mandag den 28. april 2008

Balance.


Det gælder om at holde

balancen sagde klovnen

nu stod han jo også

helt oppe under teltdugen

med et skridt til linen

kun bevæbnet med

en blomstret paraply

og en str. 78 i sko


torsdag den 24. april 2008

Jamen, han har jo ikke noget tøj på??!!

Dette indlæg kunne jeg have valgt at kalde " Hva´mæ daj sæl?", da det egentligt omhandler visse menneskers manglende evne til at skue indad.

I H.C. Andersens " Kejserens nye klæder" er pointen måske mere, at når vi bliver for forfængelige, bliver vi også nemme at narre. Af frygt for at falde udenfor, er der ingen af de tro undersåtter der tør bekende hvad de ser, og det er således op til en lille dreng, at råbe vagt i gevær.


Når jeg nu alligevel valgte sidstnævnte, er det fordi min oprindelige tanke til dette indlæg, udsprang fra en ting, der har undret mig i efterhånden mange år.

Da Hitler agiterede for det ariske overmenneske, blev det i propagandafilm skildret med høje, blonde og muskuløse mænd.

Den lader vi lige stå et øjeblik....

Når Hitler fra sin talerstol nedgjorde jøder og andre etniske grupper, som han anså som værende undermennesker og især henførte til deres fysiske fremtoning, havde jeg gerne set den lille dreng, der satte ord på sin forundring.

I tegnefilmen "Terkil i knibe", får Terkil det råd af sin nye klasselærer, at næste gang han bliver udsat for mobning af skolens 2 værste rødder, skal sende bolden tilbage med et " Hva´mæ daj sæl?". Terkil ender dog med et blåt øje, da Steen ( som den lokale bølle hedder), ikke er moden til selvransagelse.

Jeg har her samlet et par finurligheder, fra den virkelige verden, samt et par til lejligheden opdigtede;

  • Robert " coke" Hansen. " Man kan snart finde det lort alle vegne", udtaler den kære Robert, efter fundet af kokainrester på toilettet i "Vild med dans". Jeg tillader mig hermed at le;-)
  • Per Stig Møller. Da Hans Engell i 1997, med en promille på 1,37 banker ind i en betonklods på Helsingør motorvejen, er Hr Møller hurtigt ude ved havelågen og fordømme Hans Engell. Konfronteret med oplysningerne vedr. hans egen spritdom 30 år tidligere, får Per Stig hukommelstab og benægter. Løgnen vælter ham af den pind, som konservativ formand, han havde overtaget efter Hans Engell... What goes around....
  • Rasmus Trads. Med gloser som " Dit store røvhul", " Du er en led fyr, du er!" og klassikeren " Gud fader i skuret mand, tænk at kunne fyre så mange løgnehistorier af, på så kort tid", sviner den tilsyneladende totalt uskyldige Hr. Trads, en smilende Kurt Thorsen til, foran byretten i Kbh.. Imidlertid har retten svært ved at tro på, at Hr. Trads ikke, på et eller andet plan, havde fingrene i kagedåsen og idømmer ham 4 års ubetinget fængsel. Herfra redaktionen, minder vi lige om det gamle amerikanske ordsprog; " Don´t do the crime, if you cant do the time".
  • Cosmo. " Vindere spiser sundt piger" får undertegnede forleden dag, højtidligt vrøvlet af til Annabell og Anastasia, med en monsterisvaffel i hånden. " Er du så en taber far?" var bemærkningen, der trak et smil frem på mine læber. Svaret på dét spørgsmål, er selvfølgelig et rungende NEJ!, der stopper min humor altså!!! ;-)

Citater vi stadig har i vente;

  • Lars Løkke Rasmussen. " Det er på tide, at der kommer orden i regnskaberne, hos samtlige MF´er". Godt set Lars Løkke, du har helt ret og vi er startet i indenrigs og sundhedsministeriet".
  • Flemming " Don Ø" Østergaard. " Når man så ser på klubber som Chelsea og Real Madrid, er det jo åbenlyst, at det er ren og skær business, der driver værket.
  • Arla. " Det er vigtigt at de danske firmaer, ikke lægger sig på knæ for de arabiske lande og kun tænker i profit og bundlinjer". Ja ja Arla, det er jo den slags vi danskere, ville taksere som landsforræderi....
  • Jørgen Poulsen. " Selv tidligere frontfigurer i nødhjælpsorganisationer, skal virke sympatiske og vare deres udtalelser i offentligheden". Jørgen Poulsen blev direkte bortvist fra Røde Kors. Og der var aldrig tale om et gyldent håndtryk og 'negernes penge', som Røde Kors hævder, fortæller han i et interview.

Det siges at " Når man peger en finger af andre, er der tre fingre, der peger tilbage på dig selv"

Det er så her, at jeg efter dette indlæg, føler et par tusinde fingre, pegende i min retning....

Alan " det man siger er man selv" Jensen

torsdag den 17. april 2008

Hængselsfaktor.

I Erik Durschmied´s bog " Det store terningspil" giver forfatteren eksempler på, hvordan tilfældigheder har været med til, at forme krigshistorien op gennem tiderne.

Det bliver betegnet som " hængselsfaktoren" og beskriver de ofte små ting, der ender med at have store konsekvenser.

Begrebet minder meget om
"sommerfugleeffekten" som bygger på antagelsen om, at en sommerfugls basken med vingerne i Kina, kan udløse en tornado i USA.

I slaget ved Waterloo d.18 juni 1815, var en af hængselsfaktorerne der udløste Napoleons nederlag, dårligt vejr.

Natten til 18. juni øsede det ned med regn, og den næste dag kunne kanonerne ikke køres i stilling. Der røg franskmændenes trumfkort, da de havde mange flere kanoner og artillerister end de allieredes hær.

Hængselsfaktoren er imidlertid ikke kun relevant i krigslykkesammenhæng, men også når hverdagens små historier bliver skrevet...

Her har jeg samlet nogle bud på mulige hængselsfaktorer, der kan have haft indflydelse på verden, som vi kender den i dag...

  • Da Mr Peter, be happy, Asschenfeldt skal have sin 3. ansigtsløftning samtidig med den månedlige Botoxindsprøjtning, har hans faste plastickirurg spist salmonellainficeret kylling aftenen inden. Derfor må han melde sig syg og en, på daværende tidspunkt, ukendt Jørgen Ege tager over. Resultatet får som bekendt så store følger for Peters ansigt, at det nok ikke kan ordnes med en kvajebajer på Rosie Mcgee´s, når Jørgen Ege omsider bliver fundet af Interpol og udleveret til videre retsforfølgning, af utallige andre utilfredse klienter.
  • Et par tvillinger tager fejl af døren til toilettet, og ender op til en X faktor audition, hvor de lynhurtigt udnytter chancen til at fyre en af deres badeværelsessange af. Thomas Blachman fanger joken og stemmer dem videre. Kunder i storcentre som Ishøj bymidte, bliver i en heldigvis kortere periode, nødt til at lægge øre til de 2 musikalske talenter.
  • Farum´s tidligere kejser, Peter Brixtofte besøger utallige gange i 2001 restaurant Sepp, hvor han sammen med venner og kollegaer hygger sig på kommunens regning. En af vinene, en Chateau Petrus årgang 1992, får Brixtofte endda pruttet 3500 kr ned, således at kommunen kun betaler ca. 9000 kr pr flaske. Kommunen anderkender ikke Brixtoftes handelstalent. Sagen bliver en af mange, der vælter Brixtofte og som stadig kører i Østre Landsret, hvor dommen forventes afsagt til sommer. I en anden sag om mandatsvig vedr. sponsoratet til håndboldklubben Ajax- Farum på 10 millioner kr, hvoraf kommunen sponserede de 9, bliver Brixtofte idømt 2 års ubetinget fængsel.
  • Inden et møde i banken, hvor jeg skal bede om et lån på 775 kr, spilder jeg thousand island dressing fra en kyllingesandwich, ud over min skorte. Bankrådgiveren ser mig som værende useriøs og sjusket, afslår og nu er min forårstur til Harzen med Poul Mertens busrejser aflyst.
I systemer med mange ubekendte faktorer, skal der kun en gnist til at starte en kædereaktion, hvor det endelige udfald, er næsten umuligt at forudsige.

Det er en af grundene til, at jeg ALTID tager rene boxershorts på hver morgen, derved kan jeg trygt se den kommende dag i øjnene;-)

Alan

mandag den 14. april 2008

Yrrk!!

Forleden dag stod jeg i min forretnings døråbning og så på livet, der udspillede sig for mine øjne....

En pige stod med en hund i snor, et par meter fra mig ,og mens hun var beskæftiget med at tale i mobil, ja så var hunden travlt optaget af at, hmm... Det kan ikke skrives så det på nogen måde rimer, så se venligst på billedet ovenover tak!

Folk med mad i hånden, rådes imidlertid til at lade være....

Anyway, pludselig holdt den op og kom hurtigt på benene....

Den begyndte at trække i snoren og logre kraftigt med halen...

En middelaldrende kvinde kom smilende imod den og greb dens forpoter, da den stilte sig på bagbenene....

Hunden begyndte nu at slikke kvinden i hele hovedet, mens hun grinte og nussede den i nakken...

" Det er sandeligt ved at blive forår", sagde jeg lavmælt, mens jeg lukkede døren bag mig inde i butikken...

Ja, jorden er sandelig et underfundigt sted at leve;-)

Alan

Panik?!


"We are currently performing site maintenance Be cool - we'll be back 100% in a bit".

Det var de ord der sprang mig i møde, da jeg åbnede Youtube i morges og straks gled mine tanker tilbage til en morgen, for et par måneder siden.
Jeg havde lige børstet tænder og havde, imens computeren startede op, gjort den daglige dosis havregryn klar til indtagelse..

Så langt, så godt.....
Nu stod jeg så med skålen i den venstre hånd, mens jeg overværede den højre nærmest pr. refleks, danne ordene "Youtube", i Google startsidens browser.

Efter et hurtigt " log in", valgte jeg en af mine favoritter, som skulle skyde denne herlige morgen igang.

Jeg vendte mig om og slog tilfældigt op i et af mine astronomiske leksika, som den morgen lå fremme på køkkenbordet.

" Så er det dig, din store frække krabat af en planet, vi skal se på her til morgen" sagde jeg, da jeg erfarede at siden var slået op på min yndlingsplanet Jupiter.

Men der var noget galt, malurt i bægeret, something rotten in the state of Denmark...

Musikken var ikke startet og da jeg prøvede at starte sangen igen, poppede beskeden fra begyndelsen af dette indlæg, op som trold af en æske...

Prøvede forgæves igen og igen, og begyndte nu, som en anden alkoholiker låst inde i en helsekostforretning, at mærke panikkens klamme hånd på min skulder...

" Be cool, be cool!" grinede jeg manisk " Ingen musik og vær cool, det hænger sgu´da sammen som Prins Henrik og vellykket integration!"

Jeg prøvede at trykke hårdere på musen, (det er nemlig et meget rationelt trick, når det drejer sig om elektronik) for at tvinge sangen til at gå igang og kort tid efter flød " Feeling good" ud af højtalerne, igennem Michael Bublé´s silkebløde stemme....

Roen spredte sig i min krop og selv havregrynene smagte bedre end normalt...

Med et " You never know what you´ve got, till it´s gone" gik jeg smilende ud i den kolde regn på vej på arbejde;-)

Alan

torsdag den 10. april 2008

Magtdemonstration!














Åbent brev til Sognepræsterne m.f. i Jesuskirken

Kære Sognepræster, kirketjenere og andre menighedsansatte i Jesuskirken, Valby.

Jeg skriver til Dem i min egenskab af sognebarn, da jeg efter at have erhvervet mig et hus i umiddelbar nærhed af Jeres ( eller må jeg være så fri at kalde den Vores) enestående smukke kirke er et fænomen, der i den grad er kommet mig for øre, nemlig kirkeklokkernes bimlen og bamlen hvert 15. min.



Nu må jeg, set i lyset af tidligere offentlige revsninger af de mennesker, som har haft meninger der konfliktuerede på en eller anden måde, med kirkens sandhedsmonopol, ( heriblandt Giordano Bruno som fór til Bloksbjerg i en lidt for tidlig, af inkvisitionen, afholdt Skt Hansaften d. 17 februar år 1600 eller Galileo Galilei, som kun ved at trække sin tåbelige påstand om, at jorden ikke var universets centrum tilbage, kunne nøjes med livsvarig husarrest), skynde mig at præcisere, at jeg på ingen måde ønsker at kritisere kirkens århundrede gamle traditioner, men blot gerne, ser disse ført vel ind i dette 21. århundrede.

Det kan så gøres på flere måder. Kirken kunne f.eks forholde sig til det faktum, at menig mand benytter en 24 timers tidsangivelse og at der således burde lyde 20 klokkeslag ved kl 8 pm, 21 ved 9 pm og så fremdeles.

Det er selvfølgelig vigtigt at prøve at forstå, hvad kirken ønsker at opnå med denne bastante tidsangivelse, for derigennem at bringe dennes ønsker til fulde.

Hvis kirken med kvarterslagene vil påminde os om " tempus fugit" altså at tiden flyver, kunne det måske være hensigtsmæssigt at hæve frekvensen til 5 min slag, da tiden i dette århundrede flyver så meget hurtigere.

Man fristes til at bringe Ernest Hemingway´s klassiske bogtitel fra 1940 på banen " Hvem ringer klokkerne for?" som dog er uden kontekst i denne sammenhæng, men som fortsættes " de ringer for dig".

Spørgsmålet er bare om de fleste naboer er interesserede i kvarterslag og især timeslagene som lyder døgnet rundt, ugens 7 dage og at det således er kirkens ønske snarere end folkets vilje.

Nu er der jo især ét tungtvejende argument for at feje beboeres ønske om nattero til side, nemlig at kirken lå der først og at klokkerne har slået sådan i næsten et århundrede. Historien er imidlertid fyldt med ritualer og gerninger, som ikke har taget hensyn til verdens gang og som er retfærdiggjort med sætningen "sådan har det altid været!".

Kirken har da også igennem tiderne måtte revidere deres opfattelse af dens magt og position, i det samfund som den er en del af og som den som institution, kun kan overleve med folkets brede opbakning.


Ved en forespørgsel hos den nærliggende Timotheus kirke, blev oplyst at der her kun bliver slået kl 8 morgen og 18 aften udover de naturlige indkaldelse til gudstjeneste m.m. og således heller ikke kvarterslag.


Da jeg er tilhænger af, at vi alle skal nyde godt af de samme goder, har jeg tænkt mig at starte en underskriftindsamling hos naboerne af Timotheus kirke. Derved håber jeg at gennemtvinge denne kirke, til også at slå kvarter og timeslag alle døgnets 24 timer til lykke og glæde hos beboerne.

Et "worst case scenario" kunne være at naboerne hos Timotheus kirke, ikke fandt denne idé så fantastisk.

Skulle dette være tilfældet, vil jeg, igen i retfærdighedens navn, foranledige en underskriftindsamling i Jesuskirkens nabolag, for at bringe en slags "klokkeslags standardisering" til vores lille fælles andedam.

Med venlig hilsen

Alan

onsdag den 9. april 2008

Glemmer dig aldrig!!!














Jeg var for ung, for uvidende
til at se, hvor stort et menneske du var
til at forstå, hvad du kom til at betyde
for min fremtid, mit liv
jeg skylder dig så meget
så uendeligt meget


Jeg havde for travlt, var for optaget
af hvad der foregik i mit liv
til at lytte til, hvad der skete i dit
og nu når jeg er klar
er det bare for sent
alt alt for sent


Jeg husker den dag så tydeligt
den sidste gang jeg så dig
du kom forbi for at besøge mig
det var sommer, 98
det var dit livs efterår
eller rettere vinter

Så nu står jeg bare her
uden en plan, eller et håb for
hvordan får jeg vist dig
min respekt, min taknemmelighed
nu da du er væk
helt væk og fuldstændig borte

Ville ønske at jeg fik muligheden
ville ønske at jeg bare én gang
kunne forløse min smerte
og fortælle dig at selvom du er borte
lever mindet om dig stadig
dybt dybt i mit hjerte

TAK!

Alan

tirsdag den 8. april 2008

Test: Er du typen der tager tests?

I jagten på at spinde guld, har jeg nu endelig fundet de vises sten.

Indrømmet, der har været et par svipsere indimellem, men nu er det tid til at lægge dem bag mig og komme ud at lave noget seriøs kasse!

Hvad er det så, der skal sikre, at jeg rent faktisk får råd til min nuværende levestandard?

Jeg har, øeh.... gennem en vens læsning af div. dameblade, fået øjnene op for fænomenet "selvtests".

" Selvtests" er et fantastisk stykke værktøj, til at lære en masse om dig selv, som du slet ikke var klar over...

Min ven tog en test i Femina og det viste sig, at han sandsynligvis var gravid eller ihvertfald havde hormonelle svingninger...

Men nok om min ven. Her følger et par idéer i katagorien selvtests, der skal få min kassekredit til at rejse sig fra asken, som en anden fugl Fønix!

I de følgende tests, er der kun vist et enkelt eks. pr. katagori, men forestiller mig, ca 15 spørgsmål inden dommen afsiges og har tænkt mig at bruge modellen " Ved flest a), b) eller c)"...

Personligt notat #1: Det skal undersøges, hvor meget ekstra skejs, der kan genereres på at tage en d) valgmulighed med...

Personligt notat #2: Prøv at få fiflet et par råd ind om, at folk skal huske at tage tests, så efterspørgelsen og dermed prisen stiger...

  • " Taler folk om dig bag din ryg?". Eks; " Hvordan reagerer dine kollegaer, når du uventet dukker op?" a) Du hører én hviske " schyyh nu kommer hun/han" og derefter stopper al snak. b) Rengøringsdamen spørger dig henkastet, om den gonorré test du tog forleden, var positiv. c) Alt virker normalt. Dom; Ved flest a) eller b)" Du bliver nødt til at forholde dig til den mulighed, at folk kan tale om dig bag din ryg". Ved flest c) " Alt virker normalt". Om folk taler om dig eller ej, burde du tage en af mine klassiske tests; "Hvorfor taler folk om dig?" eller " Hvorfor gider folk ikke at tale om dig?"

  • " Er du feinschmecker?". Eks; " Hvor finder du de fleste af dine måltider?" a) Jeg slikker lidt på min skjorte, hvor der plejer at være lidt mad, spildt fra tidligere indtagede måltider. b) Jeg har altid et par ostemadder gemt i min jakke. c) Alt fra sushi til finere cuisine. Dom; Ved flest a) eller b) " Du er ikke så raffineret i dit madvalg". Ved flest c) " Tillykke, du kan på madsiden kalde dig for feinschmecker... På andre sider, kan du kalde dig lige hvad du vil, bare du lige husker at teste om det er ok først.
  • " Er du velsoigneret?" Eks; Hvad plejer dine venner at gøre, efter de har givet dig hånd eller et kram. a) Mine venner undgår helst fysisk kontakt med mig. b) Vasker hænder lige efter. c) Spørger mig, hvordan jeg altid kan dufte så godt... Dom; Ved flest a) eller b) Du skal overveje at tage testen " Bader jeg nok?" eller " Er jeg ulækker?"

  • " Har jeg styr på min økonomi?" Eks; "Når jeg får mit huslejegirokort udbryder jeg.." a) "Hva´s...., den har jeg da lige betalt for en måned siden!!" b) "F..., så står den på pasta igen resten af måneden... uden ketchup!". c) "Jeg kører alle regninger over betalingsservice." Dom; Ved flest a) eller b) Du kunne godt stramme lidt op, tag evt. testen " Hvor skal jeg stramme op?". Ved flest c) Du lader til at have styr på det, som så efterlader spørgsmålet " Er jeg en kontrolfreak?".

  • " Er jeg et energisvin?" Eks; " Hvor meget lyder din årlige elregning på?" a) "Jeg betaler hver 14. dag". b) " Jeg har bygget min egen dieselgenerator, det fandt jeg ud af via testen " Kan jeg spare penge på el". c) "Aner det ikke, det er så lidt at jeg slet ikke spekulerer over det." Det er vigtigt at tænke over tingene, men så igen heller ikke for meget... Tag evt testen " Reflekterer jeg for meget?"

  • " Får jeg nok motion?" Eks; Du skal til den vigtigste jobsamtale i dit liv, som skal foregå på 2. sal. Nu er elevatoren imidlertid gået i stykker, hvad gør du? a) Venter til reparatøren kommer, han må være på vej. b) Kører hjem. Hvis du skal trampe op af alle de trapper, bliver du så svedig og ulækker at de alligevel ikke vil antage dig. c) Du har i forvejen gået de 30 km hjemmefra, så 2. sal skræmmer dig slet ikke. Ved flest a) eller b) Du skal overveje at røre dig noget mere. Testen " Hvilken sport interesserer mig" vil kunne afdække svaret. Ved flest c) Overvej om du bruger for meget tid på motion....

  • " Besøger jeg mine forældre nok?" Eks; Forsæt sætningen, " når min mor ringer..." a) Tager jeg den ikke. b) Min mor fik aldrig mit nummer, da jeg flyttede hjemmefra. c) Siger hun, at det var hyggeligt i aftes og glæder sig til, at se dig senere. Dom; Ved flest a) eller b) Du burde skamme dig, længere er den ikke. Ved flest c) Du overgør det måske en smule, lad også din mor få lidt ro. Hvad end du har svaret, er det vigtigt at prøve at afklare ( teste), hvad der ligger til grund for dit forhold til dit mødrende ophav.

  • " Er jeg konfliktsky?" Eks; "En fyr bagved dig i køen i Netto, spørger om han ikke lige kan låne en hund til et par bajere.. hvad siger du?" a) "Øhh, jeg har den kun i mønter, er det ok?" b) "Jo, men så må jeg lige lægge et par af mine egne varer tilbage". c) " Hvad tror du selv......... Fedtøre? Ved c) burde du tage testen " Træner jeg nok kampsport?", helst inden den slags bemærkninger fyres af.

  • " Er jeg typen der tager selvtests?" Eks; " Sidder jeg med en kuglepen i hånden lige nu og svarer på disse spørgsmål?"a) Ja. b) Nej, jeg bruger blyant. c) Kunne jeg ikke drømme om, jeg skimmer bare teksten. Dom; Ved flest a) eller b) " Du ér typen, der kan finde på at tage en selvtest og bliv du bare ved med det, der er faktisk mennesker der prøver på at leve af dette! Ved flest c) "Kom igang, der er faktisk mennesker der prøver på at leve af dette!!"
  • " Er du populær hos det modsatte køn?" Eks; Du står i baren og siger hej til en fremmed kvinde/ mand der, som du ,er alene. Hvad svarer hun/ han? a) "Skrid pomfrit!!" b) Hun/ han kalder på dørmanden og får dig smidt ud. c) Hun/ han kigger dig dybt i øjnene og ber dig om tage med hjem. Dom; ved flest a) eller b) Plastickirugi kan være en mulighed. Om det er det rigtige, kan du teste dig til svaret på. Ved flest c) Det ser fornuftigt ud for dig, ring evt til undertegnede, for lige at komme med et par små fif.

Hvis i er nogle derude der mangler en test, er jeg klar til at skræddersy en til lejligheden.

Det kan være oplagt som gaveidé til en i jeres omgangskreds, der skal have et vink til at forbedre forskellige manglende kvaliteter. Skriv lidt om hvilke spørgsmål i kunne tænke jer. Husk at vedlægge 500 kr i kontanter og en frankeret svarkuvert.

Husk at vores tests ikke bliver testet på hverken dyr eller børn.

Alan

mandag den 7. april 2008

Donationer tak!

Prøv lige at tjekke om vi skulle ligge
inde med en venstrefod på lageret..




















Så kom der endelig gang i debatten omkring organdonation...

Jeg hilser den velkommen, da jeg mener at det er et vigtigt spørgsmål at få afklaret...

Da vi alle sikkert har travlt her til morgen, vil jeg for en gangs skyld, gå direkte til makronerne...

Spørg blot dig selv.... " Hvis jeg, eller en af mine elskede, skulle have livsnødvendig brug for at få et eller flere organer transplanteret, vil jeg da tage imod?"

Hvis dit svar er "nej", er det i mine øjne helt ok, ikke selv at stille op....

Mange vil måske sige, at det er et stærkt forenklet synspunkt, da der er mange overvejelser at gøre, men koger vi det helt ned, vil det efter min mening, være hyklerisk at være klar til at tage imod, uden at være klar til at give...

Det er et ubehageligt emne, men det kræver at vi tager stilling, mens vi har mulighed herfor...

Jeg ville personligt ikke bryde mig om, at skulle tage beslutningen på en af mine kæres vegne, så tag stilling nu og husk " ikke at vælge, er også at tage et valg"

Jeg foreslår et lovforslag, hvor vi alle automatisk, ved en given alder bliver organdonorer...

På den måde vil alle de dovne og apatiske mennesker, give et bidrag uden at skulle røre sig, da passivitet vil være lig med at sige ja.

Det er faktisk et trick som bla. bogklubber og til dels kirken benytter sig af...

Det skal selvfølgelig til hver en tid og uden begrundelse, være muligt at ændre status, til ikke at være donor. Det er vigtigt at holde sig for øje, at alle mennesker er lige, donorer såvel som ikke donorer og at dette spørgsmål, således kun er et personligt moralsk anliggende.


Uden løftet pegefinger

Alan

søndag den 6. april 2008

You are a winner!!!

Da Anastasia i dag fandt ud af, at det var livsnødvendigt at se Mr. and Mrs. Smith og det ikke er en dvd jeg ligger inde med, måtte jeg ind på et suspekt videostreaming site.

Læsere uden børn, vil måske stille sig uforstående overfor denne form for behagesyge, men da jeg lige havde købt den nye Anthony Robbins bog, " Væk din indre gigant", så jeg et egoistisk snit, til at få en times koncentreret læsefordybelse....

Da vi kom ind på siden poppede der så den sædvanlige " CONGRATULATIONS" op, men denne gang, var det efterfulgt af et " THIS IS NOT A JOKE, YOU ARE THE ........ 4,100,048,306th VISITOR.

Jeg har ofte været besøgende nr 10/12/15 millioner, men aldrig helt oppe i Milliardklassen, så selvfølgelig følte jeg mig heldig...

Nu er jeg ikke sikker på, at min lokale IT nørd har tid til at komme og rense min pc for div. vira, så jeg droppede at gå ind for at se, hvad dette magiske nummer kunne indbringe mig i guld, platin og ædelstene...

Da jeg er lige så lidt matematisk, som sprogligt begavet, kan dette nummer, som i mine øjne ikke ser specielt ud, jo alligevel måske være det et af de mest respekterede primtal... Eller noget... Og derfor ville retfærdiggøre, at jeg bestemt skulle føle mig som " One of a kind" og derfor overdrysses med div. værdier...

Men tænk nu, hvis tallet slet ikke er så specielt og de bare deler penge ud til højre og venstre.....

Jae, nu bliver det spændende, for hvis et tilfældigt nummer bliver rigt belønnet, så tænk på hvad et ordnet tal kunne indbringe....

Så fangede jeg din interesse og jeg er sikker på at vi nu sidder og tænker det samme.....

Om små 900 millioner hits, runder vi nemlig besøgende nummer 5 milliarder...

Det er da et fint rundt tal, der er til at tage og føle på og som følge deraf, naturligvis må udløse den helt store jackpot!

Jeg har derfor tænkt mig, at dedikere 2 timer af mit liv hver dag for at blive dén heldige, der vinder den helt store gevinst og så vil jeg herfra leve et liv i sus og dus.

Tænk sig, at det er så enkelt... Jeg fristes næsten til at udbryde " heureka!!!!"

Nu er det jo ikke noget, vi skal gå og tale for meget om, da vi i sagens natur, jo ikke har brug for flere konkurrenter end højest nødvendigt...

Når jeg vinder, har jeg tænkt mig at invitere alle jer mine faste læsere, til et storstilet arrangement, afholdt i en god vens hælebar efter lukketid.

Ses vi?? Det tror jeg nok at vi gør;-)

Alan

torsdag den 3. april 2008

Se min hæmoride!!

Lad det være sagt med det samme.....

Du behøver ikke at kigge nærmere på billedet, her til højre.

Det er så bare svært nu, når det først er inde i dit hovede, at du skal lade være, men det er en anden sag, som kan blive fulgt af et evt senere indlæg...

Dette billede, som mit indlæg faktisk slet ikke skulle handle om, er bare et jeg har fundet på nettet til lejligheden, da jeg "picgooglede" ( det var et ord jeg lige fandt på) " se mit sår" og er en side om en fyr, der ville vise os en masse før og efter billeder af sit tandsæt......

Nu ved jeg ikke, hvilke skumle motiver der driver vores ven, til at lægge den slags billeder på nettet, men jeg bad selv om det, da jeg gik ind på siden og det var faktisk dét mit indlæg skulle handle om....

I går kom en kunde ind i min butik. Jeg havde ikke set hende i et par år og hun virkede glad og veloplagt....

" Hvordan går det så?" begyndte jeg måske en anelse overfladisk....

Det spørgsmål skulle jeg snart komme til at fortryde, for nu begyndte hun ekstatisk at fortælle om hendes paradentoseramte mund, som nu lige var kommet i behandling...

Hun kom faktisk lige fra tandlægen og ville meget gerne lige vise mig, hvad der indtil videre var blevet lavet....

Jeg er ikke af nysgerrig natur og slet ikke når det omhandler andre menneskers dårlige hygiejne, i munden såvel som andre steder...

" Hold da op" var det eneste jeg umiddelbart kunne fremstamme, da hun klikkede noget af sin undermund af, hvor der nærmest var strøet et par tænder ud hist og her, og med et halvt tandløst smil, stak hun protesen helt op i mit måbende ansigt.

" Du kan se her" sagde hun mens hun gabte højt op, " at de andre tænder ikke har det for godt"...

Det, kunne der slet ikke herske nogen form for tvivl om, tro mig de bisser havde set bedre dage!!!

Nu er det så, jeg gerne ville fortælle at jeg ikke er sippet og at det bare er grænseoverskridende og situationsfornemmelsesforladt ( er det mon et ord?) at vise sine dårligdomme frem til fremmede mennesker på den måde.... Men jeg er sippet og det vil jeg i denne sammenhæng, kræve min ret til at være..... Når det så er sagt, er jeg dog ikke så humorforladt, at jeg ikke kan se det grinagtige i situationen og så holdt det stykke chokolade, jeg var ved at spise da hun kom, da et par timer længere;-)

Alan

tirsdag den 1. april 2008

Alle konspirationers moder

Landede amerikanerne på månen hin juli måned det herrens år 1969? Crashlandede et ekstraterrestrisk fartøj i Roswell1947 og lagde regeringen et røgslør, mens de i dybeste hemmelighed undersøgte de fremmede væsner og deres( åbenbart ikke helt fejlfrie) teknologi?

Var Lee Harvey Oswald ene skytte, eller var der et komplot mod John F. Kennedy og blev Marilyn Monroe myrdet pga
sit forhold til selv samme præsident?

Interessante spørgsmål som, for mig at se, dog kun er et lettere udpluk af de konspirationer som ligger lige for, dersom du åbner øjnene og kradser lidt i den polerede overflade, der er skabt af de sande magthavere....

Her vil jeg gennemgå nogle af de, efter min mening, vigtige konspirationer, som har deres rødder her i Danmark...

  • Bag sitet " Scor" står kyniske medicinalvirksomheder, der lukrerer på salget af kønssygdomsmedicin. I klassikeren " The kid" fra 1921 spiller Charlie Chaplin en glarmester, der får sit plejebarn til at smadre ruder i forretningsfremmende øjemed. Her ser vi så tricket taget skridtet videre, da "Scor" endda tager penge for deres ydelser. Det er en win/win situation og således kun et enkelt win, fra at være helt oppe i Kinderæg´s klassen.

  • Lottotallene er fixede. Denne her er faktisk min mors.... Hun er overbevist om, at der er fusket med tallene, således at alle hendes tal aldrig kan komme ud på samme tid. Det er derfor, på trods af at hun er synsk, at hun aldrig har mere end 4 rigtige. Jeg har prøvet at overtale hende til at vælge andre tal, få venner til at spille hendes kuponer, men hun er overbevist om at det er nyttesløst. Derfor dette lille opråb. Kære Danske spil, jeg ved ikke hvorfor i er efter min mor, men det er usselt ikke lade hende vinde de store præmier. Jeg har nøje gennemlæst jeres regler og der står ingen steder at synske personer ikke må spille, ikke engang med småt. Jeg ved ikke hvordan i gør, men det er på tide at stoppe dette snyderi og lade ret være ret!
  • Dirch Passer fakede sin død. Da Dirch i 1980 faldt om på scenen, var det direkte inspireret af fupnummeret med Elvis´s "død" 3 år før. Dirch var, ligesom Elvis, træt af fanhysteriet og ønskede et roligt liv, hvor han kunne handle ind i den lokale Brugs, uden konstant at skulle høre en eller anden båtnakke, skråle " OP OG DÅÅÅÅÅÅÅ" hver gang han var blevet spottet. Et ukonfirmeret rygte går på, at Elvis og Dirch skulle have planlagt at løbe væk sammen og nu lever i et ikke registreret partnerskab på en plantage i Tanzania...

  • Per Hækkerup blev bestukket af den Norske stat i 1963. Da Per Hækkerup skulle forhandle med den norske stat, om deling af Nordsøen med henblik på olieudvinding, var han ifølge en myte, så beruset at han slet ikke forstod, hvad hele sagen drejede sig om. Derved havde de norske forhandlere let spil, til at franarre os den del af Nordsøen, der senere blev kendt som Ekofisk og som siden 1969 har indbragt Nordmændene et 4 cifret milliardbeløb. Imidlertid, er jeg overbevist om, at selvom Hr Hækkerup var kendt for at kigge dybt i flasken, blev der lavet en " lokumsaftale" der sikrede Hækkerup slægten økonomisk i de kommende tusinde generationer.

  • Prins Henrik blev påtvunget det Danske kongehus. "Find Holger" er en børnebog, der skal skærpe børnenes iagttagelsesevne, ved at spotte " Holger" i sin rød/hvid stribede pullover, mellem en masse andre figurer, der minder om ham til forveksling. Ser man på et billede af den danske kongefamilie, er det uhyggeligt let at se hvem der skiller sig ud. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, af hvilke grunde vi nu her i Danmark sidder tilbage med "Sorteper", men mit gæt må være, at vi på et tidspunkt i historien har trådt Frankrig så meget over tæerne, at vi, for at sone vores brøde, måtte agere værested for nogle af deres utålelige elementer.

  • Linje 3 havde en klemme på DR´s tidligere generaldirektør Christian S. Nissen. Spørg dig selv hvorfor DR, blev ved med at købe Linje 3´s talentløse shows i en, hvad det for os seere i hvertfald føltes som, uendelighed. Jeg er overbevist om at ingredienserne i den cocktail er et sammensurium af; Preben Christensen, en fetishfest og et par velplacerede kameraer. Kenneth Plummer satte sig efter et par hurtige skandaler, især budgetoverskridelsen vedr. den nye DR by i Ørestaden på 60 % eller 1.7 milliarder gode danske kr, i en situation hvor han ville være næsten umulig at afpresse, og som følge deraf gik Linje 3 endelig hver til sit.

  • " Bakken" er en del " The ugly triangle" Der sker mystiske ting derude i dyrehaven.... Prøv selv at lægge mærke til, hvad der sker når folk ( incl dig og dit følge) går ind gennem porten til Bakken. Alle bliver ca. 20% mere utjekkede og selv ellers noble mennesker får et uafrysteligt gøglerskær over sig. Folk som Johnny Madsen, Kim Larsen samt Sussi og Leo, er så vidt vides undtaget, da der trods alt er grænser for dårlig smag...

  • Mejerigiganten Arla stod bag 11 sep. Hvis man omskriver bogstaverne i ordet "Arla" i forhold til alfabetet, ender man op med 118121.... Herefter er det indlysende at " Arla" er et slet skjult "anagram" for terrorangrebene, som Arla havde håbet ville sætte 3. verdenskrig igang, i og med (11) (8+1) (2+1), giver 11/9-3. Det forklarer også selv samme koncerns leflen for de arabiske lande under d.1 Muhammed krise. Ingen sjove idéer Arla... Jeg ligger inde med flere beviser, som i tilfælde af min pludselige død, vil blive videresendt til landets største aviser, samt offentlige anklagere o.m.a.


Konspirationsteorier bliver vækket til live, når en faktisk hændelse er så uforklarlig, at der må stikke noget under.

Herefter kan spørgsmål som; "Hvem kan have gavn af denne begivenhed?", hvem har mulighederne for at udføre den og samtidig slippe godt afsted med at kaste skylden på andre?", hjælpe med, hvor vi skal rette blikket hen for at finde svaret.

Jeg er overbevist om at vi alle har funderet over, om det er rumvæsner der bortfører den ene sok, der altid mangler efter vask og om isåfald regeringen bytter med de højteknologiske opfindelser, der bliver solgt via Tv shop.

Husk, at selvom du er paranoid, betyder det ikke, at de ikke er efter dig!

Skrevet fra et, af redaktionen, kendt skjulested...

112114

Giv mig én dag!!

Giv mig én dag, bare én dag
en dag til at vade henover andre menneskers følelser
en dag uden empati
uden forståelsen for det store billede
uden hensyntagen, uden samvittighed
og andre laster


giv mig arrogance på den fede måde
lad dem kalde mig hvad de vil
jeg vil henvise til janteloven
og de sure rønnebær
man sætter da ikke gud i fængsel


jeg vil stjæle den sorte hat
ride ind i byen
plyndre banken,
hive en skøge med overskrævs på hesten
og med rygende revolver ride ud af byen

jeg viI være unuanceret, usympatisk
giv mig et adjektiv
så skal jeg sætte et u foran
og vel at mærke leve op til det
det skal bare være min personlighed

ikke gennemtænkt
ikke vendt og drejet
bare følge mine instinkter
sætter lige et ur foran den der

vil brænde mine aftaler
ikke betale min gæld
lade folk vente
kunne smile, men gider ikke
vil tage mere end jeg giver

frembringe flere tårer end smil
det skal være MIG og mine behov
og jeg viI stadig sove godt om natten
beder ikke kræver!
jeg vil være den perfekte egoist
og man skal gøre det man er god til


askebægre og rygerum er for tøsedrenge
giv mig dén ene dag
til at vise vores hverdagsignoranter
og aftalebrydere's manglende klasse

giv mig afløb
bare én dag
uden fairplay
bare én dag
så er jeg tilbage på kontoret
i ved hvor jeg er
fjerner u' erne
bliver stabil
tilregnelig
måske endda til tider behagelig

nu, da er det skrevet ud
så drop bare den dag
og skriv mig op til en solskinsdag
med alle de mennesker jeg holder af
hvis det ikke er til for megen ulejlighed