tirsdag den 27. april 2010

Lunatic-a-thon


"Mennesker er mærkelige. Tro mig på mit ord - jeg ved det. Jeg tilhører selv en fjern variant af stammen", Dan Turell.

På MSN kan man læse, at den tredje udgave af DM i onani, også kaldet Masturbate-a-thon, løber af stablen lørdag d. 29. maj i Ishøj, hvis nogen skulle have interesse i den oplysning.

Spilleriet bliver, nok ikke overraskende, afholdt i en swingerklub, og der meldes om et sandsynligvis hårdt felt i år, da flere af deltagerne er gengangere fra de to foregående år. Her blev adskillige verdensrekorder bla. i langtidsonani for mænd sat, da en utrættelig fyr hev sig i elastikken i 7 timer og 45 minutter - hvilket lyder fantastisk.... latterligt!
Det er sikkert også fyren, der har et billede af sin hånd i sin tegnebog!
Af andre discipliner kan bla. nævnes; længdesprøjt og præcionssprøjt - ieeev!

Med den slags konkurrencer i frit spil, ligger landet for tåbeligheder, om jeg så må sige, åbent, så her på bloggen imødeser vi DM i:



  • Kropsudluftning. Pruttekonkurrencer er ikke et nyt begreb, men det er vist på tide at tage denne tradition op igen - jeg mener... I forhold til onani virker lidt tarmudluftning egentligt ret tilforladeligt. Kategorier; Længste, mest larmende og ildelugtende fjært, mest synkrone bøvs og prut, og anusrecitering af digte.
  • Tågesnak. De danske mesterskaber i sløret tale bliver afholdt på et værtshus i indre by. Hør hvordan niveauet tages til uanede højder i takt med indtagelsen af alkohol, hash og andre hjernebedøvende midler. Det skal bemærkes at der kræves en vis substans i deltagernes ytringer, og at det således ikke er tilladt bare at mumle, eller tale fuldstændigt uforståeligt. Disse deltagere vil blive diskvalificeret og sendt tilbage på deres respektive beværtninger, hvor de skal sidde over de næste tre omgange. Kategorier; Vrøvl på tid, fuldemandssnak med mest mulig spyt i hovedet på modtageren, og det til alle tider mest eftertragtede; "alle andre er idioter" trofæ. Bonusinfo; Til opvarmning vil Nasar Khader´s forklaring af Ny Alliance´s skattepolitik blive vist på storskærm.
  • Rygerlunger. Ryger du +60 Cecil, Kings eller andre små helsepinde dagligt, kan du være kvalificeret til at deltage i årets rygelunge 2010. Bemærk forøvrigt, at lunge her er i ental. Det skyldes, at alle dem der allerede har fået den ene fjernet, også skal have en fair chance. Kategorier; Størst nedsat lungekapacitet, mest blod i slim, samt klassikeren - Morgenhostet. Bonusinfo; Kim Larsen synger sit kommende hit; "Jeg vil skide rygeloven en lang hatfuld"
  • Samlermani. Samler du på legetøjet fra Kinder æggene, eller synes du at det er super cool at være indehaver af 8000 brugte engangslightere, burde du stille op i DM i samlermani. Kategorier; Mest omfattende, mest værdiløse, samt mest brugbare samling (sidstnævnte udgår sandsynligvis, da de fleste der gider at stille op til denne slags arrangementer, er særlinge uden noget liv).
  • Gedeknepning. Vi har alle haft tanken når vi har set en ged på græs. Der er noget sexet over sådan en lille djævel, og derfor ligger et DM i gedeknepperi lige for. Faktisk har der været tale om at holde onani marathon´et sammen med dette arrangement, da det nok er de færreste tilskuere, der kan holde fingrene fra sig selv i dette forum. Kategorier; Flest stillinger på 5 minutter, Flest mæh´er under seancen, længste tungekys, og gangbang med flest geder.
  • Arbejdsunddragelse. Ofte er de krumspring der udføres af arbejdssky elementer mere tidskrævende, end de det arbejde de prøver at undgå. Der er stort set ingen grænser i kreativeteten hos deltagerne og det gør DM i arbejdsunddragelse til en endog særdeles seervenlig begivenhed. Kategorier; Mest troværdige historie, bedst fakede fysiske skade og mest kortsigtede løgn.
  • Landsbytosserier. Dette er et event der foregår over en længere periode. Hver større by vælger deres repræsentant, og efter delkonkurrencerne, ender der med at være fire deltagere tilbage, fra henholdsvis Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm. Kategorier; Højeste råb efter andre fodgængere, bænkesidning (en pendant til pælesidning), og den helt nye kategori; cafégæstchikane.
  • Dårligt ry/stil. Dette arrangement er et såkaldt duoDM, da der konkurreres i både dårligt ry og dårlig stil på samme tid. Dysten, der overvejende henvender sig til kvinder, foregår henholdsvis på Amager og Brøndby for at undgå hjemmebanefordele, da stort alle deltagerne stammer fra de bydele. Kategorier; Mest trashy stil, billigste omdømme, grimmeste sprogbrug, samt indehaver af mest Brøndby IF merchandise. Bonusinfo; Allestedsnærværende Sidney Lee vil overrække prisen for pinligste tatovering.
  • Manglende selverkendelse. DM i manglende selverkendelse kan være lidt svært at få skudt igang, da ingen af de potentielle vindere, mener at være i målgruppen. Det er et klassisk eksempel på en catch 22 problemstilling, der dog løses af at udlove (ikke eksisterende) præmier, som live optrædener på Wembley, optagelse på den kongelige balletskole eller værtsroller på tv programmer i primetime sendefladen. Visse deltagere i programmer som X faktor, får naturligvis wild card, da de allerede har bevist deres manglende selvkritiske sans til fulde. Kategorier; Mest tåkrummende performance, mest selvovervurderede og mest grinagtige interwiev.
  • Laster. Vi har alle dårlige vaner, som vi inderst inde ville ønske at vi gad tage os sammen til at slippe af med - det gider vi sjældent og derfor ligger det ligefor at stille op til DM i laster. Kategorier; Dårligste, mest bizarre, mest problematiske og bedst ignorerede last. Mest eftertragtede trofæ er dog præmien for mest latterlige undskyldning for ikke at kvitte en last, da niveauet iblandt almindelige mennesker i forvejen ligger højt.

Det siges at virkeligheden ofte overgår fantasien, og selvom jeg normalt anser mine fantasier for at være ualmindeligt langt ude, bliver jeg alligevel indimellem overrasket over, hvor mærkelige mennesker kan være....


Der er dem der ikke ser noget galt i onani, da det er sex med én du elsker, og det tilslutter jeg mig til fulde - jeg har bare ikke brug for at vise min kæreste frem på den måde...

Forøvrigt har I nok gættet, at jeg ikke vil være i nærheden af Ishøj d. 29. maj - ikke udelukkende fordi jeg synes, at onaniarrangementet lyder p... ulækkert, men også fordi jeg er blevet inviteret til en længdespytskonkurrence i Gummi Tarzanklubben.

Til jer der har tænkt jer at komme, (jeg kunne ikke lade være være) og se onani til den, i bogstaveligste forstand, store guldmedalje, vil jeg opfordre til at medbringe paraplyer og gummistøvler.

Vi ses (ikke derude)

Cosmo

lørdag den 24. april 2010

Casus belli


Causus belli er et udtryk, som stammer fra latin, der betyder krigens årsag...
I de fleste parforhold finder der krigserklæringer sted med jævne mellemrum...

Der er imidlertid også forhold hvor normaltilstanden ser ud til at være krig, og hvor midlertidige våbenstilstande sikrer at parterne får mulighed for at indsamle ammunition, og udtænke snedige taktiske planer, så forholdet ikke ender med at køre i tomgang.

Jeg læste forleden om et par, der vandt omkring 6 millioner i lotto.. Så langt så godt, men kort tid efter havde de brugt en stor del af pengene på tåbeligheder, som en købet af grillbar der fluks gik på røven med lottotosserne bag roret.

Når truget er tomt, bides hestene og nu var det advokaternes tur til at vinde i lotteriet, da slagsmålet om hvem der egentlig havde købt den famøse lottokupon, blev skudt igang.

Tænk hvis du vandt i lottooooo:-)
Med hvad er det egentlig der kan få din squaw til at fare ind i jeres fælles tippee, for at grave stridsøksen op?



  • Kropspleje produkter. Nogle kvinder køber kropsprodukter til priser som var det lavet af det pureste guld. Derfor kan hun godt blive en anelse knotten, når du har brugt halvdelen af hendes shampoo til armhulehårene, fordi din 2 liters Aldi æbleshampoo dunk omsider er blevet tømt. Hun kan også finde på at bebrejde dig, hvis du bruger hendes Ole Henriksen, anti aging creme de la creme, til dine tørre hænder. Tja, nogle mennesker venter bare på en mulighed for at diskutere.
  • Ærlighed. Hør nu min kære Cosmo, vil en læser måske sige, ærlighed kan da ikke være dårligt for et forhold, og imens vi får fulgt denne galning tilbage til sikringanstaltens polstrede celler, nøjes vi andre bare med at lade tankerne gå tilbage til sidste gang hun spurgte dig om du kunne tænke dig at knalde hendes lækre veninde - sammen med hende. Du var naturligvis klar over at det sandsynligvis var en fælde, men præmien var for fristende og du endte med at hoppe i med begge ben. Herefter skulle du så lægge øre til hvor klam en fyr du var, og om hvad du ville sige til hvis hun havde den slags tanker i hovedet om dine venner. Da du er mand og derfor ikke lever i en drømmeverden, ved du at hun i hendes tanker blevet seksuelt blevet tævet godt igennem af mindst et par af dine venner - og måske endda også af deres hund. Det vil hun naturligvis nægte og sige at du har syge forestillinger om hendes natur - og så er der et punkt mere at strides om.
  • Børn. Er børn på nogen måde involveret i jeres forhold, som i dine, mine og/eller vores, er gulvet i jeres bolig sikkert så overstrøet med stridsøkser, at det bare er at bukke sig ned og række ud efter den nærmeste - hvilket din kæreste sikkert ikke har noget imod, da kvinder ofte har sandhedspatent, når talen falder på børneopdragelse. Leeeeet´s get ready to ruuuuuuumble!
  • Huslige pligter. De fleste par er ikke helt enige om hverken frekvens eller fordelingstal, når det kommer til rengøring og andre hjemlige ubehageligheder. Så risikerer det hele at ende i logistik og quid pro quo, give and take, eller på dansk... noget for noget.
  • Opmærksomhed. Kvinder søger opmærksomhed - mænd søger ro, og den konstellation er naturligvis nødt til at skabe konfrontationer - især fordi pres oftest virker modsat. Så ender du med at finde dit "jeglignerenderlyttermenivirkelighedentænkerjegpånogetheltandet" fjæs frem, hvilket hun ender med at spotte, og så har vi balladen.
  • Mærkedage. Som mand er din hukommelse selektiv, det er den forøvrigt også for kvinder - prøv f.eks at spørge hende hvor mange hk din nye bil har... Lige netop, det aner hun ikke, og det selvom du flere gange har remset de imponerende specifikationer op for hende. Vi tillader os at ihukomme endnu et godt, og gammelt, latinsk udtryk, nemlig "quid pro quo", der betyder noget for noget. Bider hun ikke på den, kan du gå i defensiven med det velklingende "errare humanum est" - det er menneskeligt at fejle, og så efter en kort kunstpause tilføje "ignoscere divinum" - at tilgive er guddommeligt. Ak ja, "ex doubus malis minimum eligendum est" - af to onder skal man vælge det mindste.
  • Svigerfamilie. De fleste kvinder har et veludviklet familiegen, og tager det ofte som en selvfølge, at du har lyst til at bruge dine sparsomme friweekender i deres skød. Du har derimod mere lyst til at tilbringe disse i hendes skød, og selvom du ser den udmelding som en kompliment af fineste skuffe, er det ikke altid sådan at det bliver opfattet fra din kærestes side. Så kan der være lagt i kakkelovnen til et længere foredrag om, hvor vigtigt det er at vise interesse for hendes værdier. Du ender måske med at mumle noget med, at kedsomhed bare ikke hører med til dine forestillinger om weekend hygge.
  • Natlige diskussioner. Lad os lige slå en ting fast... Natten skal bruges til at knalde eller sove! Bum! Alt andet kan vente til næste dag.. nå ja med mindre, at du er ved at være i alder hvor din blære vækker dig når den er 10% fuld, så kan et toiletbesøg være på sin plads. En del kvinder synes dog at have den underlige forestilling om, at natten er som skabt til at tage par relaterede problemer op. Derfor kan det virke som en rød klud i hendes ansigt, at du bare vender dig om for at sove videre, når hun vil tale om et eller flere punkter hvor hun ikke synes at jeres parforhold udvikler sig i helt den retning som hun ønsker. Alt herfra vil være lose/lose, så du kan ligeså godt fortrække til sofaen i stuen, eller, hvis du er så heldig/forudseende, din egen lejlighed.
  • Boldøje. Du praler af dine talenter med alt hvad involverer bolde, især dem du på en ugentlig basis holder fri for hår. Anderledes svag er du når det kommer til at ramme vasketøjskurven med dine boxershorts, men hey... hvem er perfekte? Vi indrømmer gerne at vi på dette punkt kunne stå en anelse skarpere, men ingen kommer alvorligt til skade af et par underrøjsere der ligger et par dage på gulvet. Det er din kæreste dog ikke enig i, og hun ødelægger sikkert gerne et par ellers hyggelige aftener for at fremføre sine argumenter - Argumenter der forøvrigt plejer at indeholde ingredienser af respektløshed, svigt og manglende værdsættelse af hendes person.
  • Dvd valg. De ser nu meget søde ud, kæresteparrene, som de står der i tilsyneladende fordragelighed imens de vælger dvd´er i Blockbuster, men ofte ligger der store kompromisser til grund for denne idyl. Mænd er som bekendt fra Mars, og kvinder må så være fra et sted, hvor film gerne må være kedelige og langtrukne. Det siges, at et kompromis er kunsten at skære en kage ud, så alle tror at de har fået det største stykke - det føler hun sikkert ikke når du falder i søvn til hendes film, og så er der en gemmer i tasken til jeres næste filmaften.
  • Tidsfortolkning. Når vi siger at vi nok kommer tidligt hjem efter en aften med drengene i byen, er det vel i overensstemmelse med sandheden, når vi mavelander på sofaen et par dage efter ved 08 tiden om morgenen. Tid er som bekendt relativ... svær altid at administrere så alle bliver glade. Forøvrigt vil de første par timer efter du er vågnet, ofte føles som dage i hvad der synes som en uendelig strøm af bebrejdende spørgsmål til din person. Lad forøvrigt endelig være med at prøve at forsvare dig, hendes "hvad har du at sige?", er ikke ment som et spørgsmål, men blot en konstatering af at du intet kan sige der kan tale din sag!
  • Jalousi. Stridsklassikeren fra urtiden er ikke forbeholdt kvinder - mænd kan også falde i suppen. Her er dog det vigtigt at holde sig for øje, at vi her på bloggen udelukkende anskuer tingene fra et maskulint synspunkt. Har I f.eks. været til en fest, hvor du i al beskedenhed har været skideskæg og kvinderne hele aftenen været underholdt af dit charmerende vid, vil hun næste morgen fortælle dig hvor pinligt du har opført dig, og at kvinderne mest lo af medlidenhed - især "hende den grimme" latina med de vulgært store bryster - yeah right!
  • Hensigtserklæringer. Jeg læste i David Deida´s bog, The way of the superior man, at når kvinder ofte laver om på deres udmeldinger, er det fordi de siger hvad de mener i nuet, og det kan som bekendt vende som vinden blæser. Vi mænd er sædvanligvis anderledes konstante i vores holdninger og derfor ser vi den slags som vægelsindethed. Nævn det for hende og måske genfinder hun sin beslutsomhed... i at du er en klovn.

Det siges at i krig og kærlighed gælder alle kneb - det er så ikke for at regne med hvad efterkærligheden har at byde på:-)


Forøvrigt burde alle ægteskaber vel startes bagfra - i skilsmisseretten... Det siges nemlig at man ikke kender en kvinde, før man har mødt hende i retten.

Nå jeg må videre... Jeg er på vej ud for at dyrke min nye hobby, alligatorbrydning - det virker langt mere tilforladeligt end parforholdsdans:-)

Cosmo

onsdag den 21. april 2010

Sign O´ the times

I sangen Sign O´the times, fra 1987, synger Prince, som han kaldte sig dengang, om AIDS, hash heroin og bandeopgør, som han ser som tidens tern.

Men hvilke ting kendetegner denne tidsepoke, bortset fra hash og bandeopgør, der åbenbart har bidt sig fast i det ganske land?

Vi har sat vores bedste og naturligvis eneste skribent til at filosofere lidt over tidens trend..



  • Reality shows. Der er mennesker der vil gå langt for at opnå de 15 minutters berømmelse, som Andy Warhol i 1968 udtalte at alle mennesker ville være disponeret for at opnå i fremtiden. Før var en snert af talent et must, hvis man kunne tænke sig lidt kendisstatus - med mindre naturligvis, at man var blondine med store patter, og man vel at mærke var klar til at smide føromtalte store patter i hovedet på de, oftest, gamle mænd der havde noget at bestemme i den verden. Det kaldtes at knalde sig vej til toppen, i dag skal du bare melde dig til et af de utallige realityshows og så bare gøre en tilpas god eller dårlig figur. F.eks er Amalie fra Paradise hotel, blevet kendt for at være spejlblank, og.... og hold nu fast, at have fået sæd i øjet for åben skærm... Mon ikke at der gemmer sig en pivstolt farmand til den lille charmetrold.
  • Stand up. I 1987 gik Eddie Murphy på scenen med sit banebrydende oneman show "Raw", der stadigvæk holder den dag i dag. Stand up genren har næsten ikke udviklet sig herfra, og i dag laver næsten enhver semikendt komiker med bare en anelse respekt for sig selv, mindst et årligt stand up show, der efterfølgende straks bliver udgivet på dvd. Det ender med at blive ret trivielt og kom jeg til magten, ja det ville være en syg syg verden, ville jeg udnævne 2011 til stand up frit år!
  • Diagnosestillelse. Før i tiden var visse børn umulige og pisseirriterende, men ikke i dag. Nu har de istedet DAMP, ADHD eller andre smarte betegnelser, som nogle psykologer har opfundet for at beskytte deres fag. Det gør det så også lettere at fraskrive sig ansvaret som forældre, når børnene skaber sig fuldstændigt umuligt. "Hvad kan jeg gøre, han har adhddh med hyperkinetisk overbygning?", siger faderen om knægten, der ruller sig på gulvet i supermarkedet imens han råber og skriger, fordi han ikke må få en iskage. Det var forøvrigt meget bevidst at jeg brugte ordet iskage, da betragtninger som disse får mig til at føle mig oldenordisk.
  • Kvalitetstid. Tænk at leve i et samfund, hvor man bliver nødt til at opfinde et ord som kvalitetstid. Det er faktisk, når nu jeg kommer til at tænke over det, en falliterklæring. Da jeg trænede boksning, jokede vi med at vi trænede "lucky punch" om fredagen. Det minder mig lidt om hele tanken omkring ordet kvalitetstid - når først det skal defineres og sættes i rammer... er det bare lidt søgt ikke?
  • Krisehjælp. Har du set et pindsvin blive kørt over, eller er din undulat væltet i bunden af buret, bør du have krisehjælp. Før var det da trist når den slags skete, men vi havde ligesom forliget os med tanken om, at jorden indimellem var et barsk sted at slå sine folder. Firserne´s motto "shit happens" blev forlænget med "but we can talk about it". Selvfølgelig kommer nogle mennesker ud for episoder i deres liv, hvor det kunne være rart at tale med en professionel, og det er da også på sin plads at få bearbejdet traumatiske oplevelser, men det er ligesom med hovedpiner - Det er bare ikke alle sammen vi behøver at bedøve os ud af.

  • Skilsmisser. Har man sagt A må man også sige B, eller sagt på moderne dansk... Er I blevet gift, må I også se at blive skilt. I dag bliver folk skilt så hurtigt, at de kan nå at bytte den eksklusive cappuccinomaskine de fik af tante Gerda, til to discountmodeller istedet. Skilsmisser kan os forøvrigt muligvis bringe os til næste punkt, som er;

  • Delebørn. I dag er der snart så få børn, der både bor sammen med deres mor og far, at de bliver mobbet for det i skolen - I fremtiden kan det være at læreren bliver nødt til at forklare konceptet om et parforhold der rent faktisk holder...
  • Poker. At søgerordet "poker" har overhalet ordet "porno", viser hvor syg en verden vi lever i. Når interessen for en opgraderet udgave af kortspillet "Fisk" slår tilfældig sex, er den i mine øjne heeelt gal.
  • Facebook. Kunne du tænke dig at være rockstjerne? Kan du hverken synge, spille eller danse siger du? Det betyder intet, i det nye årtusinde gjorde sites som Facebook og Myspace det muligt at fremstå ubercool (der skulle have været to prikker over det u, men jeg aner ikke hvordan jeg skal få det frem - fagre nye verden som man siger, apropos tråden i dette indlæg), uden at skulle alle de anstrengelser igennem, det ofte kræver at være det i virkeligheden.
  • Netdating. Nettet har gjort det muligt at bestille stort set alt på nettet, således også kiksede dates. Hvor man før i tiden skulle drikke sig en skid på for at samle mod til at pynte lidt på sandheden up close, gjorde internettet det muligt direkte at lyve ædru og på afstand - en disciplin som hurtigt er blevet populært hos begge køn.
  • Klimaaftaler. Dette punkt er lidt misvisende, da der bliver holdt en del klimamøder, som dog ikke munder ud i de store aftaler - men som man siger.... det er tanken der tæller. Det kan vi forøvrigt fortælle vores børnebørn, imens vi smørrer dem ind i solfaktor 1000 - på vinterdagene vel at mærke!
  • Politisk korrekthed. Op igennem 90´erne og i det nye årtusinde dukkede fænomenet politisk korrekthed op. Der kan siges meget om politisk korrekthed, men det er som med andre regler, at de kan bruges og misbruges. Det bliver alt for komplekst for denne blog, og derfor nøjes vi bare med at bringe observationen. Modsat tidens trend valgte forlaget Carlsen forøvrigt sjovt nok at genoversætte Tintin i Congo i en mere tro til originalen, og dermed til et mere politisk ukorrekt udgave i 2005, istedet for "oversættelsen", onde tunger ville måske kalde det for den censurerede udgave, fra 1975.

  • Webblogs. Med internettets muligheder blev det muligt for stort set alle at udleve deres litterære våde drømme, og i dag er nettet fyldt med blogs af enhver afskygning. Er dette forøvrigt den første blog du læser, er der ingen grund til helt at opgive genren - der er faktisk velskrevne og underholdende blogge derude.


Hver tidsepoke har sine kendetegn, og vi der lever lige netop nu, bliver, om vi vil det eller ej, til en del af historien.

Ernst Hemminway er citeret for at have sagt; "Det sære ved fremtiden er, at den til sin tid formentlig vil blive kaldt for - De gode gamle dage".

Det gælder sikkert også for nutiden, men hvorfor vente?

Hvorfor ikke gøre hvad du kan for, at du kan kalde nutiden for de gode dage?

Det ville være nogle fantastiske tendenser i vores tids tern - hvis vi selv tog ansvar for at nyde vores liv og hvem ved, måske ville en fremtidig Prince lave en positiv tekst om vores æra.

Nå, jeg vrøvler... Det har ikke dog ikke noget med tidens trend at gøre - det har jeg gjort helt fra jeg blev født, og da jeg ikke har tænkt mig at ændre med den slags foreløbigt, kan det være at vi læses ved...

Venligst

Cosmo

lørdag den 10. april 2010

Lottoteorier

Jeg arbejder i en verden hvor folk spekulerer i statistikker, mennesker der vel at mærke ikke er matematikere og ikke forstår mekanismerne bag disse...

Så begynder folk at undre sig, på den der bebrejdende måde, der lægger op til at verden er uretfærdig, at alle andre har det meget lettere, og som oftest slutter af med et postulat om "foul play"

For jer der ikke kender mit erhverv, kan jeg løfte sløret for at jeg er i spillebranchen. En branche der ofte kan være lige så betændt som bordeldrift og våbensalg... til sammen.

Tro mig, jeg har hørt på så langt ude teorier, at numerologi er endt med at synes stuerent og fornuftigt.

"Med statistik kan man bevise alt - også det modsatte", som James Callaghan er citeret for at have sagt.
10% af alle biltyve er venstrehåndede. Alle isbjørne er venstrehåndede, så hvis din bil bliver stjålet er der 10% chance for, at det er en isbjørn der er synderen.

Men lad os se engang hvor skylden kan placeres, når de syv rigtige lottotal ikke har indfundet sig, selvom der troeligt er blevet spillet to rækker hver uge de sidste tolv år.

Et statistisk regnestykke, der forøvrigt ser således ud; 2 gange 52 gange 12 = 1144 rækker holdt op mod de 8.347.680 muligheder... Hmm... Ja, det er jo det jeg siger; "Hvorfor har jeg ikke vundet endnu?"

Hmm... Let´s round up the usual suspects..



  • Danske spil. Konspirationsteorierne mod Danske spil florerer i stor stil og jeg har måtte lægge øre til en hel del i min tid. Der er dem der mener, at Danske spil snyder med trækningerne, og det er da en tanke der ligger lige for - hvis man er vel at mærke er fejlmedicineret. Der er så delte meninger om, hvad årsagen til disse fiflerier er. Nogle mener, at ledelsen har rottet sig sammen og sørger for at venner og bekendte vinder - mod returkommision naturligvis. Andre mener, at Danske spil svindler med trækningerne, så ingen vinder og puljen vokser med større interesse og dermed mere indtjening til følge. Atter andre, at de to foregående grupper bare er dårlige tabere, der burde spise tudekiks og stoppe med at tale i vildelse.

  • Forhandler. Det er så undertegnede, der her må stå for skud, og det har jeg det helt fint med, for ja jeg er en talentløs lortelottopusher. Det er selvfølgelig ikke den eneste grund til at I ikke vinder. Jeg er jo samtidig også storsvindlende tryllekunstner, der gemmer alle de sjove vinderkuponer i mit ærme og hæver millionerne senere. Det er kun for at skjule mit lille scam, at jeg går i nusset tøj og bor i en 2 v´er i Sydhavnen.
  • Andre spillere. De andre er meget heldigere end mig og det er pisseuretfærdigt... Jeg undskylder mit sprog, men jeg er bare så harm lige nu. Når man måler sig med andre mennesker, er der ingen grund til at nøjes med en enkelt ad gangen. I den sammenhæng er det meget bedre at tage alle med i posen og så efterfølgende fokusere på den ene, der lige på dette punkt med ét er heldigere end dig. Glem endelig alt om alle de andre ulykkelige stakler, der ligesom dig aldrig vinder en jante. Ak ja, søg og du skal finde...

  • Geografi. Det er altid i Jylland de store gevinster bliver udtrukket, og så er det jo svært når man bor på Amager - alt er forøvrigt svært når man bor på Amager. Det er ikke engang nok at købe kuponen, mens man på besøg hos olde i Skanderborg, da det åbenbart kun virker for bosiddende jyder. Hmm... Gad vide om det ville virke at købe et sommerhus i Skagen?

  • Janteloven. "Du skal ikke tro, at du er noget!" Janteloven er hård og ubarmhjertig, men jeg lover, lover, lover at holde begge ben på jorden, hvis bare jeg får lov til at vinde et to cifret millionbeløb. Det kunne være rart at få chancen for at bevise, at penge ikke kan gøre mig lykkelig - bare én gang:-)

  • Overtro. "F..., jeg glemte at spytte over skulderen og sige 7-9-13... Så er man selv ude om det. Det kan også hjælpe at tro rigtigt meget på det, som jeg er ved at læse mig frem til i "Loven om tiltrækningskraft" En bog som forøvrigt har undertitlen "Videnskaben om at tiltrække mere af det du ønsker", og som ikke er en bog jeg selv har følt det nødvendigt at investere i, må jeg lige skynde mig at præcisere. I bogen, der i sin form minder om lidt pixigenren, kan man læse, at hvis det alligevel ikke virker, er det bare fordi du ikke tror nok. Jeg kommer lige til at tænke... Hvis du mangler tro, kan jeg sende dig en lykkemail der vil forbedre dine chancer markant... Det bliver forøvrigt liiiige 1000 kroner tak.

  • Timing. Timing er det vigtigste her i livet, især når det kommer til at vinde i spil. Derfor kan det ofte godt betale at sig at købe kuponerne over flere gange da....... ja, jeg er lidt træt her til aften, så kan du ikke selv lige finde på noget der kan forklare den logik.

  • Heldhåndbremse. Man kan ikke have held i kærlighed og spil - BUM, så er det sagt! Der er åbenbart indlagt en kosmisk spærring der umuliggør den slags. Det gælder sjovt nok ikke for uheld, der slet ikke tager hensyn til om du er single, eller lykkeligt gift på 40. år. Uheld er dæleme en kynisk størrelse!

Lotto siges at være en særskat på personer, der er dårlige til matematik.

For nogles vedkommende giver en lottokupon retten at drømme om økonomisk frihed inden trækningen - og bagefter muligheden for at bitche over hvor uretfærdigt livet er.

De mennesker burde vel egentlig betale dobbelt!

Jeg er ude herfra, jeg er lige ved at lave et lottosystem der skal gøre mig rig - hvis jeg får nok idioter til at købe idéen vel at mærke:-)

Cosmo (Nu med krydsede fingre)