gulvet af tyngdekraften, hvilket besværliggør selve løftet, men det er jo så åbenbart ikke undskyldninger, blot årsager.

Vi har lavet en guide udi den store kunst vi kalder (dårlige) undskyldninger...



  • Mennesker. Andre mennesker er uforudsigelige og ugidelige... se bare på hvordan du på denne konto sikkert overrasker dig selv, endda på en daglig basis! Det gør undskyldningen for dig. Det er let at fraskrive sig ansvaret, da det er umuligt at styre andre menneskers handlinger. Her kan den bruges. Andre menneskers dårlige opførsel kan bruges i de fleste undskyldninger, hvor du kan være afhængig af andre. Tip. Er du i tvivl om du kan overholde en allerede indgået aftale, kan du med fordel indgå en ny aftale med et andet, gerne ustabilt, menneske, hvor denne skal overholde sin aftale, for at du kan opfylde din. Lød det omstændigt? Så lad mig sige det enkelt.... Find en syndebuk!
  • Fysiske omstændigheder. Andre mennesker har en højere forbrænding end dig, og så har du tilmed tykke knogler. Derfor er det i sagens natur lettere for dem at holde sig i god form, og det er fuldstændigt unfair! Det gør undskyldningen for dig. Med denne undskyldning kan du overfor dig selv, såvel som overfor andre, forklare din "ladenståtilmentalitet", og med god samvittighed hygge dig fjerneren med chips og cola. Her kan den bruges. Når du føler trang til at forsvare din "chubbyness", gule tænder eller andre uforskyldte fysiske omstændigheder, overfor din omgangskreds heriblandt dig selv.
  • Force majeur. Det franske udtryk Force majeur betyder en større kraft, som det ikke står i menneskers magt til at afværge, og det kan blive en af dine særdeles gode venner, når du skal forklare hvorfor du ikke kunne overholde din del af en aftale. Force majeur bruges normalt om naturkatastrofer, krig osv., men du behøver slet ikke at tænke i så store termer. Har du måttet skrabe is af forruden på din bil, er det vel en slags force majeur light, om jeg så må sige. Det gør undskyldningen for dig. Endnu en dejlig undskyldning der er svær at argumentere imod, og kringler du den rigtigt kan du måske endda opnå medfølelse. Her kan den bruges. FM er mest brugbar når du har svært ved at overholde tidspunkter, men med lidt kreativ tankegang kan du udvide den til at omfatte forklaringer på andre aftalebrud.
  • Dyr. Hvis din undulat er væltet i buret og nu ligger og p.... opad, kan du blive så deprimeret at du må sidde lidt og derfor kommer for sent eller måske helt udebliver til et møde. Det gør undskyldningen for dig. Selv Hitler holdt af dyr, så det skal være en virkelig ubehagelig sjover, der ikke giver dig frit lejde, hvis du benytter dig af denne undskyldning. Her kan den bruges. Endnu en undskyldning der bedst egner sig i forbindelse med tid.
  • Død og ulykke. Ingen er herre over Hr. død og fætter sygdom. Derfor kan disse to ubehagelige størrelser vendes til at blive dine wildcarts til aftaleafbrænding, hvis du tænker dig lidt om. Det gør undskyldningen for dig. Det er en simpel og plausibel undskyldning uden for mange dikkedarer. Her kan den bruges. Hvis du helt udebliver fra en aftale, feks. fra arbejde, kan du benytte dig af en ovenstående omstændigheder til at forklare hvorfor. Nogle vil måske indvende, at det er amoralsk at lyve om dødsfald, og her skal det på det kraftigste pointeres, at vi aldrig kunne drømme om at opfordre til den slags her på bloggen. Er din oldemor gået bort for en snes år siden, kan du imidlertid godt fortælle at din oldemor er gået bort, og at du derfor har svært ved at overholde din aftale, da du har brug for at bearbejde sorgen. Vedkommende vil sikkert medfølende spørge ind til hvornår det skete, og her kan du så sige, at du ikke har lyst til at tale om det. Det er i tråd med kendsgerningerne, da du jo ikke har lyst til at tale om noget der kan bringe dig i fedtefadet.
  • Tidslommer. Tid er en relativ udefinérbar størrelse, som tilsyneladende ser sig ondt på visse mennesker. Det gør undskyldningen for dig. Alle har prøvet at komme for sent, og her kan du vende den om, hvis du skulle blive udsat for (urimelig) bebrejdelse. Her kan den bruges. Vi er selvfølgelig henne i tidsafdelingen, men husk at tidsproblemer også kan bruges til at forklare andre aftalebrud, feks indsættelse af penge i pengeinstitutter, da disse på mærkværdigste vis nåede at lukke inden du kom frem.
  • Trafikale omstændigheder. Trafik er en utilregnelig størrelse, der har så mange faktorer, at selv kaosteorier må give fortabt. Brug evt. ligningen med sommerfuglen der basker med vingerne, om ikke andet så for at virke lidt intellektuel... Det gør undskyldningen for dig. De fleste mennesker bliver trætte bare af at tale om trafikpropper, og trætte mennesker har lettere ved at sluge dumme undskyldninger. Her kan den bruges. Trafikundskyldningen bruges mest når det handler om ikke at komme til tiden. De uerfarne bruger ofte trafikpropfinten, men når det kommer til trafik er der et utal af undskyldninger. Skyd skylden på vejarbejde, at du lå efter et lastvognstog, eller at en politilbil gorde det svært for dig at bryde hastigshedsbegrænsningen i en grad der gjorde det muligt for dig at overholde mødetidspunktet.
  • Tekniske fejl. Teknik er en sjov størrelse - jeg har sjældent oplevet at teknikken svigtede i den anden ende, når ydedelen lå hos mig, mens at det jævnligt sker når det er den anden vej. Sådan er der jo så meget.... Sluk for din mobil, eller tast et forkert nummer ind på kontonummeret, hvis du skal overføre penge via netbank. Det gør undskyldningen for dig. Alle kender til tekniske problemer, hvilket gør at du sikkert undgår nærgående spørgsmål. Her kan den bruges. Feks. ved pengeoverførsler, eller ved mobilsnak.
  • Postmisere. PostDanmark har fået skyld for meget, så et enkelt brev ekstra kan vel ikke betyde det store. Vil du have din samvittighed på det rene, kan du sende et brev, hvor du semibevidst skriver adressen ulæselig eller forkert. Det gør undskyldningen for dig. Du køber dig tid, da det tager tid at efterlyse breve og pakker. Her kan den bruges. Denne undskyldning er naturligvis forbeholdt aftaler, der indeholder elementer af materielle ting, feks. kontrakter skrevet på godt gammeldags papir.
  • Amnesia. Enhver der har set deres del af Hollywood film, kender til problemerne i forbindelse med hukommelsestab. Det gør undskyldningen for dig. Ved at påråbe dig midlertidig amnesia går du ikke i offensiven, men erkender at du kan have andel i et evt. svigt, selvom det isåfald er fuldstændigt uforskyldt. Derfor behøver du ikke at forklare dine handlinger, eller mangel på samme, men kan ty til "forbrydeiretsalstricket", og blot sige, at du intet husker. Her kan den bruges. Hukommelstab er velegnet når du har lånt penge af en bekendt, og ikke har fået afleveret dem tilbage.
  • Misforståelser. Her har vi fat i en ægte klassiker. Misforståelsesundskyldningen egner sig til enhver lejlighed, og er du i besiddelse af bare en anelse snilde, kan du stort set altid skyde skylden i denne retning. Det gør undskyldningen for dig. Det er svært for din modpart at hidse sig op over en misforståelse, især fordi du gør dit til at skyde bolden over på dennes banehalvdel, ved at insinuere at det er vedkommende der har fejlen. Her kan den bruges. I alle situaitioner! Misforståelseskortet er jokeren i dette spil og kan bruges efter forgodtbefindende.
  • Spontant opstået narkolepsi. Narkolepsi er en hjernesygdom, der forårsager pludselige uimodståelige søvnanfald. Der er meget uklarhed over hvad der udløser sygdommen, og det betyder at du muligvis kan lide af forbigående anfald uden at være diagnosticeret. Det gør undskyldningen for dig. Narkolepsi er en alvorlig sygdom, og din modpart skal være kyniker for ikke at anerkende denne undskyldning. Her kan den bruges. Denne undskyldning rummer lig med foregående punkt et væld af anvendelsesmuligheder, men er mest egnet til brud på aftaletidspunkter.

Der findes ubegrænsede ting at undskylde sig med når man har fejlet... Michael Jackson skød f.eks skylden på "the boogie", efter at have fravalgt ellers gyldige emner som solskin, måneskin og gode tider.

Når det gælder dårlige undskyldninger er verden fyldt med store opfindere, men som Gilbert Keith Chesterton er citeret for at have sagt; "En dårlig undskyldning er en ny fornærmelse"

Når det kommer til alt, er undskyldninger brugt som forklaringer, ofte et forsøg på at fralægge sig det ansvar, du altid har for at opfylde din del af en aftale.

Selvfølgelig vil du indimellem brænde en aftale, men istedet for at lege Orla forklarrøv, vil det klæde dig at give en uforbeholden undskyldning og få bragt tingene iorden.

Husk, at du selv vælger hvilken liga du vil spille i, da de eftertragtede klubber hurtigt bliver trætte af spillere, der ikke kan finde ud af noget så basalt, som at overholde en aftale.

Dette indlæg kunne jeg have skrevet væsentligt mere underholdende, hvis jeg bare kunne have ramt keyboardets taster i en anden, og mere heldig, rækkefølge - det er ikke en undskyldning, men som Morten Olsen ville sige, en årsag.

Undskyld mig!

Cosmo