onsdag den 26. marts 2008

Global heating my a..

Så sner det her sidst i marts.....

Hvad skete der med den drivhuseffekt, som vi er mange danskere der har gået og glædet os til???

Jeg har mistanke om, at vi er oppe mod særdeles stærke modarbejdende kræfter.

Det er kyniske mennesker, der kun tænker på dem selv og det er jo ikke så svært at vide hvor vi skal rette blikket hen..

Spørg blot dig selv....

Hvem ønsker ikke klimaændringer?

Svaret må ligge lige for - nemlig dem der allerede nyder det gode vejr!

Ikke noget med at lade os andre komme lidt til fadet. Nej nej da, som egoistiske gøgeunger skubber de os andre ud af reden.

Nu må vi trække en streg i sandet og lade nok være nok!!!

Jeg opfordrer hermed til at starte en kampagne, der skal kæmpe for afskaffelsen af Gajol vejr, henimod Bounty ditto.

Tænker på sloganet " Drivhuseffekt ja tak!" som streamere på bilen, på døre m.m., men lad os ikke holde det her...

Reklamer på landsdækkende tv.
Scene; Nogle pæne afklædte unge mennesker, danser ekstatisk rundt til Hawaii musik om et bål på stranden... Kameraet drejes og en solbrændt, alvorlig René Dif ser stålsat ind i linsen og siger med hæs stemme; " Global opvarmning er vores alles sag, DU kan være med til at gøre en forskel. Ved at lade DIN bil stå i tomgang et par minutter om dagen, kan DU være med til at sikre at DINE børn vokser op i et dejligt subtropisk klima. Gør noget, handl NU!"
Kameraet drejer og zoomer ind på de smukke unge mennesker, der nu leger med en badebold mens man hører et par piger der griner.

"Expert" udtalelser.
Beregninger fra f.eks ejendomsmæglere, økonomiske vismænd o.a., gerne fuldt op af farverige tabeller, diagrammer og grafer, som viser prisstigningen i ejendomsmarkedet ved et varmere klima. Understreg at pristigning vil betyde mere friværdi, som så igen vil medføre muligheder for belåning til privatforbrug.

Love.
At tale til folkets pengepung har altid virket, men love og regelsamlinger er et stykke særdeles effektivt adfærdsregulerende værktøj, når masserne skal drives i en bestemt retning.
F.eks kunne det være lovpligtigt fyre med vådt træ i brændeovne og gøre bilernes katalysatorer ulovlige.

Som Thomas Mygind engang så smukt formulerede det; " Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet"

Vi KAN få et lækkert klima, med sol og varme det meste af året, men det kræver at vi gør en indsats og at vi løfter i fælles flok.

Vi regner med DIG!!!

Mig? Jeg er på vej til stranden, for at lægge et par håndklæder på de fede pladser;-)

Alan

mandag den 24. marts 2008

Oceaner af tid

























" Jeg har sagt det ved andre lejligheder og nu bliver jeg nødt til at sige det igen..... Du har for meget tid min ven"


Ordene blev sagt af min bedste ven Thomas, efter at jeg havde fortalt ham, at jeg ville starte med at lave en blog og det var det der udløste denne forrykte påstand.


En påstand, som jeg efterfølgende spekulerede et par timer over, mens jeg kiggede ud på nogle træer, som så ud til at kunne tabe nogle blade, hvert øjeblik det skulle være...


Først skulle jeg dog bedrevidende, lige forklare ham konceptet, som jeg tålmodigt gjorde, altimens jeg håbede på at undgå for mange spørgsmål, da jeg selv ikke var helt fortrolig med begrebet.


Jeg er stadig ikke helt klar over hvorfor jeg har startet denne blog. Måske er det en slags selvterapi, som også er min yndlingsterapi, i og med at den er gratis. Måske en perfid trang, til at udstille min lyriske nøgenhed.


Her, godt 1 måned efter min opstart, er jeg begyndt at føle mig hjemme her på bloggen, og jeg hygger mig med at skrive indlæggene...


Jeg har bevidst, så vidt muligt, undgået at læse andre bloggere, for at undgå copycat effektens klamme hånd på mit tastatur. Nu føler jeg mig imidlertid rustet til, at bevæge mig ud i den store blogjungle, uden at sætte min egen "stil" over styr.


Vender tilbage med evt nye erfaringer;-)


Alan

torsdag den 13. marts 2008

MIG!

Jeg har på det seneste bemærket, at der er mennesker i min omgangskreds, der ikke lever deres liv så frit, som de kunne komme til.

Her har jeg sammenfattet et par små fif, som jeg har lagt mærke til at andre mennesker, med tilsyneladende stort held, lever efter...



  • Lev i nuet! " Carpe diem" er et godt udtryk, når du skal forklare din livsfilosofi, da dette er en god måde at fraskrive sig ansvar på. Signalværdien i at bruge et citat, som er på latin, får også din filosofi til at virke så meget mere gennemtænkt. Du kan evt få citatet tatoveret på kroppen, derved kan du vise dine kommende oldebørn, at du også har været vild engang.

  • Hav et afslappet forhold til aftaler! En indgået aftale, er kun relevant så længe at den passer ind i dit kram. Du skal forfølge de ting, der fanger din interesse her og nu. Brug evt ovenstående citat til at forklare dine holdninger, eller fortolk andre talemåder så de understøtter din levevis. " Den der gemmer til natten, gemmer til katten" eller klassikeren " Der er ingen lommer i den sidste skjorte" er gode til at slynge ud, når du f.eks. impulskøber.
  • Lad folk vente! Aftale tidspunkter kan være en stressfaktor, men du har mulighed for at overdøve denne ubegrundede følelse. Spørg f.eks. dig selv, om vedkommende dør eller kommer alvorligt til skade, blot fordi du kommer en halv time for sent. Det er meningen, at du med tiden skal frigøre dig helt fra sådanne unødige indre dialoger, men brug dem til du mestrer ligegyldighed.

  • Sæt din abe i pleje! Læg dine problemer over på andres skuldre og uddeleger opgaver hvis det er muligt. Prøv at få folk til at interessere sig så meget for dine problemstillinger, at de næsten ikke kan lade være med, at arbejde for dit velbefindende og eksempelvis finder links på nettet, som de mener kan hjælpe dig. Dette er et særdeles stærkt værktøj, til at frigive tid, som du kan så kan bruge på at hygge dig.

  • Lån dig vej! Der er ingen grund til at vente, med at købe de ting du har lyst til, bare fordi du ingen penge har. Dine venner og bekendte, har uanede resourcer til deres rådighed og hvis de ikke kan se nødvendigheden i, at du skal have det godt, er de alligevel ikke dine venner. Fordelene ved at låne af venner er mange - du skal ikke betale renter, du får ikke dyre rykkerskrivelser og du kan altid tale til deres samvittighed, hvis de skulle bede om deres penge tilbage, ved feks. at spørge om, hvad de skal bruge pengene til og om det er bydende nødvendigt at få dem tilbage lige nu. Husk at det ikke kun er penge du kan låne, men alt der repræsenterer en værdi, bil f.eks. ( du behøver ikke at fylde brændstof på, hvis du ikke lige har tid) eller sommerhus ( du kan droppe slutrengøringen, så dine venner ikke kommer til at kede sig til at begynde med, næste gang de skal bruge det. Det gælder i det hele taget om at se, mulighederne i dine venners resourcer, de kan nemlig for en stor del blive dine, hvis du spiller dine kort rigtigt...

  • Undskyld! Vær ikke bange for at undskylde, hvis du har trådt ved siden af, men gør det klart at dette er en del af din personlighed. Folk skal holde af dig som den du er!

  • Gør dig fri fra empati og samvittighed! Samvittighed er en af dine værste fjender mod dit bekrymringsfrie liv og du skal gøre alt, hvad der står i din magt for at undertrykke den. Ved at iagttage nogle af dette indlægs forbilleder, er jeg overbevist om, at det med tiden er muligt at gøre sig helt fri af den.

Se ovenstående som en værktøjskasse, som du kan tage frem når du føler for det, og put evt. andre redskaber i kassen. En god øvelse kunne være at stå foran spejlet, mens du højt råber " MIG MIG MIG" igen og igen. Du kan selv udbygge denne øvelse, med samtidig at trampe hårdt i gulvet eller hive dig i håret.

Find selv ud af hvad der virker for dig, men hold i mente at svaret på " Hvorfor gør jeg denne handling?" altid skal munde ud i et stort og rungende " FOR MIG SELV!!!!". Derved kan du holde fokus på dit mål mod fuldstændig frihed....

Jeg vil ønske dig en behagelig rejse...

Alan




tirsdag den 11. marts 2008

A brief moment in time

Tid.... Denne udefinerbare stoerrelse som vi
mennesker igennem aartusinder har foersoegt at definere og saagar taemme.

Tid siges at vaere betinget af haendelser, det er ihvertfald meget svaert beskrive uden brug af saadanne.

Nu er der mange maader at beskrive tid paa. For os normale mennesker, som ikke er kvantefysikere elller andre som proffessionelt arbejder med tidens opfoersel under specielle omstaendigheder, er der vel nok kun 2 ting vi forholder os til, nemlig maalt tid og opfattet tid.

Da historien rent astronomisk gentager sig selv, har det vaeret en noedvendighed for mennesket
at kunne finde intervallerne paa de vigtige begivenheder, for derefter at kunne forudsige tidens gang. Det var noedvendigt at vide hvornaar vi skulle saa, hoeste osv, ligesom hvornaar den bidende vinter ville saette ind.

Det var ud fra det at de foerste astronomer definerede, aar og maaneder.

Senere da samspillet mellem mennesker blev mere komplekst, blev det noedvendigt med uger, dage,timer, minutter osv.

Da begreber som aar og dag er defineret ud fra meget noejagtige kontinuerlige astronomiske haendelser, har en del af kalenderen vaeret baseret paa matematik, for at faa resten af regnestykket til at gaa op.

Det er faktisk saaledes at mens vi i den vestlige verden skriver 2008, har man i andre kulturer en anderledes indgangsvinkel til baade, om jeg saa maa sige, startsskuddet for tidsregningen endsige udregningen.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/241861:Kirke---tro--Sol--maane-og-talforvirring

Nu er matematik som bekendt ikke en subjektiv stoerrelse, mens en nulpunktslinje kan starte efter forgodtbefindende og ikke kan argumenteres imod.

Det er dog vigtig at holde sig for oeje, at samme tidsreference er noedvendigt for at vi mennesker kan indgaa i et samspil.
Bankroevere syncroniserer tiden og aftaler dermed en faelles "sandhed" som ikke behoever at vaere noejagtig i resten af verdens forstand, men som goer at de medvirkende kan udloese haendelser i den rigtige raekkefoelge.

Det er faktisk noget der goer sig gaeldende i naesten alle livets aspekter, baade ojektive saavel som subjektive.

Nu er jeg saa sikker paa, at der i din omgangskreds - du er maaske selv en af dem - er visse mennesker der har en helt anderledes definition af tid end du har.

Det er dem jeg er begyndt at kalde "tidsroevere". Det er de mennesker der konsekvent kommer for sent til aftaler og lader dig staa udenfor en ligegyldig cafè midt i dit livs bedste sendetid, og bagefter saa vil stjaele yderligere 10 min af dit liv paa at forklare hvorfor.
Der er broer der er oppe, trafik som er gaet i staa, haar som ikke vil makke ret osv, faelles for alle disse omstaendigheder er, at de er umulige at kunne have forudset og at det saaledes ikke beror paa manglende respekt.

Der er alle former for banditter derude, der vil proeve at draene dine resourcer, energiroevere er en anden slags som oftest ogsaa roever din tid. Der er ogsaa de typer der vil laane din bil og aflevere, naar der ikke er mere braendstof tilbage. Faelles for dem alle er at de goer hvad de goer, fordi du tillader dem at goere det.

Tidsroevere er ikke ubehagelige mennesker, de har bare et anderledes syn paa tid og koerer maaske efter en helt anden reference.

Problemet er bare at mens landevejsroevere o.a. stjaeler guld, aedelstene m.m. som er muligt at tilvejebringe, stjaeler tidsroevere maaske nok den mest eftertragtede " vare" af dem alle, som ingen af os har for meget af og aldrig kan leveres tilbage....

Nu er der saa nogle, oftest tidsroevere, der vil argumentere for, at intelligente mennesker aldrig keder sig og spilder tiden, og at du kunne have brugt den halve time, du stod og froes paa Vanloese station, paa noget fornuftigt. Ja, de har faktisk gjort dig en kaempetjeneste, da de har givet dig et mulighed for et break i din travle hverdag.

Jeg kunne godt taenke mig en aerlig tidsroever som bare meldte ud saaledes : " Jeg kommer for sent, da jeg ikke saa det som et problem at du har maatte vente. Jeg kunne have vaeret her til tiden, men der var nogle andre ting jeg ansaa for vaerende vigtigere"

Hvor mange mennesker har proevet at ringe til lufthavnen, for at holde et fly tilbage uanset begrundelsen....?
Det er derfor, at de fleste mennesker aldrig misser et fly, tog osv....

Skal vi ikke proeve at forklare vores egne tidsroevere at vores tid er hellig:-)

Mallorca

Alan

lørdag den 8. marts 2008

Tvangstanker 2

Alle de faste læsere af min blog ( keep on dreaming, Alan) ville måske kunne huske kvinden fra mit lokale FitnessDk center, der havde forelsket sig i én speciel elliptical maskine...

Nu ville skæbnen, at den 1. gang jeg så hende efter at jeg havde skrevet mit indlæg, stod hun på maskinen ved siden af!!??

Jeg må indrømme at jeg missede noget med øjnene... Nu havde jeg set hende hele det sidste år stå på dén maskine og første gang jeg nævner det, skifter hun øjeblikkeligt...

Timingen fik sat gang i mine spekulationer....

Havde hun på en eller anden mærkelig måde læst min blog og nu drev gæk med mig?

Var hun kommet frem til, at det var på tide at bryde med hendes tvangstanker, inden de tog magten fra hende?

Så idag da jeg lige var der på et hurtigt træningspas, så jeg mit snit til at undersøge sagen nærmere, da det var udenfor hendes træningstid....

Jeg gik afslappet derover, rykkede lidt i den ene af maskinens " arme" mens jeg drejede mit hovede og kiggede på maskinens display.

Jeg kunne ikke lade være med at grine da jeg så " Ude af drift" skiltet der var påklistret....

Nu er det så jeg tænker, hvad hun mon gør når hendes gamle yndlingsmaskine bliver repareret og hun måske har fået et personligt forhold til nr 2 fra venstre...

Jeg er lidt spændt, så har overvejet at gå i receptionen og bede dem om at få den klar hurtigst muligt.

Jeg skal bare lige finde et godt argument, når de spørger mig hvad der er galt med de 5 andre;-)

Stay tuned

Alan

onsdag den 5. marts 2008

Confessions of a superhero

Jeg har en hemmelig superhelte identitet som, da det kun er et meget begrænset antal mennesker der har været vidne til mine bedrifter, måske ikke er så eksponeret, men til gengæld har en coolness faktor på 1000.

Hvilke superkræfter er her så tale om?

Kan jeg kontrollere ethvert atom i universet?

Smide rundt med tonstunge ting, som var det papir?

Have ordet så meget i min magt, at jeg indenfor et par timer ville være i stand til, at overbevise Thomas Blachman om Voca Loca´s deltagelsesberettigelse i X faktor, og det selvom jeg ikke selv kan se den? Subsidiært få Mads " blærerøv" Christensen til, at udnævne Johnny Madsen til Danmarks mest velklædte mand og vel at mærke mene det?

Nej, det er ingen af de ovennævnte, der nok er særdeles egnede til at udnytte til egen fordel, (især sidstnævnte der muligvis kunne få min bankrådgiver, til at give mig mit Dankort tilbage), men tilgengæld ikke udløser den uforbeholdne beundring som mine evner gør.

Det er svært at forholde sig til, at jeg faktisk indtil for et år siden levede et ganske normalt liv, i lykkelig uvidenhed om mine fantastiske evner.

Det skulle dog snart vise sig, at mit liv var ved at tage en dramatisk drejning, da jeg engang sidst i marts 07 blev gjort opmærksom på mine overnaturlige kræfter.

Annabell fyldte 9 år og alle fra hendes klasse, plus et par veninder fra fodbold, var inviteret hjem til sjov, gøgl og løjer med efterfølgende overnatningsmulighed. Der var ca 25 børn hvoraf det viste sig, at lidt under 20 af dem ville blive og sove, men da de alle havde tandbørster og soveposer med, så jeg det ikke som værende en stressfaktor.

Vel hentet alle børnene, følte jeg lige at det ville være en god investering at Papa bjørn kort ridsede reglerne op.

Jeg stillede mig i lejrkommandant positur, rank ryg, albuerne ude og hænderne i siden mens jeg så myndigt jeg kunne, bad børnene spidse ører.

" Ethvert hus har sine regler" prøvede jeg med fingrene krydsede i håb om, at børnene ikke ville få færten af min frygt og fortsatte: " Her har vi kun 2 regler som kan afvige fra reglerne i jeres eget hjem".... ( kunstpause med fremadskudt bryst ) " Ingen hopper eller løber i sofaen" ( skulen for at understrege alvoren) " Oooog ingen sko indenfor" ( fulgt op af et enkelt hævet øjenbryn).
" Respekterer i det mine damer og ikke mindst de herrer, så får i til gengæld en fest hvor sheriffen her i byen, ( tommelfingrene pegende indad) tager stjernen af og erklærer baren for åben"

Efter lige at have forklaret analogien med sheriffen, spillede vi rugby i haven et par timer før jeg måtte melde pas og med tilråb som " tøsedreng" og " olding" gik ind for at skifte mit tøj, der nu havde halvdelen af græsplænen smurt ud over sig.

Resten af festen gik godt, og nu begyndte de af forældrene der skulle hente deres børn, at indfinde sig.

" Vi har talt om hvordan du kan overkomme, at have så mange børn til fødselsdag når du er helt alene" sagde den første mor, som jeg ellers var helt sikker på var ISO 9002 certificeret forælder og sådan blev det ved. Hver gang et barn blev hentet, blev det opfyldt med ros og en anerkendelse som sikkert ikke havde været større, om jeg havde balanceret på et tov over Niagara falls, jonglerende med 3 motorsave mens jeg reciterede Michael Strunge digte.

I år skulle jeg så holde Anastasia´s fødselsdag sidst i marts og jeg havde lagt an til at finde min spandex dragt og kappe frem påny. For 14 dage siden sendte pigernes mor mig en sms, om jeg også ville holde Annabell´s fødselsdag i år. Det takkede mit alter ego selvfølgelig ja til, da det må være trist kun at flyve gennem byen én dag om året. Vi er ved at komme til en fælles forståelse om, at i de tilfælde hvor mine begrænsede jordiske kræfter ikke rækker, er hjælpen i bogstaveligste forstand inden for rækkevidde...

På grund af at pigerne og jeg rejser på skiferie her i påsken, er vi blevet nødt til at holde den allerede i overmorgen. Vi starter i biografen for derefter at holde discoaften hjemme...

Annabell ringede fra skolen idag.... " Far" begyndte hun tøvende, " når nu alle mine venner skal sove efter festen på fredag, må vi så godt være oppe ligeså længe vi har lyst?"
" Selvfølgelig må i det lille skat" sagde jeg velvidende om, at det ville være umuligt at få 15 børn til syncront at falde i søvn på min kommando....
" Jeg elsker dig farmand" kom det sagte fra den anden ende....
" Jeg elsker dig Bell" sagde jeg et smil på læben

På fredag skal min indre superhelt så i aktion igen og jeg er gået i gang med sikre, at der ikke ligger hengemt kryptonit i huset... Det er nemlig en af de specielle dage, hvor jeg kan slappe helt af, lade den bedst egnede mand overtage styringen af slagets gang og så helt uden dårlig samvittighed høste æren;-)

Nå, det er sent og jeg må i seng..... Selvom man er superhelt af sind, har man stadig brug for en veludhvilet stålsat krop;-)

Uden bange anelser

Alan

tirsdag den 4. marts 2008

Springtur

Jeg vågnede brat op forleden morgen og sekundet efter mine øjne instinktivt åbnede sig, var jeg fuldstændig klar over hvad den lyd betød....

Et hurtigt blik på i pod clockradioens display fortalte mig, at klokken var 05.03 og at der således ville være godt 3 timer til min mobils alarmfunktion ville erklære mit 30 minutter lange snoozeprogram for værende skudt igang.

I løbet af et kort øjeblik var jeg ude i bryggerset, hvor mine døtres 2 kaniner holder til og ganske rigtigt var de små djævle på springtur igen. Annabell´s den sorte stod lige foran døren og da den tøvede et sekund, havde jeg i et snuptag fat i nakken på den og fået den tilbage i buret.

" One down one to go" replicerede jeg manisk, mens mine fødder prøvede at styre uden om de varme sorte kugler, der lå spredt over det meste af gulvet.

Anastasia´s brune havde klemt sig ind bag vaskesøjlen og nu lå den og stirrede op på mig med dens glaskuglelignende øjne.

En høj metallisk banken og fik mig til at vende mig om.... Den sorte havde sat tænderne i buret og begyndte nu et aggressivt udbrudsforsøg, hvor den på nærmest surrealistisk vis sprang frem og tilbage, for at få siden på buret åbnet. Da den opdagede mig holdt den straks inde og jeg fik faktisk det indtryk, at kræet prøvede at spille uskyldig....

" Stands ulykken" rungede i mit hovede (et levn fra skoletidens 1. hjælp), men da jeg nu kunne høre, at den brune var i gang med at gnave i panelerne, blev det til et vurderingsspørgsmål omkring rækkefølge.

Jeg besluttede mig for at prøve, at finde noget snor eller lignende til at surre buret sammen med, men hver gang jeg forlod bryggerset, startede den sorte desperat at prøve at bryde ud.

" Så stopper du!" hørte jeg mig selv råbe igen og igen, mens jeg panisk løb frem og tilbage mellem buret og div køkkenskuffer, for at finde noget snor.

Efter at have rodet det meste af huset igennem, fandt jeg nogle af pigernes stjernekastere hengemt i et hjørne af stuen. Jeg løb tilbage og bøjede stjernekasterne ( som består af ståltråd ) rundt om siderne på buret, imens jeg slog min onde latter op og gnækkede, at så ku´de sgu´ lære det!!!

Efter en kort kamp med den brune, fik jeg den venligt men bestemt, også sat den tilbage i buret.
Nu da etableringen af max security afdelingen var vel overstået og springkaninerne var interneret, kunne jeg krybe til køjs igen og sove de retfærdiges søvn.....

Da Annabell spurgte mig et par dage efter om, som hun formulerede det " At hvis kaninerne skulle gå hen at dø, og guderne måtte forbyde det, ville være muligt at de fik nogle andre kæledyr", tog jeg det som en kærkommen lejlighed til, at tale lidt med pigerne omkring hvorvidt vores pelsede venner havde en fremtid i vores hjem.....

De bliver hentet på lørdag af et yngre par, som jeg ved hjælp af én del salgsteknik og anden del kontanter, fik til at indse, at de ikke kunne leve uden;-)

Alan

lørdag den 1. marts 2008

One giant fuckup for men!

20.juli 1969 satte Neil Armstrong sine astronaut støvler på månens overflade og udtalte det berømte citat: " One small step for man, one giant leap for mankind" som blev transmitteret direkte ud til hele jordens befolkning.

Det var en af menneskehedens største triumfer nogensinde og derfor havde der med garanti været lagt mange timer i at finde de ord som skulle illustrere dette.

Så meget desto værre at vores udsendte månemand, fejlciterede det planlagte og så meget mere sigende: " One small step for a man, one giant leap for mankind"

Meningen var jo, at det var et lille skridt for en mand ( Neil Armstrong), men et stort spring for menneskeheden. Nu blev det til et lille skridt for mennnesket, som i bund og grund også betyder menneskeheden og dermed en slags dobbeltkonfekt.

Nu giver det i sig selv stof til eftertanke, at vi kan sende mennesker til månen ( Jo vi har været der til alle jer konspirationsfreaks!!!), men at en af vores bedst kvalificerede repræsentanter for vores race, har svært ved at huske en sætning på 11 ord.

Kvinder der har sendt deres mænd i byen, efter et par småting i et supermarked, vil dog ikke forstå denne undren....

Armstrong selv mente at have sagt "a man", men indrømmede senere at han ikke kunne høre a´et i transmissionen.

I 2006 kom der så en håndsrækning fra journalisten Peter Shann Ford, der ved hjælp af div. tekniske instrumenter hævdede, at have beviser for at have fundet det famøse a.

Det skulle imidlertid vise sig at Mr. Ford var ene om denne anskuelse, hvilket får mig til at fundere over om motivet til at begynde denne efterforskning, var kedsommelighed blandet med et ønske om at spinde lidt guld på en gammel historie....

Da der er andre der kunne have interesse i friske "øjne" på gamle citater, og jeg altid kan bruge lidt ekstra skejs, vil jeg tage kontakt til flg. personer for i sandhedens navn at rette op på deres renomé.

Bill Clinton:
"I did not have ( good) sexual relations with that woman"
Monica Lewinski havde slet ingen følelse af hvor hårdt hun tog fat når hun gav Hr Clinton blowjobs og endvidere til tider brugte tænder. Derfor løj præsidenten ikke under flg. edsafsvorne citat.

Line Baun Danielsen:
"Er det en ( Mug) abe?"
Line mener selvfølgelig om det mon kunne være en af Zimbabwe´s præsident Robert Gabriel Mugabe´s slægtninge og altså ud af Mugabe familien.

Bjarne Riis:
" Jeg har aldrig taget ( uvirksom) doping"
Hvorfor skulle han dog også have gjort det, det er jo hele meningen med doping. Måske er der nogle af hjælperytterne der har fået placebo indsprøjtninger, men det har i Tour de France vist sig at tro måske kan flytte bjerge, men at det til gengæld ikke altid er nok til, at komme over dem på cykel i en ordentlig tid.

Richard Nixon:
" I´m not a crook"
Her er der simpelthen bare tale om en stavefejl fra referentens side, i forbindelse med Watergate affæren. Nixon siger " I´m not a crock" og alle der har fulgt Steve Irwin´s programmer vil medgive at Nixon på ingen måder vil kunne forveksles med en sådan.

To betjente fra uropatruljen:
" Husker du ( rekrut) Benjamin?"
Sagt under en, i forudindtagede vidners, hård anholdelse og som skulle henvise til en foregående sag om en mand der stadig er en "grøntsag" efter at have modsat sig arrest. Betjentene prøvede bare at aflede opmærksomheden og få et personligt forhold til arrestanten ved at smalltalke lidt om gamle film.

Poul Schlüter:
"Der er ikke fejet noget ( lovligt) ind under gulvtæppet"
I statsministerens redegørelse for Tamilsagen, var der ikke blevet tilbageholdt nogensomhelst oplysninger, hvor der fra regeringens side var blevet handlet korrekt og derfor kan Hr. Schlüter ikke klandres for denne udtalelse.

Jeg har til hensigt at kæmpe for at disse overgreb bliver rettet, da jeg ser mig som en forkæmper for retfærdigheden og da min bil´s støddæmpere lige er røget...

Vi ses

Alan
Ps. Husk dog at retfærdigheden er blind, så måske ender det bare med at vi høres ved;-)