onsdag den 29. april 2009

Bevingede ord

Latin.... Mange bevingede ord er blevet citeret på dette ellers smukke sprog igennem tiderne, som dog er på vej til at gå i glemmebogen...

Men er disse absolutte sandheder, eller kan de indimellem have brug for en efterskrift?

Vi har sendt vores bedste (og eneste) skribent på sagen...



In principio erat verbum (I begyndelsen var ordet)- Men før det var bogstavet sikkert kommet på banen.

Nosce te ipsum (Kend dig selv)- Det er ikke sikkert at andre gider at lære dig at kende.

Omnia vincit amor (Kærligheden overvinder alt)- Og er det ikke nok, må du frem med Visakortet.


Jacta alea est (Terningerne er kastet)- Og jeg siger Meyer.


Carpe diem (Grib dagen, lev i nuet)- Men hold den anden hånd klar til i morgen.


Veni vidi vici (Jeg kom, jeg så, jeg sejrede)- Og skat nappede 2/3.


Quid pro quo (Noget for noget)- Alt for alt og intet for intet.... Questions anyone?

Diem perdidi (Dagen er tabt)- Til gengæld er natten vundet.


Ita est (Således er det)- Med mindre at der er nogen der har noget at tilføje.


Insanes numquam moriuntur (Galningene uddør aldrig)- Det kan I bande på at vi aldrig gør!


Vestis virum reddit (Klæder skaber folk)- Imens folk skaber sig i deres klæder.


Ars longa vita brevis (Kunsten er lang, livet er kort)- En kort, en lang, en trekant, en stang.

Augua fons vitae (Vand er livets kilde)- Og druerne er smagsforstærkere.

Memento te mortalem esse (Husk at du er dødelig)- Ellers finder du måske hurtigere ud af det, end du har lyst til.

Mors certa, hora incerta (døden er sikkert, tidspunktet usikkert)- Moms betales hver d. 10.

Non omnia possumus omnes (Vi kan ikke alle gøre alting)- Jeg er tilfreds med at få lov til at lave intet.

Ut sementem feceris, ita metes (Man høster som man sår)- Jeg har Dollarfrø billigt til salg!

Cogitionis poenam nemo patiur (Tanker er toldfri)- Men vi er igang med et lovforslag, venlig hilsen Skat.


Det er ikke kun i antikkens citater, at vi kan finde muligheder for efterskrift...



Alt er relativt- Det er hævet over enhver tvivl.

Gud kaster ikke med terninger- Han har alt for travlt med at se porno på Kanal Kbh.

Enten finder vi en vej, eller også bygger vi en- Og så stemmer vi for roadpricing.

Hunden er mandens bedste ven- Næst efter sugemallen.

Lad falde hvad ej kan stå- Endnu et ordsprog fra før Viagrapillen.

Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet- Undtagen at finde gåden om den manglende sok efter vask.

Play it Sam- Put that dick back into your pants, and start playing the piano... Moron!

Fra børn og fulde folk, skal man høre sandheden- Så hvis du vil lyves direkte op i fjæset, kan du bare spørge en af os andre.

Fra børn og fulde folk, skal man høre sandheden- Drik et barn under bordet, hvis du er klar til de helt store "moments of truth"

Jeg husker da jeg var ung lærling, og jeg læste dette digt på toilettet i en skurvogn;

What a thrill
what a joy
I was here before Killroy

Jeg kunne ikke nære mig for at føje disse ord til:

What a jerk that write shit like that on the walls
I was here before you grew hair on your balls
Killroy

Med disse ord vil jeg ønske en godt nat.... Med hænderne over dynen.

Alan

lørdag den 25. april 2009

Vingefang



Hvide due, hvide due i al din magt

hvem giver dig håb, hvem giver dig mod

hvor finder du styrken som fanger os

får os til at glemme tvivlen

og tro på at alt er muligt

hvide due, hvor lægger du din skulder

når alt ser kaotisk og opgivende ud

hvem får dine hemmeligheder betroet

og hvordan finder du ro når alles øjne

i ønske om frelse bliver rettet mod dig

når håb bliver lagt på dine skuldre

som du kendte alle svarerne

og du ikke kan tillade at vise svaghed

hvor søger du tilflugt når verden kræver

hvide due, hvide due hvor finder du fred?

Alan

tirsdag den 21. april 2009

Egoferie

Bob Mclane: "What is it that is exactly the same about every single vacation you have ever taken?"

Douglas Quaid: "I give up"

Bob McClane: "You! You're the same. No matter where you go, there you are. It's always the same old you. Let me suggest that you take a vacation from yourself. I-I know it sounds wild. It is the latest thing in travel. We call it the Ego Trip"

Sådan lyder en af scenerne fra Arnold filmen "Total Recall" fra 1990.

Jeg har med vilje sprunget preframingen over og går nu direkte til makronerne..

Så når du nu trænger til en lille ferie fra dig selv, hvilke strenge har du så at spille på?



  • Rejs væk. Nye omgivelser kan sætte din fantasi igang og kan give dig en lyst til at rydde dit gamle jeg af vejen, til fordel for en ny sprudlende personlighed. Jeg tillader mig at gå ud fra at du er en grå mus ligesom alle os andre, ellers ville der sikkert ikke være grund til at tage ferie fra dig selv vel? Skulle du alligevel være et fantastisk spændende menneske, altså i dine egne øjne, så prøv at tage en kedelighedsferie.
  • Lav fysiske forandringer. Lad dit skæg gro, hår vokse eller lakér dine negle. Hvis du er i rocker eller indvandrebandemiljøet, skal du nok ikke forsøge dig med det sidste. På den anden side, hvis du tilhører en af disse grupperinger, er det sikkert din tilsynsværge der læser dette højt for dig, da det vil tage dagevis at stave dig igennem dette indlæg. Jeg foreslår din værge læser en Jumbobog højt istedet, da du som kommende indsat alligevel ikke vil have mulighed for at følge så mange af disse råd. Er du allerede buret inde, kan du evt., hvis du gerne vil på en lille mental rejse, bytte medicin med fyren i cellen ved siden af. Der kan være lidt til overs af de sjove piller, han er blevet tvangsmedicineret med, og det kan give billet til en ud af kroppen oplevelse, af de helt syrede.
  • Tal anderledes. Du kan ændre dit stemmeleje, accent og endda sprog... Jeg plejer f.eks. altid at udgive mig for at være svensker når jeg rejser. Det har givet en del minuspoints til vores kære naboer i gennem tiderne, når jeg som oftest latterliggør mig selv og laver pinlige scener. Husk dog at gå ud af rollen, når du bliver anholdt... politiet plejer ikke at kunne se det sjove i, at du præsenterer dig som "Ingrid from Sweden", og du kan ende med flere dage i detentionen, hvilket ikke er spændende.... har jeg ladet mig fortælle..
  • Klæd dig anderledes. Klæder skaber folk, folk skaber klæder, skaber folk klæder eller klæder folk skabe? Nu blev jeg hylet ud af den... Kan du ikke bare tage noget anderledes tøj på end du plejer... Mkay?
  • Søg nye mennesker. Du får svært ved at træde ud af rollen, når du bevæger dig i din sædvanlige omgangskreds, da de ubevidst vil fastholde dig i det indtryk de allerede har af dig, og det vil besværliggøre din mission. Hvis du fulgte mit første råd, er du allerede rejst og så er dette punkt overflødigt. Hvis du derimod bedrevidende valgte at skippe let og elegant over det første, og oftest vigtigste guideråd, må du spørge dig selv hvorfor i alverden, jeg skulle blive ved med at tale for døve øren eller blinde øjne, som vel dækker bedre i denne sammenhæng. Det gider jeg heller ikke, så har du ikke tænkt dig at starte med denne øvelse, er du udenfor pædagogisk rækkevidde og du må videre på egen hånd herfra, kammerat!
  • Stå på hovedet. Verden ser anderledes ud når du ser den nedefra. Jeg foreslår at du starter med at stå på hovedet, og herefter går over til at tage et par briller med en høj styrke på. Det vil give et forvrænget verdensbillede, og da du har nok at gøre med at prøve at orientere dig, kan du måske slippe dit eget fastlåste jeg for et øjeblik.
  • Giv dig selv lov. Det kan virke underligt og sikkert også latterligt at agere anderledes - det er bare din gamle personlighed, der som en byld i r..., eller en besidderisk kæreste, ikke er meget for at lade dig få en enkelt aften alene i byen. Det skal du bare komme over asap. Du kan øve dig foran spejlet i bedste De Niro taxidriverstil, hvor du med den karakteristiske skulen og trækken med mundvigene spørger; "Are you talking to me?... Well since I´m the only one here...". Skulle du være en badassmotherf...., som kunne tænke sig at finde den bløde side frem, kan du købe en rød håndtaske og lege Teletubbie på glatis.
  • Skift navn. Det kan være svært at blive i rollen, hvis du konstant, via dit navn, bliver mindet om hvem du var for et par timer siden. Du kan f.eks kalde dig Dean, hvis du vil træde ind i rollen som rebel uden grund, Andy W hvis du har lyst til at virke lidt popartagtig, eller Brian, hvis du vil spille "armenudafvinduetimensduråberfisse rollen".

Nu er der måske nogle der vil rynke på næsen, når grundidéen til et indlæg findes i en Arnold film (Tro mig, jeg har fundet inspiration langt mere skumle steder, men det er en helt anden snak)...

Hvis det kan have formildende omstændigheder, tænkte jeg også lidt på Pink´s "Hazard to myself"....


I wanna be somebody else

so doctor doctor won't you please prescribe me somethin

a day in the life of someone else

don't let me get me


Er du mere kulturel end som så, og hvis det får dig til at føle mere glæde, kan sikkert finde lignende betragtninger i nogle af Dostojevskij´s bøger, Kieslowskis film, eller måske Michael Strunge´s digte.


Jeg vil ønske dig en behagelig rejse, og husk at smugle... jeg mener købe toldfrit med tilbage...

Alan

søndag den 19. april 2009

Gratis konsulentbesøg


Så skete det endelig...

Siden at jeg skrev indlægget http://cosmocph.blogspot.com/2008/03/krer-vi-det-tror-jeg-nok-at-vi-gr.html, har jeg ventet på, at der var en sælger der skulle ringe og prøve at prakke mig et eller andet på ærmet.....

Den dag oprandt så for et par dage siden...

Jeg vidste med det samme at jeg havde stof til et indlæg, da jeg tog telefonen i firmaet, og en yngre maskulin meget korrekt talende stemme spurgte, om det var muligt at tale med chefen.

Det er så her vi kommer ind... TF; Telefonsælger

A; "Chefen er her ikke, da han er rejst til Ydre Mongoliet og er først tilbage omkring pinsen 2010, men du kan tale med mig, jeg er nemlig systemkeyaccountfloormanager."

TF; "Øeh..."

A; "Ja det er mig der kører pisset, indtil bossen vender hjem".

TF; "Nå sådan...

Stilhed....

Sælgeren er nu kommet lidt ud af sin faste rutine, men fairplayspiller som jeg er, giver jeg ham lidt tid til at komme tilbage.

TF; "Undskyld jeg fik ikke dit navn".

A; "Nej, det var da også uhøfligt af mig.... Jeg hedder Alan".

TF; "Ok, hej Alan, nu skal du høre jeg ringer til dig, fordi jeg har et tilbud til dig". (Stemmen er nu blevet selvsikker og behagelig)

A; "Arj, hvor dejligt... det er altid rart med tilbud. Jeg er typen der kan finde på at køre i Bilka, når de har tilbud på frysetørret fisk... altså rødspætter, jeg er vild med fladfisk. Hvordan har du det med panerede rødspætter?"

TF; "Jo de smager dejligt...."

Jeg kan høre at denne sælger ikke er ubehageligt hardcore, og derfor lader jeg lige fiskeindgangsvinklen ligge et øjeblik.

A; "Nå, men nu var det jo ikke derfor at du ringede, og jeg skal ikke spilde din tid... det var noget med et godt tilbud?" (Nu lyder min stemme pludselig forventningsfuld).

TF; "Ja Alan, du er valgt ud til at få et gratis konsulentbesøg".

A; Årh, hvor vildt.. Valgt ud imellem hvor mange?"

TF; "Ja jeg står ikke for den del, men du er ihvertfald valgt ud".

Jeg elsker når de siger mit navn, som om vi har været venner i årevis.

A; "Nu fik jeg ikke lige dit navn".

TF; "Jeg hedder Sebastian".

A; "Sebastian... Fedt navn. Nå, men hvad handler det konsulentbesøg så om? Jeg må hellere holde mig til emnet, jeg springer ofte i det".

TF; "Det er et gratis konsulentbesøg, hvor vi gennemgår dine telefonabonnementer".

A; "Kender du det?"

TF; "Øeh, kender hvad?"

A; "Når man har svært ved at fokusere på en ting ad gangen... Sådan har jeg det indimellem.. Hmm.. Det lyder spændende med det konsulentbesøg Sebastian, og det var gratis siger du?"

TF; "Ja det er helt gratis"

A; "De gratis glæder er jo, som bekendt, de bedste... Eller var det dyre råd, der ikke var gratis? Jeg forveksler altid de to talemåder".

TF; "Øeh.."

A; "Nå, der kan du også blive i tvivl, men tvivlen kommer den anklagede til gode, og nu er du jo ikke anklaget, men derfor skal det jo komme dig tilgode alligevel. "Jeg taler vist for meget, jeg sætter lige noget the over, og så kan du forklare imens".

Han virker ny i plattenslagerfaget, og faktisk meget rar, så jeg får næsten helt ondt af fyren og beslutter mig for at tage fløjshandskerne på...

Jeg kæmper med en lyst til at fortælle ham, at det er et utaknemmeligt job han har, og at han burde fortsætte på studierne, eller hvad nu han er igang med. På den anden side, er der intet som følt erfaring...

TF; "Jamen, der er ikke så meget mere i det. Vi sender gratis en konsulent ud, og så gennemgår I sammen dine telefonløsninger".

Jeg slubrer lidt af min the, som er djævelsk varm...

A; "Og?"

TF; "Ja, så finder I ud af om du kan spare penge."

A; "Og lad os så bare for en god ordens skyld sige, at jeg kan spare penge hvad gør vi så?"

TF; "Så sørger konsulenten for at du får det rigtige abonnement".

A; "Hvordan gør han det, sådan rent praktisk?"

TF; "Han har formularer med som du så underskriver, og så ordner han resten".

A; "Så konsulenten er sælger?"

TF; "Nej konsulenten er en rådgiver".

A; "Som rådgiver mig til at købe de produkter han sælger".

TF; "Vi er et konsulentfirma, og ikke teleudbyder".

A; "Så han er uvildig rådgiver?"

TF; "Vi lever af at rådgive kunder".

A; "Rådgive kunder til at købe jeres samarbejdspartneres produkter?"

TF; "Vi har ikke nogle specielle aftaler".

A; "Så de blanketter han har i mappen... er det nogle han bare går og finder rundt omkring?"

TF; "Jeg er ikke konsulent, så det ved jeg ikke".

A; "Men hvis du nu skulle komme med et vildt gæt, hvor tror du at ham konsulentsælgeren kunne have fået dem fra?"

TF; "Det er ikke indenfor mit arbejdsområde".

A; "Du har ret og ingen er forpligtet udover deres evner. Det nyder jeg faktisk godt af her på jobbet, men sig mig Sebastian.... Sådan et konsulentbesøg, hvad koster det normalt?"

TF; "Øeh.."

A; "Jeg tænker, hvis jeg vinder en præmie, skal det vel repræsentere en værdi... Så hvad tager I normalt for at sende en sælger ud?"

TF; "Jeg må indrømme, at jeg ikke lige kender svaret på det spørgsmål".

Det er den mest ærlige og behagelige telefonsælger, eller er det konsulent?, jeg har været ude for, så jeg ser ingen grund til at blive ubehagelig, og beslutter mig for at sætte ham fri til reelle salgsudfordringer.

A; "Ok, Sebastian... Jeg tror bare, at jeg takker nej tak til tilbudet og siger at det var hyggeligt at tale med dig"

TF; "Jo tak i lige måde og god dag".

A; "God dag til dig også Sebastian".

Et par timer senere ringede telefonen igen...

A; "Det er Alan".

Stemme; Dav Alan, jeg ringer fra biiiip, kan jeg tale med chefen?"

A; "Er det dig Sebastian?"

Stemme; "Nej jeg hedder ( har glemt navnet)".

A; "Og du vil forære mig et gratis konsulentbesøg?"

Stemme; "Ja, hvordan kunne du vide det?"

A; "Jeg står med min staniolhat på, så kommer den slags til mig".

Stemme; "Nå....?"

A; "Jep, men jeg springer over denne gang, og bliver nødt til at smutte, da jeg har frosne ærter til optøning. Hav en dejlig dag".

Stemme; "Øh ja i lige måde".

Jeg sad efterfølgende og glædede mig over, at jeg ikke havde et job hvor jeg risikerede at løbe ind i narrøve, som mig selv....

Hav en dejlig dag med masser af gratis glæder...

Alan

fredag den 17. april 2009

Discountplayerstil


Jeg har her på bloggen forsøgt at undgå at sige det ord, som har ligget på alles læber i det sidste halve års tid...


Hvorfor jeg har gjort det, er ikke så vigtigt, men nu har jeg besluttet mig for at lave en lille guide, for de værdigt trængende...


Jeg må lige, for en god ordens skyld oplyse, at denne blog til tider anskuer verden fra os YNGRE singlefyres ståsted, nemlig hvordan vi kan komme til at leve i pagt med os selv, føle glæden og... nej, hvem prøver jeg at narre... Vi har kun én ting i hovedet, og selvom vi undertiden gerne tager omveje for at komme derhen, ender det hele alligevel i hvordan... hmm.. leder lige efter en pæn formulering til mine kvindelige læsere...
Tja... hvordan vi kan få mest mulig fisse...
Sådan en ubehagelig type er jeg naturligvis... også.

Hvad har alt dette så med krisen at gøre, tænker du...

Tjo, siger jeg så, nu er vi jo nogle der ikke har været så heldige med vores fysiske fremtoning og når vi heller ikke er hverken sjove eller spændende, er der kun én ting tilbage.. nå ja to, men det kræver jo ligesom at vi har fået hende med hjem, og dertil skal vi bruge penge, dinheiros, money, geld, jep du fangede den...

Nu har denne lille raske krise, for os der lever over evne og konstant skampuler vores kassekredit så hårdt, at pornostjernen Ron Jeremy ville bryde ind med et "Så stopper du", betydet, at vi lige har måttet slå bremserne en anelse i for en periode.

Denne periode har så varet længe nok, og imens vi venter på kometen, må vi opfinde krudtet, eller er det den dybe tallerken?, endnu engang...

Det kan være at vi er flade, men det har vi jo altid været og det lyse i denne sammenhæng er, at mange af dine playerkonkurrenter er handlingslammede og er i frustation gået over til nødstrategien med at fake interesse for bløde værdier istedet... En strategi, som vi alle ved er langtrukken og alligevel ender i mere l... end lagkage..


Jeg giver dig hermed Cosmo´s kriseplayerguide...



  • Bolig. Lad os kalde en spade for en spade, og sige det som det er... Du er væltet! Den 300kvm store lejlighed på Esplanaden, du købte mens du var på toppen og efterfølgende skamoverbelånte, er røget på tvang. Dine fem flyttekasser er blevet opmagasineret hos Shurgaard, og du må for en tid flytte hjem til mor, hvilket du ved vil drive dig til selvmordets rand og i frit fald udover. Og så er du ikke engang kommet til andet end tanken... Nu er du så fritstillet til at finde dig en lejebolig, hvis vel at mærke banken vil låne dig til indskuddet. Jeg har startet med bolig, selvom det oftest først er senere i forløbet, at du får brug for denne, (eller er det dette?), gadget. Indtil da, må du mødes med pigerne i lobbyen på eksempelvis Hotel Skt. Petri, og så fortælle dem, at du, af forsikringsmæssige årsager, ikke må have kvindeligt besøg i din suite.


  • Bil. Din store Mercedes er blevet hentet, da leasingfirmaet ikke havde samme definition af tålmodighed, som du havde og nu står du med lange øjne og spejder efter kranbilen, imens du tænker på al den tabte køreglæde, den slæber med sig. Nå ja, så var den jo heller ikke helt tosset til at bakke din "succesrigeITdirektør" historie op med, vel? Nu skal du tænke alternativt og her er en cykel faktisk ikke af vejen. Du fortæller bare, at du lige har givet din Aston Martin væk, til en forening der sørger for babysælers vilkår i Alaska. Det er ikke sikkert at hun har hørt om Alaska, dine yndlingskvinder er ikke så skarpe, men hun har hørt om babysæler, og den slags giver plusser på nåååå kontoen.


  • Båd. Hvis du har ejet en båd, er den, med mindre at du nåede at flytte den over i en andens navn, blevet indraget og da du alligevel ikke har råd til benzinen, er det et savn der er til at bære.


  • Bling. Gudskelov! Dine guld Rolexure og dine diamantørenringe fik konkursboet ikke fat på. Dem havde du nemlig gemt hjemme hos din mor, og det er du glad for nu. Disse kan selvfølgelig sende signalet om, at du er ved muffen og har styr på sagerne-Big time. Ihvertfald hos de dumme kvinder, og det er jo dem vi går efter.

  • Pung. Denne her er en klassiker og går i al sin enkelhed ud på at arrangere din tegnedreng, så den tager sig bedst ud når hun smugkigger (og det gør hun), imens du betaler regningen på restauranten. Du holder så heller ikke pungen så tæt ind til kroppen som du kunne, og hun vil se et farveorgie af guld, sølv og platinkort, som banken dog for længst har lukket, samt masser af kontanter du lige har lånt til lejligheden af en god ven, (der sikkert er i fast forhold, og derfor ikke selv skal bruge dem i pungen). Da dettte ikke er en plat guide (ok, ikke plat), vil jeg ikke foreslå dig at lave det oldgamle tusindkroneseddelfacadetrick, hvor det kun er den forreste seddel der er ægte, og de bagvedliggende er udklippet avispapir. Det vil jeg afholde mig fra af to årsager, for det første er det dårlig stil og total plat uacceptabel opførsel. For det andet risikerer du, at hun opdager tricket, hvis hun senere på aftenen gennemroder din pung, imens du er på toilettet.


  • Cash. Vi har lige været inde over emnet i foregående punkt og det er et godt signal at sende, når du betaler med kontanter, da det giver en forestilling om, at du har en flydende strøm af penge. At du ikke har andre alternativer, da alle dine kreditkort er spærret, er så en anden sag.


  • Tøj. Nu har du ikke råd til de dyre habitter længere, og eftersom du heller ikke har råd til at rejse til Thailand for at få syet kopier, er gode råd dyre. Dem har du så heller ikke råd til, og du er derfor endt på denne discountblogguide, hvor du må tage til takke med hvad der bliver serveret. Jeg foreslår du at tager i Røde Kors, Frelsens hær, eller anden lousy secondhandshop, og køber lidt speciel manufakture. Indkøb så et par af de der smarte designerbriller, og pigerne vil tro at du bare er langt foran på modefronten. Klip mærkerne af i dine gamle mølædte jakkesæt og sy dem på de nye ting, så du virker kvalitetsbevidst.


  • Feteren. Nu da du ikke længere har råd til at købe dig til status af charmetrold, må du op på mærkerne og gå efter de gratis virkemidler. Åbn døren for hende, hold stolen for hende og lad endda som om at du lytter til hende. Indrømmet, det kan gå hen og føles som en lang aften, men tænk på hvad der venter dig på den anden side af tunellen.


  • Gaver. Her skal du være snu, da ingen kvinder bryder sig om en nærig mand. De vil faktisk hellere have en fattig mand, men fald nu endelig ikke for fristelsen til at indrømme dit økonomiske nederlag. Den type kvinder som tiltaler dig (de billige), er kun til mænd med en velspækket tegnedreng, og er således ligeglade med ærlighed og følsomme udmeldinger. Tag en snak med din lokale florapusher, og hør mulighederne for om han kan arrangere buketter, med kort holdbarhedsdato. Det er jo tanken der tæller, som man siger og her er beviset på at du tænker. Don´t blame it on the sunshine, don´t blame it on moonlight, don´t blame it on the good times, blame it on the flowerguy!



Mestrer du disse små finesser, kan du ende med at komme til at holde af krisen..


Jeg behøver selvfølgelig ikke at bede dig om at holde disse små fif for dig selv, da du er klog nok til ikke at skyde dig selv i foden..


Når alt kommer til alt, er kødmarkedet jo også bundet op af de frie markedskræfter og der kender vi jo alle til, hvordan udbud og efterspørgsel fastsætter en vares pris.


Så lad os slukke pc´en, rende ud i den dejlige kriseramte verden og gøre det vi blev skabt til - nemlig at sprede vores gener.... Hvo du så vælger at sprede dem er din sag, bare vid at især barnløse kvinder i trediverne vil prøve at samle dem... i deres livmoder og så kan din playerkarriere med et, blive en smule stækket.

Husk dog lige at passe på dig selv, der er nemlig mange kvinder derude, der slet ikke er hvad de giver sig ud for at være..


Alan

onsdag den 15. april 2009

Bliv liggende


Har du aldrig lyst til bare at slippe det hele
aldrig bare lyst til at give op og lade det være
får du aldrig lyst til bare at blive liggende
istedet for igen og igen at rejse dig forslået
og omtumlet vandre over til dit ringhjørne
indtil gong gongen ringer igen og du vakler ud
for at modtage arsenalet der bliver sendt din vej
du trækker på skuldrene selvom det rammer dig
rammer hårdt og nådesløst med hestesko i handskerne
du er for længst holdt op med at forstå
for længst holdt op med at forsvare dig
engang ville du have krævet reglerne overholdt
engang
nu prøver du bare at holde dig på benene
du leder forgæves efter et alternativ
og selvom isposerne dulmer en anelse
ved du at der er flere omgange der venter
og når kampen er slut, er der ingen vindere
når kampen er slut, er der kun tabere.
Alan

tirsdag den 14. april 2009

Undtagelsestilstand

1, 2, 3, 4, 5, 6, fuck... vi er for mange... Jørgen, du må gå tilbage konen!




Så er den gal i Bangkok... Folkemængden er i oprør og Thailands premierminister Samak Sundaravej, har givet hærchefen general Anupong Paojinda beføjelser til at kunne opløse forsamlinger på flere end fem personer...

Fem personer... Det kan unægteligt komme til at skabe nogle problemer i en by med mere end seks millioner mennesker, men selv i et lille land som Danmark kunne en sådan regel have sine ulemper...



  • Sport. Lad mig lige se engang. Badminton; tjek, Bordtennis; tjek, Stangtennis; tjek, vandpolo; nope, beachvolley; tjek, fodbold; nope, bordfodbold; tjek, spinning.. små hold; tjek!. For alle sportsgrene gælder det naturligvis, at mængden af tilskuere vil være begrænset... enten det, ellers skal de bare stå meget spredt.

  • Fester. Hvis du mener at en fest som absolut minimum skal have en bartender, udsmider, dj og garderobepige, vil der være plads til.... tja, kun dig selv. Inviterer du bare én til, risikerer du at forsamlingen bliver lukket og så er festen slut som man siger.

  • Bestyrelsesmøder. Det er de færreste seriøse selskaber, der har bestyrelser der tæller under seks medlemmer... Mit aktieselskabs bestyrelse tæller faktisk kun tre og det var derfor, at jeg valgte at bruge ordet seriøse. Hvis I på nuværende tidspunkt har regnet ud, at den der håndhæver denne lov, ikke nødvendigvis behøver at holde ferie i Lalandia og køre i østeuropæisk automobilkøretøj, har vi et tankesammenfald... Mon ikke, at jeg ville kigge forbi Mærsk i ny og næ for lige at kontrollere, at alt var i sin skønneste orden. Men mon ikke, at vi kunne "tale" os til en fælles forståelse, så jeg kunne bruge min dyrebare tid andetsteds? Spørgsmålstegnet er retorisk! Det var udråbstegnet ikke... hvis et udråbstegn kan være sådan. I sportmæssig øjemed, kunne det måske være muligt at spille lidt på oddset og hvis så kampen ikke faldt helt så heldigt ud i forhold til din satsning, er der jo ingen der siger, at du ikke kunne opløse kampen og få dit indskud tilbage som følge af afblæst kamp. Det ville der sikkert være ucharmerende mennesker, der kunne finde på at kalde ubehagelige ord som "magtmisbrug", og i tilfældet Mærsk "bestikkelse". Det er så selvsamme mennesker, der skulle vare deres mund, da vi alle ved at undtagelsestilstande ind imellem kræver menneskeliv - vi ved bare ikke hvilke#-& (Psykopatsmiley).

  • Pokerturneringer. Det er hipt og trendy at spille poker, og fem personers borde i snuskede kældre er ok, men skal der være penge og prestige i potten hjælper det som regel, at der er så mange spillere som muligt.

  • Børnehaver og skoler. Her er et sted, hvor vi sandsynligvis bliver nødt til at lempe loven en anelse, da forældrene ellers vil blive vanvittige af at have deres børn rendende. At vi, med et ikke eksisterende uddannelsessystem, på længere sigt vil miste konkurrenceevnen, er en biting, og derfor er gymnasier omfattet af loven. På universiteter er loven endda skærpet, da det er en kendsgerning, at de fleste revolutionære djævle findes i den akademiske venstrefløj.
  • Butikker. Slut med køtilbud og stimlen sammen omkring populære varer. På caféer vil der sikkert ikke være problemer, da det ser ud til at være mest cafétrendy at være alene, eller sammen med en enkelt ven.

  • Transport. Offentlige transportmidler vil i sagens natur være i risikozonen, da der som oftest er flere end fem der benytter dem ad gangen. Jeg kommer lige til at tænke på min bil, som er en syv personers.. Pigerne og jeg tager snart en tur til Knuthenborg safaripark og mon ikke, at vi tager nogle af deres veninder med... Der ville det være lidt ærgeligt at blive stoppet, og få tvangsopløst selskabet på vejen. Så kunne en af børnenes forældre modtage denne besked på sin telefonsvarer; "Hej det er Annabells far. Jeg er, i forbindelse med forsamlingsforbudet, blevet nødt til at sætte Diana af på motorvej E47, da vi blev stoppet med seks personer i bilen. Hun står lige ved broen ved Skovby i sydgående retning og jeg har fortalt hende, at hun helst ikke må løbe ud imellem bilerne. Jeg ville bare lige ringe og informere jer om det, så I kunne komme og hente hende, især fordi det trækker op til regn. Nå, men god weekend herfra".



Da jeg hørte om samlingsforbudet, kom jeg til at tænke på en gammel amerikansk lov fra westernperioden, der bekendtgjorde at hvis tre eller flere indianere var samlet, ville de være at betragte som en kampenhed og det var herefter tilladt at åbne ild imod dem.

Se det er en da lov der er til at forstå... Ikke nogle løse ender, ikke noget hvad nu hvis...

Til dem der synes at dette indlæg er søgt, vil jeg bare sige at kommer jeg nogensinde til magten, vil jeg opløse forsamlinger der ikke kan lide min skrivestil - uanset antal!

Så har I den at leve af..

Jeg kunne forøvrigt mærke at indlægget mere og mere kom til at dreje sig om, hvordan der kunne spindes lidt guld i denne sammenhæng... Ak ja, som man siger; "hvad hjernen er fuld af, løber blogindlæggene som regel over med".

I alt undtagen normaltilstand..

Alan

onsdag den 8. april 2009

Strøm


Stille flyder tiden
ligesom floden Don
bevæger sig ubesværet
jævnt
du lukker øjnene
i et forgæves forsøg på at stoppe dens fremmarch
og når du åbner dem igen
har du spildt tiden
eller måske bare brugt den
tiden ligger på lur
uovervindelig
havde jeg ikke været så enfoldig
ville konceptet sikkert skræmme mig
støvet på postkassen
fortæller mig
at jeg må være blevet oplevelser rigere
girokortsindbetalinger fattigere
livslinje kortere
spindelvævet udvides
edderkoppen dør
imens fluerne stadig går i fælden
opvasken formerer sig
pigerne vokser
sender sms´er
et "Hej farmand, jeg elsker dig"
helt uden stavefejl
med kommasætning
og det hele
jeg imponeres
og minderne passerer revy
øjenlågene bliver tungere
håret bliver længere
grå stænk bliver tættere
skoven bliver grønnere
livet synes lettere
forandring
så diskret
at vi forundres
et øjebliks bevidsthed
for så at synke tilbage i rutiner
tid
evige cirkler
indimellem kommer en kanin med et lommeur
løbende forbi
indimellem går tiden ikke
så render den
men ellers flyder den
bare
stille

tirsdag den 7. april 2009

PDES/PDAS


Da min gode ven Mads, som nu er hotshot jurist i Nordea, gik på universitetet, havde en af hans faglærere skrevet dette på tavlen en dag, da de mødte til en time ;

PDES - PDAS

Det var, som han udtrykte det, alt hvad jura handlede om...
Om I vil kalde jer for fuldblodsjurister, når jeg har løftet sløret for hvad disse to forkortelser står for, må være op til jer selv, men her er løsningen...


På Den Ene Side - På Den Anden Side

Nu er det jo ikke kun i juraens verden, at det er en god idé at veje tingene op imod hinanden...

Så her er Cosmo´s "træf et valg" guide for os UNGE singlefyre...




  • Ægteskabelig status. Skal du være single eller i fast forhold? PDES; Et fast forhold føles sikkert, tørt og rart... Hmm... det var vist fra en ble reklame.. Ikke desto mindre er det også meget rammende for et fast seriøst forhold, so sue me Pampers! PDAS; Er du gået på den model, behøver du ikke at læse mere af dette indlæg, da du sikkert alligevel ikke vil have det fjerneste at skulle have sagt, undtaget måske lige motorstørrelsen på den Toyota R..syg, som I (hun) vælger at købe, da den er sååå praktisk.

  • Børn. Skal børn være en del af dit liv og hvis du har børn, skal du så overveje flere? PDES; Børn er dejlige, dejlige, dejlige (lyder jeg skruk, og kan en mand være det?), og de holder dig ung, og oppe om natten. PDAS; Med børn følger en mor, og så længe det går godt mellem jer, er alt fryd og gammen... Behøver jeg at sige mere? Det gør jeg nok alligevel... Lad mig bare lige slutte af med at sige, at delenogetsomhelstkonceptet er skabt af Lucifers spindoktor, for at drive os til vanvid. Og det er dæleme godt fundet på! Om hvordan jeg synes at vores børnedeleordning går? Glad for at du spurgte, der er ca 6 år, 11 måneder 14 dage og 21 sekunder til at den ophører i forbindelse med Annabell - but who´s counting?;-)

  • Karriere. Skal du hygge dig igennem dit professionelle liv, eller skal du gå efter en karriere med penge og prestige? Der er få som Stein Bagger der, kun i en periode ganske vist, kan gøre begge dele, hvilket betyder at du må vælge. PDES; Du har ingen deadlines at nå og opstår der problemer du ikke gider at forholde dig til, slår du bare ud med armene og siger "I´m from Barcelona", med et undskyldende udtryk i ansigtet. PDAS; Det er fedt at være lidt højere oppe i fødekæden, da det er der hvor de spændende mennesker.... Hmm.. Lad mig starte forfra... da det er der hvor du kan drive rundt med de mennesker, der er under dig og så har du en chance for, rent faktisk at få råd til din nuværende levestandard. Problemet er, at vi oftest (ubevidst) finder vores udgifter ved at regne vores indtægter sammen og derefter lægge 20 % oveni. Den justering foretager vi løbende, hvilket betyder at vi altid vil være på røven.
  • Sexuelt afløb. Er du i fast forhold, kan du springe dette punkt over, og bare fortsætte med at wanke til Kanal Kbh. når hun er faldet tidligt i søvn.. Vi har i et tidligere indlæg, rundet emnet om paven spill... masturberer, og selvfølgelig gør han det. Det er der ikke noget i vejen med, men efter at have været igennem alle tricksene med at skifte hånd og sidde på den så den virker helt følelsesløs og fremmed, begynder du at se om efter andre alternativer. Skal du have en fast veninde som du ser, eller skal du i byen hver weekend? PDES; En fast hyrdetimeveninde, det kan siges meget grimmere, har sine fordele, da du ikke behøver at drikke hende billig og fortælle hende alle dine gamle sørøverhistorier, for at komme i bukserne på hende. Hun er klar når hun kommer, eller endnu bedre, når du smutter forbi hende. Derved sparer du tid, penge og kommer endda i ordentlig tid i seng, (jep, jeg har rundet de 40). PDAS; Kvinder er redebyggere og snart vil hun have et telt slået op i haven, samtidig med at hun begynder at spørge dig, hvorfor du ikke har tid til at se hende mere end en gang hver 14. dag. Når du svarer "fordi!", vil hun prøve at få dig til at uddybe og så er det løse forhold på vej til at blive fast-og omstændigt.

  • Facebook. Skal du på Facebook eller ej? PDES; Det er jo dejligt at få kontakt med sine gamle venner og dating funktionen er da heller ikke at kimse af. Du har også mulighed for at leve din indre rockstar ud, og vise verden, at du styrer FOR vildt, som de unge siger (har jeg hørt). PDAS; Hvis din profil er åben, kan alle se dine venner og hvad du ellers laver af gøgl og gak i din fritid. De mennesker, der ikke kender dig som superxfactorstjerne, hvilket vil sige alle du kender, kan vel også smile lidt af din blingblingprofil indimellem. Jeg har en god veninde, hvis exkæreste fik på munden, det skrives PÅ MUNDEN!, ind over FB, da han valgte at lave et sidespring. Det fortjener dog et indlæg helt for sig selv. "Hell has no fury like a woman scorned".

  • Bolig. Hus eller lejlighed? PDES; Hus er et hit, da du kan holde alle de fetischfester du har lyst til uden at få helt så mange klager, som hvis du boede i lejlighed. PDAS; Der er længere til naboen, når du keder dig og får lyst til at irritere nogen i din nærhed. I en lejlighed har du din bowlingkugle til underboen, kosteskaftet til overboen, din venindes (sikkert fake)orgasmeskrig til naboen, og dit metalbaseballbat til vandrørene og ejendommens beboere i al almindelighed.

  • Ejerskab. Ejer, andel eller leje? PDES; At købe sin bolig plejer at være fornuftigt på den lange bane, og det giver, dog ikke lige pt., en god kreditværdighed at eje fast ejendom. Det er også meget sværere at smide dig ud pga. husspektakler. PDAS; En lejebolig kan du opsige med kort varsel, og du vil, i din arbejdsgivers øjne, være svær at tryne i arbejdsrelationer, da ti frie fugle på taget er... nå du ved hvad jeg mener... Du er hurtigere til at give firmaet fingeren hvis de spiller smarte, når du ikke har så meget på spil.

  • Transportmiddel. Offentlige, cykel, motorcykel, eller bil? PDES; Det er godt for miljøet, og regnskovene bliver skånet, hvis du vælger at..... Men det gør du bare ikke, og så er den ikke længere. Du har en bil og/eller en motorcykel. Du har måske endda en cykel til de solrige dage, men bus og tog er noget du kun bruger i yderste nødstilfælde, og det er som regel noget med minus parkering og +300kr i taxa. PDAS; Læste du ikke hvad jeg skrev i det ovenstående? Der er ikke nogen "på den anden side" i dette eksempel!"

  • Kæledyr. Skal du have en hund, der har ventet på dig med længsel, når du har været nede efter take away, en kat der er ligeglad med om du er hjemme, eller en pungrotte der slet ikke fatter nogetsomhelst? PDES; Kæledyr giver liv i dit hjem og har du ikke børn, kan det være rart indimellem at kaste sin kærlighed på et andet væsen. PDAS; Dyr er i sagens natur levende væsner og sådanne kræver pleje. Også dagen efter en fucked up bytur, hvor du vågner op med bræk på skjorten, og bremsespor i underbukserne. At du så finder ud af, at ingen af de efterladte kropsafgivelser er dine egne, gør ikke din dag behageligere og med en hund der står med snoren i munden og piver, kan det tage adskillige minutter før du igen falder i søvn.

  • Tattoes. Skal du have hawaiipiger op ad armene, en delfin henover maven eller måske flammer op ad halsen? PDES; De fleste kvinder kan godt lide fyre med badassattitude og selvom tattoveringer er blevet mere stuerene, giver det stadig et skær af G style. Hvad kvinder kan lide, og som forøger vores chancer på at komme på såret-det kan vi også lide. PDAS; Ofte er den ene og den anden side, blot samme argument set med andre briller, som når hun siger; "Hvis jeg får kæmpe silikonepatter og piksutterlæber, kommer jeg jo til at ligne en pornostjerne", og du ender med at stå med et forvirret udtryk i øjnene, og fortvivlet spørge; "Og???". Nogle kvinder har det med at få den slags til at lyde negativt... Men som omtalt tidligere, er det for nogle ret cool at ligne en undvegen straffefange, mens det for andre vil være en af de ting, der får dem på andre tanker.


Valg, valg valg...

Livet er fuld af dem, og at lade være med at forholde sig til dem, er også at vælge...

Så har du nemlig valgt at lade verden gå sin gang, og lade andre træffe valgene for dig...

Sig mig, har jeg ikke pegefingeren lige lovligt højt oppe her til sidst i dette indlæg?

Kan vi ikke bare aftale, at du vælger at se bort fra al lommefilosofien og så bare gøre det du er bedst til - nemlig leve dit liv, så vælger jeg at børste mine tænder... PBS... På Begge Sider;-)

Sov godt

Alan

fredag den 3. april 2009

Fisen i hornlygten

Det siges at virkeligheden ofte overgår fantasien...

Denne lille historie tager sin begyndelse i en lille glemt by, som ingen husker navnet på den dag i dag og da tidsangivelsen heller ikke er så vigtig, vil jeg gerne starte på god gammeldags eventyrmanér med "En gang for længe længe siden"....


Såeh...

En gang for længe, længe siden, tid er som bekendt relativ, sad en mand i sit hus og kedede sig... Kedede sig er måske ikke det ord der dækker hans tilstand bedst, han røvkedede sig faktisk.

Da han havde kedet sig endnu mere og endnu længere, begyndte han at tælle knasterne i sit trægulv, men efter noget tid var de også talt op og han kedede sig bestemt ikke mindre.

Nu kunne historien være sluttet her, med en mand der bare keder sig, indtil han en dag, i døden, bliver udfriet fra sine pinsler, men sådan skulle det ikke gå i denne historie..

Kalle, som vi kan kalde manden, fik nemlig en tanke... En tanke som hverken var revolutionerende, ej heller genial, men dog en tanke...

Som Kalle sad der og kiggede på en tom flaske æblemost med patentprop, der stod på hans kedelige spisebord fremkom tanken, om han mon kunne fange en af sine prutter i den flaske.

Han smilede ved tanken og glemte rent at kede sig i et øjeblik...

Kort tid efter var han igang med at sætte flasken til hans hvide behårede numse... Det er faktisk ikke dokumenteret, at hans numse var hvid, men behåret det var den ihvertfald.
Dem, der har prøvet at prutte i en flaske vil vide, at det ikke er noget der tager sig let ud og Kalle prøvede og prøvede, men straks han skulle lukke proppen, havde fisen sneget sig ud.

Tre uger og meget kål senere, havde han stadig ikke fået indfanget en eneste fis i flasken og han begyndte at blive en anelse deprimeret. Han havde gennemprøvet alverdens teknikker men intet havde virket og han sad stadig med en tom flaske...

"Kalle, gamle dreng", sagde han roligt til sig selv, "dette kan være svært, men det er ikke umuligt", og så øvede han videre...

Det blev forår, sommer og vinter, med dog lige et efterår imellem...

Så en dag skete det... Med et snuptag havde han fået lukket proppen med fisen indeni. Ja det vil jo sige, at han ikke kunne se det, men han var ganske sikker på, at det var sådan det forholdt sig.

Han skyndte sig at ringe til sin bedste og eneste ven, som vi i en hurtig vending døber Tjoke..

"Tjoke, smid hvad du har i hænderne, det er lykkedes for mig".

Tjoke sad lige og så på sin guldfisk der svømmede rundt i den lille glasbowle, så han var naturligvis en anelse forvirret. "Hvad er lykkedes siger du?", sagde han, imens han gik ud efter en dåseøl i køleskabet.

"Mit projekt.. det jeg fortalte dig om.. det er lykkes!

"Du fortalte mig jo ikke om hvad det var... meget hemmelighedsfuld var du!", sagde Tjoke og lød underligt nok en anelse som Master Yoda.

"Ja ja, skynd dig nu bare herover, så vil jeg forklare dig alt".

Kort tid efter bankede Tjoke på Kalles dør.

Kalle åbnede op iført en hvid, plettet netundertrøje og et kæmpe smil. I hånden havde han en flaske, som han triumferende holdt op i vejret.

"Se!", sagde han kortfattet.

Og Tjoke kiggede... Da han var færdig med at kigge, kiggede han lidt mere.

"Dette er en flaske, men det er ikke en almindelig flaske.. eller det vil sige flasken er nu almindelig nok, men indholdet er derimod ikke..." Kalle prøvede at se en anelse smart ud, men det lykkedes ikke helt... Specielt fordi han prøvede at regne ud, hvad han lige havde sagt.

"Men der er jo ikke noget i", Tjoke rystede på hovedet og kløede sig i nakken.

"Det er så der hvor du tager fejl min ven, der er skam noget i".

Vennen satte nu næsen helt op til flasken...

Og så forklarede Kalle sin ven, hvordan det hele hang sammen...

Vennen sad lidt og tænkte. "Er du klar over, at det sandsynligvis er den eneste flaske i hele verden, med en indbygget fis?"

Det havde Kalle nu ikke tænkt over, men der var noget i vennens udsagn der klingede...

"Lad os ringe til min fætter, du ved ham der blev i skolen flere år efter vi gik ud, og som endda engang har haft sin egen butik.

Så sagt, så gjort...

Et par timer efter ringede det på døren, og en smilende høj mand med hestehale slog armene ud til velkomstgestus, da døren blev åbnet.

"Fætter", sagde han... "Kære fætter, hvad har du så af spændende ting du vil vise mig?"

Fætteren havde lige været på et smart salgskursus, som han var blevet sendt på af a kassen og nu benyttede han sig lige af lejligheden til at afprøve nogle af de små fif, der skulle gøre vejen, fra en præsentation til en underskrift, kortere.

Kalle forklarede sin idé til sin fætter og iagttog herefter dennes reaktion med stor interesse..

Bengt, som vi navngiver fætteren, tog sig til den hage, som han selv plejede at beskrive som karakterfast, og gjorde en akavet fagt med den anden hånd. "Kan du lave flere af dem der?"

Det mente Kalle nu nok at han kunne..

"Hmm..." Bengt tænkte så det knagede..

"Udbud, er nøgleordet her".

Kalle og Tjoke gjorde store øjne og lyttede forventningsfuldt...

"Udbud vil sige, hvor mange der vil sælge en bestemt vare og da denne vare er yderst sjælden, kan udbudet ikke være stort. Når udbudet ikke er stort, bliver varen dyr". Han havde fornemmelsen af, at der var noget han havde overset, men slog det hurtigt hen igen.

"Vi har en vare som ingen andre har, sagt med andre ord.....", han holdt en kunstpause... "vi bliver rige".

Det var noget Kalle og Tjoke kunne forholde sig til, og selvom de ikke forstod hvordan det skulle løbe af stablen, blev der stor opstandelse i stuen.

Kalle og Tjoke omfavnede hinanden, imens de, ude af takt, hoppede op og ned..

Kalle slap Tjoke et øjeblik og kiggede med skeptisk mine på sin fætter. "Hvordan er det så lige at vi gør det her?"

"Det, min kære fætter, skal du ikke bekymre dig om. Du skal bare ud og købe nogle af de flasker, og komme igang med at gøre det du nu gør, når du gør det, og så skal jeg nok stå for distributionsdelen". Hans fætter så en anelse forvirret ud ved ordet distributionsdel, men lyste herefter op i et stort smil.

De næste uger var Kalle i fuld sving med at spise bønner og kål, for derefter at prutte i flasker og da Bengt kom forbi kunne han stolt fremvise næsten ethundrede flasker.

"Du har været produktiv", sagde bengt glad og kiggede på flaskerne, der sirligt, af Tjoke, var stillet op på rækker i husets bryggers.

Bengt havde lånt en meget stor og meget fornem bil til at transportere flaskerne i, og efter at have formanet Tjoke om, at han skulle vise yderste påpasselighed når han lastede de værdifulde flasker, gik han ind og sagde farvel til sin guldkalv, der var igang med at lave masser af kalorieholdig mad.

Det blev en langsommelig tur ind til byen, da Bengt ikke turde sætte farten op med sin værdifulde last i bilen.

Vel ankommet til byen, parkerede han bilen i et overvåget garageanlæg, tog en af flaskerne under armen og gik op i en bygning af glas og stål. Da han kom ud igen, havde han en mappe i sin hånd og et bredt smil smurt ud over ansigtet.

"Livet er dejligt", sagde han til sig selv, imens han rakte en tommelfinger i vejret og prajede en taxa...

Der var næsten gået to uger, da ringeklokken gav lyd fra sig igen, det vil sige, at der havde været andre for at ringe på, men da det ikke er vigtigt for denne historie, springer vi let henover disse begivenheder.

Nu ringede det så på, og personen der stod ud udenfor, var fætter Bengt som er vedkommende i denne sammenhæng.

Tjoke åbnede døren, han havde slået et telt op i haven og gik nu til hånde for Kalle.

"Hvor er min elskede fætter?", sagde Bengt, imens han lavede en sjov grimasse og pegede en finger i Tjokes retning.

Kalle sad og læste et kulørt blad i stuen, med underbukserne om knæene, på en stol han selv havde designet og fremstillet i sit lille hobbyværksted. Den var ikke køn, som den stod der i ubehandlet træ og ru kanter, med en halvnøgen mand ovenpå, men dens udformning var lavet til dens formål. Nemlig, at brugeren kunne sidde behageligt, imens han fik en masse prutter fra numsen og ned i flaskerne. Således var sædet udformet som et toiletsæde, med et par stivere til ballerne fra hver side.

"Fætter Bengt", udbrød Kalle overrasket da han så sin fætter og skulle til at rejse sig.

"Nej nej", skyndte Bengt sig at sige, da han ikke havde lyst til at se sin fætter stående oprejst med underbukserne om anklerne, "bliv du endelig siddende, du har travlt kære fætter.

Bengt skulle lige til at sige noget, da Kalle afværgende holdt en hånd op. "Der er en på vej, træd lige et skridt tilbage".

Bengt vendte hovedet den anden vej, og rynkede på næsen, da han hørte fætterens lukkemuskel synge.

"Sådan", sagde Kalle og gik i pingvingang hen til Bengt, der stadig stod med hovedet drejet den anden vej.

"Lad os mødes i køkkenet, når du er klar til besøg", sagde Bengt uden at kigge i Kalles retning og gik ud i køkkenet.

Køkkenet var en stor svinesti, med beskidte potter og pander i et væk, og da Bengt ikke kunne finde en plads, hvor han ville sætte sig i sit fine jakkesæt, blev han stående.

Han stod lige og så ud af det lille smånussede køkkenvindue, imens han tænkte over at foråret var på vej, da Kalle trådte ind af døren.

"Det bliver snart sommer", sagde Kalle, som havde han næsten læst sin fætters tanker.

"Ja, sommeren står for døren og det bliver en travl en af slagsen i år".

"Ja?"

Bengt havde stået med ryggen til, men nu vendte han sig mod Kalle og lagde hænderne på hans skuldre.

"De første flasker du har lavet, er solgt og efterspørgslen stiger hurtigt". En af de smarte reklamedrenge havde forklaret ham at udbud ikke var nok, der skulle også efterspørgsel til.

Denne samme fyr havde i samme moment forklaret ham, at det var det de fik deres sølle 28% af omsætningen, for at fremtrylle.

Kalle skulle til at række hånden frem, men Bengt drejede hovedet og sagde hurtigt; "Nu har du vel husket at vaske hænder... ikke fætter?"

Kalle så forvirret på sin hånd og stak den herefter i lommen.

Bengt så alvorligt på Kalle. "Hvormange har du til mig denne gang, fætter?"

"Tjoke har lige talt dem op og der ser ud til at være godt 200 stykker". Et velfortjent smil bredte sig på hans ansigt.

"Det er flot, men vi skal bruge flere, mange flere. Få Tjoke til at læsse min bil, men yderst forsigtigt. Jeg kommer igen i starten af næste uge, og så vil jeg gerne have mindst dobbelt så mange klar". "Jeg har forøvrigt en lille ting til dig", han hev en hvid kuvert op af inderlommen i sin jakke og lagde den forsigtigt i hånden på Kalle. Da Kalle ville hive kuverten tilbage, holdt Bengt den fast. "Kalle..... Det her er kun en forsmag på hvad der venter dig, tingene kommer til at rende stærkt - rigtigt stærkt.

Kalle åbnede kuverten og krammede derefter sin fætter inderligt.

Da Bengt et kvarter efter kørte derfra, stod Kalle og Tjoke og vinkede med hurtige bevægelser og glade ansigter.

Med det syn for øjet, vinker vi også på gensyn til de to personer i vores historie...

Tre måneder var gået og alle, høj som lav, var begyndt at købe flaskerne... Købe gjorde de vel egentlig ikke, der var snarere tale om investeringer og overalt hørte man mennesker, der diskuterede kursen på flaskerne. Fra bagere til skolelærere, helt hen til socialdemokrater, alle havde de en mening, og et bud på den fremtidige udvikling. Gæster på hotellerne fik gode råd af piccolo´erne, og en dyrepasser i den lokale zoo, havde sågar lavet et flot maleri af flaskerne - i sin fritid naturligvis... I den zoo passede medarbejderne nemlig deres arbejde til punkt og prikke.


Der var også kommet sjældne og meget dyre varianter. En af disse var en flaske med, efter sigende, en prut slået efter indtagelse af en meget dyr og sjælden vin. Denne flaske opnåede ved den sidste handel, et hammerslag på, hvad der svarer til i dagens købekraft, 80 halvtreds tommers fladskærme, 200 Webergrille, 8 Poggenpohl samtalekøkkener, 35 Fiat 500 (2009 model), og 18 surroundsound anlæg fra Sony, samt en skruemaskine fra Black and Decker.

Efterspørgslen og dermed priserne steg med raketfart...

Nu var der tale om at flaskerne var en mangelvare, og i takt med at markedet blev oversvømmet med, ellers ganske vellignende, kopier, blev der nærmest en panisk stemning hos køberne. De ville købe!

Menneskerne i huset af stål og glas, holdt et hurtigt sammenkaldt møde, hvor det blev aftalt at åbne op for muligheden for at købe retten til at købe, på et givent tidspunkt i fremtiden.

Og folk købte..... de lånte penge i deres andre værdier, som de betalte til prutflaskesælgerne for at have sikkerhed for købsmulighed, når flaskerne endelig var blevet produceret.

Flaskerne blev selvfølgelig ikke omtalt som prutflasker, skønt alle vidste at det var det der var i dem. De hed naturligvis et meget fint og meget eksotisk navn, der gav flaskerne den respekt som de vitterligt fortjente.

Nu var der gået et år, og priserne var nået op i et leje som, selv for en så fornem vare, af nogle få investorer syntes urealistisk.

Så de gjorde det som investorer, der mener at toppen er nået, nu engang gør... de begyndte at sælge....

Det var der så nogle andre investorer der opdagede, og de ræsonnerede, at de andre nok havde informationer, som de ikke selv havde adgang til og fulgte trop.

I løbet af en dag, faldt værdien på flaskerne flere tusinde gange og 3 dage efter kollapsets start, var prisen faktisk nede under de enkroneogfemtyve, man fik i pant for selve flasken.

Folk prøvede at afbestille deres fremtidige køb og ville have deres udbetaling tilbage, mens sælgerne holdt på at de stadig kunne levere varen, og at handlen skulle gennemføres.

Meget få blev meget rige og rigtigt mange mistede mange penge...

Tilbage hos Kalle og Tjoke, som i mellemtiden var flyttet i et nyt og stort dyrt hus i en af byens fine kvarterer, herskede der dyb undren.

"Hvad gør vi med alle dem her", spurgte Kalle sin ven, da de stod i den nye store garage, hvor hundredevis af flasker var sat i rækker.

Tjoke tog sig til hovedet. "Tja, vi kører vel ned og indkasserer panten, det kan jo blive småt for enhver".

Kalles nye smarte sportsvogn, kunne kun have et dusin flasker i det lille bagagerum og de blev hurtigt enige om, at de nok kom til at køre nogle gange.

I den lille lokale købmand, var en dreng ansat til at tage imod flasker og udlevere penge for panten.

Kalle og Tjoke, satte de tolv flasker op på bordet, og rakte hånden frem for at modtage pengene for panten.

Drengen så på dem og sagde med armene over kors; "Vi modtager ikke fyldte flasker, så I bliver nødt til at tømme dem først".

"Men der er jo ikke noget i", begyndte Tjoke at indvende.

"Proppen skal af og på igen", sagde drengen og så meget stålfast ud.

"Ok", sagde Kalle og begyndte at pille propperne af....

Med det samme begyndte lugten af prut at sprede sig i den lille købmandsforretning...

Alan