En narrøv taler ud

Vi har vel alle episoder i vores liv, hvor klaveret ikke spillede max og hvor det at skue tilbage, ikke fylder os med endegyldig stolthed...


Om jeg har en sådan, jeg vil dele med dig?


Glad for at du spurgte...


Jeg regner selvfølgelig med, at vi kan lave en gentlemanagreement og holde det imellem os;-)


Læn dig godt tilbage og nyd turen, som tager sin begyndelse vinteren 1987.


Jeg var anden års elektrikerlærling med bil, Dankort og lige så meget styr på min økonomi, som Italien har på Silvio Berlusconi;-)


Stryg lærlingetitlen, så passer beskrivelsen på mit liv anno 2008


Min daværende træningsmakker Allan, havde ferieret på en eller anden græsk ø og der, haft held med at score en tysk guide, bosiddende i Flensburg...


Nu var han så blevet inviteret hjem til hende, og af grunde som jeg aldrig fik belyst, havde han fået grønt lys, til at tage en kammerat med...


Det tvivler jeg på, at hun sidenhen har givet evt. andre pendlerkærester lov til....


På vejen dertil, havde Allan, som kørte noget discjokey halløj, lavet et bånd, med alle de nyeste hitliste sange. Jeg mindes især Prince´s " Let´s go crazy", fra det legendariske " Purple rain" album, en sang, som skulle vise sig, for mit vedkommende, at være et meget godt soundtrack...


Ja, vi var unge, smukke (alt er jo relativt), og selvom vi var flade, var vi i fantastisk humør.



Vi kørte til Rødby, hvor vi tog færgen over til Puttgarden. På færgen blev der handlet ind af de våde sager, og jeg noterede mig med tilfredshed, at banken, uvist af hvilken grund, stadig ikke havde spærret mit dankort... SUCKERS;-)


Vi ankom, efter min hukommelse, omkring 22 tiden og de gæstfrie forældre, som vel har været på min nuværende alder, havde gjort et stort og lækkert gæsteværelse i kælderen klar til mig.



I løbet af natten var der noget, der blev ved med at banke på kældervinduet. Jeg var mere træt end nysgerrig og faldt til sidst i søvn. Til jer, der sidder derude og læser "bange" istedet for "træt", vil jeg lige nævne, at jeg ALDRIG, ALDRIG, ALDRIG har været bange...... Nå jo, én gang har jeg været tæt på, når nu ret skal være ret... Det var i mine spæde drengeår, da jeg fik hår på det kære barn, med de mange navne og troede at det ville sprede sig til hele kroppen. Men foruden dén gang? NIX!!!!!!

Nå, men husker ikke hvad vi lavede den følgende dag, indtil vi skulle spise aftensmad og da det ikke er vigtigt for historien, vil jeg undlade at komme med unødige gætterier.

Nu sad vi så, foran et veldækket bord med pigen, hendes forældre og det ene sæt bedsteforældre.

Moderen var en attraktiv dame, som før nævnt omkring de fyrre, ligesom faderen, der på en gang havde et venligt, men barsk udseende. Jeg noterede mig, på daværende tidspunkt uden frygt,( glem det med at jeg kun har været bange en gang før) at han var marinesoldat på en tysk flådebase.

Mit tyske var væsentligt bedre end det er i dag, og efterhånden som flaskerne på bordet blev tømt, forbedredes det endnu mere.

På et tidspunkt i løbet af middagen, nævnte jeg den besynderlige lyd på ruden, der havde forstyrret mig natten igennem.

Faderen stod uforstående for fænomenet, men gik ud i haven for at kigge efter....

Kort tid efter, kom han grinende tilbage med en kæmpetudse på hånden.

Det viste sig, at den var faldet ned i den revne, der var lavet for at vinduet, som lå under grundniveau, kunne åbnes.

Han holdt den ind over bordet, da den med et spjæt hoppede ned i salaten, væltede nogle flasker og endte nede i bedstemoderens skød, som gjorde store øjne samtidig med, at hun fagtede med armene.

Moderen, som vel havde drukket 3-4 velvoksne 70 centiliters øl, plus et par vodka/mikado/juice drinks, jeg havde været så venlig at forsyne hende med, brød sammen med undertegnede ud i vild latter.

Faderen fik fjernet tudsen og så rykkede vi over i sofaarrangementet og så forsatte vi, dvs. moderen og jeg, vores kamikazeangreb, på hvad alt hvad der var alkohol i...

Allan og kæresten sad bare og kyssede lidt...

Kæresten, var ikke så glad for moderens opførsel, og faderen var der vist ikke på daværende tidspunkt.

Vi var blevet inviteret til et gardenparty og nu var tiden inde til at komme afsted.

Vi gik ud til forældrenes Golf, som stod parkeret udenfor deres garage og moderen satte sig bag rattet????

Allan og kæresten syntes ikke at det var en fantastisk idé, men jeg fik på en eller anden måde, fra bagsædet, overtalt dem. Jeg var slet slet ikke i stand til at tage noget, der bare mindede om rationelle beslutninger.

Moderen, der var mindst lige så pivstiv som jeres historiefortæller, satte bilen i 1. gear og bankede mod garagen et par gange.

Kæresten sad på forsædet og da hun mente ikke at moderen burde køre, kaldte hun på sin far.

Han kom ud, men af grunde der den dag i dag, står mig uforklarelige, fik moderen og jeg overtalt de andre til at hun skulle køre.

Nu fik hun den endelig i bakgear og begyndte at bakke ret heftigt, mens vi sang en sang.

Allan bemærkede tørt, at hun var på vej til at hamre ind i min bil. Jeg kiggede ud af bagruden og så at vi styrede direkte mod min elskede gamle blå Opel Kadett.

Jeg begyndte grinende at råbe "Hilfe hilfe", imens jeg lå med krampetrækninger på sædet.

Hun nåede heldigvis at stoppe inden og så gik den vilde tur til festen.

Moderen havde taget en flaske et eller andet med og den drak vi sammen, imens vi skrålede med på radioens sange.

På et tidspunkt vender hun sig om, for at række mig flasken og der kommer hun tilsyneladende ind i den anden side, for kæresten trækker i rattet og så ryger vi i en lille grøft. Moderen er åbenbart gammel racerkører, for hun brager til den og får os tilbage på vejen igen. Imens ligger jeg i en ny latterkrampe på bagsædet. Jeg kan ikke huske, om jeg var klar over hvor sindssyg hele situationen var, men efterfølgende er det helt uforklarligt, at det kan komme så vidt.

Endelig ankommer vi til huset hvor havefesten bliver holdt.

Allan´s kæreste stiger ud, efterfulgt af Allan. Da jeg stiger ud, rækker jeg ind over sædet for at kramme moderen og før jeg ved af det, tungekysser vi. Det er, indtil kæresten trækker mig væk og sender moderen afsted. Jeg kan ikke erindre, at hun gav mig et møgfald, men mon ikke at hun var begyndt at være en anelse træt af den unge Hr. Jensen?!

Nå, vi går så ind i haven hvor festen bliver holdt, det vil sige have vil være et fladt ord, vi taler nærmere park.

Det var helt klart upper class, det understregede tjenerne der serverede i hvide smokinger vel også...

"Bad", med Michael Jackson lyder i højtalerne og efter at have gaflet et par glas champagne fra tjenernes servingsfade, røg jeg straks alene ud på "dansegulvet" i form af græsplænen.

Der har sikkert været en del (læs; alle) gæster, der har måbet ved synet af en lille dansemus , der kom springende ind fra højre.

Jeg når lige at få bundet et par glas til og så er det underligt nok ligesom gassen begynder at gå af ballonen.

Hvem havde set den komme?

Allan sidder med kæresten på en bænk og da de ser ud til at have en alvorsnak, siger jeg lige til Allan at jeg går en lille tur.

Sneen på vejen fortæller mig at det sikkert er koldt, men jeg føler intet andet end kvalme, "K V A L M E".

Jeg får slæbt mig hen til en garage som står åben, hvor jeg ja.... lad mig sige, at mine sko trængte til kraftig rengøring bagefter.

Jeg holder åbenbart fast i rebet der lukker garagen og under mit rekordforsøg i mavesæksudtømning på tid, har jeg lukket døren og står nu i totalt mørke.

Efter noget tid får jeg ved en kraftanstrengelse åbnet døren og går som en zombie på nervemedicin hvileløst rundt i gaderne, indtil jeg hører en stemme råbe et navn i det fjerne, som virker bekendt.

Allan får hevet mig ind i en taxa, hvor kæresten allerede har taget plads. Jeg husker stadig hans kontante "Du brækker dig ikke!", inden vi begyndte mareridtsturen tilbage til forældrenes hus.

Allans ordre, havde sat sig så hårdt fast i den del af min hjernebark, der stadig var intakt at jeg klarede turen med bravour.

Knap var taxaen dog stoppet, før jeg var ude og ofre mig op af hegnet til naboens have. Havde jeg været i tvivl om kæresten var træt af mig før, var det vel et vink med en vognstang da hun kom løbende og skubbede mig over hegnet. Jeg mente at høre et "Du skal fandme ikke brække dig i vores have", men mit tyskkundskab var på mystisk vis forsvundet ligeså hurtigt, som det var opstået små ti timer tidligere.

Jeg husker at Allan bar mig ned i kælderen, hvor han lagde mig på sengen og gav mig en plastikpose i hånden.

Derefter tog de vist videre i byen, mens jeg krampagtigt holdt fast i den modbydeligt roterende seng indtil jeg faldt i dyb dyb søvn.

Jeg virrede lidt med hovedet, da jeg næste morgen vågnede og prøvede at finde ud af hvor jeg befandt mig.

Jeg begyndte at tænke tilbage til aftenens begivenheder og da jeg kom til at tænke på stuntet med moderen, begyndte jeg at fantasere om hvor mange måder faderen, med en ispind, kunne tæve mig ihjel på.

Det motiverede mig til at køre tidligt tilbage mod Danmark og jeg listede op til kærestens værelse, hvor jeg fik Allan i tale.

Han foreslog at vi skulle blive og sågar spise aftensmad, så kunne vi nå aftenfærgen og være hjemme mandag morgen.

Jeg behøver vel ikke at fortælle, at den model ikke var med i mine overvejelser for denne søndag. Min model var mere i retning af ............. FLYYYYYYGT!

Jeg gav Allan 30 minutter til at kysse farvel, eller selv finde en måde at komme hjem på.

Herregud, jeg var ung og havde så meget at leve for.... Desuden var det vores oprindelig plan at køre hjem tidligt.

30 minutter senere stod familien og vinkede farvel til os med opkast i haven, en ret irriteret datter og en kone/mor der var blevet kysset på.

Det var en ussel betaling for at udvise så meget gæstfrihed og jeg har da også den dag i dag røde ører over min opførsel.

Så til min søde og rare gæstefamile i Flensburg vil jeg gerne sige et forsinket "Tak for jeres venlighed og undskyld, undskyld, undskyld min måde at være på".

Hvis I nogensinde kommer til Danmark er I velkomne til at benytte mit gæsteværelse, kaste op i min have og kysse på min mor.

I behøver ikke engang at flygte med bukserne nede om knæene den følgende morgen...

Med bøjet hovede.

Alan

Uforståelige ordsprog

Efter at have skrevet teksten til et af Nørre Skensved kommune´s skilte, gik Einar, byens selvbestaltede poet, tilbage til sit oprindelige erhverv som tarmrenser.

Forleden var jeg med pigerne i Lyngby storcenter

og som altid, når vi kommer forbi en boghandler,

ender det i pitstop.

Da jeg altid søger efter gode tilbud, startede jeg ude i kasserne, hvor jeg straks spottede " Aschehougs store bog med ordsprog" til den beskedne pris af 29 kr.

Det var faktisk så beskedent, at jeg købte et par (originaler) med til vennerne;-)

Det tiltalende ved den slags bøger er, at de kan læses, når man lige har et par minutter her og der.

Faktisk, kan de ikke fastholde mit fokus, ret meget længere ad gangen...

Derfor lagde jeg den i bilen, så jeg kunne tage den frem, når jeg indimellem venter på pigerne ved skolen m.m.

En sådan episode, indtraf et par dage efter og ved den lejlighed fik jeg læst forord, samt skimmet bogen lidt igennem.

Med 9000 ordsprog fra 200 sprogområder og fem årtusinder, er der noget at gå igang med og det siger vel næsten sig selv, at de ikke alle er lige skarpe.

Jeg har samlet nogle stykker, som ikke giver mening i min verden....

• Arbejde overvinder alt ( Latin). Er det ikke kærlighed der overvinder alt? Hvad sker der hvis man arbejder med kærlighed?


• Utrætteligt arbejde overvinder modstand. ( Latin). Hvis arbejde overvinder alt, gælder det vel også modstand. Ellers er det jo meget let at finde på ordsprog. Hvad med " Hårdt arbejde overvinder flødeboller?". " Vedvarende arbejde overvinder diarré?", eller " Kraftfuldt arbejde overvinder Ikea møbler?". Jep, jeg kan blive ved;-)


• Når skøgen opgiver sit job, bliver hun rufferske og når hun bliver blind, stikker hun fingeren i røven. ( Arabisk). Jeg er ikke helt med..... Hvad sker der mon, hvis hun bliver døv? Og tager hun fingeren ud, når hun sover?


• Byder du en kamel til dans, ødelægger den en hel melonmark. ( Kina). Hvorfor vælger de at tale om kameler i Kina? Hvis du byder en drage op til dans, sker der vel stort set det samme.


• En fis giver trætte, en fjært giver glæde. ( Sønderjylland). De er ikke helt raske i det Sønderjyske, det ligger hermed helt fast, men jeg vidste slet ikke, at de også dyrkede og røg hamp!


• En mand uden penge, er som et skib uden sejl. ( Japan). Forstår analogien, og regner med, at den har nogle år på bagen, men kan nu alligevel ikke lade være med at tænke på, om de i Rungsted havn forstår den.... Der må en mand uden penge, nøjes med en mindre bådmotor;-)


• Ræd mand har hjertet i bukserne. ( ukendt). Det, og så sidste måltid;-)


• Det er ikke så let for en enlig karl, at stable ærter i mørket. ( Vestjylland). De ryger også græs i Vestjylland. ( Måske noget de importerer fra Sønderjylland).


• Langsom og støt vinder løbet. ( England). Hvilken sportsgren er det og hvor kan tilmelde mig? Der er INGEN der overgår mig i at være langsom, og hvem ved, hvis pengepræmierne er store nok, kan jeg muligvis mande mig op til en smule stabilitet;-)


• Vil du leve længe og sund, så spis som en kat og drik som en hund. ( Sverige). Ok, jeg er frisk på at starte med at spise Whiskas, men at slubre vand fra en skål, der sætter jeg grænsen!

Efter lidt efterrationalisering, er jeg kommet frem til, at jeg holder så meget mere af citater, frem for ordsprog.

Citater kan vel defineres som ét menneskes anskuelser, i forhold til ordsprogene, som defineres som udbredte anonyme sætninger og som en følge deraf, normalt vil være mere svævende i sin form.

Nå, jeg er på vej ud for at købe den store citatbog, for som man siger: " Den der gemmer til natten, gemmer til katten".

Det må i gerne citere mig for. Det er vel tilladt at citere et ordsprog, ellers vil jeg bare citeres for, at have reciteret ( fremført) følgende ordsprog.

Hvis du nu er igang med, at undersøge om det kan lade sig gøre, har du for meget tid (det har du faktisk allerede bevist, ved at give dig tid til at læse dette indlæg) og burde lave en plan, for at få dig et liv;-)

Eller sagt i folkemunde: "Den der spilder sit liv med at læse Cosmos´blog, har sikkert af livet fået mere end nok"!

Hvor end du er..... God weekend

Alan