onsdag den 25. august 2010

Killing time

Det tog lidt tid at komme igang, men nu mangler vi kun 699 meter:-)


Så er der både gode og dårlige nyheder til de 33 minearbejdere, der siden 5. august har været spærret inde i 700 meter under jorden i en kobbermine i Chile...

Den gode nyhed er, at hjælpen er på vej... Den dårlige, er læger og psykologer i gang med at undersøge om minearbejdernes psyke kan tåle at erfare.... Nemlig, at der kan gå op til 4 måneder før de er tilbage på landjorden...


Cosmo´s blog har kreeret denne lille slåtidenihjel guide i form af enkle selskabslege til de nødstedte, blandet med små vink der kan give de indespærrede en idé om, at friheden måske ikke ligger lige om hjørnet...


Kære Minearbejdere


Hele nationen føler med jer i jeres uheldige situation. I skal vide at vi har alt under kontrol, og at redningsteamet arbejder i treholdskift for at nå ned til jer og det er vigtigt for os at understrege, at I ikke er i fare!


Da minen, som I ved, ligger 700 meter under jorden, kan det tage mere end et øjeblik før I er tilbage hos jeres familer.


Derfor har vi sammenfattet nogle idéer til hvordan I kan fordrive tiden imens...


Husk at livet er en fest - også selvom lokalerne hvor festen bliver afholdt, indimellem kan være af lettere trist karakter.



  • 20 tusinde spørgsmål til professoren. En af jer tænker på en ting, et begreb eller andet, som de andre så skal gætte ved at stille spørgsmål. Professoren skal gøre det så svært som muligt, og har lov til at skifte nøgleordet undevejs efter forgodtbefindende, da de andre har tyve tusinde spørgsmål at gøre godt med.
  • Stilleleg. Tale er sølv, mens tavshed er guld... I kriminelle kredse er gaffatape sølv, hvilket så henviser tale til bronze. Da I har masser af bronze hvor I er, og ingen gaffatape, kan I lige så godt gå efter guldet i form af et slag stilleleg. Kort sagt, hvem kan tie stille længst? Udlov en attraktiv præmie til vinderen - f.eks den sten, der er mest behagelig at bruge som hovedpude. Så skal der vist nok blive kamp til stregen. Schyyyy!
  • Hår kapløb. Sæt jer parvis overfor hinanden og træk et hår ud på jeres underarme. Herefter sætter I armene mod hinanden, og venter på den af jer hvis hår først når at vokse en cm. Lav konkurrencen som bedst ud af tre, hvor alle møder alle.
  • Tælleleg. Hvem tæller først til uendeligt? Det gør jeg, det gør jeg - vil I sikkert råbe i munden på hinanden og det er bare med at komme igang. Tæl højt, og hvis I glemmer hvor langt I er nået... er det forfra drenge!
  • Sten/saks/papir/ m.m. Alle kender det gode gamle sten, saks, papir, men her skal I være opfindsomme og finde på en masse nye begreber, der kan spilles ud mod hinanden. Husk at alt er tilladt - og undgå endelig ikke diskussionerne, om hvad trumfer hvad, som uværgeligt vil komme, jo mere kreative I bliver i jeres valg af våben. Hver gang et våben kommer på banen, er det vigtigt at I bliver enige om et håndtegn, der skal gøre det ud for den pågældende ting. Forstå at alle ting er potentielle våben, således også diarré, for tidlig sædafgang, og spandauere.
  • Dagstælling. Denne lille leg starter blødt op med, at I skal prøve at bestemme hvornår der er gået et minut, herefter en time. Når I føler jer sikre, kan I gå over til døgn, uger og sidst meeeen ikke mindst måneder. Det er faktisk sjovere end det lyder... Eller måske ikke, men som Tøsedrengene sang i sin tid.... "Så gik der tid med det"
  • Stenjonglering. Så er det tid til behændighedstræning. Start med at jonglere med to sten, og se hvem der først lærer at jonglere sikkert med seks sten -med sikkert, menes der forøvrigt mindst 5 minutter. Have fun guys!
  • Bum tabel. Nu har I tiden til at få genopfrisket tal tabellerne, og hvem har ikke lyst til at få lidt lærdom listet ind, nu når der er tid til det - og det er er der, tro os! Tag alle tabeller fra 1 til 79896987656, og mærk (forhåbentligt) den barnlige glæde for tal vende tilbage.
  • Hvad er forandret? Her er en lille sjov én... I skiftes til at være spotteren som vender ryggen til de andre, og så bagefter prøver at finde ud af hvad de andre har forandret i jeres hule. Det kan f.eks være en sten der er blevet flyttet, eller noget jord der er blevet stampet på. Lad endelig være med at hjælpe spotteren med tampen brænder agtig adfærd, så kan spillet være overstået i løbet af få dage, hvilket ikke tjener noget formål i jeres situation.
  • Memory. Huskelege er med til at stimulere hukommelsen, og der er uanede muligheder i denne leg. Nu da I alligevel skal bruge lidt tid sammen, kan I lære hinanden bedre at kende ved, hver især, at remse alle navnene på jeres familiemedlemmer, venner, bekendte osv. op, og så lære dem udenad. Tag en person ad gangen, og gå ikke videre til næste deltager, før ALLE klarer testen fejlfrit.
  • Rimeleg. Nu er det tid til at rime, og hvad med at slå to fluer med et smæk og forfatte festsange i samme moment? Det giver en masse gode grin, og hvem ved... måske kan I sælge nogle af dem, når I er vel tilbage på jordens overflade. Forøvrigt kan I også skrive nogle julesange, som med lidt held vil kunne blive sunget til denne jul.
  • Alle siger. Dette er en variant af "Simon siger" bare med den twist, at I starter spillet med navne fra begge køn, der begynder med A og bevæger jer op igennem alfabetet. Husk også at bruge sammensatte navne ligesom mellem og efternavne.

Vi håber at følgende lege vil lette jeres ufrivillige ophold i minen en anelse indtil redningsmandskabet når frem.

For en sikkerheds skyld vil vi på forhånd gerne ønske jer en god jul, godt nytår, happy hanuka og ikke mindst en fremragende påske....

Hold fanen højt... hvis loftshøjden tillader det!

Cosmo