onsdag den 21. september 2011

They´re just not that much into you


Nååå, han har sikkert bare hold i nakken...






Jeg synes, at jeg for tiden hører en del hmm... lad os bare kalde det for håbefuld tale, når snakken falder på gengældt interesse fra potentielle kærester.



Derfor har Cosmo lavet testen; "Er hun helt vild med dig?" - Som kvinde kan du tage testen ved blot at skifte "hun" ud med "han", medmindre at du er lesbisk, hvor du blot kan bibeholde "hun". Er du kvinde og biseksuel, kan du tage din, gerne lækre, potentielle kæreste i hånden og kontakte undertegnede for et personligt møde:-)


Læs teksten og find den valgmulighed der ligger tættest på dine tanker silvoplais. (Fransk for bede om, stavet frit efter hukommelsen).






I har en løs aftale om at mødes efter arbejde, og da du ikke har hørt fra hende i løbet af dagen, ringer du hende op. Da hun ikke tager den, lægger du en besked på hendes svarer, om hvordan det ser ud senere. Noget tid efter tikker en sms ind med ordlyden; "Jeg må aflyse i aften, da jeg skal møde lidt tidligere på job i morgen. Knus (pigens navn).

a) Sådan! Hun vil ikke risikere, at hun skal vække dig i morgen tidlig, så du måske ikke kan falde i søvn igen. Se det er kærlighed!


b) "Lidt tidligere", er et relativt begreb og kan sagtens betyde 4-5 timer før. Med det i mente er det meget forståeligt, at hun gerne vil tilsvarende tidligere i seng.


c) Jeg ligger sikkert ikke i bunden af hendes Maslowske behovspyramide, som omfatter fysiske behov som sex (i behovspyramiden forklares det dog kun ment i forplantningsøjemed og ikke nydelse??!! - ham Maslow var vist ikke helt rask i sindet). Det er så fint nok, da det også er rart med en stille aften foran skærmen.... i lyset fra knaldhård netporno.



I er faldet i søvn på din sofa foran tv´et, og da hun vågner med et sæt, skynder hun sig i al hast ud af døren med bemærkningen om, at hun sover bedre i sin egen seng.


a) Hun vil selvfølgelig gerne være udhvilet til næste gang vi ses!


b) Myldretrafik er en dræber, og selvom jeg faktisk bor tættere på hendes job end hun gør, kan jeg sagtens se problematikken i den forbindelse.


c) De fleste mennesker sover bedst i deres egen seng, men hvis hun virkelig ville mig på den lange bane, ville hun sikkert give det et skud - måske kunne min seng gå hen og blive skiftet ud med vores - hvilket, for hende, ville betyde en seng, hvor jeg ikke havde knaldet Gud og hver mand... øeh, den retter jeg liiiige til kvinde. Det er så også selvsamme seng, som jeg, når hun ikke er hjemme, hurtigt indvier med nogle af de billige tøser jeg scorer på Damhuskroen.





Hun svarer ikke din venneanmodning på Facebook - og det på trods af, at hun er venner med Kaj... og Andrea...... og Frederik Fetterlein samt hele Brønshøj curlingklub.



a) Perfekt! Facebook er et overfladisk medie, hvor alle er venner med alle, så det betyder bare, at jeg er helt inde i varmen i den virkelige verden.


b) Hun har nok bare ikke set den.


c) Det kan lyde negativt, men lad os nu være ærlige... hun har sikkert gang i en hel del andre mænd... Hvilket for os der tilhører det mere overfladiske køn er en fordel, da vi så kan jagte kvinder uden den store snagen og.... Hmm... jeg tabte tråden... Hvad var spørgsmålet igen?




Hun er den organiserede type, der planlægger alt i forvejen.. undtagen når det kommer til jeres aftaler - der ofte bliver aftalt samme dag.



a) Det gør hun for at være helt sikker på at kunne overholde sine aftaler med mig, så det tager jeg faktisk som et plus.


b) Hun øver sig sikkert i at finde sin spontane side frem - passion kan jo ikke kontrolleres.


c) Det passer mig helt fint, så kanjeg lave aftaler med alle de andre kvinder jeg møder på FB, i swingerklubben og på nogle de suspekte sexdatingsider, der i stor stil florerer på nettet... (Sidstnævnte er et af de få emner, vi her på bloggen, ABSOLUT INGEN kendskab har til).




I har næsten lige mødt hinanden, og du sender hende stadig ligegyldige "sovet godt i nat?" sms´er - bare for lige at vise din interesse... Der kan dog gå et par dage, før du får en tilbage med ordlyden "Fint tak".



a) Det er rart at høre, at hun har sovet godt - og selvfølgelig er hun da stadigvæk på.... Ellers ville hun vel skrive, at hun havde sovet dårligt og slet ikke afslutte med et tak.. DOH!


b) Hun har sikkert haft travlt med alt muligt, og så har den ene dag taget den anden... Det kender vi vist alle sammen, ikke?


c) Det tager noget tid før jeg bemærker den slags, da jeg som regel sender de sms´er til en snes piger ad gangen, hvorfor jeg ikke opdager hvis der er par stykker der ikke svarer.



I er ude at spise, hvor hun møder en af sine veninder. Da hun præsenterer dig, må veninden lige have gentaget dit navn, før hun fanger det.



a) Hun finder mig åbenbart så fantastisk, at hun er bange for at veninden snupper mig for næsen af hende, derfor har hun undladt at fortælle om Mr. Perfect.


b) Det er sikkert bare en veninde, hun ikke har talt så meget med det sidste års tid, hvor vi har datet.


c) Jeg er så meget igang med at score hendes veninde, at jeg dårligt nok lægger mærke til den slags ligegyldigheder.





Hun spørger om du, igen i år, kunne se efter hendes lejlighed og made hendes kat, når hun nu rejser til Kos med veninderne i sommerferien, samt weekenden over ved Skanderborg festivalen. I har stadig jeres første ferie tilgode forøvrigt.



a) Tillid... Tillid er nøgleordet i ethvert forhold - det ved enhver! Jeg er den eneste hun stoler nok på til at overlade slottet, og derfor kan vi jo ikke tage afsted på samme tid. Tja, indimellem kan det være en ulempe at være så højt skattet.


b) Ok, så vi har aldrig været på ferie sammen, men det kunne også skyldes at hun er bange for, at jeg vil blive træt af hendes selskab firetyve timer hele syv dage i træk.


c) Sådan! Her var muligheden jeg har ventet længe på. Nu er det tid til at date uhæmmet, så jeg kan lokke tøsepigebørnene hjem i min "søsters" lejlighed, hvor der ikke er direkte ulækkert som i min egen lejlighed.




Du forærer hende to billetter til premieren på den, sikkert kommende, sex and the city film, og hun inviterer en veninde med ind at se den.



a) Hun ved, at jeg ikke gider at se den slags og, at de udelukkende er købt for hendes skyld. Derfor lader hun mig slippe og tager veninden med istedet.


b) Hun har slet ikke tænkt over muligheden, at vi sammen kunne gå ind at se den... Mand med stort M som jeg er, har hun slet ikke overvejet, at jeg kunne lokkes med til den slags.


c) Perfekt, så ved jeg hvor hun med sikkerhed er de par timer, hvilket åbner muligheden for, at jeg kan invitere en due ud at spise på vores yndlingsrestaurant uden risikoen for pinlige optrin. Selvfølgelig kan jeg risikere at møde nogle af hendes veninder, meeen uden spænding bliver livet jo ret kedeligt, ikke?



Du har lånt nogle penge af den lokale indvandrebande, for at købe en ring til din eneste ene. Nu har hun så fået smeltet ringen om til et, som hun siger, design der er mere oppe i tiden. Teksten "Din for evigt", som hun ikke lige havde lagt mærke til, har hun lovet at få genindgraveret snarest muligt.




a) Hvor er det dog rart med en kvinde, der ved hvad hun vil og ikke er bange for at handle på det - den kvinde tænder mig mere og mere for hver dag der går.


b) Nå ja, smag er jo forskellig og kan ikke diskuteres. Sålænge hun er glad... og så varer det jo sikkert ikke længe før min kærlighedserklæring er tilbage på indersiden.


c) Du tager et billed af ringen, så du kan se hvordan din guldsmedelærlingekammerat skal designe, den næste serie af tre grams, syv karats, "dinforevigt" ringkollektion.


Konklusion;

Ved flest a; Fortsæt bare i samme rille - hvilket du sikkert alligevel havde tænkt dig, da du ganske givet var ligeglad med hvad denne konklusion blev - med mindre, selvfølgelig, at den støttede dig i din "hunkanikkeleveudenmig"overbevisning.

Ved flest b; Det franske udtryk "laissez faire" betyder oprindeligt "lade gøre", men bruges nu mest i betydningen at lade stå til. Måske er det ikke det helt rigtige ord i denne forbindelse, men for at være ærlig, håber jeg at brugen af eksotiske udtryk med en høj lix værdi, der tilmed er svære at stave, vil tilføre bloggen en så sproglig finurlighed, at selv den venstreorienterede intellektuelle elite kunne finde på at gnave sig igennem et par af indlæggene. Lade stå til eller ej, vil du nok snart indse, at hende du omtaler som kvinden i dit liv - måske lever et andet liv end dig, og hvor du ikke omtales som manden i hendes.

Ved flest c; Du er en uforbedrelig player, og havde jeg ikke selv været en mand... ville jeg have beordret dig til at skamme dig! Ved nærmere eftertanke så fuck it.... Skam dig! Du er udenfor pædagoisk rækkevidde


Bedrevidende opsummering fra Cosmo´s blog (anbefales ikke at bruge tid på!)


Det er ofte ret let at finde ud af, hvor du befinder dig den parforholdsmæssige fødekæde...

Træd et skridt ud af dine forhåbninger, og se realiteterne i øjnene - det kalder jeg at forholde sig til de faktiske kendsgerninger, og det kan måske være hårdt i starten, men jeg tror nu alligevel at du bliver glad for det på den lange bane.

Det bliver nemlig hurtigt selvpineri og ynkeligt, når du krampagtigt holder fast i illusionen om at hun vil dig, når alt andet viser det modsatte.

Jeg kommer til at tænke på det gamle danske ordsprog; "Det smager altid lidt af fugl, sagde kællingen" og som fortsættes "hun kogte suppe på en gren, som en krage havde siddet på".

Det kalder jeg åbenlyst selvbedrag, hvilket sågar bandet TV2 har sunget om, og vil sikkert kun virke for særdeles enfoldige mennesker....

Det er negativ tænkning, er der nogen der vil indvende - jeg vil nu nærmere sige, at det er en positiv indgangsvinkel, da du ved at se realiteterne i øjnene, har så meget større chance for at finde det du virkeligt leder efter...

Jeg kommer til at tænke på om det kan være derfor, at Bono "still haven´t found what he´s looking for"?

Nå, jeg smutter... Jeg er på vej i banken for at bede om at få mit dankort tilbage - efter maskinen ved, hvad der må være, en fejl slugte det i weekenden.


Cosmo