onsdag den 17. november 2010

Øje for øje

Så har FBI efter sigende optrævlet et terrornetværk, der angiveligt skulle have haft planer om at køre en lastbil fyldt med sprængstoffer ind i JP´s hovedsæde i Viby.


Læg venligst mærke til mit ordvalg, der indbefatter vendinger som "efter sigende", og "skulle have haft", der skal give indtryk af at jeg ikke er den dømmende type - hvilket er skønne spildte kræfter, da de fleste sikkert forlængst har opdaget, at det jo er lige netop hvad jeg er.


Så lad os droppe den politiske korrekthed og kalde en spade for en skovl - Vi kan jo f.eks. ikke med sikkerhed vide, om Sidney Lee inderst inde har en fantasi om at blive analpenetreret af en medfange i Vestre fængsel - men det er nok sådan at det forholder sig alligevel ikke?!

Lad os gå igang med dette indlægs preframing, der dog, i og med, at det kommer så sent vel må omdøbes til framing.


Jeg foreslår at vi for en gangs skyld smider vores hjemmebanebriller, og ser sagen fra den anden side af tribunen.


For måske er det ikke en charmerende træk at skabe død og ødelæggelse, men vi glemmer hvem der startede - det gjorde JP.... med nogle tegninger.


Så sidder der nogle mennesker med andre briller på, der føler sig trådt over tæerne og naturligvis får lyst til at udtrykke deres ubehag.


Sådan ála.... De tegner en tegning - vi bomber dem tilbage til vores niveau.... Stenalderen.


Den handlemåde er konsekvent og giver anledning til at modparten tænker sig om en ekstra gang, før der bliver spillet op til dans.

Vi har set lidt tilbage på nogle historiske begivenheder, hvor enkelte handlinger udløste et payback, der var til at tage at føle på.





  • Ærtebøsseskyderi. De fleste historikere er enige om, at det var den serbiske nationalist Gavrilo Princips mord på ærkehertug Franz Ferdinand i 1914, der i bogstavligste forstand blev startskuddet til 1. verdenskrig, hvor mere end 14 millioner millitær og civilpersoner omkom. Den daværende stormagt Østrig-Ungarn tog dette så ilde op, at beslutningstagerne så sig nødsaget til at angribe Serbien, og så var, som nævnt ovenfor, 1. verdenskrig i fuld sving.

  • Penisdrilleri. Der er mange teorier om hvor Hitlers brændende had til jøder stammede fra, men vi har her på bloggen opsnappet Adolfs dagbøger fra hans spæde år, der kaster lys over dette mysterium Her kan læses hvordan han blev drillet af sine jødiske skolekammeraters for sin slappe forhud, når de badede sammen efter gymnastik. Det er stærk læsning, især det kapitel hvor han overvejer selv at foretage omskæring med en spiseske, men i sidste øjeblik mister modet. Skæbnen ville så, at den lille ynkelige bitre mand var på det rigtige (forkerte) sted på det rigtige (forkerte) tidspunkt, til at blive en af datidens mest dagsordenssættende mennesker, og så var der lagt i kakkelovnen (kunne ikke lade være) til en payback af dimensioner.

  • Vandsjov. Moder Jord kan være en barsk forældre og det fik store dele af Asien at føle i december 2005. Mindst 231.000 mennesker mistede livet da havet for alvor viste tænder. Øjenvidner skulle efter sigende nogle timer forinden have set nogle børn, der hoppede i bølgerne imens de råbte; "Er det det bedste du kan komme med Kong Neptun?".

  • Æblerov. Ok, så vi kom til at tage en bid af et æble - big deal og vi sagde vist endda også undskyld. Det var så bare ikke nok i Guds øjne. Næ nej, vi skulle støvles ud af paradiset i bad standing uden vådt eller tørt, som havde vi stjålet af kassen. Der var vist én der havde fået det forkerte ben ud af sengen den morgen. Far var ikke skuffet, nej han var meget vred og lur mig om ikke kønnenes uforenlighed er en lille ekstra straf fra Guds side. Gud har måske tænkt således... "De blev enige om at tage røven på mig, og derfor skal de ikke være enige om noget herfra". "The Man upstairs" står forøvrigt også for det næste punkt som er;

  • Sexlege. Vi er alle styret af vores seksualitet - det var Gud selv der skabte os som seksuelle væsner, og derfor virker det helt hen i vejret at gå fuldstændig amok bare fordi der bliver gået lidt til makronerne i provinsen. Da Gud opdagede at indbyggerne i Sodoma og Gomorra ikke sparede på safterne, om jeg så må sige, var det ikke nok at tale et par alvorsord med dem... eller måske bare spørge om man kunne være med - nej uhadada, det var frem med svovl og ild, der var datidens tunge våben, og herefter brænde hele pisset af, pardon my french.

  • Bedrevid. Pol Pot stod bag en af de største udrensninger i nyere tid, da han som lederen af den kommunistiske oprørsgruppe, De Røde Khemerer i deres tid ved magten fra 1975 - 1979 syntes, at der skulle støves lidt af på de øverste hylder i befolkningsreolen. To millioner Cambodjanere blev brutalt nedslagtet heriblandt de fleste intellektuelle, da de blev betragtet som politiske modstandere - og det er for så vidt ok... det med at hugge alle ned der bare er en anelse klogere end én selv - men Polledrengen tog den skridtet videre og smed også de formastelige der, blot fordi de bar briller, så kloge ud, med ned i den store udstansningsmaskine. Hvorfor? Fordi han kunne!

  • Dårlig taber. Ifølge historiebøgerne var Stalin ikke det store militære lys, og det var sandsynligvis heller ikke de strategiske overvejelser han må have gjort sig, inden han fra midten af 1930´erne begyndte sin udrensning i den røde hær - efter vores efterretninger fordi han havde tabt et spil stratego til marskal Tukhachevskij. Da støvet havde lagt sig, var 90 % af generalerne, 80 %, og 30.000 lavere rangerende officerer elimineret, og Hitler indvaderede herefter Rusland i 1941, efter at have affejet kritiske røster for invasionen med ordene; "De har ingen gode generaler". Vi kunne tilføje; "Og ingen gode oberster.. og ingen gode majorer.... og ingen gode kaptajner... og...".

  • Misundelse. I 1700 tallets Frankrig havde kirken og adelen et par små frynsegoder som suveræn politisk magt og skattefrihed. Det fik resten af befolkningen det så ret svært med, og så besluttede pøblen sig for at lave en rask lille revolution, som i bogstaveligste forstand kom til at koste hoveder. Ja alright, folket sultede, imens adelen væltede sig i luksusvarer og det hjalp nok heller ikke på den gode stemning, da Frankrigs dronning Marie -Antoinette, vistnok fejlagtigt, blev citeret for at have udtalt; "Jamen så giv dem dog kage", da hun blev konfronteret med kendsgerningen, at landets borgere manglede brød. I perioden 1793-1794 bliver den Franske adels regning så gjort op, og guillotinen bliver betalingsmidlet der omgående indfrier den enkeltes gæld.... i et særdeles kontant afdrag!


Vi danskere må se i øjnene at vi, om vi vil det eller ej, er blevet et yndet mål for islamistiske fanatikere der føler sig pisset på, når vi vælger ikke at følge de regler, de har udstukket på vores vegne - på vores banehalvdel.


Der er blevet skrevet meget i denne sag, der har delt vandene - men der er forhåbentligt ingen, selv blandt de danskere der finder vores offentliggørelse af Muhammedtegningerne krænkende og utilstedelig, der finder det rimeligt efterfølgende at blive truet med død og ødelæggelse - og det der er værre!


Så skal vi ty til øje for øje og tand for tand filosofien, når visse dele af den muslimske verden sviner os til og brænder vores flag?


Selvfølgelig ikke...


Vi er nemlig også mentalt vel ankommet til det 21. århundrede, hvor vi kan læne os tilbage og more os over tilbagestående individer fare rundt og gøre sig selv til grin....


Når jeg kommer til at tænke over det, er den slags overskudsagtige opførsel fra vores side, måske den ondeste måde at reagere på - det er aldrig rart at blive latterliggjort... forudsat naturligvis, at man er klog nok til at opdage når det sker:-)


Nå jeg må i seng... Ellers er jeg sikker på at jeg bliver straffet i morgen tidlig - med poser under øjnene så store som tekopper... eller noget.


Stay real majn!


Cosmo

mandag den 8. november 2010

Sprængt potentialeramme


I et afsnit af Bertelsens uaktuelle nyheder blev det belyst, at programmet "Nyheder på tegnsprog" havde ca. 50.000 seere hver uge.

Med kun godt 4000 døve danskere dækker ordet succes slet ikke i denne sammenhæng, der med 12 gange så mange seere, som ellers kunne have interesse i dette program, er intet mindre end et mirakel.


Cosmo´s blog sendte sin bedste skribent i marken, for at finde ud af hvilke andre minoritetsgrupper, der kunne bruge et lille skub på vejen.


  • Squaredansere. I en af reklamerne med naturisterne for TDC, danser Claus og Britta squaredance, eller linedance.. tomato - potato, iført ingenting bortset fra en rød prik og et pistolbælte. Mon ikke, at TDC også har valgt at latterliggøre den hobby, da det sikkert støder færrest muligt? Vi her på bloggen er så fortrøstningsfulde, at vi regner med at danskerne har en anelse mere stil end at falde for den slags cowboyfolkedans, men selvom det er langt ude, eller måske derfor, indstiller vi dem hermed til boostaminority prisen.
  • Enhedslistevælgere. At enhedslisten er ikke er Dansk politik´s største stemmesluger kommer vel ikke bag på de fleste. Partiet som er listet under bogstavet Ø, har ingen formand men ledes kollektivt.... ud af folketinget. Som en lille bonusinfo kan nævnes, at Enhedslisten har som erklæret princip ved afstemninger og forlig, at man stemmer for enhver forbedring og imod enhver forringelse - hvilket lyder som et helt sort statement i mine ører, og den slags er nok ikke med til at hverve medlemmer i den raske del af befolkningen.

  • Curlingspillere. For 10 år siden var der stort set ingen danskere der vidste, at vi havde et curlinglandshold. Det er der så vendt op og ned på nu hvor vi er klar over, at der er voksne mennesker der farer rundt på en skøjtebane og kaster med sten, imens de skriger og fejer med koste. Nu ved vi det, og tja det gør så sikkert slet ingen forskel - jeg tror ihvertfald ikke at de forskellige klubber har lukket fuldstændigt for tilmeldingerne... endnu.
  • Sidney Lee lookalikes. Man kan sige meget om den gode Sidney Lee, men der er meget få mennesker, der vil gå så langt i deres jagt på berømmelse, at de vil gå til yderlighederne i deres valg af tøj(mangel på)stil, og det gør denne gruppe til en af de minoriteter, der godt kunne bruge lidt støtte.
  • Leasy reklame fans. Der er støttegrupper for stort set alt inde på Facebook, men skulle der være en sinke der måtte have startet en "We love Leasy" gruppe op, er jeg sikker på at den kunne trænge til et boost - det burde ihvertfald være de færreste der er vilde med overpriser... også selvom ham Peter ikke går før lortet virker.
  • Nytilkomne Brøndby supportere. Fodboldfans er nogle underlige størrelser, men det er dog de færreste der får lyst til at blive fan af en klub, der er på konstant nedtur. På den anden side, har vi jo set at Brøndby´s gæve drenge kan lide at komme af med deres aggressioner ved at slås, og det er jo de færreste der bliver aggressive af at vinde.

  • Michael Bjørnson copycats. Smørtenoren Michael Bjørnson blev i første omgang kendt for, sammen med sin daværende kone, at synge tåkrummende musicalsange i et talentshow på landsdækkende tv. Men vi skal længere ind... for efterføgende lavede han så mange pinligheder på privatsiden, at han fik Frederik Fetterlein til ligefrem at se cool ud, hvilket vel må give en eller anden form for respekt - dog sikkert ikke nok til, at der skulle være nogen der får lyst til at gøre ham kunsten efter.

Der er folk der går deres egne veje, og heldigvis for det - ellers ville verden sikkert blive et kedeligt sted af være.

Så lad os endelig hylde de skæve eksistenser, der ikke er bange for at skille sig ud - det er nemlig når vi ser dem, at vi andre grå mus glæder os over at være røvkedelige, for når alt kommer til alt, er det måske slet ikk´så ringe endda.

Cosmo

lørdag den 6. november 2010

Hard knock life

Vi kender alle de cirkusartister, der optræder med numre som gradvist bliver mere og mere imponerende at se på...

F.eks har vi alle en idé om, at det er svært at få en tallerken til at snurre rundt på en bambuspind, og at det nok ikke bliver lettere samtidig at holde 15 stykker kørende, gå på line, spille violin og jonglere med motorsave imens. - og vi vil ikke nøjes med folk der kan mindre.

Vi vil imponeres, og for at vi ikke hurtigt skal komme til at kede os, bliver tingene nødt til at blive gjort svære - som i næsten umulige.

Det samme lader til at gælde i vores eget liv, og derfor har Cosmo´s blog lavet en lille guide udi kunsten at opbygge hæmmende overbevisninger, for at forhindre at der går helt Morten Korch i din livsglæde.
Da vi tror på at ord skaber virkelighed, har vi derfor set på nogle af de ord, der kan holde din lykkerus en anelse nede på jorden, så dit liv ikke bliver alt for uimponerende let at leve.



  • Had. Ordet had er et fantastisk ord, der, når du siger det, sikkert straks får dit humør til at dale en anelse. Nogle mener at kærlighed ikke kan eksistere uden had, men du behøver jo ikke at stryge elske fra dit ordforråd for at udnytte hadets deprimerende potentiale til fulde. Pas på med at udvande ordet, så det ender med at blive neutralt, du skal gerne føle ubehag hver gang ordet siges. Husk at livet endeligt ikke må blive for let - og for rart.

  • Nederlag. Ahh... Endnu et dejligt ord, som også kan bruges forebyggende, hvis du skulle have lyst til at udfordre dig selv. Sig til dig selv igen og igen, at det er et kæmpe personligt nederlag, hvis du ikke opnår 100 % succes i din udfordring, og mærk presset stige indtil du forhåbentlig helt dropper denne fjollede idé, der kan føre til personlig udvikling, som igen, i værste fald, kan føre til øget livsglæde.. Lad os ile videre til næste ord, der er i familie med nederlag, nemlig;
  • Fiasko. Igen et ord, der kan bremse initiativ før det når at vise sit ubehagelige ansigt, men også et ord der virker som værende på vej ud, da den yngre generation desværre ikke ser ud til at have opdaget ordets kvaliteter. Føler du dig helt ovenpå, kan du krydre med ordet frygt, som nok skal gøre tingene vanskeligere at få sat igang, end hvis du brugte tøsedrengeudtrykket "chance for succes". Husk at fiasko ikke kun er forbeholdt store opgaver, men at du også kan frygte for fiasko når du skal binde dine egne snørrebånd imens andre kigger på.

  • Nederen. Udtrykket nederen bruges, eller måske nærmere brugtes, fortrinsvis af den yngre generation, men det skal da ikke forhindre os på plus 30... eller noget, i at benytte os af ordets tristesseskabende stemning. Brug nederen om vejret, prisen på din latte, eller afskrivningen på din Macbook - og skub for G´s skyld tanken om, at du istedet burde være lykkelig for, at du overhovedet har overskud til at tænke så ligegyldige tanker, langt væk.

  • Fallit. Ordet fallit kommer af det italienske fallito og betyder "slå fejl" eller "skuffe". Med den betydning, kan man være gået økonomisk på røven, uden dog af den grund af være fallit. Sådanne positive tanker skal du endlig holde for døren! Istedet kan du hver d. 5. i måneden, når din konto igen er bombet ind i det røde felt, mentalt erklære dig fallit og mærke håbløshedens grå bølger skylle ind over dig.

  • Katastrofe. Hvor mange mennesker kender du der har været involveret i en personlig katastrofe? Imens du tænker, vil jeg selv tælle uagtet, at jeg ikke kan komme i tanker om nogen, der har været direkte involveret i hverken skibsforlis, eller vulkanudbrud - eller det der er værre. Her skal du dog huske, at i dine tanker er det naturligvis kun dig der definerer betydningen af ordet katastrofe - og derfor kan det let være katastrofalt hvis du misser dit tog og af den årsag kommer adskillige minutter senere hjem fra arbejde.

  • Diagnosestillelse. Det er hårdt at være nybagt forældre - især når barnet græder, eller ikke sover igennem. Her kan det være let at høre på de kloge hoveder, der fortæller at det er en del af det at blive mor eller far, og at du hurtigt glemmer det igen når barnet er ude over den alder. Her kan du gøre det hele lidt mørkere, hvis du overbeviser dig selv om at dit barn har kolik (Du ved ikke hvad ordet dækker, men har hørt de andre forældre tale om det som var det pest og kolera i skøn forening). Senere hvis ungen leger lidt vildt i børnehaven, kan du sætte et ADHD mærkat på barnet - så er det jo ikke så sært, at du er træt om aftenen... og morgenen... og eftermiddagen og...

  • Lortevejr. Vi kender alle de uforbedrelige optimister med deres evindelige kliché om, at der ikke findes dårligt vejr, men kun forkert påklædning. Det er så også de typer der vil fortælle dig, at du skal være glad for at du overhovedet har en bil - og det selvom det er modellen med mindste motorstørrelse Mercedes har i sin S klasse. Sæt "lorte" foran vejret, livet og dit parforhold, og mærk hvor let det kan være at holde din naturlige glæde nede.

  • Angst. Angst er et godt ordvalg til at piske en stemning op, hvis du skal prøve noget der gør dig usikker. Du kan f.eks sige, at du har tandlægeskræk istedet for, at du ikke bare bryder dig at blive rodet i munden af en fremmed m/k - hvilket vel ellers kunne ses som et sundhedstegn. Husk at du også, med lidt øvelse, kan fremkalde angst for om alle dine pop selv popcorn nu også popper, eller om du huskede at rede sengen, da du forlod dit hjem i morges.

  • Uheld. Alle mennesker oplever indimellem at tingene ikke flasker sig 100% som forventet. Det er den slags som dovne og ugidelige døgenigte vælger at trække på skuldrene af og acceptere at sådan er livet nu engang... Os andre hårdtarbejdende og ihærdige medborgere vælger naturligvis "forfulgt af uheld overbevisningen", der gør det hele meget sværere og dermed også meget mere udfordrende at blive et lykkeligt menneske. Skulle du imidlertid få svært ved at fastholde tanken om at du er født uheldig, så tænk lige over hvor mange gange, at du har vundet 7 rigtige i lotto - Uden at kende dit svar, siger jeg; "Ikke flere spørgsmål ærede Dommer!"

  • Depression. Jeg husker Jack Nicolson´s karakter Melvin Uldal´s klassiske "You´re a disgrace for depression" til sin homoseksuelle nabo fra "As good as it gets", da denne erklærer sig deprimeret af kærestesorger - siden prøver førstnævnte dog at glatte lidt ud med kommentaren "You´ll be back on your knees in no time" - Ak ja selv en kyniker som Melvin kan åbenbart have sine svage stunder. Du derimod, er ikke af en så svag karakter, at du falder for de lette løsninger, og derfor er du altid frisk på at opgradere en følelse af lettere tristhed til dyb depression - bare for lige at hæve lykkebarren en anelse.

Nietzche er citeret for at have sagt; "Overbevisninger er farligere fjender af sandheden end løgne"

Nu er sandhed et farligt begreb at komme ind på her, men i forhold til dit liv kan overbevisninger både være ven eller fjende - alt afhængig af hvordan du bruger dem.

Om du vælger at bruge ord der hæmmer eller støtter din livsglæde, vil jeg naturligvis lade være op til dig selv at bestemme.

Jeg vil bare lige huske dig på, at DU er den bedste i verden... til at være dig:-)

Enjoy!

Cosmo